White Dominos: EP formatet gav os frihed til at eksperimentere

Foto af Morten 'Lovechild' Kronborg

Den aarhusianske rocktrio White Dominos er netop nu aktuelle med deres anden EP Dying for a Change og har i den forgangne uge afsluttet deres ellers aktive tourliv for i år. Siden bandet blev dannet tilbage i 2012, har de turneret i blandt andet Danmark, Tyskland, Norge og Spanien. De har skrevet en officiel OL-sang, spillet på Spotfestival i 2016, og tidligere på året signede de med Iceberg Musik Group. Så White Dominos går et spændende 2019 i møde.

Af Frederik K. Madsen

Det er fredag, klokken er 12.33, og jeg ringer op til Daniel fra White Dominos. Det viser sig, han sidder på værtshus sammen med Jonas og Mads. De er i Aabenraa, hvor de om aftenen skal spille have deres sidste koncert inden deres afslutningskoncert på Headquarters i Aarhus.

Tillykke med udgivelsen af Dying for a Change. 5 sange med meget forskellig karakter, og som også er helt anderledes, end det vi tidligere har hørt fra jer. Hvordan har processen været?

– Det har været en lang proces, og det har været en hård proces. Man skal jo finde på nogle nye ting, og så blev det endnu mere angstprovokerende, netop fordi vi følte, at der var nye retninger, som skulle udforskes. Derudover så stoppede vores bassist Magnus for halvandet år siden. Det betød, at vi samtidigt skulle finde ud af, hvordan vi skulle fungere som band fremadrettet. Heldigvis så har vi i den her proces også mødt producerteamet Søren Zahle og Mads Tønder fra Studio Comunale. De var med til at give os en helt ny vinkel på tingene, og det har virkelig givet os blod på tanden.

– Og lige for at gøre det klart, så er vi stadig gode venner med vores tidligere bassist. Vi skulle noget forskelligt i livet og musikalsk. 

Hvordan er jeres skriveproces. Er det sådan en rundkredsting, eller er der en af jer, som murer sig inde og først kommer ud, når alle følelserne er skrevet ned?

– Engang var Jonas vores primær sangskriver. Men her efter at vi er blevet en trio, er det blevet mere kollektivt. Vi kan mærke, at vi er den her treeninghed, og vi kan noget sammen. Så nu handler det mere om, at en kommer med en ide eller et skellet til en sang, og så arbejder vi sammen på det. 

– De fleste har nok et vist ego i sådan en sangskrivningsproces, og det tror vi, at man skal prøve at komme ud over. At man ikke bare møder op med en sang, man har skrevet, og så dikterer hvad alle skal spille. Alle skal kunne bidrage og gøre deres part i sangen til deres egen. Så kan det godt være, at alle ikke nødvendigvis skriver så meget som andre, men så gør de noget andet. Der er så mange andre aspekter af det at køre et band, som man skal have styr på. Det er også derfor, at vi deler alle procenter lige over. For hvis man ikke direkte står for at skrive sange, så står man for andre ting. Når alt kommer til alt, så er det at have et band jo, at have et firma. 

Hvilke tilbagemeldinger har i fået på, at i har ændret stil.

– Vi har fået mange positive tilbagemeldinger. Generelt virker det til, at folk godt kan lide den nye retning. Nogle siger, at de mangler guitar. Der må vi bare sige, at de skal komme til vores liveshows, for der er der masser af spade. Vi vil gerne præsentere to versioner af sangene, så vi spiller dem hårdere live, og det betyder, at det bare får den der mere old school attitude.

Hvor meget står i selv for i forhold til produktionen?

