Rigmor sætter sig blandt dem, der har tabt til samfundets forventninger

Rigmor - Foto: Peer Jon Ørsted
Rigmor - Foto: Peer Jon Ørsted

Michael Strunge sidder på inspirationshylden og kigger ned på Rigmor’s debut-single “Træ”. Bandet Rigmor befinder sig i succes og medvind, imens de begraver sig i samfundets dysfunktionalitet.

Af Andreas Kristiansen

Rigmor beskriver det selv som at stå i et vakuum imellem fremdriftsreformer og uddannelseslofter. I Samfundets dysfunktionalitet.

Bandet griber tilbage til Michael Strunges maniodepressive håbløshed og aktualiserer den igen. I første omgang var aktualiseringen direkte i form af lyrikken fra digtet “Det er ved at komme igen”, der udkom som livesession tidligere på året. Nu er de nykårede vindere af Fatter Eskil Prisen 2019 klar med deres egen lyrik i debutsinglen “Træ”. Men inspirationen fra Michael Strunge, bruger bandet stadig:

– For mig er det meget den der depressive. Alt er i vejen med samfundet- digtning, jeg synes er fed, siger Victor Sousa.

Bandet består af medlemmerne sanger og guitarist Sarah Wichmann, guitarist Oliver Stewart, bassist Victor Sousa og trommeslager Lasse Lykke.

Pas på du ikke falder ned i mine arme

Rigmor ønsker at tale til og måske for den del af en ungdomsgeneration, der bliver kvalt i forventninger og krav i samfundet. I  “Træ” dukker dysfunktionaliteten frem imellem to personer:

“Du står med regn i dine hænder og du drukner, hvis du ikke kommer ind i mine varme stuer. Du klatrer rundt i dine træer hele dagen. Pas på du ikke falder ned i mine arme.”

Lyrikken kredser om en ubærlig trang til et tilhørsforhold, der alligevel ikke kan håndteres. Måske et billede på et samfund, hvor mange ikke kan finde sig til rette. Måske for at pointere, at samfundet kreerer dysfunktionelle mennesker.

På spørgsmålet om hvorfor Rigmor har valgt at gå igennem Michael Strunges punktdigtning og laver det musik, de gør, svarer trommeslager Lasse Lykke:

– For at få afløb for nogle frustrationer. Bare for at få afløb.

Og selv om de andre medlemmer nuancerer, og fortæller, at det også er spændende at tage Michael Strunge op igen og sætte ham i en moderne kontekst, vender de tilbage til enigheden om, at musikken giver afløb for deres føleleser. Og digtene fra Michael Strunge taler direkte til bandets følelser og frustration:

– Vi har taget for eksempel en tekst, der hedder: ”Det er ved at komme igen”. Den har vi lavet en livesession med, hvor vi også virkelig mærker dennne her depressive (red.) følelse. Der er et citat, hvor vi synger ”synker helt ind i væggen i mørkets tryghed”. Vi synes, det var meget billedeligt. Og det er vildt godt at synge henover og sætte musik til. Og det er virkelig en stemning, der er fed at puste liv i med musik.

– Men det er sådan et afløb for vores følelser. Det kommer bare meget naturligt, netop fordi teksterne også er så følsomme og depressive med alt, hvad der er i vejen med samfundet.

Fatter Eskil Prisen, Skanderborg Festival og en umiddelbar samtale

Selv om der er dybde i det følelsestunge tekstmateriale, foregår samtalen med bandet meget umiddelbar. Fatter Eskil Prisen vandt gruppen i foråret. Det var en oplevelse, der var med til at give dem meget sparring og udvikling som band.

– Jeg synes, det har været mega fedt at spille det samme sæt og blive ved med at udvikle på det. Det jeg godt kunne lide ved det her, det var, at man havde et show, og så havde man noget tid indimellem til at arbejde på det, siger Victor Sousa.

Fatter Eskil Prisen førte et job på Skanderborg festivalen med sig og her på Skanderborg, fik Rigmor også lov til at optage en livesession i et Dynaudio glasstudie. Det var stillet op for at give kunstnere mulighed for at afprøve lydfirmaet Dynaudios gear, men glasfacaden var til for at publikum kunne følge processen:

– I går var vi der for at lave dynaudio session. Det var så nice. Det var en vildt god oplevelse, siger Oliver, og Sarah fortsætter:

– Jeg bliver altid dødnervøs inden koncerter, og inden Livecamp kunne jeg næsten ikke få luft, fordi jeg var så nervøs. Men i studiet går man ind i et helt andet mode, fordi man tænker også at det her skal trackes. Hvis man laver en fejl, kan man bare gøre det igen, forklarer Sarah og fortæller, at det var meget uhøjtideligt og sjovt for både publikum og Rigmor at prøve.

I denne uge står det så på Uhørt Festival, og i 2020 udgiver Rigmor deres debut-EP “Menneske”. Så på en eller anden måde oplever de en succes i det samfund, de føler sig fanget i. Men drømmen for Rigmor er, at deres musik kan blive et samlingspunkt og opfordre andre, der ligeledes står med følelsen af at befinde sig i et vakuum, til at søge uden for samfundets transportbånd.

Relaterede artikler