Marc Johnson: 'Den nye tour bliver det mest personlige, jeg nogensinde har gjort'

01/04/2020. Af Mads Gregersen

Pressefoto.

Marc Johnson har en teori.

Han mener, at man kan lære meget om en person ved at kigge på deres valg af bil. Og at verden ganske enkelt ville se anderledes ud, hvis vi danskere trodsede fornuften og pengepungen og kørte i vores favoritbiler. Vores personligheder ville skinne klarere igennem.

Selv er han en kæmpe bilnørd. Faktisk har han lavet et mixtape, Alfor Brian til dem, der kun handler om biler og motorcykler. Så han må vide noget om køretøjer og deres personligheder.

Så hvad kører han selv I? Jeg spørger, om han er ankommet til interviewet med Aarhus Echo i sin Chevy, altså en bil af det amerikanske mærke Chevrolet. Det er Marc Johnsons yndlingsbil, og han har dedikeret mange linjer til den. Bilmærket foretrækkes også af mange amerikanske rappere, der har skrevet utallige sange om at samle damer op, sælge stoffer og køre rundt med en pistol i deres Chevy.

Men nej. Han er ankommet i en jeep. Den beskriver han som den mest ærlige bil.

– Mange andre dyre biler taber værdi med det samme, du har kørt i dem. Jeep’en er en ærlig bil, fordi du ved, at det er en dyr bil og en dårlig forretning. Du skal poste mange penge i den, før den bliver fed, siger den 40-årige århusianske rapper.

Det med ærligheden viser sig at være karakteristisk for vores interview. Vi skal tale om den kommende tour, hvor han spiller hele sit debutalbum fra 2006, Det Passer, fra start til slut. Men hvor albummet er festligt, morsomt og flabet, er Marc Johnson anno 2020 en åben bog, der gør sig store tanker om livet. Om at savne sin far hver dag, om at dele tanker med Aristoteles og om at blive den nye Quincy Jones.

Og om først nu at turde spille hele albummet.

“Altså jeg ved ikke, hvordan du har det om morgenen, men når jeg står op, så savner jeg min far. Og jeg er 40 år gammel. Og han døde… eller blev dræbt, da jeg var syv. Det er mange dage. Så jeg har accepteret, at jeg er ulykkelig.”

Fra stoddere til én af gutterne

Det er svært at beskrive, hvor stor en indflydelse Marc Kwabena Johnson med albummet Det Passer har haft på dansk hiphop.

Albummet var også længe undervejs.

Marc Johnson startede som bekendt med at rappe i en ungdomsklub i Åbyhøj, hvor han gik under navnet Niggeren I Slæden. Her mødte han L.O.C. og USO, og de dannede sammen gruppen B.A.N.G.E.R.S.

Gruppen nåede at udgive en enkelt EP i 1999, før de gik hver til sit. Så skiftede han navn til Johnson og udgav i 2004 EP’en Johnson og Malone sammen med barndomsvennen Ralle Malone.

I DR’s hiphoppodcast Den nye stil fortæller Pilfinger, der producerede Det Passer, at der i industrikredse i årene op til debuten blev hvisket om, at Johnson havde et kæmpe potentiale. Og særligt hvis han kunne finde den rette producer.

Da Det Passer udkom i 2006, fik det dog kun nogenlunde anmeldelser. Men sidenhen har det trukket lange spor og bliver i dag betragtet som en af hjørnestenene i dansk rap. Kombinationen af de finurlige, flabede og alligevel jordbundne tekster sammen med Pilfingers crunk-inspirerede beats gjorde det til en basker uden lige, og måske var det også et tiltrængt modsvar til tidens mørke og dystre stodder-rap, som blev lavet af L.O.C., Niarn og Suspekt. I hvert fald peger feststemte og hittende rappere som Kidd, Topgunn og Baby Bino i dag på Det Passer som en af grundene til, at de begyndte at rappe.

