Metallen boomer i Aarhus’ – Metalvækst efterlader landets spillesteder i råd og ruiner

Livløs var nomineret til en GAFFA-pris i kategorien "Årets danske hard rock/metaludgivelse". Credit: Tobias Stæhr Jakobsen - GAFFA.dk

Der er fuld fart over Livløs for tiden – med en igangværende landsdækkende turné for fulde huse i selskab med Hatesphere og Xenoblight, buldrer Livløs derudaf med aggressivitet og højt tempo med ny mand i front, Niklas Lykke.

Af: Kasper Behrendt

Livløs er de Aarhusianske bannerfører inden for melodisk death metal. Bandet, der startede i 2014, har udgivet en EP og senest debutalbummet Into Beyond fra 2018. Med et væld af koncerterfaring, blandt andet på Copenhell og Spot Festival, er Livløs et band med fandenivoldskhed og en energibombe på scenen.

2018 var også året, hvor Livløs sagde farvel til forsanger Simon Olsen, og bød velkommen til deres nye frontmand Niklas Lykke, også kendt fra Wayward Dawn. Med en ny, sprudlende forsanger lagde Livløs flere af landets spillesteder ned bravur, og det stod fast, at Niklas skulle være fast mand i bandet. Netop nu er bandet på landevejen landet rundt med Hatesphere samt Xenoblight i forbindelse med Hatespheres seneste album, Reduced to Flesh. Dette bliver formentlig nogle af de eneste muligheder for at opleve Livløs live i 2019, inden at bandet trækker sig tilbage i studiet for at arbejde imod den kommende albumudgivelse.

Livløs har netop smidt singlen, “Rot & Ruin”, på gaden, der indkapsler et nyt Livløs, drevet af mere ambition og motivation end nogensinde før i bandets historie.

Læs også: Unseen Faith på følelsesladet spørgsmål med kristne budskaber – Metallen boomer i Aarhus

Menneskeligt forfald og disharmoni skildres i storladen lyrik ført til livs gennem et råt, eksplosivt og ikke mindst melankolsk soundtrack. Sangen fremviser tre stadier af skyld; benægtelse, selvindsigt og accept. Derudover skabes der også en personifikation af skylden selv.

På vokalfronten er der kommet en anderledes og frisk lyd, som også har løftet den instrumentale del til nye højder. Livløs anno 2019 træder sammentømret ind i et nyt og spændende kapitel, og giver med “Rot & Ruin” en indikator for, hvad der kan forventes på et kommende album.

Aarhus Echo har fanget Livløs til 12 hurtige:

Kan I starte med at fortælle, hvordan i startede formationen af Livløs tilbage i 2014, hvordan fandt I sammen, og kendte I hinanden fra tidligere? Har I spillet i andre bands før?

– Daværende forsanger Simon snakkede sammen med Franz på Læreruddannelsen i Silkeborg om at spille nogle metal-covers. Det skulle vi bruge en trommeslager til, så Simons kollega, Thomas, kom ind i billedet, og vi fik høvlet noget At the Gates og Hatesphere på Lydhavnen i Århus. Franz’ folkeskoleven Søren, kom med som bassist og vi begyndte at kreere vores egne kompositioner. Kort efter rykkede vi til et gratis øvelokale på Børglumkollegiet i Risskov, hvor Thomas hev en makker fra studiet, Kenneth ind som guitarist. Herfra blev den første EP til og begyndelsen af de sange som senere er endt på Into Beyond, før vi flyttede ud i Monoramas øvelokaler.

– Alle i bandet har haft forskellige småting før Livløs, men aldrig noget rigtigt seriøst. Søren og Franz havde spillet sammen i diverse metal-coverbands og et enkelt med originalt materiale ved navn Septicaemia, som muligvis stadig findes på Myspace… Så altså ikke noget nævneværdigt.

Credit: Bransholm Photography

2018 har været et travlt år for jer med udgivelsen af debutalbummet Into Beyond, liveshows og udskiftningen af jeres forsanger fra Simon Olsen til Niklas Lykke. Hvordan synes I selv 2018 er gået? Hvad har være de fedeste koncerter i løbet af året?

– 2018 har været det mest turbulente år i Livløs’ relativt korte historie. Vi startede ud med nye milepæle som support for Hatesphere med fulde huse, for kort derefter at modtage den triste nyhed om Simons kommende exit fra bandet. ”Dernede” havde vi det rigtigt svært ved at se, hvem der skulle kunne erstatte Simon, og hvordan vi undgik at blive irrelevante, eller direkte gå i glemmebogen.

– Dog blev der fortsat skrevet nyt musik og lige pludselig fik vi den helt sindssyge nyhed, at vi skulle spille på selveste Hades-scenen på Copenhell 2018! Vi var mildest talt ekstatiske, og alle indsatser blev rettet mod dét show for at sætte det størst mulige aftryk i folks erindringer om os som band. Og så igen havde vi under al den glæde og forventning en lille stemme indeni, der blev ved med at minde os om, at Simon altså nu engang var på vej ud. Vi havde på det tidspunkt stadig ikke en erstatning til efter Simons sidste optræden med os til Mono Goes Metal Understrøm i Mølleparken. Den lå kun to måneder efter Copenhell.

