ral . – Aarhus’ gule band.

foto: Marie Mejlby

Aarhusianske ral . har haft fart på i 2018. Vi har taget en snak med bandet om musikken, touren med Baest og I’ll Be Damned og ikke mindst, hvad det er med dem og farven gul i forbindelse med, at de har sendt en ny liveoptagelse ud.

Af Anne Mette Bak

Bag ral . står Magnus Gaardbo, Lasse Laustsen og Mikkel Wedel Olsen. Selvom bandet kun har eksisteret i lidt over et år har de tre herrer bag allerede opnået stor opmærksomhed. Det er svært at lokke en genrebeskrivelse ud af de jydske herrer, men som Lasse selv siger “Den musik man har hørt dengang man lærte at spille sit instrument har en stor påvirkning”. I rals tilfælde lyder det som om, at fyrene bag har lyttet til et bredt mix af rockmusik – ikke mindst Soundgarden.

At være et gult band
Jeg starter interviewet ud med noget af det, der har undret mig mest: Bandets konstante brug af farven gul. Lasse forklarer, mens hans gule Nickoline sodavand står på bordet foran ham:

– Det startede med, at jeg fandt de her gule forstærkere, hvor jeg tænkte “hvis de her forstærkere lyder som de ser ud, så har jeg vundet”. Det var noget vintage gear, som jeg ikke kunne finde noget om, så jeg var nødt til at køre til Odense og høre dem og købte dem.

– Ja, og så brød min bil sammen på vej hjem. Men så har vi spillet på dem siden. Gul er den mest obskure farve og andre rock bands har sorte t-shirts så nu laver vi en gul undertrøje. Og ligesom jeg engang havde bladret igennem et hav af forstærkere, og det var de gule der poppede frem, så tænkte vi at det måske ville være det samme i bandsammenhæng. Gul er lidt svært at kategorisere ligesom vores musik. Hvis man får at vide, at det er et band, der laver gul musik, så er det ikke så let at sætte en finger på. Man er nødt til at dukke op for at finde ud af, hvad det er, vi spiller.

Mellemrummet mellem ral og punktummet.
Hvorfor er mellemrummet mellem ral og punktummet der? “For at skabe mere forvirring,” svarer Lasse kort, før han uddyber:

– Hvis folk skal have noget at tale om, så lad os give dem det.

Læs også: – Geder & Forbandelser: BAEST & I’ll Be Damned indtager landets landeveje med uset show

Magnus: – Min mormor blev godt nok sur, da hun så t-shirten, fordi der var det der mellemrum mellem L’et og punktummet, og at r’et ikke var skrevet med stort. Hun fik et føl på tværs den aften. Det var fandme sjovt. Det virker. Gamle mennesker bliver sure.

– Ja og så kunne punktummet være et stykke ral. Altså det er det eneste symbolik, der har været inde over, forklarer Lasse.
Mikkel afbryder ham med et tykt grin: – Det har du vist glemt at fortælle os.
– Det er måske også noget, jeg har fundet på indenfor de sidste fem minutter, indrømmer Lasse.

Et bandnavn baseret i et ukendt ord.
“Magnus vidste ikke, hvad det betød,” lyder forklaringen fra Mikkel, da jeg spørger til bandets navn. Magnus forklarer poetisk: – Vi hedder dybest set ral, fordi der er en hel masse ral udenfor vores øvelokale, som Mikkel sparkede til en dag og foreslog navnet… Ja og så skete der hele den der ting med, at jeg ikke vidste, hvad det betød.
Mikkel: – Vi prøvede at finde på ting, det kunne betyde.
Det gjorde det ikke nemmere for Magnus, at han dengang ikke ejede en smartphone, hvor det kunne googles. Lasse forsikrer mig dog, at alle i bandet i dag har en smartphone.

Livesession – “Horse Shades (Acoustic)”

Nedenfor kan du se den netop udgivede liveoptagelse “Horse Shades”, der blev optaget til deres release-koncert på Mig og Ølsnedkeren den 13. september.

ral . i sort-hvid. ikke gul. foto: Merle Mejlby

På Tour med Baest & I’ll Be Damned
Magnus understreger supportturnéen med Baest og I´ll Be Damned’s betydning:

– Vi fik SÅ meget ud af den tur. Jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal starte. Det blir jo nærmest hele bandets historie, fordi vi kun har eksisteret et år. Men altså hvis man går tilbage til vores debutkoncert, nede på det nu døde Kalibar, der kom Svend og Simon fra Baest ned og hørte det og var rimelig glade bagefter.
En aften hvor Svend blev så begejstret for musikken, at han i øvrigt endte med at stå og sælge merch for bandet.
– Så gik der vel to måneder. I slut maj fik vi af vide, at det kunne være fedt at have os med på tour, men at der sku være noget skub i tingene – Der skulle være en grund til, at folk også skulle komme ind og se os. ”I kan ikke komme med, hvis I bare kommer lige fra øvelokalet”. Vi fik af vide, at vi kunne komme med, hvis vi kunne udgive en EP til september, og så begyndte vi bare at regne baglæns derfra, og fandt ud vi skulle i studiet om 14 dage. Ja og så bookede vi jo bare de der studiedage – fordi sådan er ”ral .”. Så allerede der, var der kommet helt vildt meget ud af touren mange måneder før, fordi vi havde noget at arbejde op til. Vi indspillede pladen og fik den ud. Hvilket vi også lærte helt vildt meget af. Bare det i sig selv.

