Niklas Runge følger musikkens vej ind i hjertet

I begyndelsen af 2020 udkommer den 25-årige sangskriver Niklas Runges første album, I Know I’m Not Magnificent. Inden længe udkommer hans tredje single. Vi har hørt hans fortælling om sin spirende karriere og om kilden til de nærværende, følelsesladede fortællinger, han deler gennem sine sange.

Af Sune Nordby

Hvis du trænger til en kop kaffe og befinder dig i nærheden af Vestergade, kunne du måske finde på at hoppe ind på Street Coffee. Måske studser du over Jimi Hendrix-logoet over døren. Måske har du lyst til en cappuccino. Og måske møder du – hvis timingen passer – én af Aarhus’ up and coming musikere: Niklas Runge.

For Vestergade og den lille kaffebiks er i en vis forstand arnestedet for et musikalsk projekt, der via toner af pop, folk, rock og endda klassisk musik har ramt plet på SPOT Festival, Oppenheimer Festival og vigtigst af alt i hjertet af koncertgængere.

For nylig mødte vi Niklas på Vestergade, hans ‘hood’, for at tale om hans musik, de følelser og erfaringer, der ligger bag, samt den fremtid, han går imod. Vi mødte en musiker, som balancerer professionel stolthed med menneskelig ydmyghed. En musiker, som har valgt sin egen sti, hvor end den så må føre hen.

Se videoen: Niklas Runge til Nordic Room Concert

“Jeg har prøvet så mange forskellige ting i mit liv, men der er ikke noget, der giver mig glæde, som det at lave musik og at dele det med andre. Jeg har ikke nogen plan B.”

Ind i, væk fra og tilbage til musikken

Niklas Runges tilknytning musikken blev dannet, allerede da han var dreng og sang i kirkekor. Men det stod ikke altid klart, at han skulle gøre karriere inden for musikbranchen. Slet ikke at han skulle gøre det til sit primære mål i livet.

“Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville det. Men jeg har brugt rigtig lang tid på at finde vejen dertil. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt fandt ud af, at det er det eneste, jeg er rigtig god til,” fortæller han.

Debutalbummet, I Know I’m Not Magnificent, som udkommer i begyndelsen af 2020, handler i stor grad om den tvivl og fortvivlelse der opstår, når en kunstner føler sig splittet mellem sit hjerteblod og sine forpligtelser.

“Det handler meget om et tidspunkt i mit liv, hvor jeg prøvede at spore mig ind på, hvad jeg ville. Jeg boede sammen med en ekskæreste, som havde nogle helt andre mål i livet, end jeg havde.”

Det førte til et forsøg på at styre livet i en mere kontrolleret og forudsigelig retning. Niklas forsøgte sig med at studere musikvidenskab, som han efter to-et-halvt år måtte erkende, at han hadede. Senere drog han endnu længere væk fra sit musikalske fundament, da han læste op til at begynde på datalogi.

“Det var, som om jeg ignorerede de impulser, min krop sagde, jeg skulle følge,” forklarer Niklas.

Alt dette kolliderede med en alvorlig influenzasyge, som fratog Niklas’ evne til at synge falset – et vigtigt værktøj i hans musik – i halvandet år.

“Jeg troede aldrig, at min stemme skulle blive normal igen. Men på det tidspunkt var min stemme min identitet. Jeg var ham, der sang godt. Det var den person, jeg var. Så da jeg mistede min stemme, mistede jeg den, jeg var.”

Niklas stod i spændingsfeltet mellem virkeligheden og drømmen. Han overvejede at forlade musikken fuldstændig og aldrig kigge tilbage. Det så ud til, at han måtte gå en anden vej. Men da beslutningen næsten var truffet, lyttede han til sig selv.

“Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne det. Da musikken først var taget helt ud af ligningen, kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne undvære den. Jeg sagde: ‘Nej. Nu skal det fandme være løgn. Nu betaler jeg røven ud af bukserne for at gå til stemmeoptræning.’”

Det tog over tre år, men i dag er falsetten tilbage, og stemmen fungerer nogenlunde, som den skal, forklarer Niklas. Musikken er tilbage i hans liv, og han er fri dele den med et publikum.

