Teorien om drømmen på hjemmebane

Aarhus-baserede THEORY med den karismatiske Nicklas Sonne fra København i forgrunden, leverede et kunststykke af et debutalbum i 2017. Til sommer går en ultimativ drøm i opfyldelse.

Af Kasper Behrendt

THEORY er gedigne leverandører inden for progressive heavy metal. Kvintetten har siden begyndelsen i 2011 udgivet ep’en, Breaching Degradesamt debutalbummet, The Art of Evil.

Bandet blev stiftet af guitarist Odin L. Madsen og trommeslager Martin Kilic. Efter nogle udskiftninger kom guitarist Esben Dueholm (ex-Rapid Dominance), og bassist Kim Mikkelsen (ex-Twilight – senere Beyond Twilight) med i bandet i 2015. Efter den originale forsanger, Kasper Krickau, var ude af bandet før indspilningerne til The Art of Evil, blev kampen sat ind for at finde en ny mand i front, hvilket resulterede i Nicklas Sonne fra København, der også huserer i andre bands.

THEORY tager inspiration fra bands som Dream Theater, Symphony X, Nevermore, Yngwie Malmsteen med flere, hvilket skinner fint igennem på The Art of Evil. Vi taler den komplicerede og teknisk funderede ende af rockskalaen, som skriger på musikere der er sublime i deres felt. Det lykkedes endda for bandet at få den tidligere keyboard-spiller fra Dream Theater, Derek Sherinian, til at agere gæstesolist på nummeret “Strangers Descent”.

THEORY spillede deres første koncert på Mono Goes Metal Festival i Åbyhøj i januar 2017. Sidenhen er det blevet til en række koncerter landet over og blandt andet på en båd i Hamburg. I nærmeste fremtid kan bandet se frem til to store optrædener, når de skal opvarme på mægtige Dream Theater i Musikhuset Aarhus’ Store Sal søndag den 30. juni. Samtidig har de en aftale om at spille på den eksotiske metalfestival MetalDays i Slovenien til næste år.

Aarhus Echo har fanget THEORY til “10 hurtige”:

Kan I fortælle indledningsvist om Theorys opstart, hvordan fandt i sammen til dem I er i dag, og hvorfor ville I spille progressivt metal? Hvilke musiske baggrunde kom I fra før?

-Vi startede som et techdeath band, men Martin og Odin blev hurtigt enige om, at ville over noget med mere groove og melodi. Det resulterede i et par udskiftninger på musikerfronten. Vi havde blandt andet Signar Petersen (ex-Mercenary) med i en periode, som også bidrog til pladen. Martin har spillet i dødsmetal-bandet Rageborne. Odin har spillet i et progband kaldet Exhume Yourself sammen med tidligere Theory-guitarist Thor Sejrsen. Esben spillede i thrash-bandet Rapid Dominance og Kim spillede på den første Twilight-plade “Eye for an Eye”.

I udgav jeres debutalbum, The Art of Evil, i 2017. Hvordan blev albummet skabt? Hvem skriver selve musikken og lyrikken i bandet?

-Albummet blev skabt undervejs i perioden med udskiftninger og har derfor haft lidt forskellig input fra folk. Derfor tog det også en del tid at få den første plade færdig. Det meste af musikken er dog skrevet af Odin og Martin, men det tog også tid at finde frem til en fælles lyd. Lyrikken er delvist skrevet i samarbejde med den gamle sanger, men meget er skrevet om siden, og alle nuværende medlemmer har været med i den sidste del af skriveprocessen.

Hvordan blev albummet modtaget, da det udkom? Kan I fortælle om hvordan I fik albummet udgivet på vinyl?

-Vores debutplade blev rigtigt godt taget imod, og vi fik rigtig gode anmeldelser – flere af dem var faktisk på 9 og 10 ud af 10. Det er altid en smule nervepirrende at skulle høre andres dom over det man laver, men vi blev positivt overraskede, og det gav os blod på tanden til at fortsætte! Herudover, er der blevet skrevet en del om os i flere respekterede internationale medier.

Da vinyl jo er det nye, gamle fede, så tænkte vi, at det ville være synd at snyde folk for muligheden, da det blev meget efterspurgt. Vi valgte at lave en crowdfunding, som skulle betale for produktionen, hvis der var nok forudbestillinger – og heldigvis blev det en succes og en realitet! Entusiasterne skulle have en god oplevelse, så vi prioriterede kvalitet og fik den trykt i 180g vinyl, hvilket også betød, at vi måtte fjerne et par numre for ikke at kompromittere lydkvaliteten.

Hvad er jeres forhold til vinylen versus cd’en? Har I selve pladespillere derhjemme?

