VoxHall søger den grænsesøgende musik

Skrevet af Johan Gudmandsen

Med sin placering i byens hjerte, langs åen og op ad Mølleparken side om side med sit søsterspillested Atlas, er VoxHall et af Aarhus’ mest velkendte koncertscener. Mange af dem, der har været så heldige at have sin ungdom i Aarhus, vil kunne genkende følelsen af at stå på balkonen og få sig en musikalsk oplevelse med et sjældent overblik over både scene og stemning, eller at blive flankeret af vennerne oppe foran VoxHalls brede scene, mens tonerne tordner ud af højtalerne. At stå i køen langs Vester Allé og hastigt drikke sin håndbajer ud, inden man når hen til dørmanden, eller at ryge sig en smøg på facadebalkonen. At skubbe sig igennem et tætpakket publikum med tre fadøl i hænderne, købt af de altid smilende frivillige bartendere bagerst i lokalet.

Siden VoxHall for første gang åbnede dørene i 1999, har venuet lagt scene til et utal af bands og artister over en bred vifte af genrer. På deres hjemmeside bliver koncerterne delt op i kategorierne heavy, jazz, rock, urban og world. Men overordnet kan man sige, at VoxHall har påtaget sig den opgave, at være byens hjemsted for den alternative musik.
– Den alternative musik, er det, som tidligere hed ”den grænsesøgende musik”, fortæller Tom Fjederholt, der siden 2000 har været manager og booker for VoxHall.
– Men ”grænsesøgende” er lidt et underligt begreb at arbejde med, hvor ”alternativ” dækker det, der ligger udenfor den kommercielle midte, kan man sige.

Holder fingeren på musikverdenens puls

Fonden VoxHall, og herunder er også Atlas, er et af byens tre regionale spillesteder. Det vil sige, at Fonden VoxHall, sammen med Train og Radar, hvert år modtager et beløb fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, hvor de tre spillesteder skal danne en samlet musikscene for Aarhus.

I en relativt lille by som Aarhus betyder den økonomiske støtte, at man kan arrangere koncerter, som ikke nødvendigvis bliver udsolgt. Men det betyder ikke, at Tom Fjederholt vil booke hvem som helst.
– Vi fanger det op, når det har fået en eller anden form for gennemslagskraft. Når vi snakker vækstlagskoncerter, så er der nogle scener, der er supergode til det, som for eksempel Radar og i særdeleshed Tape.

Dog mener Tom Fjederholt også, at han godt kan forstå, hvis folk oplever at stå at kigge på plakaterne langs bygningens facade, og ikke ane hvem de forskellige bands er. Det er netop ikke i den mainstream musikscene, men mere i disse mere miljøbestemte genrer, at VoxHall finder sin berettigelse på den Aarhusianske musikscene.

Koncerterne arrangeres altid med et af byens musikmiljøer i tankerne, og Tom Fjederholt, og dertil bookeren for Atlas, Kenneth Kristensen, gør det til en dyd, altid at holde fingeren på musikverdenens puls, være opmærksom på og klar på at booke de såkaldte vækstlagskoncerter.

– Både Kenneth og jeg arbejder med relativt korte bookinghorisonter. Det gør, at vi er handlekraftige. Det giver mulighed for at være fleksible, og for at få fat på de upcoming bands og artister, der er på vej op. Når vi booker kunstnere, handler det for os om aktualitet og tilstedeværelse i forhold til musikken. Det er de uregerlige størrelser, hvor mulighederne åbner sig lidt ad gangen. Samtidig giver det også noget at skulle være konstant iagttagende og opmærksom på, hvad der kan dukke op. Vi synes, der er enorm meget næring i at blive begejstret kontinuerligt omkring musik, og det med, at det er nu og her, at det sker.

Cirka tres frivillige er med til at holde VoxHall og Atlas kørende.
– Det er jo the backbone i det, vi laver. Uden frivillige, var der ikke noget der hed VoxHall.
De frivillige kan påtage sig opgaver som stagehands, bartendere, afryddere, garderobedamer.
– Kendetegnende for dem alle er, at de er båret af kærligheden til musikken, og selvom jeg i bund og grund synes, at de alle burde aflønnes for deres arbejde, er det et kæmpe privilegium at være daglig leder et sted, hvor folk kommer, fordi de har lyst.

Relaterede artikler