Jul I Den Gamle Musikby: Nephew – Aarhus er stadig vores hjemmebane

Bandbilledet af Nephew er det første fra 1996/1997. Billedet var også med på Aarhus Rocks udstillingen i Den Gamle By

Det var i Aarhus, at medlemmerne af rockorkesteret Nephew fandt hinanden, deres navn og deres lyd. Læs et interview fra 2014 om gruppens forhold til byen, hvor de også kommer omkring musikalske forbilleder, største koncertoplevelser og musikmiljøet i halvfemserne.

Artiklen er lavet i samarbejde med Den Gamle By. Redigeret af Aarhus Echo.

I 1996 i Aarhus aftaler fire unge mænd, som netop har mødt hinanden efter at være startet på uddannelsen i musikvidenskab, at mødes og spille noget musik.

De beslutter sig for at danne et band. Knap et halvt år senere vil drengene melde sig til en musikkonkurrence ved navn DM i Rock, men der er bare ét problem: Bandet mangler et navn. Dagen før tilmeldingsfristen grubler de over, hvilket navn de skal vælge. Der er flere midt-halvfemser-typiske navne på bordet, og i et par timer hedder bandet faktisk Conan Doyle. De ender dog med at døbe bandet Nephew.

Resten er, som man siger, historie. I korte overskifter: Kæmpemæssigt pladesalg, et hav af priser, en vrimmel af anmelder-stjerner og store koncerter i ind- og udland.

Men selvom Nephew i dag har erobret landets scener, og medlemmerne selv er spredt fra København til Thy, vil Aarhus vil altid være arnestedet, hvor konceptet Nephew blev krystalliseret. Det er her, de trækker ”hjemmebanekortet,” når de giver koncert.

Læs også: Jul i den gamle musikby. Cut “N” Move sanger blev headhuntet på gaden. Nogle måneder efter landede bandet på hitlisterne med et kæmpehit

Nedenfor bringer Aarhus Echo et tidligere uudgivet interview, hvor trommeslager Søren Arnholt Rasmussen og keyboardspiller René Munk Thauland fortæller om bandets forhold til byen. Hør blandt andet om sammenligningerne med Kliché, Aarhus i halvfemserne og følelsen af at slå igennem.

Går egne veje

Hvordan placerede I jer i det århusianske musikmiljø? Samarbejdede I med nogen, og havde I fælles øvelokaler?

Søren Arnholt: De første år, fra 96-97 og op til det første album i 2000, var vi helt sikkert en del af et upcoming musikmiljø i Aarhus. Vi formåede at positionere os i det århusianske musikmiljø dengang, og vi havde øvelokale hos Fajabefa (Foreningen af jazz-, beat- og folkemusik- amatører, red.). Det var vist nok i Finlandsgade. Specielt et band hang vi rigtigt meget ud med – et århusiansk band, der hed Cinnamon Sigh. Trommeslageren var Rune Tolsgaard, som Simon senere lavede Drengene fra Angora med. Og de var et skridt længere fremme end os og havde fået en pladekontrakt et år før, så vi var ude at lave nogle dobbeltkoncerter med dem i Danmark og Tyskland.

Men ellers så var vi da helt sikkert en del af en scene, der var på det tidspunkt i Aarhus. Jeg tror, at for os var Fajabefa et vigtigt knudepunkt. Vi fik også kontakt til ROSA, som lå i byen. Men vi hang ikke ud med en masse andre musikere.

Var der mange, der spillede, og var der mange spillesteder?

SA: Ja, det var min oplevelse, at der var mange, der spillede, og der var mange bands, der var på vej. Og mange som var slået igennem.

René Thaulund: Der var jo på et tidspunkt det, som man i musikpressen kaldte ”Den grønne bølge” – Kashmir, Psyched Up Janis, Inside the Whale, Cactus Circle. Og der var jo en gren af den der bølge, som var Aarhusorkestre.

Men hvad karakteriserede det århusianske musikmiljø på det tidspunkt i modsætning til den historie, som alle kender fra firserne?

