The Upcoming, The Succes and The Dead – Tre bands fra Aarhus Echo’s Bandprofil

På Aarhus Echo’s bandprofil-side vil vi gerne have alle slags bands, både dem, der er på vej, dem, der er der, og dem, der har været. Læs om nordnordnord, Code Elektro og Dance With Dirt

Af Andreas Kristiansen

The Upcoming

nordnordnord vandt i efteråret 2017 titlen som årets TAK ROCK! band, da de vandt deres band battle konkurrence. Det kastede tre opvarmningskoncerter af sig med Carpark North i Royal Arena, Scandinavian Congress Center og Aalborghallen, hvor de blandt andet spillede foran 6.000 mennesker i Royal Arena. Stærk start for bandet, der udkom med deres debút-EP i 2017. Bandet var naturligvis glade for at spille alle koncerterne, men hvis de skulle fremhæve et koncertøjeblik, skulle det være, da et fyldt Aalborghallen råbte på ekstranummer. Det rygstød det gav dem, at de ikke bare var et opvarmningsband, men at folk også ville høre mere, var virkelig fedt.

Et element som undertegnende Aarhus Echo-skribent finder særligt interessant ved bandet er deres synthesizer-medlem, Aske Vang Rasmussen. Som resultat af, at han ikke havde pengene til at købe en synth i den kvalitet, han gerne ville have, byggede han sin egen synthesizer. Synthesizeren kalder han Laika.

The Succes

Code Elektro spiller efter eget udsagn elektronisk synthwave med mange associationer til sci-fi-verdenen. De var nomineret til en Gaffa-pris i 2015 for bedste elektroniske udgivelse, men hvis du ikke kender dem, er det ikke så mærkeligt. Selv om elektronisk musik tit appelerer bredt, appelerer Code Elektro’s musik til et niche-publikum, som projektet ikke desto mindre har haft stor succés med at nå ud til. Det er et niche publikum, der i høj grad dyrker de fysiske udgivelser, og på den baggrund har Code Elektro siden slutningen af 2016 omsat for 100.000 kroner, hvoraf 95% af salget kommer fra vinyl-salg. Til sammenligning vil det have krævet 4,5 millioner afspilninger på diverse streaming-tjenester at nå et tilsvarende resultat. Frontmand Martin Ahm er lykkedes med at nå ud til sit publikum gennem Instagram:

– Mit publikum er primært fra USA, England og resten af Europa, og jeg bruger primært instagram til at promovere og sælge mine plader igennem. Der har jeg omkring 10.000 følgere, og omkring 2/3-dele af dem kommer fra USA, fortæller Martin Ahm til Aarhus Echo.

Instagram-profilen har mange billeder af sci-fi, der går godt i spænd med den elektroniske musik, og Martin har altså succes med at ramme et publikum, der i høj grad dyrker fysisk materiale og når ud via en digital platform.

The Dead

Bandet Dance With Dirt er i dag opløst, døde og borte, men Karrierekanon-vinderne fra 2012, nåede at udgive 2 studiealbums og tre EP’er inden de gik hvert til sit i November 2016.

Dance With Dirt startede i Aalborg i 2007. I starten var bandet et fem-mands band med to guitarister, rytme og leadguitar. Og der var et helt standardopdeling imellem lead-guitarist og rytmeguitarist, fortæller bassist Jonathan Lyby til Aarhus Echo. Soloerne var forbeholdt leadguitaristen. Sidenhen blev de skaleret ned til fire og forsanger Magnus Jacobsen overtog rytmeguitaren. Bandet nåede at placerer tre EP-udgivelser i bagagen inden debútpladen kom i Februar 2013 året efter de vandt Karrierekanonen og for alvor brød igennem.

I mange bands der bliver opløst, går medlemmerne videre til andre spændende musikprojekter, hvilket er noget af det, vi på Aarhus Echo synes er rigtig interessant. For i takt med at musikprojekterne vokser, vokser antallet af mennesker der mødes og historierne omkring musikken også. For Dance With Dirt gælder det eksempelvis, at forsanger Magnus Jacbosen i dag er frontmand og sangskriver i det noget mere stille projekt Sundays, der live-debuterede på Spot-festival i 2016. Bassist Jonathan Lyby er ansat som booker for det aarhusianske bookingflagskib Skandinavian, og guitarist Kristoffer Veirum spiller blandt andet i det nydannede Still The Man.

Vil du gerne have dit band eller dit forhenværende band til at være en del af Aarhus Echo, så følg linket og udfyld formularen https://aarhusecho.dk/bands-sign-up/

Relaterede artikler

Code Elektro

Dance With Dirt

nordnordnord