The Malpractice slipper hæmningerne på balstyrisk nyt udspil

The Malpractice

Interview: Johannes Gammelby behøver ikke nogens accept længere. Til oktober er han klar med tredje album under aliaset The Malpractice. Pænhed, mandemænd og medierede følelser står for skud i et brutalt musikalsk univers, der veksler mellem bål, brand og skønhed. Aarhus Echo har interviewet ham.

 

Af Christian Bjerggaard Jørgensen

Tectonics ville rigtig gerne kommunikere, Mass ville døse væk, og Slur vil slås og have det skægt og akavet. Det er som overskrifter på perioderne i mit liv, hvor jeg og vi lavede dem.

Sådan opsummerer Johannes Gammelby udviklingen, siden The Malpractice i 2010 debuterede med Tectonics. Den 5. oktober udkommer bandets tredje album Slur med 11 nye sange; en udgivelse, der har tyngden til fælles med majestætiske Mass (2014), men afsøger helt nye, ustyrlige græsgange. Tag bare singleforløberne. Potty Mouth er et buldrende aggressivt inferno ledsaget af en af årets mest groteske musikvideoer skabt af den canadiske digitalkunstner Joe Pascale, mens Flux bevæger sig i melodiøse, atmosfæriske luftlag med brug af akustisk guitar.

Aarhus Echo har interviewet sanger, sangskriver og guitarist Johannes Gammelby, der også kendes fra I Am Bones og Beta Satan. Det kom blandt andet til at handle om at følge sine indskydelser, kunsten at ramme en smadret guitaræstetik, identitetsforvirring og en begyndende irritation over ”autentisk” musik.

Du har forklaret, at sangene på den nye I Am Bones-EP opstod, da du trængte til luftforandring fra arbejdet med Slur og prøvede at sige ja til dine idéer i stedet for nej. Hvordan har forløbet med at skrive Slur været?

Mass var virkelig svær at få i hus på alle parametre. Sangskrivning, indspilninger, mix osv. Alt var svært. Kenneth (producer og guitarist Kenneth N. Andersen, red.) og jeg talte tit om, at det var som om, det var musik, der skulle være to-tre ting på en gang. Grandiost og blidt, men samtidig megasmadret og oppe i fjæset. Det er en fed, men udmagrende balance. Kenneth trak den i mål. Da jeg kiggede fremad, ville jeg gerne lave noget, hvor processen var enklere og udtrykket mere hærget og renere. Ikke mere morfinrus. Men selvfølgelig endte jeg med at sidde og fedte med tingene som sidst, så jeg måtte gøre et eller andet. Jeg prøvede at acceptere mine indskydelser som et udtryk for min lyst, i stedet for noget jeg skulle tæmme og få kontrol over. Og så kom I Am Bones-sangene og den sidste halvdel af Slur-sangene på næsten ingen tid. Så, for at svare på dit spørgsmål, så startede det lidt træls ud, og endte med at være frihed og genfødsel og skægt i kraft af, at jeg accepterede min…. natur, måske.

Slur, The Malpractice
Cover Art af Beatrice Montealvaro

Er pladen endt, som du forestillede dig?

– Ha! Nej, heldigvis. Den er blevet bedre! Det er virkelig noget fucked up musik, og jeg havde forestillet mig meget af det på demo-plan. Men Simon Tornby (bassist i Fossils, red.) spiller som et godstog, Barry Insecte som en laser-kirurg på binære drugs, og Bredahl skruede på knapper; og jeg havde ingen ide om, at det ville blive så brutalt. Og at sangene ville klæde hinanden og fungere som et hele. Kollektivt hænger sangene sateme sammen den her gang. Det hele var lidt en chance, jeg tog. Og det gik!

Sangene på Slur lyder mere rå og ukontrollerede end tidligere, og der bruges bl.a. akustisk guitar. Er det en retning, du bevidst har arbejdet hen imod?

– Ja, i høj grad. Mere skrammel og mere skrald på. Plads til flere småfejl og tilfældigheder, hvilket jo især udstilles i et nedbarberet, akustisk miljø. At det blev planen, var måske også en udløber af, at MASS var meget gennemarbejdet. Simon og jeg spillede bas og guitarer live, sammen. Og ting hylede og flettede sig ind i hinanden og reagerede på hinanden i et ukontrolleret miljø. Og det er noget af det, jeg godt kan lide, når jeg hører den nye plade i dag; at det sejler lidt, og guitaren feeder i en anden tone, end jeg egentlig havde tænkt osv. Jeg fandt også på en masse ting, mens jeg indsang vokalerne. Fordi, hvorfor ikke? Det vigtigste for mig i den her fase af mit musikliv, er at blive overrasket over mig selv, og at noget, jeg ikke har kontrol over, lyder sejt og ødelagt.

Slur er indspillet i Dead Rat Studio i Aarhus. Har samarbejdet med producer Jacob Bredahl smittet af på lyden?