Jeg kommer selv fra Åbyhøj, som er Johnsons hood, og særligt singlerne Nasty, Kig Forbi og Det Passer udgjorde soundtracket til mangt en ungdomsfest. Jeg husker, hvor befriende det var, at der kom en sjov og selvsikker rapper, som også kunne være selvironisk og uhøjtidelig. For mens albummet har alt det, som den gode gangsterrap kan tilbyde i form af swagger og superheltebeats, så var Johnson ikke larger than life. Her var ingen narkobaroner og pistoler. Der var en average Joe med en særlig historie, der både kunne rappe om klubber og damer, men også om at mangle toiletpapir.

For hvor andre rappere virkede utilgængelige og fjendske, var Jonhson nærmere én af gutterne med sine fortællinger om at bestille mad hos Byens Burger, købe hash i Trillegården eller tage buslinje 5 til Blockbuster. (Ægte åbyhøjere vil vide, at det var Blockbusteren ved Åbyhøj Torv, selvom hverken buslinjen eller Blockbuster findes længere).

Det hele blev fremført i en tung, århusiansk dialekt. Man følte, at man kendte ham.

Derfor får jeg også en underlig følelse, da jeg en lørdag eftermiddag uden for Aarhus Echos lokaler på Vester Allé møder Marc Johnson. Han runder hjørnet med et stort smil, og jeg har lyst til at hilse med et Hva’ så der, mayn, men holder mig tilbage. For vi kender jo ikke hinanden, selvom jeg føler noget andet.

Overraskelse

Selvom Det Passer var en succes, er det faktisk en overraskelse for Marc Johnson, at han til september kan indtage Aarhus, Odense, København og Aalborg med en i skrivende stund næsten udsolgt turne.

Han blev først klar over, at der var et publikum til sådan en tour, efter at han medvirkede i hiphoppodcasten Den nye stil.

– Jeg møder ikke så tit folk, der er fans af det helt gamle. Så jeg er ikke inde i, hvem der egentligt lytter til mine ting. For hvor mange loyale, old school-fans har jeg? Hvor mange har fulgt mig hele vejen? Folk får jo familie, børn, nyt liv og ny smag. Men efter at jeg lavede Den nye stil, kunne jeg mærke, at der var fandenedme meget velvilje omkring det gamle projekt, siger Marc Johnson.

Den velvilje oplever han som en gave, fordi den er opstået af sig selv. Den gør det også muligt at spille i Store Vega, hvilket han aldrig har gjort før, og fremføre materialet på den måde, det fortjener. Det er en drøm, der bliver genoplivet.

– Det er jo sygt! Det er crazy fedt! Det giver sådan en ydmyg følelse – en taknemmelighed i kroppen. Man kan altid spille smart over alt muligt, men det er jo noget, jeg bare bliver givet lige nu. Det er ud over min forstand. Vi har aldrig solgt så mange billetter, siger han.

Hård hud

Men selvom han ser frem til koncerterne og altid har haft sange fra Det Passer på sætlisten til sine koncerter, er der én sang på pladen, som han aldrig har optrådt med før. Og han har faktisk svoret, at det aldrig skulle ske.

Den sang er Borte med blæsten, albummets sidste nummer. Sangen adskiller sig fra albummets øvrige letbenede tracks ved at være en personlig og sober fortælling om at vokse op i firsernes og halvfemsernes Danmark som mulat og om at miste sin far i en alder af syv.

Marc Johnsons ghanesiske far mistede nemlig livet under optakten til Golfkrigen, da han var ombord på et Maersk-skib, der blev bombet. Tabet har Marc Johnson kæmpet med lige siden, og det er først i dag, hvor han har accepteret sig selv, at han kan fortælle historien fra en scene.

– Med Det Passer var det vigtigt at give mig selv lov til at udtrykke mig på alle de forskellige måder, jeg havde lyst til. Men så skulle pladen også slutte med, at jeg fortalte noget sandt og ægte. Og derfor slutter pladen med Borte med blæsten. Der sagde jeg til mig selv: ”Sørg for, at pladen bliver hel, og at man kan mærke dig som menneske. Men bare roligt, du behøver ikke spille sangen.” For det var jeg ikke klar til, siger Marc Johnson.