– Og vi har gjort alting selv, altså ja, vitterligt. Vi har ikke selv trykket cd’erne og det på t-shirten, men vi har lavet ALT omkring det, forklarer Lasse inden Magnus fortsætter,

– Ja, som kom vi med på touren, og det var selvfølgelig sindssygt fedt, og gjorde selvfølgelig at vi arbejdede hårdt i øvelokalet. Touren startede i Sønderborg, hvor vi havde meget at lære, for det var kun anden gang, eller det var faktisk første gang, vi stod på en scene, men det var anden gang, vi spillede foran folk. Så der var en stejl læringskurve derfra.

– Vi sku’ hurtigt blive gode, fordi vi vidste at VoxHall, Vega, Gimle og en masse andre fede spillesteder lå hen imod slutningen af touren. Mange af koncerterne i starten var også fede, men vi havde meget at lære ift. at skulle stå overfor SÅ mange mennesker til sidst. Så det var meget fokuseret, og mellem hver koncert talte vi meget om, hvad der skulle ske for hele tiden at udvikle os. Vi skrev faktisk også et nyt nummer, der passede bedre ind,  som vi havde med på de sidste shows. Da vi nåede hen til slutningen af touren, var vi i topform og spillede to rigtig gode koncerter. Vi gik fra at være et begynder band livemæssigt til sådan at være rimelig gode henimod slutningen. Men der er selvfølgelig masser at lære endnu.

– Vi var også bevidst om at skabe noget momentum. At udgive EP’en og tage på tour fremfor at tage fra øvelokalet på tour med Baest og i’ll be damned og så bagefter vende tilbage til at være et øvelokaleband i Hasselager. Men kunne tage det videre i stedet.

Lasse: – Den tour var et kæmpe springbræt. Der var bands, managers og et crew, der stolede og troede på os. Og så var det også lidt sådan “ok, vi er afsted med de tunge drenge nu, så gør vi det fandme også ordentligt. Vi møder op til tiden og pakker alting, så der er styr på det ALTID. Det var også første gang de andre to bands var afsted på så stor en tour, og det endte med at være en virkelig velfungerende trebenet taburet. En ting er, at man kender hinanden godt og kan have det hyggeligt sammen. Noget andet er, om man kan få det til at fungere sammen. Det tredje er, om folk også synes, det man gør, er fedt. Den tour gør, at ‘19 kan blive et vildere år.

Samarbejdet med Andreas Linneman og Magnus Vad
Bandets debut EP A Fools Errand er produceret i Aarhus.
Magnus: Vi indspillede oppe i output studiet i Montanagade, hos Andreas Linneman who is a champ. Han er skidedygtig.

Mikkel: – og sød.

Magnus. – Ja. Vi fik det efterfølgende mixet af Magnus Vad i feedback studiet, fordi han har nogle gamle båndoptagere, som vi gerne ville have sendt vores ting igennem, og så er han også bare super dygtig. Det var også fedt, at vi fik det indspillet hos en, der var super vild med musikken og forstod det. Han skulle kunne forstå det, fordi vi ville indspille det live med hele bandet på en gang. Alle sangene er basicly et one take. Det gav mere en fornemmelse af at stå tæt på hinanden og spille ligesom i øvelokalet.

Lasse: – Og så giver det også følelsen af, at der er noget på spil.

– Når man indspiller på den måde, er man også nødt til virkelig at have tjek på tingene på forhånd. For har man ikke styr på en sang, så skal alle lave det om, forklarer Mikkel

Magnus: Men ja bagefter blev det sendt videre til Magnus Vad og hans støvede analogudstyr.

Det perfekte i det uperfekte
Magnus fortæller om kærligheden til det analoge gear: – Ting fra dengang lød bare federe og havde mere charme. Der sker noget, når man kører det igennem det gamle analoge gear, der ikke opfører sig helt, som det skal. Det er, som Lasse siger, det perfekte i det uperfekte. Og det var fedt med forskellige ører. Når man er så langt nede i processen, så bliver man sådan lidt blind. Magnus og Andreas var den perfekte kombo af mennesker.

Lasse: – Vi værdsætter alle sammen det perfekte i det uperfekte. Det kan blive for lineært, hvor der ikke er de store udsving. Personligt kan jeg godt lide, når man venter lige lidt for lang tid, end hvad der var meningen, før man kommer på igen, og hvis man allesammen er enige om det, kan det være mere effektfuldt end at ramme den lige på. Det giver mere liv. Og det sker overalt på pladen.

– Specielt på ”Danish paradox”, slutter Magnus EP-snakken inden det går videre til fremtidsplaner.

Hvad er der på tegnebrættet i 2019
Magnus: – Der kommer nogen singler i det nye år – det kan vi sige med sikkerhed.

På livefronten er der også gang i den her tidligt på året, hvor bandet spiller til Mono Goes Metal. “Så vi er officielt et metalband nu,” indskyder Mikkel med et smil, mens de to andre griner.

Lasse: – Vi spiller ikke metal, men vi spiller kun til metalarrangementer.

Derudover er ral . netop blevet nomineret i flere kategorier til årets Gaffa Pris. Man kan stemme på dem eller en masse andre fede Aarhus bands HER.

Relaterede artikler