– Ja, for satan! Han er ekspert i få ting til at buldre. Han ramte en rigtig svær balance i bas- og guitaræstetikken, hvor, hvis det tipper til den ene side, så bliver det for stærkmands-heavy, bro-agtigt og træls, og til den anden, så bliver det Green Day eller sådan noget. Det skulle være vammelt og ødelagt, hvilket er rimelig svært, synes jeg. Men det virkede nemt for Bredahl. Og jeg er virkelig fan af hans studie i det hele taget; det er meget hyggeligt og rart at være der. Og han er tålmodig med at få tingene landet rigtigt.

Læs også: I Am Bones er tilbage og har aben med

Nogle bands kan man måske klandre for at blive blødere med tiden. Det modsatte synes at være tilfældet for The Malpractice. Hvad skyldes det?

– Når jeg er i mit prætentiøse hjørne, tænker jeg på dem som en trilogi; en rejse ind i the heart of darkness. Men, det er vist en efterrationalisering. Hmm, hvorfor bliver musikken mere brutal? Jeg tror, den altafgørende faktor er, at jeg bliver mere og mere ligeglad. Jeg behøver ikke nogens accept længere. Musik er et frirum i mit liv. Det er ikke koloniseret af noget andet end min lyst. Og inderst inde elsker jeg hærg og ødelæggelse og oprør og den slags, og når man er fri af forventninger, så får de her inderste ting plads. Det er jo ikke ligefrem, fordi der er et publikum ude i verden, der ligger søvnløst om natten efter ny musik fra min hånd, så jeg er musikalsk fri, skylder ikke nogen noget, og så skal jeg satame nok selv bestemme. I den sammenhæng skal der i øvrigt lyde en hjertelig tak til Crunchy Frog for at udgive mine ting, selvom det er så bistert og sikkert også svært at kommercialisere. Bless u, Crunchy.

Hvordan vil du betegne det lyriske univers?

– Hmm. En del af sangene kredser om identitetsforvirring og kønsidentitetsforvirring. Udviskede grænser; deraf titlen på pladen. Og skam. Maskulinitetskonstruktions-nedtur. Mandemanden er så fucking grinagtigt nederen, så det handler det lidt om. Og, på Pig Latin brugte jeg en tekstgenerator til at lave teksten. Jeg fandt en hjemmeside, hvor man kunne generere sådan noget corporate bullshit engelsk. Det morede mig, for jeg kan fornemme en begyndende irritation over tekstelementet i musik generelt. Ikke stemmen, men teksten. Jeg har krise over den her ide om, at musik skal være autentisk, og at tekster skal være medierede følelser og små historier med poetiske pointer. Det keder mig helt vildt. Jeg gider ikke høre om alle mulige folks følelser. Jeg vil gerne opleve, at følelserne eller hvad det nu er, kommunikeres til min krop og ikke mit intellekt. For mig kan der være en kunstnerisk stor oplevelse i en nonsens-tekst, hvis den er leveret med bål og brand.

Vil du uddybe det her omkring maskulinitet/identitet, hvorfor er det blevet et tema på pladen?

– Jeg tænker bare meget på det. Mandemænd, the bro, er på mange måder mega usikre på sig selv og kan ikke rumme svaghed, følelser, nuancer, kontroltab, at tabe ansigt, kritik osv. Jeg synes tit, jeg oplever den type, der med en skrøbelig identitet, pakket ind i rigide strukturer og absurde loyalitetsbegreber, sætter sig på situationer i kraft af en eller anden ide om, at de har en nedarvet ret til netop det. Det synes jeg er latterligt. Jeg hader det. Jeg har prøvet at sætte mig i de typers sted, hvor jeg så synger om ”mine” usikkerheder, og om hvordan jeg forsvarer det over for mig selv. Og om skam som reaktion på dobbeltbevidstheden om det. Giver det mening?

Er der forskel på at spille det nye live sammenlignet med Mass?

– Mass var meget teknologi-båret. Det var svært at eksekvere live, selvom Morten (Morten Riis, red.), der styrede de ting, var uforlignelig. Jeg tror faktisk, det nye er mere lige til, når først man har luret de mærkelige taktarter og guitar-tunings. Setuppet er noget enklere live denne gang i hvert fald. Nu må vi se, hvordan det går! Jeg har allieret mig med sensationelle Town Portal og Manoj Ramdas til koncerterne i slutningen af september. Og øverne lyder rimelig premium!

Slur udkommer på Crunchy Frog den 5. oktober. The Malpractice spiller dobbeltkoncert med I Am Bones på Radar i Aarhus d. 28. september og Hotel Cecil i København d. 29. september. Den 28. på Radar kan du også følge virtuelt med i løjerne, når The Malpractice overtager Aarhus Echo’s instagram, og inviterer jer ind i The Malpractice- og I Am Bones-land.

Relaterede artikler