Unseen Faith på følelsesladet jordomrejse med kristne budskaber – Metallen boomer i Aarhus

Foto: HeartMatter Artworks

Aarhus er for tiden storstilede leverandører i metalformidling til udlandet. Unge talentfulde bands rejser rundt i Europa og det, der er længere væk. Unseen Faith er netop hjemvendt fra en lille turné, der bragte dem til den anden side af Jorden.

Af Kasper Behrendt

Aarhusianske Unseen Faith spiller en blanding af metalcore og deathcore. Kvintetten, der består af Alexander Eriksen (vokal), Jakob Langvad (guitar), Asbjørn Brokhøj (guitar), Klaus Schmidt (trommer) og Christian Jensen (bas), startede i 2010 og har siden da udgivet ep’erne Comedy/Tragedy (2011) og Yokebreaker (2015) samt debutalbummet Waver (2017). Omdrejningspunktet for udgivelserne giver sig udtryk blandt andet kristendommen og følelser.

Unseen Faith hører sammen med en række bands under det københavnske management- og pladeselskab Prime Collective, der tæller blandt andet Møl, som Aarhus Echo tidligere har skrevet om. Senest har aarhusianske bandt såsom Baest og Møl været i udlandet, og det ses oftere nu, at de aarhusianske metalbands rejser rundt i udlandet enten selv eller som supportband.

Unseen Faith er endnu et aarhusiansk band, der har fået muligheden for at prøve kræfter med udlandet, denne gang så langt væk man næsten kan forestille sig, nemlig Japan. Den netop overståede turné er sat i værk i samarbejde med Prime Collective og RNR TOURS – Japan Tour Booking Team.

Den lille turné, der strakte sig over fire dage, er startskuddet på Unseen Faith anno 2019:

  • 30. januar – Hatsudai Wall – Tokyo
  • 31. januar – Babel – Tokyo
  • 02. februar – Zurudogura Festival – Osaka
  • 03. februar – Growly – Tyoto

Aarhus Echo har fanget Unseen Faith til “14 hurtige” ovenpå den netop overstået Japan-turné:

Kan I starte med at fortælle om bandets start. Hvornår og hvordan fandt I sammen?

– Klassisk historie – Unseen Faith startede da flere af medlemmerne gik på efterskole sammen. Det er snart 10 år siden, og meget er sket siden da. Klaus, vores trommerslager, spillede oprindeligt guitar i bandet, og andre medlemmer har forladt bandet, hvilket gav plads til nye. Konstellationen som den er nu med Alexander, Klaus, Jakob, Christian og Asbjørn har været sammen i fem år nu.

Var det for starten enighed om, at I ville spillede blandingen af metalcore og deathcore? Hvad er jeres inspirationskilder?

– Nej, oprindeligt var det bare metalcore, men omkring udgivelsen af Yokebreaker fik vi flettet de tungere deathcore-elementer ind. Inspirationen kommer fra en nerve, vi deler, som kræver, at der er smæk – Det skal være tungt og på samme tid have en bounce-følelse, der gør det sjovt at spille live. Det er fedt at indspille og opbygge et lydbillede og univers, men det er langt federe at spille en koncert, hvor der har været godt gang i moshpitten.

Hvilke temaer berører I sangskrivningsmæssigt? Hvem skriver musikken og lyrikken i bandet?

– Det er lidt forskelligt fra plade til plade. F.eks. handlede mange af sangene på Yokebreaker om følelser forbundet med at stoppe et længerevarende forhold og at skulle finde sig selv. Omdrejningspunktet for vores seneste udgivelse Waver, var en bearbejdelse af at vokse op i en kristen-religiøs kontekst og forsøge at holde fast i det gode derfra, men på samme tid skubbe noget af det væk. Eller i hvert fald forholde sig kritisk til det, der kan følge med. Når en kristen gruppering af mennesker samles, og alle deler en bestemt og meget ens opfattelse af livet.

– Tro og eksistens er temaer, vi ofte har med i vores sange, hvilket også er lidt atypisk for metalgenren.

I udgav jeres fuldlængde, Waver, i 2017. Hvilken respons har I fået på baggrund af denne udgivelse? Har det affødt flere tilbud om spillejobs i udlandet?

– Overordnet har den været super god. Efter en række lidt forskellige EP’er, følte vi endelig, at vi ”landede”, da vi udgav debutalbummet. Det var på en måde som at få en musikalsk identitet, som folk nu forbinder os med. Det har åbnet en del døre i Danmark og i udlandet, og vi har fået mulighed for at spille en masse af de steder, vi har drømt om. På samme tid er vi også trådt ind på en større international scene, hvor kravene er højere, og hvor der allerede findes så mange andre gode bands. Selvom musikbranchen ikke er en konkurrence, så skal man stadig kunne stå frem i mængden.

Hvordan ser I metalcore- og deathcore-genren i Danmark. Er den på fremmarch? Hvilke bands udover jer skal man holde øje med, hvis man er nysgerrig på genrerne?

– Opmærksomheden og antallet af nye gode core-bands i Danmark er på steroider. Der er virkelig kommet meget godt musik de sidste tre år. Nogle af de bands man særligt skal holde øje med er Cabal og Daze of June. To meget forskellige bands, men inde for samme subgruppe i metalverdenen. Cartographs kommer snart med ny plade og Cold Night For Aligators har for nyligt udgivet en genistreg med albummet Fervor.

foto: imYousukefujita

I har netop færdiggjort jeres turné i Japan bestående af fire koncerter i samarbejde med Prime Collective og RNR TOURS – Japan Tour Booking Team. Hvordan er turnéen blevet sat i værk?

