Marwan udgiver ny single med fokus på musikverdenen:

Engang fik man ting kastet efter sig, hvis ikke man var dygtig nok.

Marwan, Foto: Rune Rasmussen

Marwan har sendt singlen Babylon ud i æteren, der opfordrer musikere til at finde deres egen lyd. I den forbindelse fortæller han også om, hvordan han fandt rap-musikken i Aarhus V, hvordan man skulle gøre sig fortjent til en plads på scenen og hvordan han og andre store rappere gerne vil hjælpe de nye Aarhus-talenter i et nyt aarhus-baseret hip hop-netværk.

Af Nina Bogicevic

Den Aarhusianske rapper Marwan er aktuel med singlen Babylon, som udkom den fjerde maj. I den forbindelse mødtes jeg med Marwan i den farverige kælder-café Under Masken for at høre, hvad Marwan kunne fortælle om gamle og nye tider.

Marwan er opvokset i Aarhus. Han har altid nævnt byen i sine sange og bliver ved med at sætte skarpt fokus på både det og livet. Med Babylon sætter han blandt andet fokus på, at musikere har ændret sig gennem tiden, og folk glemmer at finde sin egen lyd.

Den aarhusianske lyd

“Er det holdbart eller er det noget bras, I snyder jer til sejren ligesom i Tour de France, det en skam”, rapper Marwan blandt andet på sin nye single Babylon, der udkom fjerde maj. Sangen handler om, hvordan nyere rap er blevet et miljø, hvor alle efterligner hinanden frem for at have en original lyd.

– Det hele lyder ens nu. Det er det, Babylon handler om: Alle rappere er ens, alle lyder som hinanden, alle efterligner. Man kan godt blive inspireret af andre musikere, men det er noget andet end det, der foregår.

Smilets by er kun den anden største i landet, og København har længe været fremme i skoene, hvad angår musik. Marwan fortæller, at mange musikere fra Aarhus vælger at drage til hovedstaden, når de vil stifte karriere, hvilket er ærgerligt, for Aarhus har sin egen lyd. Musikken i Aarhus adskiller sig fra København, fordi teksterne bliver produceret fra hjertet, og budskaberne bliver leveret med bladet fra munden. Tingene bliver ikke pakket ind og er ikke overfladiske.

Læs også: Den aarhusianske hip-hop kultur

– Lyden, flow, tekstmæssigt, funken og melodierne er mere ægte end alt muligt andet rundt omkring i Danmark. Vi vil gerne adskille os, konstaterer Marwan.

Unge musikere forsøger i højere grad at lyde som dem, der allerede er på toppen, istedet for at blive inspireret og finde sin egen lyd. Det er en af årsagerne til, at meget lyder mere overfladisk, end det gjorde engang, fordi det ikke kommer fra et personligt sted, fortæller Marwan. Det betyder ikke, at man ikke kan lave fjollet musik,

– Det betyder ikke, at jeg kun skal lave dybe numre. Selvfølgelig skal det være fra hjertet, men jeg har også lov til at fjolle og være overfladisk, hvis jeg har lyst til det. Musik er ligesom livet, understreger Marwan.

Musikken skal helst følges med rigtige følelser fra livet. Nogen gange er man glad, trist, politisk eller fjollet, og afspejles ens tilstand i sin musik, så er det musik fra hjertet. En af de ting, som har været med til at ændre bevægelsen blandt unge kunstnere, er at det er blevet nemmere at lave musik, og man har ikke den samme værdsættelse af de plader, som bliver udgivet digitalt, som man havde for CD’er. Nu kan man trykke på en knap, før skulle man spare op til en CD, hvilket medførte, at man passede på sin CD og lyttede til den i sin fulde længe, men det er ikke fordi, at Marwan mener, at skiftet er negativt,

– Jeg klager ikke over det, jeg siger bare, det er skiftet, og jeg har prøvet begge dele.

Skulle kæmpe for sin berettigelse på hip hop-scenen

Marwans interesse for rapmusik går helt tilbage til tiden med ‘MTV Raps’ på skærmen. Marwan så udsendelsen sammen med sine venner hver lørdag, hvor Doctor Dré og Ed Lover præsenterede en masse interviews og musikvideoer fra rap-verdenen. Marwan blev allerede dér fascineret af genren, men han er også blevet præget af sin bror Abu Malek. Abu Malek samlede på CD’er og havde især kærlighed til undergrundsmusikken fra South i USA, som Marwan fortæller, at ham og hans bror jævnligt lyttede til, hvilket også var med til at bevæge Marwan mod rappen

– Som barn har jeg aldrig samlet på CD’er. Når min bror ikke var hjemme, så var jeg inde på hans værelse og lytte til musik, når han var hjemme, så lyttede vi også til det musik, han kunne lide. Det var sådan, det startede med rapmusikken, fortæller Marwan.

