Tre årtier med aarhusiansk indie

Club Drive, Catch The Breeze, Mixtune for Cully, Yellowish
Aage Kinch Hedensted, Foto: Jesper Seneca

Aarhus Echo slentrer ned af mindernes allé i selskab med sangskriver og musiker Aage Hedensted Kinch, der tager os gennem bagkatalogets højdepunkter og gamle dage på Club Drive.

Tekst: Christian Bjerggaard Jørgensen

Enhver der har frekventeret det aarhusianske indiemiljø i 90’erne og op gennem 00’erne har med stor sandsynlighed krydset veje med Aage Hedensted Kinch; enten blandt publikum, på scenen eller bag kulisserne. Det gælder også undertegnede, der især husker ham fra talrige besøg i baren på Voxhall.

Som guitarist og forsanger har Aage Hedensted Kinch stået i front for Yellowish, Mixtune for Cully og Catch the Breeze. Som koncertgænger kom han så ofte på Voxhall, at frivilliggruppen til sidst ville give ham gratis garderobe. I stedet endte han selv som volontør på spillestedet i 11 år, senest som baransvarlig. Siden 2009 har han desuden været booker og PR-ansvarlig på Recession-festivalen, og så laver han booking og management med Slowburn Music.

Før Aage Hedensted Kinch blev fast inventar i det aarhusianske musikmiljø, voksede han op i Silkeborg. Han blev grebet af sangskriveriet allerede i efterskoletiden og satte som 20-årig kursen mod smilets by, hvor han som andre kreative begavelser fandt vej til rocklinjen på Byhøjskolen via Den Fri Ungdomsuddannelse.

På skolen blev han indlemmet som guitarist i bandet Lust, som bl.a. gav koncert på Café Den sidste under SPOT 03 i 1996. Han tog forberedende kurser til musikkonservatoriet, men rebellen i ham endte med at trække håndbremsen, inden det blev alvor.

”Det skulle helst være så undergrund som muligt, så jeg skulle absolut ikke lære at spille rigtigt,” smågriner Aage Hedensted, der siden tog en uddannelse i Music Management.

Under et af mange besøg på hedengangne Musikcaféen (i dag Tape, red.) stødte han til gengæld ind i Jesper Merlit i baren, en anden ung musiker, og sammen stiftede de bandet Yellowish. Selvsamme spillested blev sidenhen bandets stamscene til de månedlige Club Drive-arrangementer.

 ”Vi spillede ret ofte dernede. Det var én gang om måneden, og hvis man kunne lide shoegaze, indie og 90’er vibe, så var det simpelthen stedet, man tog hen. Det var både en indieklub, hvor man dansede, men også kunne høre nye indiebands. Det, som var specielt fedt ved det, var ligesom, at det var en klub, hvor man også tog på ’diskotek’, hvis man kan sige det på den måde, men bare kunne danse til det musik, man syntes var fedt. Det er noget af det, jeg stadigvæk savner. København havde det på Stengade, så jeg tog også ofte til København og var til indienights derovre, hvor vi også spillede en del med Yellowish.”

Når det ikke var Club Drive eller Stengade blev gækken også slået løs i beboerhuset på Sølystgade.

”Der var ret meget musikliv og undergrund på Sølystgade dengang. Jeg husker, at der altid var proppet med mennesker og en masse hippiepiger, der lavede rystedans og dansede, og der var sgu fedt altså,” beretter Aage Hedensted.

 

Catch The Breeze, Yellowish, Mixtune for Cully, Club Drive
Aage Hedensted, foto: Jesper Seneca

Karrierens vigtigste sange

I dag er Aage Hedensted Kinch bosat i København, men er stadig tæt knyttet til Aarhus. Han er sammen Andreas Bundgaard og Lars Madsen fra Yellowish aktuel med gruppen Catch The Breeze, der udgiver sit debutalbum Glow d. 16. marts. Aarhus Echo bad ham dykke ned i bagkataloget og fortælle om de vigtigste sange:

– Sleepless (Solid Ground, 2004), Yellowish

 Sleepless var en af de første sange, vi indspillede med Yellowish. Den var med på vores første ep og var lidt et hit når vi spillede til Club Drive i gamle dage. Man kunne også danse til den dernede, fordi dj’ene spillede det nummer. Og den hang fast hele vejen igennem og kom faktisk med på vores første plade med Yellowish i 2004.”

– Lisa Could Die for Elvis (Solid Ground, 2004), Yellowish

”Vi fik den på ROSAs sampler med nye bands, og der skete rigtig meget for os derefter. Vi kom på barometeret og lå der i alle 10 uger, vi blev inviteret til at spille live til Radiohuset Rocker og blev spillet rigtig meget på P3. Så Lisa Could Die for Elvis gjorde meget for Yellowish. Den skabte en masse opmærksomhed om Solid Ground-pladen, og så gik vi i studiet og lavede anden plade, som vi fik mulighed for at spille SPOT og Roskilde med.”

