Velvet Volume flytter hjemmefra

29/05/2020 af Mads Gregersen

Velvet Volume. Fra venstre: Nataja, Naomi og Noa Lachmi. Foto: Daniel Aude

I en betonbygning i Aarhus Nord står rockbandet Velvet Volume og spiller bordfodbold.  

Bandet består af de tre søstre Noa, Naomi og Nataja LachmiDuknakkede står de alle tre og flår i håndtagene, der sender spillerne op og ned af banen. 

Vi befinder os i DR’s afdeling i Aarhus, der ligger få minutter fra søstrenes barndomshjem på Christiansbjerg. I byen som i mange år har været Velvet Volumes hjemmebane. Og få kilometer fra Kochs Skole, hvor de lærte at spille musik. Og for at det ikke skal være løgn, har vi netop hilst på medlemmerne af The Blue Van, det første band til at tage Velvet Volume med på tourné. 

Det er en trist og regnvåd dag i slutningen af februar, og om få uger vil en kinesisk virus ødelægge samtlige danske musikeres tourné- og promotionplaner i den overskuelige fremtid. Men det er søstrene lykkeligt uvidende om. Få minutter forinden har de været i studiet hos P6 Beat, hvor de har promoveret deres dengang nye single, Lonely Rider, og deres dengang kommende album. 

I denne uge udkom så albummet, der fik navnet Ego’s Need. Et album, hvorpå bandet har taget flere chancer og er blevet mere nuancerede og selvsikre i deres sangskrivning. 

Albummet er født ud af nogle “hårde år,” hvor søstrene blandt andet er flyttet til København for at forfølge drømmen om et gennembrud. Samtidig måtte de sande, at den internationale genudgivelse af deres debutalbum ikke gik, som de havde håbet. En debut som ellers fulgte et par år, hvor det kun kun gik én vej – opad. Hvor Velvet Volume indtog landets koncertsale og optrådte til prominente begivenheder som Kronprinseparrets Talentpris, P6 Beat Rocker Koncerthuset og GAFFA-Prisen. Og blev et af tidens mest omtalte rockbands. 

Bandet vil dog ikke kalde Ego’s Need “modent.” Eller et comeback.

– Vi synes, det er en perfekt toer, fordi det kan stå uafhængigt af det første album, fortæller Noa Lachmi. 

Men man kan sige, at Velvet Volume er flyttet hjemmefra. På flere måder.  

Slipsemænd 

Så er en præsentation på sin plads.  

21-årige Nataja er trommeslager og lillesøsteren i foretagendet. Hun taler hurtigt og bruger flittigt engelske låneord. For eksempel siger hun barrier i stedet for barriere. Og så er hun flink til at svare på interviewerens spørgsmål, lige meget hvor fantasiløse de måtte være.  

Hendes to år ældre søster Noa er den klassiske rockstjerne. Hun spiller guitar og synger, har tatoveringer på armene, kalder gerne folk for “slipsemænd” og gestikulerer med begge hænder, når hun taler. Og når spørgsmålene bliver for trivielle, finder hun sin telefon frem.  

Heroverfor virker Noas tvilling, bassist og sanger Naomi Lachmi, som den mere velovervejede af de tre. Hun taler langsomt og i hele sætninger. Og så giver hun Noa et spark over skinnebenet, da hun på et tidspunkt har stemplet ud for længe. 

I løbet af samtalen supplerer de tre søstre hinanden, som om de via telepati ved, hvor de hver især er på vej hen. Som var det et øvet koncertsæt. På spørgsmålet om, hvor de særligt har hængt ud i Aarhus, svarer de to tvillinger i kor “Swaaaaaaay…?” med nøjagtig samme forlængede og spørgende vokal. 

Søstrene har også haft en del tid til at lære hinanden at kende. Og nok også mere end de fleste søskende.  

De har spillet sammen, lige så længe de kan huske. I forældrenes lejlighed i Christiansbjerg elskede man musik, og selvom forældrene ikke spillede den, fik de tre søstre stukket instrumenter i hånden fra en ung alder.  

På grund af stjerner som Lenny Kravitz, Rolling Stones og Jimi Hendrix forelskede de sig i rockmusikken, og i 2013 begynder de at indspille egne sange og sende demoer ud under navnet Velvet Volume.  