Hvad har forandret sig?

– Hård hud, siger han.

At du er blevet mere hærdet med tiden?

– Bare at… Jeg har accepteret min virkelighed. Det er nok mere det, siger han og synker. Han fortsætter med lavere stemme:

– Altså jeg ved ikke, hvordan du har det om morgenen, men når jeg står op, så savner jeg min far. Og jeg er 40 år gammel. Og han døde… eller blev dræbt, da jeg var syv. Det er mange dage. Så jeg har accepteret, at jeg er ulykkelig. Det går ikke væk. Det er også derfor, hvis man kigger på min tidligere musikalske historie, så er der ikke særligt mange sange, hvor jeg er ked af det. Det fik jeg ikke noget ud af på daværende tidspunkt.

Men du synes, at du i dag er et sted, hvor du kan være mere ærlig?

– Det er den virkelighed, jeg lever i. Det er vigtigere, at jeg fortæller historien, end hvordan jeg har det. Der er ingen af os, der ved, hvor lang tid vi er her. Og jeg har en historie, der skal fortælles, siger han.

Han tog i sin tid faktisk rapnavnet Johnson som en reference til sin far og familie. Og når han i mange år har brugt ”Kender du ik’ Johnson?” som en slags catch phrase i sine sange (og som navnet på sin Facebook-side), har det ikke været med henvisning til ham selv.

– Det er ikke mig, jeg snakker om. Det er min fucking far. Fordi ingen af jer kendte ham. For han blev dræbt i 1987, da jeg var syv. Det er derfor, jeg har sagt det i alle de år. Fordi I skal lære Johnson at kende. Derfor synes jeg, at det er grinern, når folk råber mit efternavn, når de ser mig på gaden, fortæller han.

Fordi det er en homage til din far?

– Ja! Johnson-familien. Vi er her, siger han.

Psykologhjælp

Modet til at fremføre sangen er også kommet af, at Marc Johnson har fået det bedre. Det skyldes særligt, at han i senere år har set en psykolog og behandlet sit tab.

Fortryder du, at du ikke tidligere har set en psykolog?

– Hvis jeg fortrød det, er du så klar over, hvor mange fede sange, jeg har sagt nej til at være med på, der er gået hen og har tjent millioner? Altså det kan jeg også sidde og banke mig selv i hovedet over, siger han.

Samtidig har de mange år med selvterapi gjort, at Marc Johnson i dag føler, at han har en stor menneskelig indsigt. Både i sig selv og andre.

– Det tog mig 30 år, før jeg rigtig kom i gang med terapi. Der gik det op for mig, at jeg i alle de her år, hvor jeg har haft de her mærkelige tanker, er blevet sindssygt klog på følelser, fordi jeg har haft samtaler med mig selv. Jeg er super god til at være alene. Helt buddistisk-agtigt, munke-agtigt. Jeg finder ro i ensomheden. Og det er de færreste, der er gode til det. Så det betyder, at du på en eller anden måde har en accept af dig selv, siger han.

Derudover har han opdaget, at vi mennesker faktisk er ret ens, og at han ikke er alene med at føle smerte.

– Når andre mennesker bliver kede af det, så føles det åbenbart præcist på samme måde i os. Så jeg kan ikke engang have mine følelser for mig selv, for dem har du også. Og du har dem præcis på samme måde. Så hvad fanden er det så, der gør, at vi er forskellige? spørger han.

Jeg når ikke at svare, før han læner sig ind over bordet og skyder øjenbrynene op i panden.

– SÅ ER VI JO I FAMILIE, MAND! Hvordan fuck hænger det sammen? Hvad er det, der gør, at vi ikke kan se det? Jeg har brugt mange timer med det der. Også fordi jeg er halvt dansk og halvt afrikansk og født i 1979. Så jeg har også gået igennem Jylland og fået mine tilråb og mine spørgsmål, om hvorfor ser jeg anderledes ud. Det har tvunget mig til at tænke meget over det, siger han.

