Mike alene i verden

Mike Andersen - Foto: Rasmus Bundgaard

Mike Andersen spiller normalt sin blues med et stort band og masser af power. På det nye album One Million Miles holder bandet fri, og sangene består af stemme, guitar og fodtramp. Så når han nu tager på tur med sit mest nøgne og essentielle album til dato, er det et langt mere intimt udtryk, han skal på jagt efter. Og det er først nu, han er klar til at omfavne den skrøbelighed, det indebærer.

Af Jesper Nyborg

Mike Andersens stue er ikke ret stor.

Alligevel er der plads til alt det grej, han skal have med på sin næste turné.

Der står en guitar i et stativ på gulvet, og der hænger en på væggen. En Gibson fra ’51 med en ganske særlig historie. 

Ved siden af guitaren på gulvet – det er en Martin, der tydeligvis ikke er helt lige så erfaren – står en høj skammel med lædersæde, og på gulvet foran ligger en træblok, Mike Andersen kan trampe på. Mikrofonen står ikke fremme lige nu, men tæller man den med, har man faktisk pakkelisten til den nye turné i efteråret, hvor ni nye sange skal ud at prøve kræfter med et publikum, der er vant til at se en anden Mike Andersen. 

Ham der står foran et fremragende band som den frontmand, han er. Som med få velvalgte toner på guitaren og masser af soul på stemmen er en del af den helhed, der udgør Mike Andersen Band. Som med det band har fejret triumfer over det meste af Europa. Og han er vild med at stå der, tvivl ikke på det. Og han kommer snart til at stå der igen – der er allerede planer om ny plade og koncerter med bandet.

Men på den turné, der ligger lige om hjørnet, skal han for første gang være på scenen alene.

Første tur alene

De ni sange på albummet One Million Miles, der har været på gaden siden maj, skal luftes for et publikum, der i løbet af den næste måned indtager sæderne i koncertsale fra Ebeltoft til Grenå. Via blandt andet København, Hamburg og Odense. Og Aarhus, selvfølgelig.

Når de så har sat sig, og lyset bliver dæmpet, og Mike Andersen sætter sig til mikrofonen, får de sangene serveret med en stemme, en guitar og en fod, der tramper. Intet andet. 

Præcis som de er indspillet i studiet hos Skraaplan Recording i Åbyhøj, der ligger en nem cykeltur ned ad bakke fra Andersens stue, der har været rigeligt stor til at fungere som øvelokale frem mod turneen.

Det er et musikalsk udtryk, der er ganske anderledes end det, man er vant til at høre fra den 42-årige sønderjyde, der i mere end en god håndfuld år har haft Aarhus som base. 

På de syv album, der er kommet siden 2002, har han altid haft et band med. Og det kunne fra starten ikke blive stort nok. På med alle de blæsere og korsangere, man kunne komme afsted med. For det var den store urbane blueslyd, den man kender fra blandt andre B. B. King og Albert King, Mike Andersen faldt for, da han i sin tid startede med at spille blues. Det udtryk har han nu brugt det meste af 20 år på at perfektionere. I en grad, så han er en efterhånden anerkendt og efterspurgt blueskunstner – både i Danmark og i udlandet.

Men nu var det tid til at prøve et nyt udtryk af.

Jeg har aldrig været god til lejrbålsguitar

Der er flere grunde til, at det er nu, Mike Andersen gerne vil skære al den flotte indpakning af sine sange.

Men den, der umiddelbart står klarest, er en irritation. En af den slags, der har vokset sig større og større.

– Jeg har aldrig været ham, der sad ved lejrbålet og spillede Kim Larsen. For jeg var ikke særlig god til det. Det lød ikke særlig godt, når jeg gjorde det. Og det begyndte at irritere mig. I løbet af de sidste fem år er jeg begyndt at fokusere mere og mere på at skrive sange, og med det ekstra fokus på sangskrivningen kommer der en naturlig lyst til at lade sangene stå alene. Og det irriterede mig, at jeg ikke var særlig god til det. Det irriterede mig, at det ikke lød specielt godt, når jeg bare sad med en guitar og spillede en sang, siger Mike Andersen.

Derfor gjorde han netop det.

Satte sig i sofaen med en guitar. Og spillede. I rigtig, rigtig mange timer over de sidste par år. For at finde ind til, hvordan Mike Andersen skal lyde, når han stripper sit udtryk helt ned.

– Min teknik var ikke til det. Og jeg havde ikke lyst til at sætte mig ned og lære tre Robert Johnson-sange og gå Delta Blues i bedene. Jeg ville finde min egen vej og mit eget hjemmestrikkede udtryk, og det synes jeg, at jeg har fundet nu.

Foto: Rasmus Bundgaard

Har først ro til det nu

En ting er at blive bedre teknisk og finde frem til det udtryk, Mike Andersen synes er hans eget, når han sætter sig med en guitar og spiller en sang. 

Det er den musikalske vinkel på den nye plade.

Men den mere personlige og mindst lige så væsentlige grund til, at det er nu, sangene skal stå helt rene, er, at han har fået mere ro på.

– Jeg har altid haft enormt meget uro indvendig. Helt ekstremt som teenager og også op i mine 20’ere. Det er en af de ting, jeg har fået ud af at blive ældre. At toppen er røget af den indre ængstelighed. Nu kan jeg være i det. For når man tager alt det, der larmer, væk, kan man for alvor høre det, der larmer indvendig. Og det har skræmt mig i mange år. Det er først nu, jeg har fundet roen i at være i et musikalsk udtryk, der er strippet så meget ned, siger Mike Andersen.

