Nu får Aarhus, som den første by i landet, muligheden for at deltage i et kulturelt genåbningsinitiativ.

09/06/2020 Jacob Emil Lundgaard Jensen

Foto: grimgaard.dk

I GrimFests hovedkvarter bliver der heftigt drøftet Corona-benspænd, og lagt planer for den første ‘rigtige’ koncert i DK i lang tid. En koncert hvor folk er fysisk til stede for første gang siden Coronaen lukkede det ganske land, og store dele af verdenen ned.

Oplevelsesdesigner Silja Ørnstedt og daglig leder Johanne Barbesgaard, har den sidste uge arbejdet intenst for at kunne realisere Grimfest i en ny corona-udgave, som er døbt ”De Grimmeste Aftner”.

Der er ikke tale om en festival for det må man endnu ikke afvikle og der er i skrivende stund ingen der ved hvornår vi får en klassisk festival som at se.

Coronasituationen og de løbende ændringer der kommer fra oven, har givet de to planlæggere kæmpe udfordringer i forhold til hvordan koncerten skal afvikles. Hvad der var en løsning sidste uge ændres løbende til en ny løsning, på grund af de nye anbefalinger der gives. Så det er konstant to skridt frem og et tilbage.

Det du ikke måtte i går, må du pludselig dagen efter. Det kræver konstant dialog med myndighederne, for at få tingene til at spille sammen og finde ud af hvordan ændringerne i regeringens anbefalinger påvirker afviklingen og blandt andet den fysiske virkelighed for koncertgængerne og De Grimmeste Aftner’s medarbejderes fysiske ageren I koncertrummet.

Lige nu er det lovligt at forsamle 500 personer med behørig afstand til en koncert.

johanne-og-silja
Johanne og Silja

Trods de store udfordringer og dobbeltarbejde er Silja og Johanne superglade for at det nu kan lade sig gøre at give koncertgængere og kunstnere muligheden for at se hinanden i øjnene igen og være fælles om en kulturel og social begivenhed. Indtil videre er der planlagt tre ”De Grimmeste Aftener”, men håbet er at de kan køre konceptet hele sommeren igennnem.

Johanne og Silja håber på at, der ikke kommer en stigning i udbrud af smitten eftersom samfundet langsomt åbner sig op.

Folk forsamler sig igen og mødes. Håbet er, at det ikke resulterer i forhøjede smittetal og dermed aflysninger af kulturelle events. Foran scenen bliver der målt op og delt ind, således at publikum sidder med behørig afstand. Imellem felterne hvor publikum sidder, er der stier hvor Grims medarbejdere kan køre drikkevarer ud til publikum i trillebør, så der ikke opstår trafik mellem scene/publikum- og barområdet. På forhånd kan man bestille mad og drikke. Det kan hentes af én person fra en gruppe hvis man kommer som gruppe og hvis man kommer alene henter man bare selv. På den måde undgår man, at der er for meget menneskelig trafik frem og tilbage. Hvis man får brug for lidt ekstra drikkelse, kan man række hånden op og der skulle gerne dukke en medarbejder op i bedste restaurantstil.

Det her er aldrig afprøvet før, så håbet er, at der er forståelse for at konceptet er ‘in the making/in progress’.

P.t. er det ikke tilladt at rejse sig op og når man skal træde af på naturens vegne, skal man i bedste folkeskolestil række hånden op og vente på at blive fulgt hen til toiletterne. Det er første gang i verdenshistorien at koncertkulturen har haft den slags restriktioner for publikum og planlægningsmæssige benspænd.

Nu får Aarhus, som den første by i landet, muligheden for at deltage i et kulturelt genåbningsinitiativ designet indenfor en ramme af Corona-restriktioner der hele tiden ændrer sig.

Folkene bag ”De Grimmeste Aftner” er rigtig spændt på at se hvordan det kommer til at gå og håber at folk vil tage godt imod GrimFests kulturelle initiativ og genoplivning af kulturen efter 3 måneders ørkenvandring med mangel på kultur, oplevelser, samvær og kærlighed til livet. Johanne og Silja har endnu ikke mødt nogen der syntes det er en dårlig idé og alle vil gøre alt hvad der skal til for at både sikkerheden og hygiejnen er i top, så de kommende arrangementer også kan afvikles med myndighedernes velsignelse.

Vi på Aarhus Echo redaktionen hilser initiativet velkommen og ser frem til at vi får lov til at mødes og opleve koncerter igen. Godt nok på en pusseløjerlig facon, men dog endnu bedre end at sidde bag skærmen eller inde i bilen. Aarhus Echo krydser fingre for at der ingen ‘spikes’ kommer, så vi kan komme til at gøre noget af det vi elsker allermest, nemlig at feste og være sammen om at nyde livet og livemusikken hen over sommeren.

Relaterede artikler