Når musikken trænger sig på

Kan et hjemmestudie give os plads, tid og råd til at arbejde på det, vi elsker?
Af Sune Nordby
Forfatteren vågner midt om natten fra en drøm. Hun griber notesblokken og blyanten på sengebordet. Måske ender hun med at bruge den halve nat på at skrive.
Kunstneren sidder i bussen med sit tegnehæfte i skødet. Han ser et ansigt i mængden – det rigtige ansigt – og begynder på en ny skitse. Inden han er færdig, har han kørt tre stop for langt.
Sangeren hører en frase i radioen. Et lille utilsigtet melodisk ordspil. Hun noterer det på en seddel og kan endda høre en musikalsk rytme i sætningen. Forhåbentlig husker hun det, næste gang hun mødes med bandet.
Fantasien om den løsslupne kreative sjæl er både genkendelig og tiltrækkende. Se blot de mange filmmontager, hvori genier rammes af pludselig inspiration, som ufejlbarligt leder til mesterværker.
Læs også: Aarhus Echo Podcast – mastering engineer Emil Thomsen
I virkeligheden må vi indse, at det ikke er så nemt. Man kan brænde nok så meget for musikken men stadig være nødt til at erkende tilværelsens begrænsninger. Nogle gange melder ideen sig – andre gange ikke. En sjælden gang er det en rigtig god ide – de fleste gange er den jævn til dårlig. Og med den indsigt kan vi vælge at give fortabt, eller vi kan fokusere på den svære halvdel af ‘kreativt arbejde’.
Arbejde er en indsats. En beslutning om at blive ved, selv om det er svært, kedeligt eller bare upassende her og nu. Og således bliver det let at fravælge arbejdet. Måske med en undskyldning om, at vi ikke har det rigtige udstyr eller de rigtige rammer til at tage fat. På den måde ender mange potentielle værker på gulvet, fordi deres ejere ikke ved, hvordan de skal samle dem op.
Derfor må vi selv finde på opfindsomme løsninger for at skabe de rigtige rammer til det kunstneriske arbejde. Her melder 32-årige Joakim Eskildsen sig. Han er et af de mange eksempler på musikalske danskere, der har set, at afstanden mellem god vilje og hårdt arbejde kan mindskes. Lydstudie og bolig er under samme tag. Han har handlet derefter og har lavet et hjemmestudie. Han har derfor let adgang til udstyr, når han får ideen til en sang eller melodi.

Tæt på idéerne
Vi møder Joakim i studiet på Frederiksbjerg, hvor han både arbejder på sin egen og andres musik. Her har han indrettet sig, så det kreative arbejde kan gå fra ide, til nedskrivning og indspilning og videre til mixing og mastering. Og når dagen er omme, kan han vende sig om og lægge sig i seng. På adressen finder vi nemlig først og fremmest et hjem: En lejlighed i opgangen af en bygning opført i røde mursten. Her er der, især fra en aarhusianers perspektiv, rigelig med plads.
– Det er jo en toværelses lejlighed, som ikke rummer plads til et selvstændigt studie. Og når vilkårene lige nu er, at jeg ikke et større sted at placere et studie, så har studiet vokset sig ind i lejligheden og overtaget en del af pladsen, forklarer Joakim.

Gæster hos Joakim Eskildsen får tydeligt at se, hvordan studiet og arbejdet med lyd og musik har “vokset sig ind”. I soveværelset bliver klædeskabene klemt bag en hjemmebygget vocal booth, mens klaver, instrumenter og udstyr til indspilning og efterarbejde optager mere plads end sengen.
– Jeg tror, at soveværelset ligger i studiet, siger han med et smil.
Alt står pænt og ryddeligt, men det er tydeligt, at musikken fylder. Den spilder endda over i den tilstødende stue, hvor vi finder det obligatoriske stereoanlæg med tilhørende cd- og pladesamling. Og selvfølgelig en afspiller til spolebånd.
– Den kunne jeg fortælle om i en time, bemærker værten.
Plads til det ene og det andet
Joakim Eskildsen ankom i 2005 til Aarhus fra hjembyen Ribe for at studere musikvidenskab og matematik på Aarhus Universitet. Han rundede af med en kandidat i audiodesign, og i dag arbejder han som lyddesigner. De seneste par år har han arbejdet med lydbøger, mens han bruger Blue Green Records – hans virksomhed – til at tage andre opgaver.
Ikke desto mindre har musikken altid været til stede.
– I studietiden spillede jeg meget i bands og fik erfaring med at lave musik. Jeg har siden haft gang i nogle solo-ting, men har ikke ambition om at bryde ud som kunstner eller artist, fortæller Joakim, før han afbryder sig selv:
– Eller både og; Jeg har udgivet en plade på eget label, som var et forsøg på at konkretisere noget af det, som jeg laver og give folk mulighed for at høre det. Men det var mere et eksperiment end et større forsøg på at opbygge et artistnavn.
Hele vejen igennem, fra Joakim afsluttede sit studie til i dag, har hans arbejde været præget af selvstændighed og et ønske om frie rammer.
– I erkendelse af at jeg gerne ville kunne sætte skibe i søen selv, så har jeg haft lyst til at oprette mit eget lydstudie, siger han og påpeger, at det især gælder for personlige projekter.
– Efter uddannelsen havde jeg ikke en konkret ide om at skulle arbejde i et studie. Det var mere et spørgsmål om at kunne igangsætte mine egne ideer. Så jeg havde brug for et privat studie. Ellers kunne jeg have opsøgt studier, hvor jeg kunne komme ind som samarbejdspartner. Men der ville der typisk forelægge en række opgaver, som man skulle arbejde på i fællesskab. Det ville ikke på samme måde initiere de egne projekter, jeg gerne ville sætte i gang.
Ved at give plads til arbejde i hjemmet fik Joakim Eskildsen skabt de ønskede rammer. Arbejdet med lydbøger er eksempelvis udsprunget af hans kombinerede interesse for litteratur, musik og lyd. På samme måde har han haft mulighed for at dyrke andre interesser igennem det betalte arbejde.