Og så kunne man jo næsten tro, at det er decideret ubehageligt at sidde der og skulle spille sine sange uden noget musikalsk panser at gemme sig bag. Men det forholder sig lige omvendt.

– Jeg nyder det helt vildt. Der er simpelthen så meget luft at synge på, for eksempel. Så lige nu er jeg helt fascineret af at strippe det så meget ned, at der næsten ikke er noget tilbage.

Det skulle laves i ét hug

Den erkendelse kom til Mike Andersen i løbet af arbejdet med den nye plade, der har stået på over en lang periode. Processen har været, at han bookede en tid i studiet og kom med et par sange, der så gerne skulle ned på bånd. Og det stod fra starten klart, at det skulle være sange i den reneste form, der skulle udgøre albummet. Ikke noget med at klippe eller lave dubs og først indspille guitar og så lægge sang på bagefter.

Mike Andersen skulle kunne sætte sig ned, tænde båndoptageren og indspille sangen i ét hug. Færdig. Hvis han ikke kunne det, måtte han hjem og lave sangen om.

I løbet indspilningerne gik det op for ham, at hans indre showman bare blev ved med at ville lege med.

– Selvom jeg tog i studiet med ambitionen om, at min musik skulle koges helt ned, havde jeg stadig en opfattelse af, at jeg skulle være et one-man band. At der hele tiden skulle være en puls, for eksempel, der kunne drive det fremad. Det var der, jeg fandt ud af, at hvis det skulle blive rigtig interessant, skulle jeg turde også at slippe det. Og det var helt vildt svært for mig. Fordi jeg har tvivlet enormt meget på, om det her projekt kunne holde. Om det var nok, at jeg bare spillede en sang med en guitar og intet andet.

Jeg har kunnet noget andet

Netop den tvivl har været en naturlig del af arbejdet med One Million Miles. For det handler grundlæggende om Mike Andersens identitet som musiker. Han har altid elsket at lytte på musik, hvor udtrykket er skrællet helt ned til det essentielle. Han har bare aldrig set sig selv som en musiker, der kunne det.

– Jeg har altid haft et billede af mig selv som en musiker, der kunne noget andet. Noget med mere energi og power, og så har jeg evnen til at stå ude på toppen af det. Og det har jeg fundet en ro i, at jeg ved, jeg kan. Så det her album handler også om at redefinere min identitet. Jeg har åbnet et andet rum, som jeg gerne vil invitere folk med ind i. Der sker ikke så meget andet derinde end at jeg spiller en sang og fortæller en historie, og så kan folk lytte eller gå ud igen. Det er en plade, der kræver lidt tålmodighed af den, der skal lytte. For der er ikke noget fancy over det.

Sådan skal det lyde

Mike Andersen har fået både rigtig gode og rigtig dårlige anmeldelser i løbet af sin karriere. 

Og han har lært sig selv at have et meget balanceret forhold til dem. Og at distancere sig fra dem. It’s one man’s opinion, som han siger.

Så selv når de har været rigtig gode, har han ikke ladet sig rive med. For så ville det bare gøre ekstra nas, hvis den næste var dårlig. Alligevel måtte han indrømme over for sig selv, at han er glad for, at anmeldelserne af det nye album har været ret gode.

– For det er så nøgent og så ærligt. Det er min musikalitet i sin grundessens. Og derfor ville det nok gøre nas, hvis folk sagde, at det ikke dur. At de ikke kunne mærke det. Tænk, hvis de ikke gad at høre på det, jeg i virkeligheden er.

De tanker har ikke fyldt noget i processen med at lave albummet, men Mike Andersen kunne godt mærke, at der skete noget lige op til, at albummet skulle ud i verden.

– En måned inden udgivelsen blev jeg sindssygt usikker. For det her album er så meget kernen af, hvad jeg er. Hvad nu, hvis det ikke virker? Og er der nok? Pladen starter med én tone på en guitar. Er der nogen, der gider at høre det? Men det måtte jeg bare slippe. For det var sådan, det skulle lyde. Og så måtte det bære eller briste.

Det er sindssygt anderledes

Indtil videre har der ikke været problemer med at få folk med ind i det nye rum.

One Million Miles gik direkte ind som nummer to på listen over de mest solgte albums i Danmark i slutningen af maj. En måneds tid senere lå pladen på førstepladsen.

Og da Mike Andersen spillede support for Keb’ Mo’ i Amager Bio i starten af juli med sin guitar og sko som eneste musikalske virkemiddel, var det et stille, opmærksomt og lyttende publikum, der gav de nye sang og det nye udtryk det rum, det fortjente. Men for at det skal lykkes, kræver det også mere og andet af ham end normalt. Han skal slappe af. Mere end han er vant til at skulle, når han spiller.

– Det skal altid være tændt og have en spænding, når man spiller. Uanset om det med band eller solo. Men jo mere afslappet, jeg kan være i det, jo bedre virker det. Og de par gange, jeg har testet de nye sange alene, har jeg fundet af, at jeg skal slappe endnu mere af. Min sædvanlige rolle, hvor jeg går på scenen og er helt tændt og vil have en energi op at køre holder ikke på samme måde i det her set-up. Men kan jeg ramme den rigtige spænding og slappe af, opstår der til gengæld en anden intim og skrøbelig stemning. Og en anden slags kontakt med publikum. Det er det, jeg skal på jagt efter.

Mike Andersen starter den jagt på efterårsturen, der begynder i Ebeltoft den 13. september. Han rammer Musikhuset i Aarhus den 28. september. 

Og den ganske særlige historie, der knytter sig til den Gibson fra ’51? Den fortæller han først, når han sidder på scenen.

Relaterede artikler