Når vi mødes om vores forskelle, opdager vi hvor vi er ens

15/10/2020 Af Jens Haag

Foto: Katrine Noer

Hvordan begyndte du at spille musik?

Siden jeg var helt lille, har jeg haft forskellige slags musik i mit liv.

Min mor sang ”Solen er så rød, mor” som godnatsang og min far spillede bağlama, et tyrkisk strengeinstrument. Min identitet har altid været lidt en kamp, et forsøg på at forstå min plads i verden.

I tiende klasse var jeg på udveksling. Et halvt år i Tyskland, og et halvt år i Tyrkiet. Her fandt jeg mig selv, på en måde, fordi ingen havde et bestemt syn på mig. De kendte ikke Luna, som jeg var i Danmark, og det gjorde også at jeg kunne begynde at se mig selv på en ny måde.

Man kan genopfinde sig selv på rejser. Jeg fandt også tilbage til mine rødder: Jeg lærte at spille bağlama i Hamborg. Her åbnede sig noget nyt for mig.

At rejse betyder meget for dig. Hvorfor?

Min familie har altid rejst meget. Da jeg var et år gammel rejste min familie jorden rundt, og det er nok blevet hos mig. Jeg taler seks sprog: Tyrkisk, dansk, engelsk, spansk, tysk, svensk.

Det er blevet naturligt for mig at indgå i andre kulturelle fællesskaber – på godt og ondt. Det er splittet. Jeg har brugt de sidste ti år på at komme til at føle mig hel. Jeg kommer aldrig til at kende de samme popsange og tv-serier i Tyrkiet, som jeg gør i Danmark. Uanset hvor meget jeg prøver, er jeg ikke sikker på jeg nogensinde vil formå at føle mig komplet.

Findes den splittelse i din musik?

Jeg har altid været et mærkeligt sted i forhold til kultur og identitet. Selvom min fars familie er kurdiske så bor de et sted i Tyrkiet man mest kommunikerer på tyrkisk, og derfor taler jeg heller ikke kurdisk. Jeg har følgere på instagram, der gerne vil have jeg synger på kurdisk. Jeg er i gang med at lære det. På den nye EP er sangen Rojekê sunget på kurdisk.

Kampen for at blive hel stopper ikke, aldrig, selvom jeg ikke kan vinde den. Det er heller ikke pointen.

Mit band, AySays, musik er groet ud af de spændinger, der findes i den kamp.

Hvordan begyndte AySay?

AySay begyndte som et spørgsmål: Hvordan ville det lyde, hvis jeg sang med mellemøstlig sangteknik, men på dansk? På tyrkisk bliver ordene forlænget helt anderledes end på dansk, og når de ting smelter sammen, bliver det noget anderledes og smukt.

Jo ældre jeg bliver, desto flere lag kommer der ovenpå. Jeg har rejst i Sydamerika og har lært at kende og holde af latinamerikansk musik og sprog og det bliver uundgåeligt en del af mig og min musik.

Det ypperligste jeg kan opnå med AySay, er hvis musikken kan få lov at være musik, med sit utal af inspirationskilder, ligesom mennesker er det. Helt sammensatte og med deres forgrenede ophav. Sådan vil jeg også selv gerne være.

Jeg mener AySay er nordisk, lad os kalde det Ny Nordisk, et mere farvet billede af norden.

Hvad er dit yndlingsnummer på den nye plade?

Mit yndlingsnummer på den nye EP er titelnummeret Kervane. Jeg troede jeg havde kaldt nummeret det tyrkiske ord for karavane, men da jeg viste det til min far så han på mig og lo og sagde at det måtte være et Lunaord. Der tyrkiske ord er uden e til sidst – Kervan – jeg havde ubevidst smeltet det danske og det tyrkiske sammen og uforvarende opfundet et nyt. Det synes jeg er fint og sigende. Teksten er på tyrkisk, men melodien er inspireret af skandinavisk folkemusik. Den handler om kvinder, der får guld og smykker og bliver noget fint og til pynt, men aldrig noget selvstændigt eller frit. Jeg var virkelig frustreret da jeg skrev den, det er min mest kritiske sang, men måske derfor holder jeg af den.

Hvad er det som er dragende ved folkemusik?

Jeg har spillet rigtig meget folkemusik. Der er noget smukt ved folkemusikken, fordi den ikke tilhører nogen specifik person. Den går så mange generationer tilbage, når man spiller den bliver man et medie for de, der har været før. Det elsker jeg virkelig.

I et andet liv skulle jeg nok have været antropolog, nogle gange får jeg en mistanke om at jeg egentlig bare forsøger at være det alligevel. Der er så megen forståelse og varme i forskellige menneskers musik. Det er noget helt særligt at lære mennesker og deres kultur at kende igennem deres musik, noget umiddelbart og kraftfuldt.

Hvornår følte du den umiddelbarhed, helt konkret?

På f.eks. en ”ethno.” Til Ethnoer mødes folk fra hele verden og har hver deres sang med, som man så øver i fællesskab. På den måde lærer man sange fra hele verden. Da jeg var på ethno i Chile lærte jeg de andre en kurdisk sang, som vi spillede sammen og nogen optog det på en iPhone, nærmest som en eftertanke, bare for at vise hvad vi lavede. Den blev delt over hele Sydamerika og bagefter hos kurdere, helt overvældende meget. Den har over 300000 afspilninger. Kurderne var overvældede og rørte over, at nogen et helt andet sted i verden, med glæde og uden politik, sang deres sange, tror jeg.

Som at få et stort smækkys. Det var som at blive set, en følelse der måske er endnu voldsommere på kurdere, der ikke har nogen stat og har haft en lang og svær historie. Det var blottet for andet end musik, det var rent og umiddelbart, det var bare mennesker, der sang og var sammen. Jeg elsker musik højest i de øjeblikke.

Se videoen her

Hvad sker der, når den umiddelbarhed i musikken bryder frem?

På en måde er verden både ved at blive større og mindre. Det har aldrig været nemmere at finde ny musik fra alle afkroge af verden, alting ligger lige ved vores fingerspidser. Men samtidig spiller vores radioer og vores spillesteder mest musik fra Danmark, England og USA.

Når vi mødes i musikken, og ser mange forskellige menneskers musik, så møder vi også de mennesker, der spiller musikken. Når vi oplever den forskellighed, så tror jeg helt automatisk også vi vil opdage de steder hvor vi er ens – og opdage at der er meget mere, der samler os end skiller os ad.

Jeg kan godt lide at tænke på menneskers fælles rødder. Rødder er jo brede og krogede. Det er ikke sådan en rodpæl der går lige ret nedad, det er et netværk der strækker sig overalt under os, gennemborer jorden og kommer ind i alle afkroge. Vi er meget mere forbundne end vi er fremmede.