VÆRK.Collective får musikalsk legeplads på Radar

Bag navnet VÆRK.Collective finder du sangskrivere fra det jyske musikkonservatoriums sangskriverlinje. De kaster sig i den kommende tid over at udfordre det musikalske, kunstneriske og visuelle rum omkring det traditionelle koncertformat. Det sker over fem koncertaftner på Radar. Første koncert afholdes onsdag 14. november.

VÆRK.Collective, der er personificeret af sangskrivere fra det jyske Musikkonservatoriums sangskriverlinje, kaster sig over at lege med koncertrummet på Radar. Onsdag den 14. november holder de en koncertaften under temaet “Slør”:

– Konceptet ’Slør’ er et visuelt eksperiment, en leg med ordet og en forandring af rummet, forklarer to af personerne bag VÆRK.Collective Gry Colding Ebbesen og Stiner Drejer og fortsætter.

– Vi inviterer lytteren ind i et rum, hvor det hele fremstår sløret, men hvor man pludseligt oplever de forskellige lag, der er i en koncertsituation, meget tydligere. Forgrund, baggrund og mellem det bandet, og dig i mellemrummet.

VÆRK.Collective er et kreativt fællesskab, der skaber sin egen identitet

Sangskriverlinjen på det jyske musikkonservatorium er en af de nyeste linjer, hvilket indtil nu har betydet, at de har fulgt de andre linjers stolte traditioner. Koncertaftenerne med VÆRK.Collective skal derfor ses som et skridt på vejen til, at sangskriverlinjen skaber sin egen historie.

-VÆRK.Collective er vores helt egen nye tradition, som kun er et ud af flere initativer, der bliver taget lige for tiden i forhold til målrette uddannelsen til de jobs, vi kan komme ud til på den anden side, pointerer Gry, samtidig med at hun også mener, at det  studenterbårede initiativ er symptomatisk for hele konservatoriets skabende stemme:

– Der blomstrer virkelig mange gode ting ud af Det Jyske Musikkonservatorium lige for tiden, og her er sangskrivnings-uddannelsen ingen undtagelse. Så hvorfor ikke bruge denne skabertrang til at lave en legeplads for alle sangskriverstuderende, hvor vi kan slå os løs, konstaterer hun spørgende.

Spillestedsleder Mia Holm stemmer i og påpeger enddog, at spillestedet Radar ser det som en fornem opgave at støtte op om konservatoriets skabertrang:

– Musikerne på Det Jyske Musikkonservatorium har enorm stor betydning for det aarhusianske musikliv, derfor er det også vigtigt, at vi som spillested går ind og anerkender og understøtter de studerendes virketrang.

Temaerne indrammer en ellers fri legeplads

De fem koncertaftener udspiller sig under overskrifterne “Slør”, “Turbo”, “En Route”, “Sort på Hvidt” og “Nebulae”. Hvert enkelt tema giver en ramme for 3-4 sangskriveres musikalske indslag. De enkelte sangskrivere bruger temaerne som benspænd i det tekstlige eller musiske univers eller til at skabe koncertrummet, men det betyder ikke, at den frie leg forsvinder:

-VÆRK.collective arrangementerne skal ses som en legeplads, så i princippet kan det helt være nyskrevne numre, men omvendt kan det også være en virkelig god anledning til at afprøve gammelt musik i nyt tøj, eller spille fortolkninger af andres numre. Det er også en mulighed at slå alle 4 koncerter sammen til en. Eller at lave 4 acts der stikker i fuldstændigt forskelige retninger, forklarer Gry mens hun samtidig bedyrer, at konceptet skal have plads til at udvikle sig undervejs:

– Vi er ved at finde frem til en identitet i fællesskab. Derfor er der intet, der ligger 100% fast før de enkelte koncertdage, og forhåbentlig bliver vi også klogere og reviderer idéer, fordi vi (forhåbentlig) får en masse erfaringer hen ad vejen.

Nøgleordet er legeplads

Spillestedet Radar eksperimenterer til stadighed med koncertrummet og koncertformen, så når VÆRK.Collective gør spillestedet til en konceptuel legeplads, går det hånd i hånd med spillestedets egen mission. Og ordet legeplads er et nøgleord:

– Vi er utroligt taknemmelige for, at Radar gider åbne deres døre for os, så vi kan lave en seriøs kreativ legeplads.

På onsdag kan du bag sløret opleve:

Morten Falk, Minna Forouzandeh & Eydi Højsted Horsdal

VÆRK.Collective på Radar:

14. november med temaet ’Slør’.
6. februar med temaet ’Turbo’.
6. marts med temaet ’En Route’.
3. april med temaet ’Sort på Hvidt’.
1. maj med temaet ’Nebulae’.

Relaterede artikler