Månedens Frivillige Juni: Nanna, Det Turkise Telt

Aarhus Echo og månedens frivillige, Anna Marin, fra Det Turkise Telt
Foto: Anna Marin

Vi hylder de frivillige! Uden dem ville de fleste spillesteder, koncerter og events rundt omkring aldrig kunne køre eller blive til noget. Der er frivillige overalt – i baren, bag scenen, på festivalerne, organisationerne – og på Aarhus Echo – blandt mange steder.
Hver måned fortæller vi historien om det at være frivillig – som månedens frivillig – og honorerer med et gavekort til en af byens pladeforretninger.

Af Carsten Holm

I juni er månedens frivillig den 26 årige Nanna. Ærke-aarhusianer, der slår sine folder på i Det Turkise Telt. Her fortæller hun madlavningskurser, tyrkisk kædedans og glæden ved at være frivillig på den aarhusianske musikscene.

Mød Nanna Hjort Vestergaard:

Hvor lang tid har du været frivillig?

Jeg var første gang frivillig i Det Turkise Telt i sommeren 2014. Jeg var på det tidspunktet lige startet på arabisk- og islamstudier på Aarhus Universitet, og vi var en håndfuld studerende, der havde lyst til at samarbejde med Det Turkise Telt om et madlavningskursus. Det udviklede sig hurtigt til, at vi meldte os som frivillige i festugen, hvor vi et par gange har stået for arabiske indslag under festugen.

Læs også: Månedens Frivillige MAJ: Tobias, TAPE

Jeg er selv fra Aarhus og har besøgt teltet i festugen, inden jeg blev frivillig, hvor dans til balkanrytmer, og stemningen havde bidt sig fast som en helt særlig oplevelse for mig. Jeg var derfor ikke i tvivl om, at jeg gerne ville være frivillig, og jeg så det som en oplagt mulighed, da flere fra mit studie var klar på det. Jeg har været med i teltet lige siden.

Hvilke opgaver udfylder du?

Jeg står typisk i bar eller i madbod, fordi jeg kan godt lide at få en snak med gæsterne om de forskellige specialiteter vi sælger i teltet. Jeg nyder den gode stemning både i baren og i teltet, både når der er travlt, og når der er tid til at drikke tyrkisk te med de andre frivillige.

Hvordan fik du tjansen?

Som sagt meldte jeg med sammen med nogle af mine medstuderende, og vi følte os ret hurtigt som en del af projektet og DTT-familien. Der er derfor flere af os, der fortsat er frivillige.

Hvorfor tog du tjansen?

Musikken og stemningen giver mig et helt specielt boost, fordi der er så god energi. Der er meget af musikken, jeg slet ikke kan stå stille til, og det giver anledning til at danse, ligegyldigt om der er blevet drukket alkohol eller ej. Efterfesterne for de frivillige, når teltet lukker ned, har budt på utroligt mange sene og sjove aftener med lege, tyrkisk kædedans, arak og vandpibe. Der er da helt klart også fællesskabet med de andre frivillige, der har fået mig til at fortsætte år efter år.

Beskriv din bedste musikoplevelse?

Det er godt nok svært at vælge, for jeg har været til mange koncerter og på mange festivaler i mit liv, og jeg hører musik i mange forskellige genrer. Jeg kan blive helt blød i knæene til The National føle mig høj på Jurassic 5 og Malk de Koijn. Parov Stelar kan altid få mig i godt humør, så det er jo også bare en oplevelse at høre dem live.

Læs også: Har Grøn fattet frivilligheden

Det, der alligevel får mig til at nævne Det Turkise Telt’s koncerter gang på gang, er, at de formår at give publikum en helhedsoplevelse. Jeg sætter ret meget pris på, at lige netop denne hybride genre med orientalske rødder bliver præsenteret i et telt, hvor gulvet er dækket af persiske tæpper, hvor det dufter af vandpibe, og der samtidigt står chai, meze og palæstinensiske øl på bordene. Analog Glasur laver live visuals, og det pynter godt i teltet. Det Turkise Telt er også et mangfoldigt sted, hvor folk mødes på tværs af alder, kultur og etnicitet. Og så bliver der gået til den på blæseinstrumenter og på dansegulvet, og det kan jeg godt lide.

Hvad synes du om Aarhus musikliv?

Jeg er egentlig ikke så opsøgende på, hvad der rør sig i byen, men jeg har altid godt kunne lide at komme i festugen, hvor der er massere af gratiskoncerter. Roots&Hybrid har givet mig en god anledning til at komme på SPOT, og derudover glæder jeg mig til musikken på North Side i år.

Hvad kunne Aarhus musikliv bruge mere af?

Jeg går egentlig ikke og mangler specifikke musikoplevelser i Aarhus. Så skulle det måske lige være musik, der kunne sætte rap og 80’er disko mere i centrum, som jeg føler har lidt mere plads i København. Det kunne da være for sejt, hvis vi fik os en århusiansk version af Marvellous Mosell eller Malk de Koijn. Derudover kunne man også arbejde på at gøre musiklivet mere mangfoldigt, hvilket DTT heldigvis er med til.

Hvad betyder det for dig at være frivillig?

Det betyder, at jeg kan dyrke en musikgenre, som jeg synes er noget helt særligt. Det betyder også, at jeg har fået muligheden for at lære andre engagerede frivillige at kende. Det har givet anledning til en masse sjove fester og sociale arrangementer. Som et glimrende eksempel på det, vil jeg lige nævne, at min kæreste Joachim og jeg har lært hinanden at kende som frivillige i teltet.

Hvad er dit favoritband fra Aarhus?  

Jeg er faktisk ikke så bekendt med, hvor forskellige musikere kommer fra, men som ærke-århusianer er jeg da selvfølgelig både Helmig og Anne Linnet-fan. Som Turkise Telt-fan vil jeg pege på Luna Ersahin, som har en fantastisk vokal og AddisAbabaBand, som med en masse instrumenter og afrobeat rammer den helt rigtige turkise telt ånd.