Når en pandemi bygger bro: Rap-duoen ”SKAKMAT” siger alt det, man ikke vil sige alene

19/09/2020 af Mie Lykke Sørensen

Nadia Mimi og Josie Amadonna - Pressefoto.

”Vi vil rigtig gerne kridte vejen for det her. I det hele taget fællesskab og det, at løfte noget i flok. For uanset hvad, så vil du aldrig være alene om noget i denne her branche.”

Den ubudne gæst, Corona, har for en stund sat kulturbranchen i stå. Pandemien har lagt sig som et mørkt tæppe over det meste af verden. Men et sted i den Københavnske undergrund, har den påbudte hjemmekarantæne og det ekstra råderum af tid som den har medført, sat gang i en kreativitet. En kreativitet, hvor det ikke er nok at være alene og hver for sig – men sammen.

27-årige Nadia Mimi og 21-årige Josie Amadonna finder hinanden til en session i et øvelokale. Begge har de tidligere lavet musik i eget navn. Josefine, under navnet Josie Amadonna og Nadia Mimi, som bærer samme kunstnernavn. Dog aldrig før sammen – indtil nu. Sammen kalder de sig for SKAKMAT, laver rap og råber ”bitch”, hvis de vil.

Og i morgen udgiver de deres første single som gruppe.

Når Corona bliver rum for kreativitet

Selvom Covid-19 først og fremmest har vist sig som en selvsagt fjende for mange, har pandemien også vist sig at give plads til en kreativitet, der ellers ikke ville have set dagens lys. Og under disse omstændigheder har de sammen fundet magien, som nu har formet det, der hedder SKAKMAT.

 ”Corona har jo i virkeligheden gjort at vi er blevet veninder” fortæller Josefine og fortsætter:

”Nadia og jeg har den samme manager, som satte os sammen da Coronaen pludselig gjorde at vi havde ekstra tid til at lege med musik. Her lavede vi så en single sammen, og tænkte at det kunne være fedt at udgive den sammen som gruppe.”

Nadia tilføjer: ”Og det kan jo gå alle veje når man sådan skal møde mennesker for første gang, især når man skal lave musik. Enten er magien der eller også så er den der ikke.”

Hun fortsætter: ”Vi lavede det her nummer på en session og jeg var bare helt hyped så vi aftalte hurtigt at mødes igen og at vi skulle noget mere med det her, og vi bondede personligt”.

Men selvom omstændighederne har medført ekstra tid og rum til kreativ udfoldelse, kræver det ifølge duoen også sin mand at udnytte den.

Hvordan har Corona med påbud om hjemmearbejde og isolation påvirket jer i denne proces?

”Det er frihed under eget ansvar. Du har lige pludselig dobbelt så meget tid og det kræver også at du kan hive dig selv i nakkehårene og være produktiv når du skal. Samtidig giver det dig også et større råderum til at kunne sidde i den kreative zone som nogle gange godt kan tage et stykke tid at komme i” fortæller Nadia.

”Det der med at skulle være på arbejde til klokken 16 og så stryge ned i studie bagefter og sige Biiiitch, det kan godt være lidt af en kontrast ik” tilføjer hun, med en let kommentar.

 

At løfte i flok

Det faktum at pigerne i SKAKMAT indtager en ellers mandsdomineret arena er underordnet. Ligeledes deres køn. Men det, der gør sig særligt ved duoen, er deres fokus på de værdier der findes i det, der sker så snart en bliver til to.

”Vi har hinandens ryg”, siger Josefine.

”Vi følte begge to at vi løftede hinanden i det, så det ville være meget sejere at være sammen om det. Det føler jeg at kvinder skal være bedre til” lyder det fra Nadia.

En ufortøvet kommentar som klinger af bekræftelse strømmer hurtigt fra Josefines læber: ”Det har været nemmere at skrive når man har siddet ved siden af hinanden og det har i virkeligheden gjort os mere kreative at vi har kunnet læne os op ad hinanden.”

”Helt sikkert. Der er en ret stor konkurrence imellem kvinder i denne her branche og her er det bare ren kærlighed”, lyder det genkendende fra Nadia.

 

Talskvinder for mere fællesskab i musikbranchen

En kommentar som i sit udtryk taler ind i en tid hvor debatten om kønsligestilling, særligt i de kreative brancher, har fået særligt meget opmærksomhed den seneste tid. Det vidner om det, der man populært i gamle munde ville kalde for søstersolidaritet. Men ligeså meget fylder det pigernes sind at der skal være mere plads til fællesskabet i dansk musik. Særligt i København, hvor der ifølge dem selv kan være tendens til at ”gå med lidt brede albuer”.

”Vi vil rigtig gerne kridte vejen for det her. I det hele taget fællesskab og det, at løfte noget i flok. For uanset hvad, så vil du aldrig være alene om noget i denne her branche. Man er stærkere sammen når man er to”, fortæller Nadia og fortsætter:

”Vi kan bruge SKAKMAT til alt det, vi ikke vil sige når vi er alene”.

”Orange – vi ses når Corona er forbi”

Pressefoto

”Attitude-rap” og en lyd, der stadig er i udvikling

Kan i prøve at sætte lidt ord på hvad det er for noget musik i laver?

Nadia og Josefine svarer i kor: ”Attitude-rap. Det er i hvert fald meget udtryksfuldt og eksplosivt”.

Josefine uddyber: ”Vi laver nok mest en blanding af trap rap, hiphop og RnB, for vi synger også begge to”.

Der er meget vi ikke har lavet endnu og vi er stadig der hvor vi gerne vil være innovative i forhold til den lyder vi skaber os. Vi sætter ikke rigtig nogle grænser.” lyder det fra Nadia.

 

At drømme stort

Lytter man til gruppens single, er der da heller ingen tvivl om den ”attitude”, som de selv påpeger og med titlen ”Hvem er vi”, maler den et ganske passende billede af, hvem SKAKMAT er: Ærlige. Rå. Og kompromisløse. Denne gang ikke hver for sig – men sammen.

Og da Aarhus Echo til slut spørger, hvad gruppens forventninger til fremtiden er, er de da heller ikke nærrige med drømmene: ”Orange – vi ses når Corona er forbi”, lyder en kæk kommentar fra Nadia.

Singlen ”Hvem er vi” rammer de danske streamingtjenester i dag d. 19. september og udgives på ”Girls Are Awesome”. Du kan også følge SKAKMAT deres Instagram