Fra venstre: Noa, Nataja og Naomi. Foto: Daniel Aude

Aarhusiansk back-up 

En af de demoer bliver lyttet til hos den aarhusianske musikfestival GrimFest. De skubber Velvet Volume i gang ved at booke dem til deres første rigtige koncert. Her spiller de et 20 minutter langt sæt, tungt med covernumre, og bliver opdaget af deres første manager.   

Faktisk mener bandet, at de er blevet hjulpet meget på vej af musikmenneskerne i Aarhus. 

– Det har været os med en masse voksne, som har brugt deres tid på os, troet på os og gjort, at vi har haft tid til at finde ud af, hvem vi er som band. Vi har ligesom skulle prøve tingene af og udfordre os selv med offentlige øjne på, men vi har været trygge, siger Noa. 

Noa takker i flæng: Henrik fra Lysvæsnet, som de låner mikrofoner af, Tue Madsen fra Antfarm Studios, som hjalp med at indspille deres første album, og arrangørerne fra GrimFest, SPOT Festival, Fatter Eskild, VoxHall og NorthSide, der har haft tillid til gruppen. De beskriver det aarhusianske musikmiljø som en “familie,” hvor alle kender alle, kommer på de samme barer og vil hinanden det bedste.  

– Vi har altid følt, at folk har haft vores ryg. Det kan være, at vi har været heldige, men vi har følt, at vi har været i gode hænder, siger Nataja.

– Særligt når vi har startet så unge, siger Naomi.

– Ja, præcis. For vi ku’ jo nemt falde i en dårlig fælde, hvis man kan sige det på den måde, siger Nataja. 

Grundlæggende ser bandet tilbage på deres tid i Aarhus med kærlige øjne. I løbet af pigernes skolegang på Kochs Skole fik de lov til at finpudse deres musikalske talent og bruge øvelokalet, også efter de var begyndt i gymnasiet. Og mens byens musikmiljø er småt og sammenvævet, er det også stort nok til at de mange pladeforretninger, musikforretninger og spillesteder gjorde det muligt for søstrene at dyrke deres interesser og hvæsse kløerne på byens scener.  Og samtidig er øjne fra det store udland også rettet mod byen, når festivaler af internationalt format som NorthSide og Spot Festival bliver afholdt.  

Adspurgt, hvor de særligt har huseret, er svaret også mere eller mindre “alle vegne.” Men nogle steder og begivenheder huskes tydeligere end andre.  

Højdepunktet på NorthSide 

I 2016 sidder de på en sofa i Ådalen. Solen skinner, og omkring dem er der larm fra festivalgæster. De er ved at blive interviewet til DR3. For få minutter siden stod de på NorthSides Rød Scene, hvor de spillede for 7.000 mennesker. Nok til at arrangørerne ikke kunne lukke flere mennesker ind på pladsen foran scenen. På det her tidspunkt har de udgivet to dobbeltsingler.  

De kæmper om ordet, og deres trætte smil når op til øjnene. Stoltheden skinner ud af dem.

Adspurgt om store musikoplevelser i byen, er der i dag heller ingen tvivl om, at koncerten på NorthSide var én af dem. Og måske den største.  

 Var det en god koncert, I gav der? 

Noa og Naomi svarer “Njar” i kor.  

– Vi var lidt ved siden af os selv. De var nødt til at lukke dernede, fordi der var så mange mennesker, der var nede og se det. Det var helt packed. Og så havde vi tekniske problemer på scenen. Så rent musikalsk var det ikke den fedeste koncert. Men vi fik så meget kærlighed, siger Noa.  

Men så var der også lige de to gange, hvor de udsolgte VoxHall. Og da de spillede til Spot Festival i Scandinavian Congress Center. 

– Det var også fucking fedt, da vi sidste år spillede på taget af ARoS til sådan et fancy-pancy kulturevent. Det var sådan nogle slipsemænd, der var der, men det var fucking fedt, fordi det var en smuk sommeraften, og vi stod på taget. Det var meget sådan eventyrligt at stå der, siger Noa.   

– Vi fik snaps (Snapchat-beskeder, red) efterfølgende fra folk, der var langt væk og kunne høre musikken oppe fra taget af. Sådan helt ude i hele Aarhus. Det var ret vildt, siger Nataja.

