Vestergadefesten – musik er en del af gadens DNA

Vestergade ligger den røde løber ud for aarhusianerne igen i år på lørdag den 2. Juni. Her kan du du opleve alt fra yoga, til hygge med børn, musik og øl. Musikken er en central del af Vestergade. Det har den altid været, og det er den også til Vestergadefesten.

Af Andreas Kristiansen

Når bønderne i gamle dage kom ind til Aarhus og solgte deres korn og køer på Vesterbro Torv, tog de ned på Vestergade, hvor der var udskænkning, musik og glade dage i købmandsgårdene. Musik har altid været en del af gadens DNA, og det er det stadig ifølge Vestergadeforeningens formand John Herman:

– Når man spørger ude i landet, så er der to ting, man kan huske og kender Vestergade for. Det ene er Vestergade 58, og det andet er Jacobs Barbecue.

John var med til at starte Vestergadefesten, og han blev inspireret og forundret over en tur til Austin, Texas. Der emmede byen af musik, også selv om musikken ikke spillede. Den følelse mindedes John, fra da han først kom til Aarhus.

Læs også: Aarhus Echo præsenterer White Flag Harmonies og Astronaut på Latinerfestivalen

– Jeg kom til Aarhus i 1970 og spiller musik selv. Jeg har været i miljøet og synes, at Aarhus som musikby var ved at forsvinde og ved at drukne i Aarhus som IT-by, Aarhus som industriby, Aarhus som uddannelsesby. Alt sammen er rigtig fint, men hvor var Aarhus som musikby?

Vestergadefesten holder liv historien om en gade, der bliver forbundet med musik, også selv om spillestedet V58 ikke eksisterer mere. Måske netop derfor mærkede personerne forbundet til gaden i ekstra grad følelsen af, at historien om Aarhus som musikby var ved at glide ud. De besluttede i hvert fald at arrangere en fest i gaden, for gaden og for Aarhus.

Musikken i Vestergade bliver til en fortælling om musikken i Aarhus

Da festen startede, blev der de første år bygget en stor scene, som musikken centrerede sig omkring, en festivalscene. I dag spreder musikken sig ud i hele gaden. Det er blevet langt mere fælles og langt mere en fest for hele gaden. Men det er ikke en lukket fest.

– Vi er meget bevidste om, at Vestergadefesten er en måde at vise Aarhus frem på, forklarer John.

Bandet Drabant spiller på Vesterlauget klokken 15 lødrag, foto: Benjamin Laustrup

At Vestergade og musikfortællingen om Aarhus krydser hinanden og ofte bliver en og samme historie, kan tilhørere opleve, hvis de tager ned og hører bandet Drabant. Bandet er helt nyt, og de har lige udgivet deres første single ”Forår”. Sangen handler om håbet i forårets komme, men sangen er også en hyldest til Aarhus. Aarhus bliver rammen om håbet.

Et sted i sangen synger de om en vindueskarm Vestergade og en kvinde, der rørte forsangeren – ”En kvinde i en vindueskarm ligner en kliché, mens hun ærgrer sig over, hvad livet er blevet til,” synger de. Lørdag spiller Drabant på Stamværsthuset Vesterlauget 50 meter fra netop det vindue.

– Man kan jo håbe, hun åbner vinduet igen, smiler forsanger Jonas Thyrsted.

Drabant har siddet talrige aftenener på Vesterlauget, drukket øl på værtshuset og været musikere uden at spille musik. Et sted i Vestergade gjorde en kvinde indtryk, og bandet poetiserede det. Dertil kom musik på. Og på lørdag spiller bandet på selvsamme værsthus, hvor de mangt en aften har drukket øl og været musikere uden at spille der. Musikken har været der hele tiden, selv om den ikke har været spillet. En historie, som eksemplificerer det, John Herman fandt i Austin. Musikken i byen uden musikken bliver spillet.

– Musikken er her jo, konstaterer John Herman og udtrykker et håb om, at den kan blive mere synlig i Aarhus.

Mangfoldighed i fokus

Musikken spiller fem steder i gaden under festivalen. Det bliver fem musiknedslag, hvor publikum kan opleve alt fra original musik, til jazz, country og folk. Det er langt mere alsidigt og mangfoldigt end tidligere, hvilket også betyder, at man kan opleve forskellig udtryk igennem gaden.

– Der er musik på den øverste del fra magasin og ned til busgaden. Der vil være en lyd dernede og en anden lyd andre steder i gaden, forklarer John.

Det er 7 eller 8 gang Vestergadefesten bliver afholdt. Grunden til, formand John Herman er lidt i tvivl, er fordi, hvornår bliver noget til et egentligt arrangement. Hvornår er det stort nok. I år har lige omkring 12.000 vist interesse for eventet på Facebook, så festen er for længst på den anden side af definitionsspørgsmålet om hvorvidt det er et arrangement eller ej. Snarere kan man spørge sig selv om Vestergade kan huse 12.000 mennesker. Det er et luksusproblem.

Relaterede artikler