– Vi har faktisk selv stået for rigtig meget af produktionen denne gang, men har som sagt også haft Søren og Mads indeover. Heartbeats, Fall Down og Pyramid har vi selv sat sammen og indspillet, og så har de har mixet det hele og har arbejdet med på Dying for a Change og Everybody’s Watching. Det, at vi har klaret så meget selv, er noget vi er stolte af, og vi klapper også os selv på skulderen, at vi har gennemført, for det har taget meget energi. Specielt for Jonas som har været mest bag knapperne. Så det, at vi kommer igennem det hele, og faktisk med nogle sange som vi er stolte af, er en rigtig god fornemmelse. Så har det også gjort og stærkere som band og sangskrivere. Specielt fordi at den første EP On to Something var mere øvelokale klar. Da vi gik i studiet var det meget 1, 2, 3, og så indspiller vi. Denne gang var vi kun klar med tre sange, og skulle så skrive to fra bunden. Derudover har vi ændret meget hen af vejen og genskrevet flere sektioner. Heartbeats fik for eksempel et helt nyt omkvæd lige op til udgivelsen.

– Vi er selvkørende et langt stykke hen af vejen, og det har vi lært rigtig meget af. Det er nok ikke noget, vi kan lægge fra os. 

Art Work af Dorte Holst og Louis Lynge

Når vi nu snakker om at være selvkørende, så har i jo faktisk lidt modsat det her i foråret signeret med Iceberg Music Group. Hvad håber i, at det kan have af betydning for jer?

– For det første så er det en drengedrøm at få sådan en oldschool pladekontrakt. Man kan sige, at selv om vi har lært meget af at være på egen hånd, så går vi jo fra at have vores eget netværk, som vi har fået gennem de sidste par år, til at blive en del af et kæmpe netværk, gennem nogen som har været i branchen i 30 år. Det er jo en stor ting. Og så er de virkelig søde og meget dedikerede, og det må du gerne citere os for.

I udgav i 2015 On To Something, som var jeres første EP. Hvad har i gerne ville gøre anderledes med den her EP.

– Altså først og fremmest følte vi ikke, at vi var klar til at lave en fuldlængde plade. Vi var startet på at skrive, men det gik ikke pisse godt, og efter Magnus stoppede, var vi sikre på, at det ikke var det, vi skulle kaste os ud i. Vi ville gerne udforske os selv som band noget mere, og det er lettere at gøre på en EP. I vores øjne er der mere plads til diversitet, og til at tage chancer med det format. Et andet magasin sagde, at alle sangene kunne have været singler, og det tager vi som et kompliment. Men vi er nok lidt gamle på den måde, at vi gerne vil udgive noget samlet frem for bare fem singler. 

Hvad synes i at det nye materiale kan som det tidligere ikke kunne?

– Vi leger mere med melodier og lyden, og så er det generelt et større lydunivers. Vi synes selv der er mere pondus, og at de ligger mere op til, at man kan synge med. For tre år siden var vi et ungt band, og vi er glade for det, vi lavede på det tidspunkt, men sangskrivningen har mere dybde nu. Sangene er mere knyttet til vores personlige liv, vores tanker og følelser, hvor de gamle handlede mere om bare at skrive noget fedt.

I har haft flotte musikvideoer, allerede fra begyndelsen – Er det også noget i selv står for? 

– Den første video satte jo en standard, og den har vi måttet holde. Det går ikke at gå tilbage i kvalitet. Vi står selv for det på den måde, at man kan sige vi har et fjerde medlem, Morten”Lovechild” Kronborg. Han har været med siden starten, og han har stået for rigtig meget af det, og så har vi også bare været heldige med folk udefra. 

Vi har det sådan, at der skal være noget ordentlig at kigge på, hvis man faktisk søger efter en musikvideo. Som for eksempel Red Hot Chili Peppers’ Californication. Det er en video, der gjort indtryk for os og har sat nogle tanker igang omkring, hvad en video kan gøre for musikken. 

I har jo allerede turneret en del. Skal i fortsætte med det nu, hvor den nye EP er ude? 

Vi er færdige for i år, og starter igen i det nye år. Det er bare vigtigt for et rock band. Rock er fedt live, og det er der det skal opleves. Der er mange mennesker som ikke lytter til rock, men alligvel bliver blæst bag over når de oplever det live. Vi hører ofte folk sige, at de ikke normalt ville sætte rock som vores på anlægget, men har haft en virkelig go oplevelse med at høre os live.

Har i et moment i jeres set, som i ser frem til, fordi det på en eller anden måde er specielt? 

