Pernille Rosendahl som Bond-babe og Outlandish som medlemmer af Dansk Folkeparti: Se Gaffas gode forsider gennem tiden

Pernille Rosendahl, Swan Lee, Gaffa
Foto: Gaffa

Gaffa fylder 35 år og har netop udgivet blad nummer 400. I den anledning har Aarhus Echo mødt redaktionssekretær Ole Rosenstand Svidt til en snak om, hvad der udgør en god forside, og hvilke der er hans personlige favoritter.

Af Mads Degn Gregersen

400.

Det er antallet af forsider, musikmagasinet Gaffa har bragt gennem sin nu 35-årige levetid. I denne måned har de nemlig jubilæum, og det markeres med en specialudgave af bladet, der som en anden greatest hits-cd samler nogle af Gaffas bedste artikler i tidens løb.

På forsiden af bladet er Baest, et århusiansk dødsmetalband. Dermed træder bandet ind i en lang række af musikere – nogle legender, andre døgnfluer – der alle har prydet forsiden af Gaffa. Det samme gælder på sin vis forsiderne. Nogle skaber debat og huskes for altid, mens andre går i glemslen det øjeblik, bladet er læst.

Men hvad udgør så en god forside? Og hvilke har været de bedste?

Til at svare på dette har Aarhus Echo sat redaktionssekretær hos Gaffa, Ole Rosenstand Svidt, i stævne. Det blev til en snak om det rette blikfang, at kunne spotte det næste store navn og om dengang en nøgen Pernille Rosendahl udløste en debat om sexisme i dansk musikliv.

Gaffa, Baest
Foto: Gaffa

Hvad er en god Gaffa-forside?

– Gaffas forsider skal primært fungere som blikfang. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at billedet i sig selv er flot og gerne provokerende eller uvant. Kunstneren skal også gerne være kendt i forvejen. Ellers skal det være en kunstner med potentiale, som kan gå hen og blive kendt. Med et kendt ansigt er det mindre vigtigt med et vildt visuelt koncept.

Læs også: Hele Danmarks musikmagasin – Startet i Aarhus, stadig i Aarhus

I den seneste udgave af Gaffa har vi dødsmetalbandet Baest på forsiden. Der er en del hype omkring dem. De har lige skrevet pladekontrakt med Century Media, som er verdens førende dødsmetal-pladeselskab. Derudover har de en række gode anmeldelser bag dem, og de spillede til både Gaffa-prisen, Copenhell, SPOT Festival og Smukfest. De bliver nok aldrig et P3-navn, men de har til gengæld internationalt potentiale.

Billedet skal selvfølgelig helst også spille ind i artiklens vinkel på artisten. Med Baest skal forsidefotoet symbolisere, at de er en enhed. Det er bassisten, men ikke forsangeren, der sidder i tronen, ligesom det er trommeslageren, der har kongekronen på.

Det er en vellykket forside, selvom det ofte er svært at have flere personer på samme billede. Kloge hoveder siger, at billeder er stærkere med kun én person. Det har nogle gange givet nogle udfordringer, når bands insisterer at være på billedet alle sammen. Jeg mindes en gang, vi skulle have Under Byen på forsiden, og de insisterede på at være alle syv medlemmer af bandet på forsidefotoet. Så skulle vi jo opfinde et koncept, der gjorde det muligt. Det var op til deadline, og det var presset. Heldigvis blev vi redet af vejrguderne, der sendte et pludseligt kraftigt snevejr. Så tog vi billeder af dem, mens de havde snekamp. Det blev godt.

Under Byen, Gaffa
Foto: Gaffa

Kan det være svært at overtale kunstnerne til at gøre nogle uvante ting under en fotosession?

– De mest villige er typisk debuterende kunstnere, der ikke er vandt til at få taget billeder. Dem, der har prøvet meget, er nogle gange sværere at overtale. Heldigvis er vores fotoredaktør, Morten Rygaard, god til at få folk til at gå all in. Han er en venlig mand, som er vellidt i branchen og har taget mange billeder. Han kan få folk til lidt af hvert – for eksempel har han fået Raske Penge til at posere i mosevand.

Er det svært at få udenlandske kunstnere til at stille op til fotosession?

– Ja, og derfor vil vi typisk helst have danske kunstnere på forsiden. Med et internationalt navn får vi får måske 20-30 minutter til et interview og ingen tid til at tage billeder. Hvis vi er heldige, får vi eksklusive pressebilleder.