Prime Collective har med årene fået opbygget et godt samarbejde med RNR Tours, og vi er ikke det første danske bands der er rejst til Japan. RNR Tours kan mærke at der popper op med dygtige danske bands og er begejstrede for at kunne introducere dem til det japanske publikum. De efterspurgte noget deathcore/metalcore, og Prime Collective fik sat os op med dem.

Hvordan oplevede I det japanske publikum kontra det vante danske publikum. Er der forskel på, hvordan I oplever metalfolket?

– De er ret seje og kaster sig ud i det. Danskere kan godt holde sig lidt mere tilbage, men japanere virker ret nysgerrige på at finde ny musik. Et sjovt eksempel er, når de forsøger at synge med, selvom de måske ikke lige kender teksten. De er også ”samlere”, der gerne vil eje en masse merch eller CD’ere. Det er godt for turné-budgettet.

Kan I fortælle lidt om de fire steder, I spillede? Hvor lå de, og hvem spillede I med?

– Vi startede med to koncerter i Tokyo. Det første show var et privat arrangement, som RNR havde arrangeret for deres venner. Andet show var åben for alle andre. Bagefter tog vi tog til Osaka og spillede på en festival, og så sluttede vi af i Kyoto med endnu et headliner-show. Rent geografisk vil det sige, at vi startede midt i Japan og så kørte vestpå.

– Vi spillede med alle mulige forskellige slags bands. Nogle bands spillede deathcore, som os selv, mens andre bands spillede den underligste form for tegneserie-metal og var klædt ud som piger. I Osaka følte vi os fejlbooket, men de andre var utrolig fede og rigtig god respons!

Har I kunnet tage nogle oplevelser og erfaringer med hjem fra Japan-turnéen, som I kan tage med videre til næsten gang, I skal spille i udlandet?

– I højeste grad! For det første har vi aldrig fløjet med vores udstyr før, så det var lidt nervepirrende og specielt på turen hjem, da France Airline ikke ville lade os få guitarerne med som håndbagage og derfor måtte tjekke dem ind under flyet i vores gigback-tasker. Det er også første gang, vi har spillet i et land, der kører på en anden strøm end os, så vi skulle bruge convertere for at få tingene til at fungere. Ud over det så har vi erfaret, at det er super vigtigt, at spørge de første man møder, om hvor de hører musik, og hvilket socialt medie de bruger.

Læs også: Møl stormer frem i ind- og udlandet – Metallen boomer i Aarhus

– Vi fandt ud af, at Twitter var det største i Japan, og at det var en stor succes for os at bruge det aktivt, mens vi var afsted. Vi oplevede lidt det samme, da vi spillede i Bosnien, og de fortalte os, at de ikke bruger Spotify, men kun YouTube til at høre musik. På det tidspunkt var det kun vores singler, der lå på YouTube, men det fik vi hurtigt rettet op på.

Kan I fortælle lidt hvem Prime Collective er, og hvilken gavn de har for jer som band?

– Prime Collective er vores management, som hjælper os med en masse forskellige ting, der gør det lettere for os at koncentrere os om at skrive ny musik. De hjælper med booking, promotion, kontakter osv. Vi ville have svært ved at have kommet hertil uden dem.

– Det er også et fællesskab med andre bands, så når et band får åbnet nogle døre et sted, så kommer det til at gavne de andre bands. Vores manager Mirza er vores go-to-guy, hvis der er noget, vi ikke selv kan eller ikke ved. Vi var et af de første bands, der blev signet hos Prime Collective, og Mirza’s støtte har betydet utroligt meget for os! Før Prime var der ikke mange i dansk metal, der tog deathcore eller metalcore seriøst.

Unseen Faith – “The Mask

Hvor kunne I tænke jer at spille, næste gang I rammer udlandet? Er der nogle festivaler eller lande, der står højt på ønskelisten?

– Lige nu er vi ved at lande en koncert på en engelsk festival, men det er ikke noget, vi kan afsløre endnu. Men ellers så vil vi stadig gerne spille mere i Holland, og de har også nogle fede festivaler. Indtil nu har vi kun spillet fire koncerter i Holland. Af festivaler vil vi gerne spille Euroblast og Complexity Festival. De er både inde for rækkevidde, men også ret relevante for vores genre.

Hvad er jeres drømmebooking, hvis I kunne tage med som opvarmningsband på en turné?

– Åh, der er mange… men bare for at nævne én, så skulle det være britiske Architects.

Hvad byder 2019 på fra Unseen Faith? Er I ved at skrive musik til jeres næste udgivelse?

– 2019 bliver året hvor vi får færdiglavet plade to, som vi gerne vil udgive i start 2020. Det bliver også året, hvor første medlem bliver far. Efteråret skulle gerne blive fuld af koncerter, når pladen er indspillet.

Hvor kan man se jer næste gang live herhjemme? Er der planer om turnéer eller festival i i ind- og udland?

– Vi spiller den 22. februar på Voxhall til Prime Is Giving. Derfra er der koncert-ro fra vores side, indtil pladen er skrevet færdig.

Unseen Faith – “Dystopia”