– Jeg har eksperimenteret med forskellige ting. Overordnet set har jeg fokuseret på at arbejde med lyd i moderne medier. Det kan være computerspil, musik, film, app-lyd – områder som relaterer sig til produceret lydindhold, fortæller han.
Før vi begynder
Et hjemmestudie ligner altså en glimrende balance mellem personlige projekter og erhvervsarbejde. Men før man afleverer speciale eller opsiger arbejde for at springe ud i det selvstændige eventyr, må man forberede sig på omstillingen. Joakim vidste, at han ville indrette sit studie efter uddannelsen var overstået, men han havde ikke meget at fylde det med: En computer og et klaver, nogle gode høretelefoner og noget professionel software.
– Det kan man også godt lave noget med, men jeg manglede helt klart noget, der kunne noget mere og som var af bedre kvalitet. Så det har udbygget sig undervejs. Alt er lavet efter behov. For eksempel da jeg begyndte at arbejde med lydbøger og havde brug for, at folk kunne komme forbi til indtaling i mit studie, da var jeg nødt til at bygge en vocal booth i lejligheden.
Udstyr er til en hvis grad nødvendigt i et hjemmestudie. Hvor dyr eller kompliceret den endelige indretning bliver, afhænger af ens eget ambitionsniveau. Men det er lige så vigtigt at kunne adskille det ene og det andet, som Joakim påpeger.

– Der er ingen tvivl om, at det kræver en del selvdisciplin at have en del af sit arbejdsliv i private rammer. Det kræver selvdisciplin at kunne veksle mellem, hvornår jeg bruger det som arbejdsplads eller som kreativt rum, og hvornår jeg holder fri.
Til det punkt må vi hver især ransage os selv og afgøre, hvor realistisk projekt hjemmestudie er. For Joakim Eskildsens vedkommende fungerer det godt, dels på grund af erfaring med frie rammer og dels på grund af de arbejdsrytmer han har opbygget i årenes løb.
– Jeg bruger lejligheden på én måde, når jeg holder fri, og så bruger jeg den på en anden måde, når jeg arbejder. Det kan være vaner; Om jeg laver en kop kaffe eller en kop te. Eller det kan være et spørgsmål om, hvilke lamper jeg har tændt, fortæller han.
Det rigtige sted til det rigtige arbejde
Selv når alt fungerer – der er styr på tid, indretning og udstyr – kan man nå et punkt, hvor hjemmestudiets begrænsninger begynder at trænge sig på. Dette er reelt allerede sket for vores vært.
– Nu har jeg gjort det her i et par år, og jeg føler mig klar til at udvide. Mit hjem er makset ud og har ikke plads til mere musikgrej. Næste skridt er at bo på en anden måde eller at etablere studie i nogle andre rammer, fortæller Joakim.
Næste skridt bliver forhåbentlig at flytte Blue Green Records ind på Godsbanen, hvor der er bedre muligheder for kontakt til nye kunder og samarbejdspartnere og bedre plads til udstyr og kollegaer.
– Det er et ønske om at udvide cirklen og få nye rammer til at eksperimentere og arbejde, forklarer Joakim.
Men musikken flytter sandsynligvis ikke helt ud af lejligheden på Frederiksbjerg. For lysten til at sætte sig ved klaveret forsvinder ikke, selv om studiet befinder sig i et andet kvarter af Aarhus.
– Et vilkår for ideerne er, at de kommer på tilfældige tidspunkter. Der er det simpelthen rart at have sit grej og sit udstyr ved hånden. Derfor har det også været nødvendigt at have det i hjemmet, fortæller Joakim.
For hans vedkommende melder ideerne sig ofte ved syv-otte tiden.
– Det sker for eksempel, når jeg er ved at lave mad, og jeg er meget sulten og har lyst til at flade ud, forklarer han med et grin og fortsætter:
– Så kan der godt komme en meget klar og lys ide om, hvordan et eller andet skal udformes eller spilles. Og hvis jeg skal være helt tro mod ideen, så er jeg nødt til at afbryde det, jeg har gang i og tage mig af ideen.
For sådan er det med musik og alle de andre udtryk, der melder sig i tide utide. Joakim beskriver det, som “en impuls af at man må acceptere at arbejde kreativt”, også selv om den impuls kommer, når vi mindst venter det.
FAKTABOKS
Her kan du se et udvalg af det udstyr, Joakim Eskildsen bruger i sit hjemmestudie
- Steinberg UR824 lydkort
- Avid Digi 00 Rack
- 2x Elitebook Workstations
- Steinberg Cubase Pro 9/Wavelab Pro 9 m.fl.
- Native Instruments Komplete Ultimate
- Røde / SE Mikrofoner
- Beyerdynamic DT-770/DT-990 Pro Headphones
- Yamaha Studio Monitors