Men langt de fleste er slet ikke til at få i tale, når det gælder billeder. De vil ofte kun fotograferes af internationale medier som Rolling Stone. Nogle gange forbarmer de sig over os alligevel. Morten Rygaards gode rygte gjorde det for eksempel muligt at skyde billeder af Depeche Mode, sidst vi interviewede dem. Han fik måske kun 5-10 minutter, men billederne blev udmærkede alligevel.

Er den her udvikling taget til over tid?

– Ja, desværre. I dag har kunstnerne deres egne kommunikationskanaler, så de har ikke lige så meget brug for os. Det ser vi også ved, at flere og flere kunstnere afviser pressefotografer til deres koncerter. Derfor har Gaffa afstået fra at anmelde disse koncerter. Det er et slags eksperiment, hvor vi ser, hvem der blinker først.

Hvem bestemmer valget af det endelige billede til forsiden? 

– Det gør som regel chefredaktøren. Vi vil dog meget nødigt have, at kunstnerne er sure over billederne. Vi vil jo gerne have, at de selv promoverer bladet. Så vi har en dialog med dem, selvom vi har sidste ord.

Kan det være svært at finde og blive enige om det visuelle koncept?

– Det kan godt være svært at finde et sigende koncept, hvis historien bare er, at artisten har lavet en ny plade med 10 procent mere guitar end den forrige plade. Og hvis det er tiende album, kan det endda være rigtig svært. Derfor vil vi helst ikke have de samme artister på forsiden igen og igen, men vi gør det, hvis de bliver ved med at være store. Så gælder det selvfølgelig om at finde på nogle originale fotoidéer.

Nedenfor gennemgår redaktionssekretær Ole Rosenstand Svidt nogle af sine favoritforsider gennem tiden. Hør blandt andet om dengang, Gaffa frygtede et sagsanlæg fra Dansk Folkeparti, og hvordan et fotoshoot med Love Shop endte med afbrændte kors.

Pernille Rosendahl, Swan Lee, Gaffa
Foto: Gaffa

Swan Lee, februar 2001

– Dengang var Swan Lee ganske ukendte, men vi så dem spille nogle koncerter og kunne ligesom fornemme, at de nok skulle blive til noget. Så dem ville vi gerne give en stor eksponering.

I artiklen snakker forsanger Pernille Rosendahl om, at hun er meget inspireret af James Bond – både filmene og deres soundtracks. Artiklen handlede også om, at Swan Lee havde lavet en sang til James Bond-filmen Tomorrow Never Dies, som næsten blev filmens titelsang. Jeg kan ikke huske, hvis idé det var, at Pernille Rosendahl derfor skulle være nøgen Bond-pige. Muligvis var det hende selv. I al fald endte vi med en forside, som er stærkt inspireret af Goldfinger-filmen, og hvorpå Pernille Rosendahl har smidt tøjet.

Mange syntes, forsiden var fed, men nogen synes også, at den var sexistisk og et bevis på, at man kun kommer på forsiden af Gaffa som kvinde, hvis man er smider tøjet.

Vi fik blandt andet et meget vredt læserbrev fra sangeren Majbritte Ulrikkeholm. Hun var blevet interviewet til i artiklen, fordi Pernille Rosendahl havde været korsanger for hende. Men hun var meget skuffet over artiklens billeder, og i brevet skrev hun, at billedserien var sexistisk og kunne give kvinder spiseforstyrrelser.

Vi fik også en fax fra Kim Hyttel, dengang pladeproducer og nu folketingskandidat for Alternativet, som også havde arbejdet med Pernille Rosendahl. Det var en meget harsk kommentar, hvor han antydede, at hun kun kom på forsiden, fordi hun havde smidt tøjet. Han citerede Leonard Cohen-sangen Everybody Knows: ”Everybody knows youve been discreet, but theres just so many people youve had to meet without your clothes. Everybody knows.”

Skulle man ikke have lavet den forside?

– Jo. Det er da en forside, man husker. Mange forsider glemmes bare. Swan Lee fik også sit gennembrud og har klaret sig glimrende siden. Så vi valgte rigtigt. Vi har desuden også haft mange påklædte damer og nøgne mænd på forsiden. Senere samme år poserede medlemmerne af Love Shop nøgne.

