Pari Penn holder fast i drømmen om sommer på ny single

Af Andreas Kristiansen

De to unge medlemmer i Pari Penn Simon og Mikkel bor sammen. De skriver musik sammen. De indspiller, mixer og producerer musikken sammen. Det hele sker under et og samme tag i deres lejlighed i Aarhus. De har et samarbejde og et venskab, der stikker dybt. Duoens nyeste single ”Bouncing” “er kommet direkte ud af Mikkels soveværelse”, skriver de i deres pressemeddelelse. Og hos Pari Penn bryder alle sange overfladen under hjemlige rammer. Det er et næsten ægteskabslignende forhold, som bandet fungerer under. Det kan indimellem være en intens omgang, men det er samtidig også en måde, hvorpå drengene når dybt ned i musikken.

– Det er meget intenst. Det kommer nemt til at handle om musik konstant. Vi snakker musik altid og prøver at brainstorme over, hvad der gør musik fedt, og hvad man skal passe på med, forklarer Simon.

Læs også: Gør-det-selv projektet Pari Penn udgiver første single 

Pari Penn bruger rigtig meget tid på musikken, og derfor er det en fordel at bo sammen. Men det blev om muligt endnu mere intenst under coronapandemien, hvor drengene gik ind i et musikalsk rum, Simon bedst kan beskrive som en boble.

– Vi gik ind i en boble. I forvejen havde vi vænnet os til at have god tid til musikken. Men under coronaen, skrev vi musik konstant, og der tror jeg måske, der manglede lidt indtryk udefra og noget variation i det, fortæller Simon og indrømmer, at arbejdet med musikken af og til også kan fylde rigtig meget.

“Vi har en lidt melankolsk tilgang til de svære ting i livet, men samtidig tror vi på, at alt kommer til at gå i sidste ende.”

foto: Julius Ambrosius

Intimitet i musik og inspirationskilder

Den nye single Bouncing byder lytteren tilsvarende intimt velkommen ind i et univers, der starter med en mere eller mindre akustisk guitar og en sart vokal, der sidenhen overtages af et solidt beat og en solid produktion. I sangen forsøger drengene at holde fast i et naivt og måske spinkelt håb om, at sommeren kan vare ved.

– Vi har en lidt melankolsk tilgang til de svære ting i livet, men samtidig tror vi på, at alt kommer til at gå i sidste ende. Det tema fremgår i alle vores tekster, siger Simon.

Den arbejdsmetode Pari Penn har lagt for dagen, falder umiddelbart sammen med Billie Eilish. Hun producerede og indspillede ligeledes alle sange selv, på den stor-Grammy vindende ”WHEN WE FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO?”. Simon fremhæver selv Billie Eilish, som en kunstner, der inspirerer, fordi hun bryder nogle linjer op og nytænker måden at skrive popsange på.

– Der er helt sikkert noget nærhed i det, men det er også det, at vi er meget alene om det, og kan prøve at hjælpe hinanden videre i en meget intim proces, forklarer Simon.

De store ambitioner, der bliver drømt under det lille tag

På spørgsmålet om, hvordan det føles i en verden, som ser ind i coronapandemien, svarer Simon ”At det er skræmmende.”

Samtidig snakker han om dualismen i teksten på Bouncing, hvor den på den ene side handler om at have det godt, og at det nok skal gå, men på den anden side at det ikke altid er sådan, det er, eller sådan det ender. Pari Penn arbejder benhårdt mod en musikkarriere. På Bouncing drømmer de om sommer, til daglig drømmer Pari Penn om en musikkarriere. I den benhårde ambition fornemmer jeg ikke en ”Her kommer vi,”-stemning, men måske mere en blanding af den melankoli, og den tro på, at tingene nok skal gå, som også fremgår af deres musik. Der er en vis ydmyghed.

For at vende tilbage til lejligheden, hvor musikken hele bliver til, så har Pari Penn store ambitioner og store produktioner, der bliver til under et lille tag.

Relaterede artikler