Tue Madsen & Antfarm Studios DK: Metalguru fra Åbyhøj

Foto: Palle Schultz

Musikproducer og lydtekniker Tue Madsen har igennem de sidste 20 år været manden bag knapperne, når metalbands fra ind- og udland har fået mixet og mastereret albums. Tue Madsen er en af de absolutte frontmænd inden for sit felt. Et hverv han har kørt siden 90’erne.

Af: Kasper Behrendt

Tue Madsen er født i 1969 og har til huse i Åbyhøj, hvor han siden 1999 har haft sit egen studie, Antfarm Studios DK. Hans karriere startede i 1997, da han arbejdede på det Ribe baserede dødsmetalband Autumn Leaves’ debutalbum Embraced by the Absolute. Et album som stadig anses for en juvel i dansk dødsmetal.

Sidenhen har Tue Madsen arbejdet med musik fra bands som Grope, Barcode, Mnemic, Hatesphere, Blunt, Illdisposed, The Haunted, Aborted, Gorefest, The Psyke Project, Halford, Kataklysm, Behemoth, Vader, At The Gates, Meshuggah, Moonspell, Madball, I’ll Be Damned og mange andre.

Tue Madsen var desuden guitarist i bandet Pixie Killers, der eksisterede fra cirka 1989 til 1994, og senere hen ovennævnte Grope, der eksisterede fra 1994 til 2003. I 2005 vandt han prisen for “Bedste Produktion” til Danish Metal Awards for albummet The Sickness Within af Hatesphere og igen i 2006 for Death Pop Romance af Raunchy.

Aarhus Echo har fået fat på Tue Madsen til et interview om livet som producer og lydtekniker igennem tyve års tid.

Foto: Palle Schultz

Du har dit eget studie – Antfarm Studios DK i Åbyhøj. Hvornår og hvordan startede du Antfarm Studios DK, og hvornår fik du øjnene op for, at du ville være producer og lydtekniker?

– Jeg startede rigtig omkring 2001, tror jeg. Jeg havde arbejdet sådan on/off I studier før det, men I 1999 købte jeg min første Protools computer og startede selv.

– Mine øjne blev egentlig åbnet for det, allerede omkring 1989 tror jeg. Jeg spillede i Pixie Killers, og vi vidste, at der kun var Tommy Hansen, som kunne lave heavy-lyd dengang, og han var for dyr for os. Så vores bassist, Jan Borsing, købte en pult og en 16-spors båndmaskine, så vi selv kunne gøre det. Det lød sgu ikke så godt i starten, men Jan fik mod på det og lavede sidenhen Borsing Recording og en del fede plader, før han lukkede ned for det. I al den tid gik jeg jo også selv og blev lidt sulten på det… Jeg producerede selv vores 3. Grope-plade.

Hvilken musik er du selv vokset op med, og hvornår fik musikken din interesse generelt? Hvad lytter du selv til for tiden?

– Min storesøster havde god musiksmag, så fra jeg var 5 eller sådan, har jeg hørt Gasolin, Pink Floyd, Beatles og ikke mindst Led Zeppelin og Manfred Manns Earth Band. De plader er nogle, jeg stadig lytter til I dag.

– I dag lytter jeg mest til det, jeg selv laver. Det fylder al min tid, når jeg er i processen, og når så pladen endelig er færdig, og det er sjovt at høre den, så skal jeg jo I gang med en ny. 

– Men når jeg så tager på ferie, får jeg som regel lyttet til nogle af de plader, jeg har lavet, og det er fedt. For tiden går det mest ud overSick Of It All, LUCER og Helhorse.

Du har været guitarist i Pixie Killers og Grope i ‘90’erne og start-´00’erne. Hvordan husker du den tid? Lagde du guitaren på hylden efter Grope for at fokusere på producer-arbejdet?

– Jeg lagde aldrig guitaren på hylden. Jeg havde bare ikke så meget tid til at spille på den mere. Det var mega fedt at spille men også hårdt arbejde med alle de ting, der IKKE har med musik at gøre. Ting som man skal tage sig af, når man spiller I band, og det hader jeg. Jeg vil lave musik! Det er det der tænder mig. Så gør det ikke så meget, at jeg ikke skal spille det selv.

