Sundays er netop vendt hjem fra en lille verdensturné, som de selv kalder det, der bragte bandet til Sørveiv i Norge og Indie Week i Canada. Med sig hjem har de førstesinglen ‘Don’t Call Me Jesus’ fra Albummet ‘Wiaca’, der udkommer i starten af 2019.

Af Kaspar Ottosen

Det ved du selvfølgelig allerede, for du fulgte også med på Instagram, da Sundays havde takeover på Aarhus Echos profil. Vi sendte nogle spørgsmål til Magnus Jacobsen, der er forsanger i bandet for at følge op på turen.

Hvordan kom det i stand, at I skulle spille i Toronto?
– Vi spillede til ‘UHØRT Præsenterer på Pumpehuset’ i februar, hvor jeg havde en god snak med UHØRT tovholder og ildsjæl, Sara Davidsen, som lige havde været i praktik hos festivalen ‘Indie Week’ i Toronto. Efter at have hørt os foråret inden på SPOT samt på UHØRT 2017 og Pumpehuset, anbefalede hun os at ansøge til dette års Indie Week. Hun hørte noget i vores lyd, der kunne passe rigtig godt ind i det canadiske marked.

– En opfordring af den indsigtsmæssige kaliber lader vi ikke os forbigå. Jeg formulerede vores ansøgning til festivalen på vej hjem til Aarhus i Flixbussen dagen efter. Det resulterede i, at vi inden sommeren kunne glæde os over udtagelsen og det kommende eventyr til Canada – og så var det en gigantisk bonus at den meget intense, norske branchfestival, Sørveiv, kort efter meldte ud, at vi var udvalgt til en showcase hos dem den selvsamme November som Indie Week. Så, vi valgte at kalde det vores første – omend meget lille – world tour. yeah!

Hvad fik i ud af det?
– Begge festivaler har været utroligt givende for os på mange forskellige parametre; Mange tænker måske mest på ren og skær bidniz, når det handler om hvad man får ud af branchefestivaler. Men der er også en ufattelig stor mængde læring, indsigt og ikke mindst styrkelse af vores fællesskab i bandet. Det er lige så stor en del af det at rejse til ‘fremmede’ markeder for at skulle præstere. Med 9 koncerter på 10 dage, fordelt på 2 forskellige kontinenter, får man virkelig prøvet sig selv og hinanden af. Man finder ud af, hvad det egentlig er, man gør det for. Derfor kom vi også både stærkere og rigere hjem, med mere blod på tanden end vi nogensinde har haft.

– Men men men, til den mere bidniz-orienterede side af svaret: Vi kan fortælle, at der nu er lagt i støbeskeen til en norsk tour, baseret udelukkende på vores showcase og networking til Sørveiv. Derudover har vi gennem Indie Week fået hul igennem til nogle radiostationer i Canada, og er nu gået i samarbejde med en canadisk music supervisor. Så vi har nu en fod plantet i Toronto som en forhåbentlig kommende canadisk tour-base. Vi har også nogle interessante producers på krogen til fremtidig co-writing eller andre spændende projekter. Vi er faktisk slet ikke færdige med at følge op på kontakterne, da mange af de delegerede skulle direkte videre til ‘M for Montreal’, og først nu er ved at være tilbage på pinden igen.

I har lige udgivet Don’t Call Me Jesus. Hvad handler den om?
– I store træk handler den om at bryde ud af de idealer og forventninger som f.eks familien, venner og andre tætte relationer, ubevidst kan have pålagt en. Jeg er født d. 24. december. Som hos andre med denne fødselsdato har det givet mig den forudsætning i livet, at jeg altid er blevet kaldt et ‘Jesusbarn’. Det har, fra jeg var helt lille, dermed føltes som om, at mine nærmeste har pålagt mig en form for Jesus parallelitet. Det kan intet menneske leve op til.

– Vi har alle både godhed og ondskab i os, tror jeg. Derfor skrev jeg denne sang om at bryde med mit urealistiske ideal, som omkvædstemaet i bund og grund kan koges ned til; “kald mig hvad du vil, men jesus er jeg sgu ikke”.

Sundays startede som et soloprojekt. Hvorfor og hvordan udviklede det sig til et band?
– Jeg har altid haft brug for et afløb og eget rum, ved siden af de bands jeg har været en del af. SUNDAYS startede, mens vi skrev vores andet album i Dance With Dirt, hvor vi skulle koge omkring 50 sange ned til 10, samtidig med at jeg også skrev nyt materiale på livet løs. Idet vi jo var et rockband, var der mange sange, som ikke ville passe ind i den lyd, vi var ved at skabe – men som i sig selv havde en mere intim og akustisk lyd, som jeg blev ret hooked på. Derfor fandt jeg frem til mit solo alias, SUNDAYS, som jeg var så heldig at nogle af mine bedste venner ville være med til at være band omkring.

Læs også: Dance With Dirt er ikke et band – Det er en rock fest

– Da Dance With Dirt et års tid efter gik i graven, kastede jeg mig 100% over SUNDAYS. Jeg fandt ud af, at det, som virkelig rykkede, både i mig og bandet, var, når jeg gav slip og overdrog noget ansvar og personlighed til de andre. Derfor var det et meget naturligt valg, at vi gik fra at være soloprojekt til et “rigtigt” band. Det er stadig mig, som skriver materialet og fungerer som manager for os. Men ellers er alt andet lagt om til at SUNDAYS er 4 mennesker. De har heldigvis alle nogle super fede kompetencer indenfor alle de parametre, der ligger i at begå sig på musikscenen. Resten har vi meget dygtige samarbejdspartnere til hos Celebration Records, Skandinavian og Iceberg Music Group.

Sundays er noget af et stilskifte for dig efter Dance With Dirt. Hvorfor har du skruet ned for tempoet i musikken?
– Det er kommet meget, meget naturligt, synes jeg. Som jeg skrev tidligere, har jeg altid haft et behov for at skrive sange, der ikke passede ned i rock-kassen. Disse har – lige med undtagelse af noget gymnasie-rap og det obligatoriske højskole-funkband – altid været indenfor singer-songwriter traditionen, med mig selv og den akustiske guitar som midtpunkt. Den side af mig har dermed altid eksisteret. Når jeg nu har valgt at kaste min absolutte fokus og energi efter denne stil, skyldes det nok, at jeg nu finder den mere tilfredsstillende at spille end rocken. Med 15 års smadder på alle fronter i rockens navn, er mit eget behov og sult for at udtrykke mig gennem denne ligesom blevet stillet og mættet. Hvad der i sin tid var en søgen efter et high af walls-of-sound, drivende sved, fester og storladenhed, er nu indstillet mod intimitet, fortællinger og plads i produktionen.

– Det er ikke ment som, at jeg ikke føler noget for rocken som genre mere. Det er absolut ikke tilfældet. Men jeg føler, at den stemning, vi har fundet frem til i SUNDAYS, afspejler bedre, hvordan mit liv ser ud i dag. Og jeg vil også sige, at vi har fået bredt penselstrøgene en del mere ud på vores kommende debutalbum ‘Wiaca’, end jeg gjorde tilbage i solo-dagene – måske er det rockdrengen indeni, som lige skal have et lille ord indført. Albummet kommer d. 25. januar, og vi kan slet ikke vente med, at I skal høre det i sin helhed.

Relaterede artikler