Et producer-crush

Niklas Runge havde valgt sin vej. Han begyndte på sin nuværende uddannelse på konservatoriet i Aarhus. Arbejdede på sine sange. Serverede kaffe for folk på Street Coffee i Vestergade.

Han serverede blandt andre kaffe for en vis Dennis Ahlgreen.

“Jeg havde jo lavet kaffe til ham mange gange, før jeg anede, hvem han var. Så kom vi til at snakke om musik, og jeg spurgte, hvad han havde lavet. ‘Nå ja. Jeg har lavet noget for Tina Dicow. In the Red og Count to Ten’,” fortæller Niklas og fortsætter.

“Fuck. Det kunne være fedt, hvis han gad at mikse min musik, tænkte jeg. Men så tænkte jeg, at han sikkert ikke gad bruge tid på sådan en nobody som mig.”

Der skulle gå halvanden måned, før Niklas havde samlet sig mod til at bede om en emailadresse. 

“Og efter jeg fik en mailadresse gik jeg i stå igen. Men det værste jeg kunne få, var et nej. Så jeg sagde ‘fuck det’ og sendte nogle demoer til ham. Og han sagde, at det ville han faktisk gerne arbejde på.”

I dag beskriver Niklas gerne Dennis Ahlgreen som sit ‘producer-crush’.

“Og det er han faktisk stadig. Han har givet meget til musikken. Det var også igennem ham, jeg fandt mit managementbureau, Moody Mongoose. Så stort set hele min musikalske karriere er udsprunget fra Street Coffee,” bemærker han med et grin.

Således kunne raketturen mod et debutalbum begynde. Et album, som ifølge Niklas Runge vil byde på et melankolsk narrativ, der fører lytteren gennem et landskab af fortvivlelse og hen mod en sluttelig forløsning.

“Det smukke og det melodiske fascinerer mig, og det er den lyd jeg godt kan lide. Den lyd, der rører mig. Så jeg vil gerne forsøge at gengive min egen fortolkning af den lyd,” forklarer han.

Hvor end stien fører hen

Som ung og relativt uprøvet musiker var Niklas Runge forståeligt nervøs, da det i april 2019 var tid til at lade verden høre hans musik. Hans første single, Roots, udkom på streamingtjenester, og derefter begyndte han at spille koncerter.

“Jeg vidste, hvor meget den sang betød for mig. Men jeg vidste jo ikke, om folk ville synes, at det er fed musik. Og jeg vidste heller ikke, om jeg havde den for tæt inde på livet til at vurdere den.”

Se musikvideoen: Niklas Runge – Roots

Managementbureauet Moody Mongoose forsikrede Niklas om, at Roots nok skulle falde i god jord hos lyttere. At det var fed musik. Ikke desto mindre måtte Niklas afvente publikums dom, før han kunne føle sig sikker.

På Oppenheimer Festival 14. september 2019 fik han beviset, da han efter sin koncert blev hilst af en mand, han aldrig havde mødt før

“Han sagde bare, at min musik havde ramt ham. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg havde prøvet, at venner og bekendte har sagt, det var fedt. Men jeg havde aldrig prøvet, at en fremmed sagde, at min musik havde ramt dem.”

“Det var sindssygt bekræftende. Der var nogen, der så musikken som mere end ‘bare en sang’. Og han krammede mig flere gange den aften. Det var utroligt givende.”

Inden længe når Niklas Runges musikprojekt en ny milepæl. I 2020 udkommer det fulde album, I Know I’m Not Magnificent, og i løbet af oktober udkommer hans tredje single. Med denne i ryggen og de opmuntrende oplevelser i hukommelsen kan Niklas modigt, men ydmygt spå om sin fremtid.

“Jeg vil leve af musikken,” siger han med et ekstra tryk på ordet ‘vil’.

Han bemærker, at han ikke føler noget behov for at blive kendt. Niklas Runge vil være den bedste til at fremstille den musik, han selv føler for. Dermed er planen at fortsætte med sanguddannelsen, med at servere kaffe på Vestergade og med at arbejde på sit eget musikalske udtryk. Der er ingen anden vej frem.

“Hvis man har en plan B, så lykkes plan A ikke i min optik. Og jeg ved, at det nok skal lykkes. Spørgsmålet er bare hvornår.”

Find Niklas Runge på Spotify

Relaterede artikler