Verdens Sidste Idé udgiver album om Aarhus midtby

31/03/2020 Lene Dalgaard Andersen

Asbjørn Hvelplund

Debutalbummet fra det dansksprogede rockband Verdens Sidste Idé er historien om at flytte fra provinsen til storbyen. Forsanger Asbjørn Hvelplund er selv tilflytter og beskriver sine unge år i Aarhus som værdifulde for hans udvikling.

Den indre by

Debutalbummet fra det fremadstormende band Verdens Sidste Idé er netop udkommet. Titlen er ”Den Indre By” og kredser om forsanger Asbjørn Hvelplunds minder fra sin ungdom i Aarhus midtby. Han er selv tilflytter fra en lille by i Vestjylland, så for ham var det at bosætte sig i en storby en skelsættende begivenhed i hans liv. 

”Det er jo en helt vild historie at komme fra oplandet og så blive klemt ind i en storby som Aarhus. Især når man er ung, fordi det jo er nogle meget definerede år for ens liv, og det præger sindssygt mange mennesker,” siger han. 

Når Asbjørn Hvelplund skriver tekster, tager han udgangspunkt i, hvad han hører folk sige på gaden. Han ser det som en leg, hvor metoden er at plukke nogle få ord fra andres samtaler og sætte dem ind i en ny sammenhæng. 

”En sjov formulering kan åbne porte til en masse spændende ting, når man tager den ud af konteksten. For eksempel mødte jeg engang en pige, der ledte efter sin prostituerede veninde. Pigen var bekymret og sagde: ’Hun skal vide, at hun betyder noget for nogen’. Den sætning hang bare fast i mit hoved, og så skrev jeg en sang om det.”

 

Fantaserede om at stå på scenen

Drømmen om at blive musiker dukkede tidligt op for Asbjørn Hvelplunds indre øje. Han har spillet musik, siden han var helt lille, men det var først, da han som 15-årig tog på efterskole, at musikerdrømmen for alvor stod klart for ham.

”Jeg begyndte at få stærke billeder i hovedet af, at jeg stod på scenen og optrådte. Det er noget, der først er gået op for mig med tiden, men det har trukket mig i en retning, som har ført mig til der, hvor jeg er i dag,” siger han.

Selvom det i dag er over to årtier siden, at Asbjørn Hvelplund første gang visualiserede sin fremtidige karriere, er fantasierne stadig noget, der i høj grad præger hans tankegang. 

”Inden en koncert gennemspiller jeg alting i hovedet igen og igen. Jeg synes jo, jeg er spontan, men i virkeligheden har jeg allerede visualiseret 100 scenarier. Jeg har set, hvornår vi står på scenen, jeg har set publikum og fornemmet hele stemningen,” siger han.

 

Det danske sprog rager folk

På efterskolen skrev Asbjørn Hvelplund en sang på dansk, der endte med at blive et stort hit blandt eleverne. I årene efter flød hans sangsskrivning over i engelsk, men en dag vendte han ved et tilfælde tilbage til det danske sprog, som netop er et af kendetegnene for Verdens Sidste Idé.

”På et tidspunkt kom jeg til at sige til en ven, at jeg skrev på dansk. Det var egentlig løgn, så det var lidt fjollet. Men nu havde jeg jo sagt det, og så var jeg også nødt til at få det gjort,” siger han og smiler.

Asbjørn Hvelplund mener, at danske sange har en helt særlig kraft. Og det er også grunden til, at han har valgt at holde fast i modersmålet, selvom det efter hans mening kan være nemmere at skrive gode tekster på engelsk. 

”På engelsk kan man let slippe lidt floskelagtigt rundt om tingene. Det kan man ikke på dansk. Når man synger på dansk, hører alle efter. Jeg synes, det har en højere værdi, fordi det danske sprog rager folk,” siger han.

 

Musik skal være en leg

Ifølge Asbjørn Hvelplund er hans fantasier og tilgang til at lave musik noget, der adskiller ham fra andre musikere. Mens mange kan have en tendens til at være meget alvorlige omkring musikken, er han mere afslappet.

”For mig har det at lave musik altid været noget, jeg ikke har arbejdet så struktureret med. Jeg ser det som en leg, og det har givet mig nogle klare retningslinjer for, hvor jeg gerne vil hen, som hverken er for overtænkte eller undertænkte,” siger han og påpeger, at hans mere legende tilgang også har givet anledning til bekymring:

”Somme tider har jeg følt, at jeg ikke rigtigt hører til i musikverdenen, fordi jeg ser det mere som en leg. Men styrken i det er, at man har fokus på det overordnede og ikke løber vild i det underordnede,” siger Asbjørn Hvelplund.

 

 

”Målet er at ramme noget cool ved det danske”

Selvom Verdens Sidste Idé stadig befinder sig i startfasen af deres gennembrud på den danske musikscene, er de ikke bange for at drømme stort – og det ikke uden grund. Bandet er nemlig stormet frem, på trods af at de inden debutalbummet kun havde udgivet fire singler.

”Vores mål er at skrive sange, der er så gode, at de er på linje med de store danske sangskriverbands. Et endnu større mål er at have så cool en lyd, at vi kan komme uden for landets grænser. Vores lyd er jo meget dansk, men trækker på mange internationale navne, så hvis jeg selv var booker, ville jeg synes, det kunne være spændende at få udbredt,” siger Asbjørn Hvelplund.

I forhold til bandets liveoptrædener håber Asbjørn Hvelplund, at publikum går fra koncerterne med en oplevelse, de ikke kan sammenligne med noget andet. For ham er det at kunne udtrykke sig via musikken en indikator for, at han følger sit hjerte og den fantasi, der har fulgt ham, siden han var teenager. 

”Det får mig til at føle, at jeg udlever min drøm. Siden efterskolen har jeg set jo for mig, at jeg ville blive musiker og spille på en stor scene. Så det er utrolig tilfredsstillende at være her, hvor jeg er i dag.”

Relaterede artikler