MONTI vil erobre verden

MONTI. Pressefoto

Det århusianske hiphopband MONTI er ikke tilfredse med at blive lokale legender. De drømmer om at slå igennem internationalt: – Vi har en sound og et drive, der gør det muligt, mener bandet.

 Af Mads Gregersen


De Tre Broer ved Brabrandstien. En søvnig kiosk på Søren Frichs Vej. En facade på et gammelt shippinganlæg ved Aarhus havn. Krydset ved åen, Voxhall og Aros. Ringgadebroen.

Videoen til hiphopbandet MONTIs nyeste udgivelse – to sange med én musikvideo, faktisk – er fyldt med århusianske landemærker. Det ligner en hyldest til byen, de fem medlemmer af bandet kommer fra og opererer i.

Men det er faktisk ikke meningen, fortæller bandets keyboardspiller, Jesper Laursen.

– Stederne er valgt for at illustrere sangenes temaer. På den måde hiver vi noget mening ind i vores video, som alle kan relaterer til. Stederne har ingen betydning i sig selv, siger han.

Videoen bliver dermed til en slags metafor for MONTIs ambitioner og musik – lokalt og personligt produceret, men med sigte mod hele verden.


The world is not enough

MONTI er et århusiansk hiphopband, der laver soulede sange om tilstedeværelsen for den 22-årige frontfigur og sanger-rapper Sebastian Monti, som gruppen er opkaldt efter. Bandet har med dets nuværende opstilling ikke mere end tre sange på samvittigheden: den trodsige og blærerøvsagtige ’Survival,’ samt de introverte og melankolske numre ’Let It Flow’ og ’$igns.’ Fælles for de tre numre er en håndspillet, lækker og ambitiøs sensibilitet, som i danske sammenhænge er nærmest uset siden hiphopbandet Flødeklinikken. Men hvor Flødeklinikken var ærkedanske, er MONTIs musik anderledes cool og international med forbilleder som amerikanske Kendrick Lamar og Anderson.Paak.

Sebastian Monti både rapper og synger på engelsk, hvad virker som det mest naturlige i verden. Både for ham selv og for lytteren. Hans udtale og stemme lyder lidt som den nasale, amerikanske rapper Action Bronson. Sebastian Bang er dog ikke fra Queens – han er vokset op i Højbjerg. Det fortæller han, mens han sætter sig til rette i en udtæret sofa, der står i Ungdomskulturhuset på Knudrisgade. Det er her, MONTI har øvelokale, og det er her, tre femtedele af bandet er sat i stævne til et interview: keyboardspiller Jesper Laursen og trommeslager Karl-Emil Roldborg foruden Sebastian Monti.

Rummet er møbleret med magelige, støvede genbrugsmøbler, og på væggen hænger stickers, hvorpå der står ’SKYD INGER’.

– Det danske sprog har aldrig fanget mig. Engelsk har federe ord og en bedre lyd. Når jeg taler til mig selv, så er det på engelsk. Og tit tænker jeg på engelsk, siger Sebastian Monti om sin naturlige engelske sprogklang.

Ligesom de fleste andre beslutninger, MONTI tager, er valget om at udtrykke sig på engelsk også truffet ud fra et håb om, at det engelske sprog åbner op for nye markeder og giver større rækkevidde.

– Jeg har det lidt modsat Sebastian – dansk musik rammer mig mest, men engelsk er også et mere ordrigt sprog, og det kan åbne nogle døre, som dansk ikke kan. Som professionelt valg giver det god mening internationalt. Men hvis man vil slå igennem i Danmark, er det et svært valg, siger Jesper Laursen.

Frysepizza og rugbrød

For trommeslager Karl-Emil Roldborg er musikken det vigtige, mens teksterne er underordnede. For ham handler det om at lave god musik, der kan nå et stort publikum. For vær ikke i tvivl: ambitionerne i MONTI er større end Aarhus og Danmark. De satser på et internationalt gennembrud.

For at opnå den drøm kræver det hårdt arbejde. Bandet øver tre gange om ugen – mandag, onsdag og torsdag – og weekenderne bruges ofte på at optage musikvideoer og spille koncerter. De har et bookingbureau og en manager bag sig, men intet pladeselskab. Derfor skal de selv ordne mange praktiske ting selv, imens de forsøger at få kontakt til udlandet, hvad de også har, ifølge Sebastian Monti – ”on the down low.”

– Vi er altid på bagkant med de ting, vi udgiver. Ofte laver vi musikken, mens den promoveres, og måske laver vi en musikvideo sideløbende. Men hvis det skal give mening, så er det nødt til at være sådan. Vi skal slå igennem, men det kræver, at vi knokler. Motoren kører på rugbrød og frysepizza. Rigtig meget frysepizza, siger Jesper Laursen.