-Det at holde en vinylplade i hånden er jo altid en helt speciel følelse, det fysiske format og coverart som er meget mere tydelig. En LP-lytning er en mere dedikeret form for lytteoplevelse som nærmest bliver en slags ritual for nørderne. Esben og Kim har pladespiller hjemme og dyrker LP-fetichismen i det skjulte 😉

Hvilke temaer berører I lyrisk? Er der et bestemt tema, der kører igennem The Art of Evil?

-The Art of Evil handler i bund og grund rigtig meget om det onde kontra det gode – om lyset vs. mørket, engle og dæmoner osv. Det tager udgangspunkt i det helt universelle og de mørke og lyse sider vi alle har. Det lyse og det mørke er jo det, der på mange måder definerer os som mennesker, men medgang og modgang kan også virke ret angstprovokerende, så den del berører vi også.

Se videoen til THEORY – “The Art of Evil” her.

Den 30. juni skal i spille i Musikhuset Aarhus’ Store Sal, hvor I skal opvarme med selveste Dream Theater, en af jeres store inspirationskilder. Hvordan kom i betragtning til denne koncert, og hvordan er det af skulle spille i musikhusets rammer?

-Musikhuset kontaktede os og spurgte om THEORY kunne være interesseret i sådan en mega tjans da deres bookere så vores musik som et perfekt match. Det var vi selvfølgelig interesseret i. Det skulle dog først godkendes af Dream Theater’s management og bandet selv, som blåstemplede vores materiale, og det i sig selv er jo en kæmpe ære! Dream Theater er jo levende legender inden for det progressive, så vi er alle sammen dybt taknemmelige og beærede over denne mulighed, da vi også er store fans af bandet internt. Vores debutplade er jo også gæstet af et ex-Dream Theater medlem på keys, så det kan næsten ikke være bedre.

Det er stort at få lov at spille på hjemmebane i Musikhusets store sal. Men det bliver da også med en vis ærefrygt i forhold til hovednavnet og det faktum at alle i publikum er siddende. Det er vi jo ikke vant til. Men ikke desto mindre bliver det en aften med fuldt blus under kedlerne, og vi glæder os vildt meget.

I har også fornøjelsen af at skulle spille til MetalDays, en stor metalfestival i smukke opgivelser i Slovenien. Hvordan landede i et spot på denne festival?

-Som nogle nok har set, så har vi af personlige årsager været nødt til at aflyse koncerten på MetalDays, men der var heldigvis gensidig forståelse, så vi er taget af plakaten i år, men med en aftale om at gæste festivalen næste år, så det ser vi virkelig frem til. Det er netop en af de helt store europæiske metalfestivaller, så den er også guld værd at skrive på CV’et.

Hvad vil være jeres næste store drømmeband at opvarme for, nu hvor Dream Theater bliver en realitet? En af jeres andre inspirationskilder, Nevermore, eksisterer desværre ikke længere.

-Det bliver i princippet ikke større end Dream Theater, hvis vi holder os til den progressive del af metallen, men et andet band, vi sindssygt gerne vil opvarme for, er bandet Symphony X, da de som DT også er en kæmpe musikalsk inspirationskilde for THEORY. Vi må dog nøjes med at kigge med som publikum nu på søndag d. 19. maj, hvor de gæster Amager Bio, men vi tror på det.

I princippet kunne vi sagtens se et match i rigtig mange større internationale acts og festivaller, da vi appellerer ret bredt i genren, så det er selvfølgelig også en lille appel til at bookerne herhjemme får øjnene op for THEORY. Vi oplever heldigvis at de udenlandske bookere er positivt stemt over for os og har hørt vores materiale, så vi glæder os til at se, hvad der kommer til at ske.

Har I andre koncerter og festivaler i støbeskeen for 2019?

-Vi er altid åbne over for tilbud, men lige pt. så fokuserer vi hårdt på at få det nye materiale klar til indspilning, der påbegyndes her til sommer.

Hvad er ellers planen for jer i 2019, er I ved at indspille nyt musik til en kommende udgivelse?

-Som sagt tidligere arbejder vi hårdt på at få den nye plade klar. Alle tracks er færdige, men der er en del detaljer, ideer og produktions-finesser, der skal være på plads, før den kan komme på hylderne. Men fortvivl ej, processen er allerede skudt i gang! Vi er selvfølgelig også ekstremt spændte på om den kan leve op til de flotte anmeldelser af den forrige plade, men vi er sikre på, at den ikke kommer til skuffe. Det bliver en vild plade, der har alle de ting, man forbinder med THEORY – og mere til.

Næste show for THEORY:

  1. juni – Dream Theater + THEORY – Musikhuset Store Sal, Aarhus

Relaterede artikler