Til en start var det blot en fascination af rapmusik, og Marwan havde ikke umiddelbart forudset, at han selv ville begynde at rappe i en alder af 21. Han havde breakdanset til han var 17 år, og erstattede dengang dansen med en kriminel løbebane. Dette stod på, til han nåede starten af tyverne, hvor han begyndte at få mere interesse for selv at rappe. Da U$O, Mark Marek, C.A.K og L.O.C begyndte at dukke op blandt navne i Aarhus, havde Marwan nogen at se op til. Han syntes, de var dygtige og inspirerende. Marwan fortæller, at hans rejse ind i miljøet kom helt af sig selv, da han begyndte at færdes med rapperne fra Aarhus, som hjalp ham i gang med at skrive sine første tekster.

– Det der med at skrive tekster, indspille og være inde i studiet vidste jeg slet ikke noget om. Men så begyndte jeg at hænge med dem, og de fortalte mig, at jeg skulle skrive mine tekster ned. En dag lykkedes det os så at indspille, og det lød godt. Siden da har det bare kørt derudaf, fortsætter Marwan.

Læs også: Aarhus Took-It gav byen hip-hop identitet

Det var ikke nemt at blive rapper, da Marwan startede. For at blive rapper i Aarhus dengang var man nødt til at bevise, at man var dygtig. Man nåede ikke til toppen ved at kende de rigtige, men ved at have talent. Han fortæller, at man ikke blot kunne begynde at rappe. Man skulle være forberedt på at modtage fysiske såvel som verbale tæsk, og dengang skulle accepten også ske i gademiljøet. Når dét miljø havde accepteret en ny kunstner, så kunne man få lov til at rappe uden at få kastet ting efter sig på scenen. Men disse tider ændrede sig omkring otte år siden. Nu kan mange producere og udgive musik uden de store konsekvenser.

Da Marwan startede med at rappe, var han en del af Pimp-A-Lot, som var et crew, der bestod af Marwan, Jøden, Player’n, Cha D og Angie og som havde Abu Malek, Marwans bror, som leder af crewet. Han fortæller, at crew-tiden var fed og inspirerende. Det hele virkede til at ske af sig selv. Der var ikke noget planlægning. Det kørte bare. Og crewet hev dygtige mennesker ind til at være med til at smække nogle fede tracks sammen og inspirere hinanden, og det havde sin helt egen charme over sig, fortæller Marwan med et oprigtigt smil,

– Jo flere vi er, jo flere hjerner der er, jo mere inspiration er der. Mine fedeste tekster og min fedeste måde at skrive på var, når jeg sad med andre folk. Det var starten på det hele, jeg savner faktisk de tider, for nu er jeg mere alene om mine ting.

Et slagkraftigt Aarhus-netværk skal give talenter mulighed for at blive

Marwan sætter fokus på rap-kulturen i singlen Babylon, men arbejder også på et projekt om at få et musiknetværk op at køre i Aarhus. Sammen med andre musikere fra Aarhus såsom Cha D, U$O, L.O.C og Johnson har de igangsat et projekt om at skabe et fundament, hvor unge rappere i Aarhus har mulighed for at skabe en karriere, i stedet for at de skal flytte til København for at få succes. København tilbyder mange en vej frem, det skal Aarhus være lige så god til

– I stedet for vi altid skal rende til københavn og blive accepteret, så gør vi det selv, så kan de komme til os, hvis der er noget. Det er det, vi gerne vil opnå, fortæller Marwan

Målet er at skabe et stabilt netværk, som både skal være en bevægelse mod en ny musikkultur med mere originalitet, en organisation og et pladeselskab. Der skal dannes andre retninger, end dén mod København. Marwan understreger, at intentionen ikke er at skabe en kamp mellem Aarhus og København. Målet er, at de to byer skal kunne tilbyde samme muligheder til musikere og samarbejde på den rigtige måde.

– Rap er den mest hørte genre i de her tider. Sådan var det ikke før i tiden, men nu hvor det er sådan, så kan vi ligeså godt organisere os. Jeg tænker på de unge, der ikke skal gå rundt og være forvirrede, ligesom vi var dengang. Jeg blev selv nødt til at tage til København, jeg blev nødt til at tage til Tabu Records for at lave en plade. Det var ren succes, og det gjorde mig til den, jeg er i dag. Det var ikke dårligt, tværtimod. Men den næste generation skal have lov til at være i Aarhus uden at stresse over at skulle flytte fra deres familie, for at jagte drømmen. Drømmen er lige her.

Den blå plades efterfølger

Marwan har gang i mange ting, og han har også gang i en plade, som er efterfølgeren til Blå. Navnet på pladen har intet at gøre med politik, men med Marwan, som ser musik i farver. Blå er en vinterplade, hvor alle sangenes beats er blå.

– Alt det musik, der ligger på pladen Blå, er noget, jeg har valgt, fordi jeg ser farven blå, når jeg lytter til beatsne.

Blå er meget melankolsk, og der er ikke noget fest på pladen. Nu er Marwan ved at lave et nyt album, som hans nye single Babylon kommer til at være på. Den kommer også til at indeholde et par dybe tekster, men lyden bliver mere sommerlig, fjollet og festligt. Marwan slutter med at ønske alle en god sommer.

Relaterede artikler