Umiddelbart er det hårde arbejde begyndt at betale det sig. Sidste år gav de en hypet koncert på Roskilde Festival, der fik flotte anmeldelser i en række musikmedier. Derudover har deres seneste udspil – mini-ep’en ONE der er hjemsted for de to førnævnte numre ’Let It Flow’ og ’$igns’ – fået en ret god modtagelse, synes de. Især af folk, de ser op til.

I øjeblikket arbejder de på en opfølger – TWO – som de håber at have klar i slutningen af maj. Hvis alt klapper, falder der en single til udspillet i forbindelse med bandets koncert på SPOT-Festival d. 12 maj. Til efteråret planlægger de at udgive en EP. Dog vil de heller ikke forhaste sig – for dem handler musik nemlig mere om kvalitet frem for kvantitet. Det er vigtigere at ”ramme den i røven” end at udgive en masse musik, svarer de, da de bliver spurgt, om det er en hindring for deres karriere kun at have fire numre på Spotify.

– Med musikstreaming er det blevet muligt at få mange lyttere uden at udgive en masse musik. Tag bare Hugo Helmig. Han har udgivet én sang, der så får 13 millioner streams på Spotify. Det er ét velskåret pop-nummer, som gør det for ham, siger Jesper Laursen.

Fra kælder til konservatorium

MONTIs håndspillede hiphop er en relativt ny musikhistorisk tendens. Tidligere er rapmusik primært blevet skabt af enkeltpersoner, der ved hjælp af samples har stykket lydbilleder sammen med minimal eller ingen brug af instrumentalister. I lang tid fandtes der kun et mainstream hiphopband, nemlig amerikanske The Roots. I løbet af de senere år er der kommet mange flere til, såsom BadBadNotGood. På de hjemlige breddegrader har MONTI desuden fået selskab af ligeledes århusianske Athletic Progression.

Selv ser medlemmerne af MONTI udviklingen som et udtryk for, at hiphoppen har bevæget sig ud af kælderværelserne og ind på konservatorierne i takt med, at genren er blevet mere udbredt og anerkendt. MONTI var også engang et tomands-projekt mellem Sebastian Monti og en producer. I dag er han dog ikke i tvivl om, hvilken tilgang der er bedst.

– MONTI er fem menneskers hjertebarn, og især live gør det en kæmpe forskel. Der er mere at kigge på, der er mere dynamik, og jeg kan tillade mig flere ting, når jeg står på scenen. Hvis jeg fucker up, så bliver jeg grebet af en af de andre. Samtidig er det også mere publikumsvenligt – hvis vi gør vores arbejde godt nok, så kommer folk både til at lytte og danse, siger Sebastian Monti.

Samtidig er medlemmernes musikalske evner en fordel, når de skal skrive sange, mener Jesper Laursen.

– Meget hiphop bliver stadig lavet af en eller anden fyr, der sidder i en kælder med Logic Pro på sin computer og kan spille nogle få akkorder på guitar. Der har vi en fordel, fordi vi har spillet mange forskellige genrer og kan vores håndværk, mener han.

Dermed synes de ikke, at hiphoppen er nem at spille. Faktisk kan det være en stor udfordring at spille samplet musik. Det forudsætter nemlig, at man kan ”spille som en computer” – for eksempel hvis et sample er sat ned i pitch eller bidt op i små brudstykker. Derudover rummer genren nogle forholdsvist strikse regler for, hvor meget man kan improvisere undervejs, fortæller trommeslager Karl-Emil Roldborg.

– Et nummer skal have de breaks og fills, der er. Der er meget, som er helt låst, og det skal stadig være spændende. At bevæge sig inden for de rammer er en stor udfordring, siger han.

København er den forkerte retning

Aarhus har en lang hiphophistorik. Byens rapbørn tæller blandt andet U$O, Johnson, L.O.C. og Marwan. MONTI ser ikke sig selv som en del af den liste, selvom de har lyttet meget til rapperene og på sin vis også skylder byen en del. Alle, der er involverede i bandets drift og succes, er fra Aarhus.

– Musikalsk har vi lagt os et sted, som ikke er særligt århusiansk eller dansk, og vi ser heller ikke os selv som del af den tradition. Jeg er egentligt ligeglad med, om vi kommer fra Aarhus eller Tarm, siger Sebastian Monti.

Hvis Aarhus er ligegyldig, hvorfor flytter i så ikke til København, hvor der er flere muligheder for jer som band? 

– Vi vil jo helst til USA, så København ligger i den forkerte retning, siger rapperen og griner.

MONTI giver koncert den 5. maj i Ungdomskulturhuset og den 12. maj under SPOT-festival.

Relaterede artikler