SA: Vi snakker sluthalvfemserne her, og Aarhus havde i mange år været defineret ved Anne Linnet, Lis Sørensen, TV-2, Gnags, alle de her navne, som definerede en Aarhus-lyd. Vi ville ikke nødvendigvis slås i hartkorn med dem. Vi ville gerne gå vores egne veje og ikke kun defineres som et Aarhusband, der lagde sig i slipstrømmen af noget andet.

Har I nærmest følt, at I skulle gøre op med noget?

SA: Ikke bevidst. Det har ikke været et opgør med firsernes Aarhus-scene, men jeg tror da, at der ligger en naturlighed i at bevæge sig videre – at stå på skuldrene af noget, men også tage sige egne skridt videre.

RT: På det her tidspunkt var Genlyd jo også blevet solgt. Det var jo allerede fortid på det tidspunkt, selv om nogle af musikerne, Helmig og Steffen Brandt stadig boede i Aarhus, så var det forretningsmæssige flyttet til København.

SA: Helt sikkert. Blandt musikerne blev det almindeligt at flytte til København, fordi for det var der, pladeselskaberne var, og det var der, videoerne blev lavet. Det miljø var allerede ved at glide Aarhus af hænde. Så der var mange, der rykkede teltpælene op.

Men I rykkede ikke alle sammen til København?

SA: Nej. I 99 vi indspillede vi en demo, som vi gik rundt og smed ned i postkasser – blandt andet hos TV-2’s selskab, ”Have a Cigar.” Og det selskab, som endte med at kontakte os igen, var et lille nystartet selskab, som hed Martian Records, som lå nede i en baggård på Åboulevarden. Så vi endte med at være hos et Aarhusbaseret selskab, og det passede os rigtigt godt på det tidspunkt. Og så var det jo også dem, der bed på… De andre sagde nej tak.

Nephew i 2018 Foto: Tobias Markussen

Mere TV-2 end Kliché

Har I haft nogle forbilleder i det århusianske miljø? I ligner jo lidt Kliché på nogle af billederne fra dengang.

RT: Haha. Det er nu ikke så bevidst.

SA: Underligt nok har Kliché aldrig været et bevidst forbillede for os. Det er noget, folk udefra har sagt. ”Hov, I står i ens skjorter eller jakker, når I spiller. Det gjorde Kliché også.” Eller: ”Jeres musik er meget stram og paroleagtig som Kliché.” Men det har altså ikke været et bevidst forsøg på at gå i den retning hverken musikalsk eller tekstmæssigt. Det er ligesom en vej, vi selv er gået ud ad og har fundet interessant. Jeg har haft kendskab til sangene Militskvinder og Supertanker, men jeg har aldrig hørt deres albums. For mig har det mere været TV-2. Dem har jeg hørt som barn og været til en del koncerter med.

RT: Altså, jeg anerkender et klart slægtskab, for på bagkant har vi jo siddet i turbussen og hørt Kliché-plader og været stærkt begejstrede.

SA: Og tænkt: ”Hov, de lyder som os.”

RT: Ja, hvad fanden bilder de sig ind? Vi har nok været inspireret af nogle af de samme ting som Kliché – for eksempel Kraftwerk. TV-2 er jo også på en måde en udløber af Kliché. Så der er helt klart, at nogle af de samme greb har vi også fundet effektive.

SA: Nogle temaer og noget enkelhed og noget stramhed. Måske er det også nogle af de samme nøgleord, vi er gået efter rent æstetisk.

Brev fra borgmesteren

Hvis man lige skal runde Aarhus af, kan man så sige, om det har betydet noget for jeres karriere, at I var lige der og ikke alle mulige andre steder?

SA: Vi er jo fire, nu fem (Interviewet er fra 2013, og i 2018 er Nephew faktisk 6 mennesker i bandet, red.), mennesker i bandet, der kommer fra fem forskellige steder i Jylland. Så for os vil Aarhus altid være stedet, hvor bandet blev grundlagt, hvor vi fandt sammen, og hvor vi skæbnemæssigt lige blev sat sammen af forskellige faktorer. Og så tror jeg da, at det spirende musikmiljø, som vi oplevede i slutningen af 90’erne, har lagt nogle grundsten i vores karriere. Men det er svært at sige, om det har været anderledes i andre byer. For os var Aarhus et geografisk sted, vi mødtes, og så har vi gjort brug af nogle af byens faciliteter.