Faktisk mener han, at både vores følelser og ideer er fælles gods. For de mange tanker, som han har gjort sig i årenes løb om at miste en forælder, har han ofte fundet gentaget hos tidligere tiders intellektuelle.

– Nogle gange så siger jeg for eksempel til min ven ældste Magnus: ”Har du tænkt over, at børn måske ikke har godt af, at forældrene er for meget over dem? Det er måske også godt, at andre er med til at opdrage børnene.” Så finder han en bog frem og læser et digt op, hvor én snakker om lige præcis det her i 1800-et-eller-andet. ER du klar over, hvordan det føles at tro, at jeg er blevet klogere følelsesmæssigt og filosofisk, at jeg har en original tanke, og så hiver min kammerat en bog op, hvor Aristoteles siger det samme? spørger Marc Johnson.

Det er ret freaky, kan jeg forestille mig.

– Det er freaky, fordi det ikke er en original tanke, det er en fællestanke, Det er jo noget, vi alle har adgang til. Det havde de også for flere hundrede år siden, fordi vi er jo ens, siger han.

“Da jeg var ung, blev jeg ofte sat i bås. Og jeg valgte derfor også selv at gå ind i den bås. Og der kom personaen Niggeren I Slæden fra. Fordi panserne i Aarhus kun så en eller anden nigger i en slæde, når de stoppede den. Det var mit liv på det tidspunkt.”

Opgraderet CPU

Fraregnet psykologtimer og selvterapi oplever Marc Johnson i dag sig som den samme person, som da han udgav Det Passer for snart 15 år siden. Han beskriver sig selv som en computer, hvor indmaden er blevet opgraderet, selvom indpakningen er den samme.

– Den eneste forskel fra dengang til nu er, at jeg har fået udvidet min CPU og fået flere RAM i harddisken, mens modellen stadig er den fra 79’. Indmaden har aldrig kørt så hurtigt, siger han.

Det skyldes også, at han var 26 år, da Det Passer blev udgivet. Der havde han fået slebet de værste kanter af sin ungdomsvrede. Dog er hans perspektiv og ambitioner blevet større med årene.

Han fortæller en historie om, at han som ung engang kørte rundt i Aarhus med nogle kammerater. På bagsædet lå en subwoofer, og i bagagerummet lå der to mere. De spillede høj hiphop og smarte. Lige indtil tagbeklædningen røg ned i hovedet på dem, helt tyndslidt af den høje musik.

– Da jeg var ung, blev jeg ofte sat i bås. Og jeg valgte derfor også selv at gå ind i den bås. Og der kom personaen Niggeren I Slæden fra. Fordi panserne i Aarhus kun så en eller anden nigger i en slæde, når de stoppede den. Det var mit liv på det tidspunkt. Og så tænkte jeg: Fuck jer, mand. Så går jeg ind i den der bås. Men jo ældre jeg bliver, jo mere vil jeg vise, at jeg også kan indtage alle de andre positioner og ikke bare være én person, siger han.

Stadig drengerøv

Dog er han (også) stadig lidt af en drengerøv. I dag udgiver han igen musik under navnet Niggeren I Slæden (som staves Ni99ernislæden som en hentydning til det år, han startede med at udgive musik i). Den er mere dyster og hård end musikken som Johnson. Her er de store synthesizers skiftet ud med klaverakkorder i mol, og den flabede, overgearede rapstil er blevet erstattet af en nonchalant mumlen.

Men der er faktisk en vis stringens: Hvor beatsne på Det Passer er inspirerede af datidens crunkede sydstatsrap med blandt andre Lil’ Jon og Ying Yang Twins som forbilleder, er de nye EP’er inspirerede af den moderne Atlanta-trap. Så selvom musikken har forandret sig, er inspirationen den samme. Lyden af den amerikanske syd.

Jeg spørger, om det er svært for ham at skifte fra den nye, underspillede stil til den gamle, mere stand-up-agtige fra starten af karrieren.