– This is My Direction (So Bright, 2006), Yellowish

”På anden plade lavede vi et samarbejde med Carsten Heller, som mixede pladen, og vi opnåede bl.a. airplay med This is My Direction. Det var et nummer, som folk lagde meget mærke til. Men titelnummeret So Bright synes jeg også har en meget god vibe inden for den mere sfæriske lyd, som vi også dyrker stadigvæk (i Catch the Breeze, red.).”

 – Daggers and Knives (We Know Where the Aircrafts Hide, 2008), Mixtune for Cully

 ”Jeg lavede Mixtune for Cully, fordi der opstod en pause med Yellowish, hvor vi ikke vidste, hvad vi skulle, og der var mange, der syntes, at jeg skulle lave mit eget, fordi jeg skrev så mange sange på akustisk guitar og havde mange sange liggende, som ikke passede ind i Yellowish. Jeg indspillede nogle demoer og lagde dem på Myspace og blev kontaktet af Mark Kramer (indie-producer kendt for bl.a. Galaxie 500, red.). Han ville gerne hjælpe med at lave en plade. På grund af det dannede jeg simpelthen et band. Så jeg skrev til en masse musikere og spurgte, om de ville lave en plade med mig, og så gik jeg i studiet og lavede et premix af det spor, jeg fik af Mark Kramer af sangen Daggers and Knives, som også lå på Myspace, og fik ret meget omtale på den*. Den blev delt en del på Myspace, så det endte med at Playground Music kontaktede mig og spurgte, om jeg ville komme til et møde. De havde selvfølgelig læst i Gaffa, at Mark Kramer skulle producere min plade. Så sangen Daggers and Knives var med til at bane vejen for, at jeg kom i dialog med pladeselskaber i København.”

* Aage Hedensted droppede siden samarbejdet med Mark Kramer, fordi han ikke var tilfreds og fik i stedet producer Árni Bergmann (De Eneste To mm., red.). til at mixe debutpladen.

 – The Aircrafts (We Know Where the Aircrafts Hide, 2014), Mixtune for Cully

”Den handler om min opvækst i Silkeborg og mine lege i skovene. Titlen henviser til, at jeg som barn troede, at der gemte sig flyvemaskiner ude i skoven.”

– Strike Slow (We Know Where the Aircrafts Hide, 2014), Mixtune for Cully

 ”Strike Slow skrev jeg lige inden vi skulle i studiet, og da vi kom ind i studiet, havde jeg en ide om, at nerven ved at gøre noget umiddelbart kunne være fedt at få på plade. Så jeg sagde til mine musikere; ’Kan I ikke prøve at spille sådan og sådan og så bare være med i det her stykke og så hamre løs.’ Det blev en rigtig fed sang, fordi den bare blev lavet i studiet.”

– Ray of Sunshine (Season of Silence, 2012), Mixtune For Cully

 ”Den handler om min tid på indieklubberne, specielt Stengade i København. I omkvædet synger jeg for eksempel: ’If I wake you up slowly to the sounds of the 90’s, am I a ray of sunshine in the dark?’ Og det endte faktisk med, at jeg indspillede musikvideoen på Stengade og fik sammen med filmcrewet inviteret 20-30 punkere for at skabe den vibe, der var i 90’erne og indspillet en video, som skulle genskabe stemningen dengang. Den fik meget airplay på P6 Beat.”

 Reunite Your Forces (Catch the Breeze (ep), 2014), Catch the Breeze

 ”Det nummer, vi stadig synes passer ind genremæssigt i forhold til det, vi laver nu, er Reunite your forces. Et nummer som har en lidt mere postrocket tilgang. Tekstmæssigt fortæller jeg lidt mere en historie, end jeg gør i nogle af de andre sange. Den handler lidt om snakken om døden. Det handler om min pige, som har en sygdom. Det er en meget smuk fortælling og en personlig sang for mig, hvor tekstuniverset i Catch The Breeze generelt måske er mere billedligskabende og stemningssøgende. ”

Paper Lanterns (Glow, udkommer 16. Marts 2018), Catch the Breeze

 “Det er en sang med en stor, sfærisk lyd. Der er både drømmende, melodiske og støjende elementer, som vi rigtig godt kan lide. Vi arbejder meget med stemninger både vokal- og lydmæssigt. Det er en god indikator for den lyd, vi godt kan lide i vores band.”

Catch the Breeze spiller live på Radar d. 16. marts og spillestedet Stengade d. 17. marts. Debutpladen Glow er på gaden d. 16. marts.

Den anden Yellowish-ep og helt specifikt nummeret This is My Direction kan findes på Yellowish’s Soundcloud

Hør musikken på Aarhus Echo’s Spotify-liste:

 

Relaterede artikler