Til København med Aarhus som passager

foto: Stephen Freiheit

Kristina Holgersen flyttede til København for tre år siden. Det er først nu, hun har vænnet sig til at kalde hovedstaden for ‘hjem’ – og titelnummeret på hendes nye album hedder “Ny Start”. En sang, der handler om at forlade 8000 C. Og at det kan være helt okay.

Af Jesper Nyborg

Kristina Holgersen har boet i Aarhus i 20 år.

To årtier, hvor hun fra sin base i centrum af Aarhus har bevæget sig fra en sejr i den navnkundige talentkonkurrence “Vi har scenen – I har musikken” i midten af 90’erne over succes med bandet Emotions både i Danmark og udlandet de følgende år til at komponere musik til teaterstykker, samarbejde med klassiske komponister og sætte musik til forfatteres ord, senest med albummet To Slags Mørke med musik til Helle Helles forfatterskab.

Ved siden af at spille og komponere underviser Kristina Holgersen i sangskrivning på Jysk Musikkonservatorium. Og har gennem årene i højere og højere grad engageret sig i musikpolitisk arbejde i flere bestyrelser – blandt andre SPOT Festivalens. Senest er hun blevet formand for Statens Kunstfonds legatudvalg for musik.

Gennem den seneste række år har rigtig meget af det, hun arbejder med, foregået i eller været vendt mod København. Så da hun i 2016 blev formand i udvalget i Statens Kunstfond, traf hun et valg sammen med sin familie.

– Vi var i forvejen på vej ud af den lejlighed, vi boede i, så det var efterhånden lettere, hvis vi tog konsekvensen og flyttede til København. Så det gjorde vi. Og vi kan jo altid flytte tilbage, hvis det går helt galt, siger Kristina Holgersen.

En Ny Start

Det er ikke gået galt.

København har på flere måder været et godt bytte for byen, hvor de bygger isbjerge op.

De sidste fem ord er hentet fra titelsangen på Kristina Holgersens seneste album “Ny Start”, der netop er kommet på gaden. I sangen kredser hun om at forlade Aarhus og kalde en ny by for hjem. Nu passede det bedst med København i denne omgang, men det kunne ligeså godt have været Berlin eller Bruxelles – hovedbudskabet er, at det ikke er et fravalg af Aarhus, men en slags eventyr, der bestemt kan være sundt at kaste sig ud i.

– Det har været mærkeligt at stå på Århus H og så skulle tage toget ’hjem’ til København. I starten var det også vildt underligt at være ude at spille og så komme til Storebælt og så køre på broen og være i tvivl om, hvilken vej jeg egentlig skulle. Og jeg har endda formået at tage bussen ned til min gamle lejlighed i Molsgade for så at komme i tanker om, at jeg jo ikke bor der mere, siger Kristina Holgersen.

Der er gået tre år, og hun begynder lige så stille at vænne sig til at betragte hovedstaden som sit hjem. Selvom Aarhus stadig har en stor plads i hende, opdagede hun hurtigt de helt konkrete fordele ved at bo et sted, hvor rigtig mange af de folk, hun arbejder sammen med, også er. Sangen “År Efter År Med Dig” fra det nye album har hun lavet sammen Niels Skousen. Sådan et samarbejde glider alt andet lige nemmere, når man er i nærheden af hinanden.

– Der er kortere til andre mennesker. Før var det et stort projekt at skulle mødes med folk fra København. I dag kan jeg mødes med Niels Skousen på Østerbro i løbet af en halv time. Det er også sket, at nogen har foreslået, at jeg skal mødes med en forfatter på en café lige rundt om hjørnet, fordi de tror, at vi to da må kunne bruge hinanden til noget. Min palet er bare lige pludselig blevet meget større.

foto: Stephen Freiheit

Heldig med nye netværk

I starten af Kristina Holgersens tid i sin nye by var der flere, der tog godt imod hende og kom med gode forslag til, hvem hun kunne have fordel af at drikke kaffe med.

– Jeg har været taknemmelig for, at der i begyndelsen af min tid i København har været folk, der gad hjælpe mig med at sætte kaffeaftaler op. Og dermed har jeg været heldig at få bygget et nyt netværk op ret hurtigt.

Det betød for eksempel, at Kristina Holgersen efter kort tid i København trådte ind i koret Korage. Foruden hende består det af syv andre danske sangerinder, blandt andre stifterne Pernille Rosendahl og Sharin Foo.

Et kor af solister, hvor den oprindelige idé var at skabe et fællesskab for kvinder, hvor man kom og sang, og hvor et af dogmerne er, at ingen må synge solo. Ud fra princippet om, at sammen er man stærkest.

– Det er et kvindeligt netværk, der ikke hænger på træerne. Dem ville jeg ikke have mødt i Aarhus. Og det er et netværk, jeg kan bruge til andet end arbejdet med koret. For når man som kvinde bliver ældre i musikbranchen, kan det være godt og nødvendigt at have ligesindede at sparre med.

At Kristina Holgersen tråder ind i koret Korage, der på sin måde taler ind i diskussionen om kvindelige kontra mandlige musikeres plads på den danske musikscene, ligger også ganske naturligt i forlængelse af hendes fortsatte kulturpolitiske arbejde. I 2017 indbragte det hende Ethel Prisen for hendes kvindelige fortællestemme i musikken og hendes kulturpolitiske engagement.

Tager noget med fra Aarhus

København har rigtig meget at byde på.

Men Kristina Holgersen kommer ikke til at slippe Aarhus. Hun underviser stadig på konservatoriet i Musikhuset en gang om ugen, og flere samarbejdspartnere befinder sig stadig i byen. Hendes guitarist Søren Bigum bor i Ry, så det er naturligt at runde Aarhus, når hun skal arbejde med ham.

Og selvom hovedstaden kan byde på meget, er der stadig ting, der kan blive bedre. Og som i Kristina Holgersens optik fungerer bedre i Aarhus. For eksempel, når hun laver kunstneriske projekter på tværs af genrer.

– Det er nemmere i Aarhus, for her er miljøerne mindre, og man bruger hinanden mere på tværs af eksempelvis klassisk og rytmisk musik. I København er det ikke så ligetil, for her er de forskellige miljøer delt mere op. Så det er i hvert fald een ting, jeg har taget med fra Aarhus og gerne vil gøre københavnerne bedre til, siger Kristina Holgersen.

I starten af maj kan du se Kristina Holgersen i 8000 C, når hun spiller på SPOT Festival. Indtil da er hun i fuld gang med at skubbe det nye album Ny Start ud i verden. Og det høres lige godt i både Aarhus og København.

Her er for eksempel en sang, der både handler om udlængsel og om at finde sig selv:

Relaterede artikler