– Men pludselig kom Simon i tanker om, at han engang havde set Wayward Dawn live, og at de egentlig havde en nok så vild frontmand. Vi satte derfor i spurtløb efter den herrens Niklas Lykke, for at få ham med på vores efterårsgigs som stand-in med det spinkle håb, at det kunne udvikle sig til en permanent løsning.

Hvordan er det at have Niklas med i bandet nu som fast vokalist? Hvad gjorde, at I holdte fast i ham, da han viste interesse for jer?

– Til første øver havde Niklas læst lektien til punkt og prikke og kunne allerede flere sange uden større besvær. Manden lærte derefter 2-3 sange om ugen, og derudover var kemien nærmest øjeblikkelig fra de første toner af ”Blood and Despair”. Den endelige prøve kom dog i form af hans performance på scenen, hans forfatterskab med album to i sigte og ikke mindst hans tolerance overfor os andre fire smatkasser som bandkammerater. Alt dette bestod han til UG!

I har fået gode ord med på vejen med udgivelsen af Into Beyond. Hvad handler selve albummet om?

– Albummet er dedikeret til Sørens lillebror, som desværre gik bort langt før tid. Enkelte sange har taget udgangspunkt i andre temaer, da de blev skrevet før, men hovedsageligt behandler albummet tab, fortvivlelse, vrede, svigt og sorg som følge af denne utroligt triste hændelse.

Into Beyond er udgivet fysisk på cd samt på vinyl. Hvad er jeres forhold til vinyl-mediet kontra cd’en? Har I selve pladespillere derhjemme?

– Det er på vinyl, at ens musik virkeligt bliver til et vaskeægte kunstværk! Man kommer ikke tættere på den perfekte totaloplevelse af et band, end at sidde med sleevet i hånden og fortabe sig i alle dets detaljer i form af cover, billeder, tekst m.m. samtidig med at være omgivet af det musikalske univers. Så skulle det da lige være, når det hele får en ekstra dimension i form af live-oplevelsen.

– Cd’en får lige 15 min. på vej på arbejde i en larmende bil, eller spiller i baggrund, mens man aver mad fx og får oftest ikke den fulde opmærksomhed. At lytte til vinyl forudsætter nærmest også, at man altid lytter til hele albums. Det er netop sådan, vi har tænkt i tilblivelsen af Into Beyond. Ikke bare et mix tape med eksempler på vores lyd som band, men et helstøbt album med rød tråd hele vejen igennem i både det musikalske samt tekstuelle. Ingen af os har i øvrigt pladespillere derhjemme…

I har netop udgivet musikvideoen til jeres helt nye single “Rot & Ruin”. Kan I fortælle om historien bag nummeret og forløbet i selve musikvideoen? Blod er i hvert fald en vigtig bestanddel i videoen.

– Menneskeligt forfald og disharmoni skildret gennem storladen lyrik og ført til livs gennem et råt, eksplosivt og ikke mindst melankolsk soundtrack. Sangen fremviser tre stadier af skyld; benægtelse, selvindsigt og accept. Derudover skabes der også en personifikation af skylden selv. For at vække disse temaer visuelt til livs indgik vi et samarbejde med Cornelius Qvist, hvor der i nogle cutscenes fokuseres meget på et hjerte, der langsomt bliver splittet eller ligefrem revet itu. Senere i videoen introduceres klip af fortælleren, hvor vedkommendes ord og gerninger fortærer ham til blods i takt med, at han udtrykker og udfører dem: ”I carry the decease of my own doing”.

Livløs – “Rot & Ruin”

Til den netop ovenstående GAFFA-Prisen blev i indstillet og senere nomineret sammen med Alkymist, Baest, I’ll Be Damned og Møl i kategorien “Årets danske hardrock/metaludgivelse”. Hvordan oplevede I selve aftenen, og hvordan var det at være med i en GAFFA-Pris-nominering?

– Det var meget mærkeligt, men utroligt bekræftende i at det man har lavet (og i det hele taget har gang i) faktisk fungerer og resonerer ude i befolkningen. Det er selvsagt dedikerede fans, som talstærkt har været inde og stemme på os, fordi de tror på os. Det har været en kæmpe motivationsfaktor for at tage prisen med næste udspil! HA!

I har fået en bandmanager i bandet i form af Trine Ulrich. Hvornår og hvordan kom I i kontakt med Trine? Hvilke opgaver varetager hun, som I før har siddet med selv? Har det givet jer en vis frihed, i at I nu har jeres egen manager?

– Trine er helt igennem fantastisk for dette band! Det startede med, at hun ville lave et interview med os i vores øvelokale omkring vores Copenhell-gig til Account the Beat. Samtidig gik hun og legede med tanken om at blive bandmanager. Hun fik et godt øje til os gennem hendes møde og samtale med os og tilbød sig selv på prøvebasis i starten, hvilket har udviklet sig til noget meget fast siden. Hun hjælper os med noget af det praktiske og administrative omkring bandet, så vi i stedet kan fokusere på at lave det, som vi synes er fedt (lave musik og SoMe fx).

