Mindeord: Poul Martin Bonde

26/08/2020 Fortalt af Carsten Holm

Foto: Sebastian Danmark

’Så er vi klar til endnu en tur’, sagde Poul Martin Bonde med et kæmpe smil, så tænderne strittede i alle retninger. Det er sådan jeg altid har kendt ham. Imødekommende, smågrinende, og med et direkte blik.

Den omtalte ’tur’ var endnu en sæson på Smukfest. Det kunne også være til en koncert i projektet ’Karrierekanonen’, eller til en af de mange andre musiksammenhænge, hvor jeg har mødt ham. Som samarbejdspartner, som koncertgæst, som musikmenneske.

Poul Martin Bonde var en af de personer, der var en hjørnesten i både det Aarhusianske musikmiljø og på landsplan.

Et sted i 70’erne røg han med på punkbølgen i bandet Pigtråd og rockbandet Glashus – men han fandt hurtigt ud af, at han befandt sig bedre bag, ved siden af, eller foran scenen, fremfor på. Siden kastede han sig over anmelderspalter i GAFFA og Aarhus Stiftidende – inden han var med til at få overtalt DR til at sende koncerter. Netop dét – livemusikken på DR – var en forløber for det, som var med til at være mit levebrød i en årrække samme sted. Poul Martin var da for længst over alle bjerge, for han søgte altid nye veje.

Samarbejde med Poul Krebs, TV-2, Dicte og Her Personal Pain stod hurtigt på CV’et. Poul Martin engagerede sig i en skønsom blanding af de etablerede navne og de nyere talentfulde af slagsen. Det har jeg altid forbundet ham med. Respekteret af dem, der allerede havde prøvet en hel del og samtidig blev han set op til, af de mange artister der for alvor begyndte at få store ambitioner i løbet af 90’erne.

START! Et lille ord med den største drivkraft. Samtidig var det navnet på det pladeselskab, som signede Kashmir, da de netop var endt i finalefeltet ved den legendariske DM i Rock, som Dizzy Mizzy Lizzy vandt og som Inside The Whale også figurerede i. Det virkede næsten som om Poul Martin Bonde ville lave pladeselskabet, bare for at udgive Kashmir – det blev i alle fald sådan og Kashmir’s første album udkom på START.

’Jeg har aldrig haft en karriere-plan’, udtalte Poul Martin Bonde sidste år til GAFFA – og det kan alle, der kendte ham, vel egentlig kun give ham ret i. For selvom han har løbet med projekter i øst og vest – også geografisk – har han altid haft en grundtanke om, at tingene skal gøres ordentligt. Når jeg var i hans selskab, fik jeg ofte følelsen af, at jeg skulle oppe mig. Han var altid i et rum, med sit smittende engagement og når han åbnede munden, så lyttede man efter.

Engagementet var blottet for, hvad andre tænkte om ham. Stil- og signalmæssigt er der langt fra Kashmirs succesfulde debut til Popstars bandet Eye-Q – forløberen for talentshows i DK. Men han deltog i projekterne, så længe han kunne mærke ambitionerne. Så længe han kunne se, at det gav noget til det danske musikpublikum, og meget gerne med god del talentmasse involveret. Sidste år modtog han ‘Tak Rock’s ærespris for sit mangeårige og konstante engagement på musikscenen, ved GAFFA-prisen i Odense (Billedet).

De år, hvor vi havde mest med hinanden at gøre, var i forbindelse med Karrierekanonen. DR’s talentudviklingsprojekt, som han – sammen med min kollega Jan Sneum – var hovedpersonerne bag. Min tilknytning til dét projekt, var at finde ’talenterne’ – der endnu ikke havde en pladekontrakt og i dén periode, sang på dansk.

’Der er ikke mange, der gider at synge på dansk mere’, kan jeg huske at Poul Martin sagde en dag, hvor vi lyttede demobånd og CD’ere igennem. ’Nu kigger de alle mod udlandet, for de kan se hvad Mew og The Raveonettes får ud af det’, fortsatte han. Blikket var altid rettet mod nye strømninger og hvad der rør sig på musikscenen.

Magtens Korridorer, Tue West, Marie Key, Rasmus Nøhr og mange andre, var Poul Martin Bonde med til at vælge ud i de første år af Karrierekanonen. Dengang sad han også som A&R på SONY music i København – nok den faste stilling han har haft i flest år. 7-8 mener jeg, at det blev til. Han var en af musikscenens frie fugle, som projektansat eller freelance.  Men han fortsatte også med at have et ben i Karrierekanon-lejren og har været med til at udvælge talenterne indtil nu.

Jeg har haft mange samtaler med ham. Om natten på en festival plads. Om morgenen ved et træt morgenbord på Skanderborghus i forbindelse med Smukfest. Om eftermiddagen på et musikkontor et sted i Aarhus eller København. Flere årtier, hvor han altid har været med i flere af de kredse, hvor jeg også har færdes. Han står stadig opført i min telefon som ’PMB’ – oprindelig gemt i en gammel Nokia, som havde for få tegn til at kunne rumme hele hans navn.

Hans navn står mejslet i sten i den danske musikbranche. Den triste nyhed om Poul Martin Bondes død, gør at dagen bliver taget med tunge skridt i alle led af musikbranchen – udover de mange venner og Poul Martins familie, som han efterlader. Han kendte alle og omvendt – og hvad enten man var en del af Poul Martins inderkreds eller ej, så vidste man altid hvor man havde ham. Altid nærværende, fokuseret og dedikeret. Et menneske i musikkens tjeneste med en smittende personlighed og nysgerrighed på hvad der er om det næste hjørne.

’Så er vi klar til endnu en tur’, som han altid sagde. Smilende. Smågrinende – med øjne der strålede. Nu blev det Poul Martin Bondes sidste tur, men han vil være med i ånden når jeg tager de næste mange ture. Mine og mange andres tanker går til PMB’s efterladte.

 

Poul Martin Bonde blev 62 år.