TAPE klarer sig med øl og streaming, men tiden rinder ud: “Vi har heldigvis en forstående udlejer”

16/05/2020 Mads Gregersen

Liss spillede til åbningsfesten d. 29.01.16 Foto: Tape

AE: Hvad betyder coronanedlukningen for TAPE økonomisk? 

JB: Den store udfordring er, at vi risikerer at gå glip af den indtægt, vi skulle tjene i foråret. Som spillested har man en masse koncerter om foråret og efteråret, mens der ikke sker så meget om sommeren og vinteren. 

Derudover har vi en del omkostninger for de aflyste koncerter. For eksempel skal vi stadig betale for transport, hvis en kunstner har købt en flybillet for at spille hos os. Og så er vi særligt sårbare, fordi vi ikke får driftstilskud fra det offentlige. Derfor er vi vant til at tjene de fleste af vores penge med koncerter og barsalg. Så det kan ikke køre rundt, hvis ikke vi selv tjener penge. Det er en presset situation. 

Hvad kan konsekvenserne blive på sigt? 

Den ultimative konsekvens er, at vi kan blive nødt til at lukke, fordi vi ikke kan betale husleje. Heldigvis har vi en velvillig og forstående udlejer, så vi er ikke nødt til at dreje nøglen om lige nu. Men det kan ske, hvis det fortsætter for længe.  

Virtuelle koncerter og øl to-go 

Hvordan forsøger I at klare udfordringerne? 

Vi streamer koncerter og bringer øl ud. Det er en af styrkerne ved at være et lille spillested, at vi har kunnet omstille os hurtigt. Det har fungeret fint, og vi har fået en del penge ind. Men en streamingkoncert giver måske en tiende- eller tyvendedel af oplevelsen af at være til en rigtig koncert. Og så tror jeg, at nyhedsværdien af vores tiltag forsvinder på et tidspunkt. Samtidig kan det blive enormt tungt, hvis vi skal til at bruge mere energi på at lave gode videokoncerter. Så bliver der også nogle omkostninger der. 

Vi arbejder også på at lave en compilation med nogle musikere, som vi har et forhold til. Så kan folk støtte os ved at streame nogle af deres sange og måske også købe noget merchandise.  

Hvor sandsynligt er det, at I åbner igen? 

Jeg er født optimist, men det ved jeg ikke, om jeg kan sætte en procent på.  

“Man kunne også se på løsninger, der har et længere sigte. Nedlukningen kommer til at have konsekvenser for koncerter, der sker om et halvt eller helt år. Så hvordan kan man understøtte musiklivet i længere tid?”

Holder sig orienteret i branchen 

Hvilke scenarier arbejder I ud fra? 

Vi planlægger koncerter fra september og frem. Men vi prøver at orientere os i branchen og se, hvad der rør sig, for alle er ramt af det samme. En stor del af vores artister er fra udlandet, så vi ser meget på, hvad der sker i Tyskland.  

Men hvis vi kan starte op i efteråret, starter vi nok med at booke mere dansk musik. Det er mere sikkert. Og hvis vi får lov til at åbne op tidligere end ventet, kan vi hurtigt lave nogle koncerter med lokale kunstnere.  

God forståelse 

Hvis du forestiller dig, at du er kulturminister, hvordan ville du så prøver at understøtte kulturlivet lige nu? Ville du selv foretrække at få alle omkostninger og indtægter dækket? 

Det er et komplekst område, og der er mange forskellige økonomier i musikbranchen. Hvis alle fik dækket deres omkostninger, ville jeg være tilfreds. Det bliver omkostningstungt, hvis alle skal have dækket deres indtægter. Tænk på de indtægter, de store festivaler eksempelvis har. Det vil let blive til mange hundrede millioner.   

Jeg synes egentligt, at forståelsen har været rimeligt god i forhold til støttekroner. Hvis man skulle have gjort noget anderledes, så skulle man have ladet pengene falde hurtigere. Mange steder kunne godt være gået konkurs, og man er prisgivet med en dårlig udlejer. 

Man kunne også se på løsninger, der har et længere sigte. Nedlukningen kommer til at have konsekvenser for koncerter, der sker om et halvt eller helt år. Så hvordan kan man understøtte musiklivet i længere tid?  

Måske skulle man også bruge lejligheden at kigge på hele det kulturelle landskab. Har vi de rette støtteordninger generelt? Det kunne man godt reflektere over. 

FOTO: TAPE

Relaterede artikler