Min fornemmelse er også, at der i dag stadigvæk er nogle vigtige faciliteter. For eksempel øvelokaleforeningen MONO gør en masse for det musikalsk fællesskab, der opstår i at have øvelokale ved side af nogle andre, så genrer mødes – metal og hiphop og pop og rock står og øver lige op ad hinanden. Men om miljøet og kunstnerne opstår, fordi man kulturpolitisk smider nogle penge i det, eller det er nogle bestemte navne, der eksisterer på samme tidspunkt, det har jeg svært ved lige at bedømme

RT: Vi har dog også fået monetær hjælp fra byen. Blandt andet har vi fået producerstøtte af Aarhus Kommune.

SA: Ja, og et fint brev fra Louise Gade, da v fik en masse priser for USADSB i 2004. Så der var en politisk anerkendelse af os som Aarhus-band i hvert fald.

RT: Og selvom medlemmerne kommer fra forskellige steder i Jylland, og bandet nu er splittet over mellem Aarhus og København (og Thy, red.) trækker vi jo stadig hjemmebanekortet, når vi spiller i Aarhus. Det er klart den naturlige hjemmebane. Altså da vi spillede Grøn Koncert i 2012, var mit højdepunkt, da vi spillede for 35.000 mennesker i solskin på Vestereng.

SA: Helt sikkert. Så kan vi hver især have vores private hjemmebane.

Følelsen af gennembrud

Når I ser tilbage, hvad har så været højdepunktet i jeres karriere?

SA: Der er to ben i vores virke som musikere. Det ene er at lave albums, og det andet er at spille koncerter. Det er de to søjler, som Nephew baserer sig på.

Noget af det største og det mest overrumplende var, da USADSB udkom. Måske mere specifikt da Movie Klip i starten af 2004 blev Ugens Uundgåelige på P3. Fordi det var meget det, der definerede den videre færd. Det var der, vi første gang for alvor fik et nummer spillet på national radio i bedste sendetid.

RT: Ja, og den efterfølgende turné var bare en vanvittig opadstigende kurve. Nogle ting kan man forsøge at overgå, og nogle ting kan man gøre igen. Og hvert eneste gang, vi turnerer, forsøger vi på en eller anden måde at overgå os selv og gøre noget nyt. Enten med produktionen, publikumsinteraktion eller med nye sange.

Men der er en ting, man aldrig kommer til at genopleve eller overgå, og det er den der gennembrudsfornemmelse – lige pludselig er man talk of the town. Lige pludselig oplever man at komme til spillesteder, hvor fans har stået i kulden hele dagen for at vente på, at der kommer fem tosser i en bus.

SA: De største koncertoplevelser har nok været vores optrædener på Roskilde. Det er nærmest det musikalske nationalstadion. Særlig vild var vores koncert på Odeon-scenen i 2004. Det var gennembrudskoncerten, hvor vi første gang oplever at gå ind i et telt med 12-15.000 mennesker, der svømmer hen i det musik, vi har lavet et år forinden. Vi kunne også nævne andre store Roskilde-koncerter, men for mig var den første Roskildekoncert skelsættende. Og det var den der følelse af gennembrud.

RT: Der var også andre højdepunkter efterfølgende. Vi stod for eksempel et par år efter og skulle udkomme med en ny plade, og at vi lykkes med det, var jo også kæmpestort. Der beviste vi, at det ikke var tilfældige omstændigheder, der gav os opmærksomhed i første omgang.

SA: Med gennembrudsalbummet kunne man komme snigende, men med opfølgningsalbummet er det mere: ”Nå, de har gjort det en gang. Der er mange, der har lavet et album.” Man beviser først rigtigt sit værd i det kulturelle landskab og musikhistorisk, hvis man kan gøre det igen.

foto: Morten Rygaard

Relaterede artikler