– Altså generelt så er det bare fedt at spille koncerter. Men specielt når der sker noget mellem os, som ikke var planlagt. Når vi følger en eller anden impuls, og det så går op i en højere enhed. Det er magisk. Så selvfølgelig også når folk er med og bliver helt opslugte.  Det er den største cadeau. At folk kommer, og så faktisk også har lyst til at lytte og blive der. Der er jo faktisk en surrealistisk oplevelse. Man kan spille for tusind eller for fem og begge dele er specielt, fordi man deler noget, men på forskellige måder. Når der er fem, så bliver det en helt anden stemning, fordi man er på taleniveau.

– Men for faktisk at svare på spørgsmålet, så er det altid sjovt at spille broen i Everybody’s Watching, altså der hvor vi sammen synger titlen hurtigt. Det er sjovt at se folks reaktion, fordi de ikke helt ved, om det er sjovt eller cool. Men der er altid mange, som gerne vil synge med på netop det. 

Når man er på turné, når man vel at møde mange mennesker. Har i mødt nogen, som i husker specielt fordi de gjorde turen speciel. 

Der er faktisk mange. Man ender med at få venner mange steder. Vi oplevede i sidste weekend i Odense, at der kom nogen piger op til os, som havde set stort set alle vores koncerter, siden vi var support for Wolfmother. I morgen hvor vi spiller på Headquaters i Aarhus, ved vi, der kommer nogen fra Hamborg. Det sjove ved, at man møder dem i tour sammenhæng, er, at man altid har noget, man kan snakke om, og det er musik.

Når i har opvarmet for bands som Wolfmother og The Blue Van, har i så fået nogle gode råd fra dem?

– Faktisk så fik vi nogle rigtig gode råd fra Go Go Berlins gamle tourmanager: Kom til tiden, ryd op efter jer, og gå til tiden. Hvis i er support, så spiller i præcis den tid i har fået, og så kommer i væk fra den scene. Det var sådan lidt kæft trit og retning, og det er jo kun godt at få, når man er et ungt band.  

Hvorfor er I i Aarhus og ikke i København? 

– Altså hvis man skulle flytte, så kunne man næsten ligeså godt flytte ud af landet. Altså vi har det godt i Aarhus. Det er en go station. Der er mange spillesteder i Jylland og på Fyn, og det er tæt på Tyskland. Mest af alt så er vi bare glade for Aarhus. Der er et pisse godt og spirende musiker miljø, hvor man bare hjælper hinanden. Samtidig er det så småt, at hvis du snakker grimt om folk, så bider det dig i røven. Der er et godt sammenhold, og man vil hinanden det bedste. Vi har i hvert fald ikke oplevet, at folk ikke har villet hjælpe os. 

Har i så et shout-out til et andet Aarhusband?

Der er mange! Der er selvfølgelig Go Go Berlin som tog os med på tour. The Boy That Got Away er nogle pisse dejlige gutter. Der er BAEST og Ill Be Damned. Så RAL som vores tidligere bassists er en del af. Velvet Volume , Turqouise Sun… Altså der er mange flere. Jo også lige en til In Lonely Majesty, som sang kor på Dying For A Change. 

Og så lige tilsidst for at få en status på rock scenen 2018: 

Solbriller indenfor, ja eller nej?

– Nej… Nej det går sgu ikke. 

Må en co-driver sove på vejen hjem fra et gig.

– Kun hvis driver giver lov en 10 minutters powernap. Men man skal jo holde hinanden vågne. Det er sgu virkelig vigtigt. Specielt når motorvejen begynder at ligne en kagemand, og det gør den altså nogle gange til sidst.

Denim eller læder?

– En kombi! Og det hedder ‘leathem’. 

I en tovtrækningskonkurrence hvem vinder: Go Go Berlin eller White Dominos 

– Arh… Det er også lidt noget fusk er det ikke. De er jo fem… Hmmm, det må komme an på en prøve.

Sex, drugs & Rock’n roll eller Network, Vitaminpiller og Rock’n roll

– Klart Network, Vitaminpiller og Rock’n roll… Jaeh, og så også lidt sex.

Besøg White Dominos facebook.

Relaterede artikler

White Dominos

Velvet Volume