Next Stop – Meat King

I 1989 kører en bus fra Aarhus med retning mod Sovjetunionen. I bussen sidder Anders Krøyer og Kjeld Tolstrup som kender hinanden fra klubmiljøet i Aarhus hvor de begge var dj’s på bla. Klub Fisk, Subben og V58. Hvad ingen af dem vidste var, at turen skulle føre til et spændende aarhusiansk pladeprojekt.

Af Torsten Stistrup Cubel

Anders Krøyer kom til Aarhus i 1980 og i tiden 1982-1983 er han med til at starte bandet Funk Connection hvor han var bassist. Bandet turnerer en del i Tyskland og udgiver i 1984 albummet ”We Ain’t Had Enough”, men Anders havde fået nok, og i 1986 besluttede han sig for at forlade bandet pga. musikalske uoverensstemmelser. Faktisk var han så træt af at spille musik, at han var tæt på helt at stoppe, men så mødte han Kjeld Tolstrup som var DJ, og det var Kjeld Tolstrup som lærte Anders at være DJ.

”Kjeld var et fantastisk menneske. Han var glad og givende og positiv og man blev klog af at være sammen med ham. Vi havde det rigtig sjovt sammen og det er ham som har lært mig alt om at være DJ. Hvordan man scratcher og laver cross fades”, fortæller Anders Krøyer. ”Dansegulvet skal ALTID være fyldt. Du er der for publikums skyld og skal der en James Brown plade på for at få folk på gulvet skal du sætte den på. Det skal man ikke være for fin til” fortalte Kjeld Toldstrup til Anders Krøyer.

Picnic udgav i 1985 deres debutalbum Picnic Five. Picnic var et aarhusiansk band som genremæssigt er meget svært at sætte i bås, men musikken indeholder elementer af både funk, punk og jazz. Bandet havde hørt Anders være DJ og besluttede sig for at spørge ham om han ville scratche på nummeret ”Wildebeest” som er at finde på albummet ”Barking Up The Wrong Tree” der udkom i 1987. I 1988 kom Anders Krøyer med i Picnic, men i starten ikke som bassist. Han skulle nemlig scratche og afvikle samples live. Picnic havde altid to bassister på scenen når de spillede live, men den ene bassist skulle til Indien og senere i 1988 kom Anders officielt med i Picnic som bassist. Picnic havde nemlig en forestående tour i Tyskland og Jugoslavien og manglede derfor akut en dygtig bassist som var klar på tourlivet.

Efter Picnic var vendt hjem fra Jugoslavien blev bandet i 1989 inviteret med på en bustur. Busturen, som officielt hed ”Next Stop Sovjet”, gik gennem Sverige og Finland, og blev arrangeret af foreningen Frontløberne som samme år var blevet etableret af en ung energisk mand ved navn Uffe Elbæk. Frontløberne udviklede senere projektleder uddannelsen Kaospiloterne. Kjeld Tolstrup blev også inviteret med på ”Next Stop Sovjet”. Kjeld var DJ efter koncerterne med Picnic på turen, og hørte en helt ny sang fra Picnic som hed ”Meat King”. Kjeld blev begejstret da han hørte ”Meat King” og syntes han kunne høre noget House i nummeret, selvom nummeret som udgangspunkt intet havde med house at gøre. Picnic gik efter hjemkomsten fra Sovjet i studiet og indspillede nummeret hos Kaspar Vorbeck (Original Demo Version på maxien) og

Kjeld fik adgang til masterbåndene, så at han kunne lave et remix af nummeret, Kjeld gik i Arp studierne i Aarhus sammen med Per Holm P (fra Cut n’ Move) og ændrede nummeret fuldstændigt. Bla. blev JP, som var forsanger i Picnic, bedt om at komme i studiet og lave ny vokal til re-mix versionen.

City-X var en legendarisk pladeforretning i Aarhus, og indehaveren, Per Skjødt, var ekspert i at skaffe sjældne maxi-singler og spændende udgivelser hjem fra England. Denne evne betød, at der hver tirsdag, når der kom nye forsyninger fra England, var en lang kø af byens DJ’s, som skulle skaffe de nyeste plader til weekendens jobs. Da der som ofte kun var bestilt ganske få eksemplarer hjem af de enkelte plader, kunne der nærmest opstå tumult når byens DJ’s skulle have fat i lige netop dét eksemplar, de skulle bruge til weekendens job på byens diskoteker.

Picnic var meget glade for det re-mix Kjeld Tolstrup havde lavet af ”Meat King”, og derfor skulle musikken udgives, og pga. af både Anders’ og Kjelds og trommeslager Carsten Ortmanns forhold til Per Skjødt blev pladeselskabet Salvation Records stiftet af City-X. Pladen blev udgivet i 500 eksemplarer og de blev revet væk. Det var den eneste plade Salvation Records nogensinde udgav.

Kjeld Tolstrups re-mix version af ”Meat King” blev ”Ugens Uundgåelige” på P3 i 1990 og fredag den 5. Januar 2018 blev maxi-singlen gjort tilgængelig på diverse streaming og download medier.

Efter den oprindelige udgivelse i 1990 fortsatte Picnic med at udgive plader og turnere i Europa og Kjeld flyttede til København hvor han bla. blev vært på radioprogrammet ’Unga Bunga’ på P3. Kjeld Toldstrup blev kun 45 år og døde 21. Marts 2011.

Se filmen om Frontløbernes Kulturkaravane til Sovjet.

Frontløbernes Kulturkaravane from Peter Thillemann on Vimeo.

Relaterede artikler