– Men NorthSide. Det var vanvittigt, siger Noa.  

“Før i tiden var vi sådan meget: “Uuuh, det er meget vigtigt det her album. Det er vores første album, der er mange, der kigger på os”. Der var så meget fucking stress omkring det første  album. Nu er jeg mere sådan: Ved du hvad, fuck det der.”

Den svære etter 

I 2017 udkommer så Velvet Volumes debutalbum, Look, Look, Look!. Albummet fortsætter den opadgående kurve. Indtil den bliver en klods om benet. 

I årene forinden er søstrene som bekendt gået fra at turnerer med The Blue Van og være gymnasieelever i søvnunderskud til at optræde i bedste sendetid og spille Danmark tynd som vaskeægte rockstjerner i eget navn.  

Albummet udkommer i “kølvandet på vores lille hype-ting,” som Noa formulerer det. Af den danske anmelderstand bliver bandet beskrevet som hårdt rockende, uden dikkedarer og med betydeligt talent bag instrumenterne. 

Noa, Naomi og Nataja har i dag et ambivalent forhold til pladen. På den ene side er de “sygt stolte” af den “ensporede” lyd og pladens “gode energi” men de betragter også albummet som en opsamling af sange fra deres helt unge år. Den var måske allerede lidt forældet, da den udkom.  

– Det er et album, der er fyldt med sange, som vi har skrevet, da vi var 17-16 år gamle, og som vi havde spillet i to år. For os var sangene gamle. Vi er mega stolte af det album, og det var vigtigt for os og sådan noget, men det skulle ud på det tidspunkt, siger Noa.

Men så blev pladens levetid yderligere forlænget. Et stort pladeselskab ville genudgive Look, Look, Look! internationalt. Bandet tog chancen, og det betød, at de halvandet år efter udgivelsen nu måtte promovere det album, de havde lagt bag sig med en del lettelse. 

Dermed måtte de også sætte deres nye og aktuelle musik på standby, som de var gået i gang med at indspille.  

– Vi gjorde det for at se, om det kunne få mere opmærksomhed i udlandet, hvor det i første omgang var det ikke blevet promoveret. Og det lød som om, at nogen troede på det. Men vi var der ikke mentalt, og det var vildt hårdt for os at sætte sig ind i noget, som vi var ovre, siger Naomi.

– Især fordi vi havde hjertet i nye sange, supplerer Nataja. 

De beskriver det også som “sygt dejligt,” at de nu kan få lov til at fortælle om musik, som faktisk ligger dem på sinde.  

– Du skal tænke på, at vi også gav sådan et interview her sidste år, men der skulle vi snakke om debutalbummet fra 2017 (“Om sange skrevet i 2013,” indskyder Noa og griner). Så der skal man grave dybt for at svare på, hvordan man nu lige skrev de der sange. Så det er jo nice igen at snakke om noget, der er aktuelt personligt og kreativt lige nu, siger Nataja 

Den perfekte toer 

Genudgivelsen blev heller ikke den succes, som pladeselskabet og søstrene havde håbet på.

Dog er der også kommet gode ting ud af den fejlslagne genoplivning. Og så er vi fremme ved det nye album, Ego’s NeedFor det manglende internationale gennembrud og den følgende stilhed har givet tid til at gå i dybden med opfølgeren. Tid til at lære hinanden at kende. Tid til at udfordre hinanden kreativt og tid til at eksperimentere.  

– Der er ingen tvivl om, at de demoer, vi havde på de nye sange, lød som noget helt andet for et år siden, end hvad de gør nu. Og vi har faktisk gjort alt, hvad vi kunne med det, siger Naomi. 

Bandet beskriver albummet som mere nuanceret og personligt end forgængeren. Gaffa beskriver albummet som “den lede, fede farrock – i nye klæder.” 

– Vi synes, det er en perfekt toer, fordi det kan stå uafhængigt i forhold til første album, siger Noa.  

– Og det er jo ikke, fordi det lyder som sådan noget hråååh, siger Naomi og laver en uforståelig, skurrende lyd.

– Det har været en naturlig udvikling for os. Og så har det været pissesjovt at få lov til at smide et klaver på, hvis sangen har haft brug for det. 

Som noget nyt består sangene nemlig af mere end trommer, guitar og bas. Og særligt sangskrivningen hæfter søstrene sig ved. Den her gang har de alle bidraget ligeligt, og så har de haft større tillid til at følge impulser, som er opstået i studiet.  