Din debut som producer fandt sted i 1997 med det legendariske ‘90’er-dødmetalband Autumn Leaves og deres debutalbum Embraced by the Absolute. Hvordan kom aftalen i hus? Kendte du medlemmerne i forvejen?

– Faktisk havde jeg inden det mixet Frozen Suns debut. Men Autumn Leaves ville gerne have mig til at lave den, selvom de havde signet med Jacob Hansen, og han synes, det var en god idé. Når jeg ser på alle de ting, der er i sådan en proces, tænker jeg på alle de ting, der kunne være gået gruelig galt dengang. Men det endte jo meget godt. Stadig en fed plade. Jeg kendte ikke nogen af dem, før vi gik igang, men jeg har da snakket med Flemming flere gange siden. Jeg lavede også I’ll Be Damend med Boris for nylig, så jeg kender dem nu.

Du har vundet prisen for “Bedste produktion” til Danish Metal Awards for albummet The Sickness Within af Hatesphere i 2005 og Death Pop Romance af Raunchy i 2006. Hvordan var det at stå som vinder af disse priser?

– Skønt. Også at dele æren med Jacob og Tommy. To mennesker jeg holder meget af begge to.

Hatesphere – “The Sickness Within”

Til de måske knap så nørdede læsere derude, kan du beskrive hvordan dit studie er bygget op? Hvilket udstyr bruger du generelt, når du skal mixe og ligge master på et album?

– Jeg bor nu I et hus med en swimmingpool, som er mit trommerum. Det lyder fedt. Jeg har masser af mikrofoner og mikepreamps til at få det ind i computeren, og når det så er inde, så mixer jeg i computeren.

Du har produceret for store bands som Behemoth, At The Gates, The Haunted, Moonspell, Kataklysm med flere. Er der nogle bands, som du er særlig stolt af at have produceret for eller har haft kontakt med i mange år? Er der nogle bands, som du drømmer om at samarbejde med i fremtiden?

– Der er fandme mange! Ektomorf fra Ungarn, fordi jeg har været med til at bygge deres karriere fra bunden, så de nu lever af det som band. Da Leif fra Century Media engang ringede, og spurgte om jeg ville lave Sick Of It All, var det fandme stort. Eller Halford. Moonspell har jeg arbejdet med igennem 10 år nu, tror jeg, og det har udviklet sig til et regulært venskab. Sådan ser jeg det faktisk, med de fleste bands jeg arbejder sammen med. Man laver jo en baby sammen. Så kan man ikke bare være ligeglad med hinanden bagefter.

Kan du løfte sløret for hvem du skal producere for i 2019?

– Neeej…. For ganske ofte vil de gerne selv bestemme, hvornår det skal slippe ud. En hemmelighed jeg længe har båret på er BillyBio’s plade. Den har jeg haft svært ved at holde kæft om, og der er andre hehe.

Hvordan ser du Danmarks metalscene i dag kontra for 20 år iden? Er der nogle nyere bands derude, hvor du har tænkt, at de har en lys fremtid forude og kan blive til det næste store?

– Danmark har en fed scene, og har haft det længe. Illdisposed og HateSphere er jo gamle men stadig top fede. Der sker også meget I undergrunden…. Helhorse er min favorit lige nu.

Hvis der er nogle unge ildsjæle derude, der selv drømmer om at gøre karriere som producer og lydtekniker en dag, hvad er dine råd til at få dette startet op?

– Uha. Man skal kun gøre det, fordi man ikke kan lade være. Ikke fordi man tror, man bliver millionær på det. Man skal gøre det for musikken. Der er for mange, der gør det af forkerte grunde og ender som bitre sure typer, der ødelægger bands entusiasme. Så skal man holde sig åben overfor andres meninger. Husk alle har altid ret set fra deres standpunkt. Det er også noget, man kan bruge i resten af livet, tolerance og tålmodighed.

Raunchy – “Abondon Your Hope”

Relaterede artikler