Marc Johnson tænker sig om i et par sekunder. Så begynder han at rappe:

– Jeg kommer i Chevy’en, henter din kælling, knepper hende helt vildt. Sætter hende af ud fra Skanderborg, selvom om hun kommer fra Stilling.

Mens ordene falder, gestikulerer han med sine hænder, som om han placerer linjerne i kasser på bordet. Jeg stemmer i på den sidste linje, som jeg har haft griner over mange gange. Passagen er fra nummeret ”Derfor” fra den første EP som Ni99ernislæden.

Johnson fortsætter:

– Waow! Det er de sjoveste, hårdeste rim, jeg nogensinde har skrevet på de der EP’er, og den tredje, som vi er i gang med at pille ved nu, den er helt vildt saftig. Heeeeelt vildt Det er drengeværelsesprojektet. Jeg har nogle spændende ideer til, hvor jeg skal hen de næste 5 år. Ting som jeg har tænkt på i mange år, men jeg har ikke haft alderen til. Men inden jeg tør det, så skal jeg lige lave det her drengeprojekt, siger han.

Men er du bange for, at du ikke vil blive taget alvorligt som kunstner, hvis du går ud og optræder med dit gamle album? At du bliver et legacy-act?

– Jeg ser ikke verden på den måde. Skulle man være bange at være en legende? Hvordan vil du ellers få mere ros? Hvordan kan du ellers få mere kærlighed og bekræftelse i, at det, du gjorde, var rigtigt? spørger Johnson.

Apropos legender og fremtidige projekter, så drømmer Marc Johnson i dag om at blive den nye Quincy Jones. Det er en amerikanske superproducer, der blandt andet arbejdede sammen med Michael Jackson.

Det skal forstås på den måde, at han vil være med til at løfte vækstlaget i dansk musik. Det har han arbejdet for i sidste 10 år, blandt andet ved at skrive for andre og blive studieejer, manager og mentor.

– En ting er at have lavet en legendarisk plade, men hvis du skal blive en legende, så skal du arbejde for det hele dit liv. Den næste etape af mit liv er at putte det her Quincy Jones-arbejde i. Fordi jeg føler, at jeg har så meget musikalitet, som jeg bliver nødt til at dele med folk. Det lyder super hippie-agtigt. Men jeg ved af egen erfaring, at det vigtigste er, at du får lov til at udtrykke dig, mens du er her. Og det vil jeg hjælpe folk med, siger han.

Negash Ali

Udenfor er mørket faldet på. Fra vinduet kan man se Aarhus Å, der snor sig hastigt forbi. Februarregnen har fyldt den op, så den næsten går over sine bredder.

Marc Johnson skal snart gå. Han skal til forretningsmiddag. Det har han aldrig prøvet før, fortæller han.

Men inden han går, er der et sidste spørgsmål, jeg skal stille.

Da du udgav Det Passer, havde du så regnet med, at det ville føre alt det her med sig? At du ville skabe en klassiker og 14 år senere kunne optræde med den igen? At du ville få en karriere i dansk musik?

– Jeg vidste ikke engang, hvad der skulle ske 15 minutter efter, at pladen kom. Det er meget svært for mig at tænke så langt frem. Min far mistede jeg, da han var 37. Så jeg har altid troet, at jeg skulle dø i samme alder. I dag prøver jeg at tænke langt. Det giver ro i hovedet, siger Johnson.

Han giver mig hånden og går ud ad døren. På gangen møder han en anden stor rapper fra Aarhus V, der slog igennem i nullerne, nemlig Negash Ali. Han blev spået en stor karriere i udlandet, men brændte nallerne hos de store pladeselskaber. Derfor er han for nyligt vendt hjem til Aarhus, hvor han underviser unge i rapmusik og prøver at få gang i karrieren igen.

De omfavner hinanden.

Negash Ali hilser ham med et grinende ”Kender du ikk’ Johnson?”

Relaterede artikler