Det skyldes nok, forklarer Noa, at bandet tidligere har følt et pres over at skulle indspille.  

– Før i tiden var vi sådan meget: “Uuuh, det er meget vigtigt det her album. Det er vores første album, der er mange, der kigger på os.” Der var så meget fucking stress omkring det første  album. Nu er jeg mere sådan: “Ved du hvad, fuck det der.” 

Resultatet er blevet en række sange, som er mere teatralske og dramatiske end på forgængeren. Her er der overskud til at være ironiske, lege med udtrykket og blæse følelserne op i dobbelt størrelse. At holde sig selv ud i strakt arm. 

Fløj fra reden

Åbenheden i sangskrivningen er også kommet af, at søstrene forrige sommer gjorde det tidligere utænkelige og flyttede til København. Dermed er de kommet nærmere musikbranchen og studiet. Det har givet dem større frihed i arbejdet. For hvor de før skulle gemme på ideerne i ugevis, er der i dag ikke langt fra tanke til handling. 

– I Aarhus var det et kæmpe projekt, når vi så skulle i studie. Vi skulle have al vores gear med, leje bil og have overnatning. Det blev stressende, siger Nataja. 

De flyttede også for at få nye rammer, ny inspiration og “trække ny luft,” som så mange andre gør, når de er i starten af tyverne.

– Vi gjorde det også for at få en anden mentalitet og være i nogle andre omgivelser. København er også kendt for at være rimeligt rush. Alle går målrettet på gaden og sådan noget. Man kan godt mærke, at der sker lidt mere der ovre, siger Naomi.  

Dog er der ikke så stor forskel byerne i mellem, mener Noa. København er bare mere. 

– Så stor er København ikke. Men der er flere muligheder og inspiration, fordi der er flere kreative folk og flere kulturelle folk, siger Noa.  

Nu er I flyttet til København, har været igennem en hård tid og beskriver jeres plade som nuanceret og personligt. Er det også, med et måske lidt trælst ord, en mere moden plade? 

– Ja, det er lidt et trælst ord. Fordi det kan vi sige igen, når vi bliver tredive og udgiver en ny plade, siger Noa.

– Så er det bare ekstra-modent, siger Naomi.

– Senior! Nej, det er ikke modent, det er mere komplekst, siger Noa.  

Fra venstre: Nataja, Noa og Naomi Lachni.

Hjem er, hvor hatten hænger 

Hvordan håber I, at den nye plade vil blive taget imod? 

– Jeg håber, at folk vil se ud over det med den måde, vi blev kendt på som tre piger, der spillede rockmusik. Det er vi jo selvfølgelig stadig, men jeg håber, at man vil se ud over det og se mere på det musikalske, siger Naomi. 

– Vi er jo ikke et pigerockband, vi er bare et fucking rockband, siger Noa og slår i bordet.

– Hold nu kæft med det der. Jeg kan også se det med nyere ting, vi lægger ud, at der stadig er dem, der skriver: “Vi kunne bedre lide jer dengang, I var søde og uskyldige. Smil nu noget mere.” Det er ret perverst og klamt, det er det fandme. Vi vil gerne ses på lige fod med andre, som tre musikere.

– De må gerne forstå, at vi er blevet ældre og har lært nye ting. Det er klart, at vi er et nyt sted. Vi kan ikke bare blive i den samme fucking rille i hundrede år. Vi ændrer os, siger Nataja

– Det er også helt okay, hvis de bedre kan lide det gamle. Men vi gider ikke spille det samme de næste 20 år, fastslår Noa.  

Efter vores interview skal de tre søstre hjem til deres forældre på Christiansbjerg. De skal også finde tid til at se nogle af deres gamle venner og bekendte, nu hvor de er i Aarhus. Dagen efter skal Nataja ned på TAPE og se en koncert, hænge i baren og måske drikke en øl. Men på et tidspunkt krydser de Storebælt og rejser hjem, hjem til København. En dag vil de måske kalde Aarhus deres hjem igen. Eller London. Eller Tappernøje. Eller hvor som helst. Hvem ved?  

Kun én ting er sikker: Med Noa, Nataja og Naomi Lachmi er ingenting sikkert.