Love Shop, Gaffa
Foto: Gaffa

Love Shop, september 2001       

– Det var deres egen ide. De ville gerne gøre grin med den modgang, de mødte i musikbranchen. For eksempel at de var enormt rost af anmeldere, men aldrig fik deres store gennembrud. Ved at korsfæste dem selv gjorde de grin med den historie. Det er dog skæbnens tragiske ironi, at to af dem sidenhed døde alt for unge.

Billederne var usædvanlige og provokerende, og inde i bladet var der en glimrende længere billedserie, hvor de bruger teaterblod og forskellige rekvisitter

Fotosessionen fik en lidt kuriøs slutning. Korsene var åbenbart meget tunge, og fotografen ville ikke bruge dem til noget bagefter. Derfor endte han med at brænde dem af, som var det et Ku Klux Klan-møde.

Jeg ville ønske, vi havde filmet det. Det er vi begyndt på. Der opstår tit nogle sjove situationer omkring de her fotoshoots, og vi bruger en masse ressourcer på dem. Det kan vi lige så godt få noget indhold ud af.

Kronprins Frederik, Gaffa
Foto: Gaffa

Kronprins Frederik, februar 2003

– Billedet er fint, men jeg er mest tilfreds med motivet.

Vi troede ikke, at vi ville få lov til at interviewe ham. Vi spurgte, om han ville medvirke til en serie, vi kørte på bagsiden, hvor vi interviewede en kendis om vedkommendes forhold til musik. Det var altid de samme spørgsmål: hvad var din første plade, din yndlingskoncert og så videre.

Men det ville han gerne. Han ville også gerne give et større interview og fotograferes til forsiden. Så gik vi hele vejen. Tidligere var han kun blevet interviewet om sin musiksmag af radioværten Alex Nyborg Madsen, men kronprinsen er jo stor fan af rockmusik, og det ville han gerne fortælle om i Gaffa. Interview og fotoshoot blev lavet i hans vante omgivelser på Amalienborg. Men billederne blev fine alligevel.

Magasinet blev en specialudgave og udkom med en plakat til salg i udvalgte kiosker.

Gaffa, Outlandish
Foto: Gaffa

Outlandish, september 2005

– Det var min ide. Det var lige op til byrådsvalget i 2005, hvor valgplakater med Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup hang over alt. Oprindeligt sagde Outlandish faktisk nej til ideen om at kopiere dem, fordi de var trætte af indvandrervinklen. Men de lod sig overtale.

De vidste dog ikke, at vi også brugte Dansk Folkepartis logo og slogan. De var nemlig modstandere af et komplet remake. Vi frygtede faktisk, at vi ville få et sagsanlæg fra Dansk Folkeparti på halsen, fordi vi kopierede dem så overlagt. Men da det er satire, er der brede rammer for, hvad man må plagiere.

Først blev medlemmerne af Outlandish sure, fordi vi ikke havde sagt til dem, at vi gik hele vejen. Senere har jeg hørt, at de alligevel blev meget glade for resultatet.

Jeg synes, at forsiden blev vellykket, fordi den var ekstremt aktuel. DF-plakaterne var over alt. Og Outlandish var også en form for friskt pust over landet med deres multietniske inspiration. De var lige ved at bryde igennem internationalt. Samtidig var der en stor sag om Louise Frevert, et folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti, der havde nogle islamkritiske artikler på sin hjemmeside, hvori der blandt andet stod noget med, at muslimer formerer sig som kræftceller

Sidenhen har flere mediefigurer gentaget samme stunt ved at klæde sig ud som Dansk Folkeparti, men jeg mener, at vi var de første.

Jokeren, Gaffa
Foto: Gaffa

Jokeren, december 2014

– Den her var også ret kontroversiel. Ideen var, at siden Jokeren har en slags Godfather-rolle i dansk hiphop, skal han afbilledes som Godfather. Deraf hestehovedet som refererer til Godfather-filmene. Jokeren var på.

Vi forventede reaktioner fra dyrevenner og hestepiger, så vi skrev en disclaimer om, at hesten ikke var slagtet til formålet. Den skulle i forvejen lade livet til slagtning, og vi havde bare lånt hovedet. Vi optog dog også en video, hvor Jokeren klappede en anden, levende hest og bagefter klippede til billedet, hvor han står med hestehovedet. Det blev af nogen opfattet som meget provokerende.

Det skvulpede lidt i andedammen.

Flere af de her forsider er ret kontroversielle. Skal en god forside være provokerende?

Forsiderne skal have blikfang og få folk til at sige ”wow”. Det kan provokation være en del af.

Relaterede artikler