– Hun hjælper altså med at holde styr på forretningsdelen af Livløs i forhold til økonomi-styring, fondsøgninger og kommunikation med 3. parter som booking, pressehenvendelser, revisor osv.. Derudover repræsenterer hun os til diverse netværksarrangementer og sørger for at være opdateret på nye tiltag og tendenser i musikbranchen. Og så gæsteoptræder hun tilmed som merchsælger fra tid til anden! Trine er mildest talt dybt begravet i Livløs, og der går ikke en dag uden, at der sker nye ting og lægges nye planer!

I er godt i gang med jeres Danmarksturné i selskab med Hatesphere og Xenoblight. Hvordan har turnéen forløbet sig indtil videre, og hvad kan publikum, som ikke har set jer live endnu på denne turné forvente sig, når de ser jer live? Laver stadig “slås-og-bolle-koncerter”?

– 2 ud af 5 koncerter udsolgt og resten lige ved – Det er hvordan det er gået! København, Ålborg og Århus er altid en fornøjelse, hvilket snart er en forventning fra vores side af, men Helsingør og Svendborg har også overrasket. Vi føler os mere i stødet end nogensinde før, for vi gjorde os selv den tjeneste at udgive helt nyt materiale lige op til touren, så vi for alvor blev revitaliseret og stadfæstet med vores nye line-up! Vi er klar til at slå ihjel hver eneste aften, og når vi så er færdige, ja… så er der satanrendeme Hatesphere i 75 min., så resten giver lidt sig selv.

I har været på turné før med Hatesphere. Ringede de blot til jer igen for at høre, om I var friske på en turné mere? Er det et band, som I selv har hørt meget op igennem årene?

– Sidste gang var den våde drengedrøm come true for alle i Livløs. Vi vidste, at hvis vi opførte os pænt, ikke gik over tid og i det hele taget bare var tjekkede, så kunne det i hvert fald ikke skade. At København så blev udsolgt, og Århus også blev godt pakket gjorde måske bare lige det sidste. Vi har snakket med Rasmus (HS’ tourmanager) her i weekenden omkring det, at vi kom med på touren, og at vi jo egentlig er stærkt medvirkende til at trække publikum til et af de absolut største spillebrikker i vores metalopvækst. Det var først der, at det måske virkeligt gik op for os, hvor sindssygt fedt vi egentligt har det. 16-årige Franz der for 36. gang nørder alle tabs af til “Sickness Within”-albummet på efterskoleværelset ville i hvert fald have haft behov for at få nye underbukser tilsendt af hans mor, hvis han vidste dét!

Denne turné bliver sandsynligvis eneste mulighed for at opleve jer live i 2019, da I vil koncentrere jer om at skrive jeres næste fuldlængde. Vil stilen være den samme rent sangskrivnings- og temamæssigt, eller vil den vise nye sider af jer som band? Er der et tema I tænker det nye album skal munde ud i, eller vil det lægge sig op af Into Beyond?

– I og med at vi har fået ny skrighals bag skrivemaskinen kommer der helt naturligt til at være stilmæssige ændringer på dén front. Men allerede nu virker det som om at Livløs’ tekstunivers fortsat vil forplante sig i menneskelige relationer samt melankoli med udmunding i en eller anden form for katarsis for “fortælleren” og forhåbentligt også hos lytteren. Selvom Niklas er vanvittigt dygtig bag tasterne og ved megafonen, så har vi alle meget, vi tumler med i hverdagen. Det skal ud gennem det vigtigste talerør, vi har, så der er oftest noget af os alle i lyrikken.

– Hvad angår den musikalske sangskrivning, så vil det kommende album ikke nødvendigvis være i kontrast til Into Beyond, men det vil uden tvivl være noget af en udvikling! Vi synes selv, vi har ramt en hel frisk åre af inspiration – både i vores respektive musikbiblioteker men også i vores egen musik. Fx føler vi at “kernen” af vores debutalbum sidder i sange som “Into Beyond”, “The Path” og “Noctum”, hvilket er noget vi vil dyrke. Det føles som om at vi har fundet ud af, hvor Livløs føles rigtigt og som sin helt egen og det vil vi udforske og eksperimentere med så meget vi kan.

 Hvad ville drømmescenariet være, hvis I frit kunne være et band I ville supporte på en Europa-turné?

– Black Dahlia Murder! Kæmpe idoler for alle i bandet, og så ville vores smatness level bare nå nye højder i det selskab.

Livløs kan stadig opleves live på den igangværende Reduced to Flesh DK Tour 2019 i selskab med Hatesphere og Xenoblight.

Den resterende turnéplan er:

15.03 – Odense – Kansas City

16.03 – Esbjerg – Konfus

22.03 – Sønderborg – Sønderborghus

23.03 – Vejle – Bygningen

29.03 – Kolding – Godset

30.03 – Silkeborg – Kedelhuset

05.06 – Aarhus – Voxhall