Man må bryde rammerne, for at skabe noget nyt.

Pede B, Danmarks grimmeste privatfest
foto: Oliver Sichlau

Under Aarhus Festuge gik Grimfest sammen med Pede B og Aarhus Jazz Orchestra, hvor de lagde op til en unik koncertoplevelse. Pede B og Aarhus Jazz Orchestra, gik sammen om at skabe en fælles koncert. Oplevelsen udfoldede sig på Atlas, som var indrettet som en hyggelig dagligstue.

Af Nina Bogicevic

Danmarks Grimmeste Privatfest var indrettet med dagligstuemøbler. En indretning, som ikke bliver benyttet ofte til en koncert på Atlas i Aarhus.

– Det, at tage nogen chancer og turde at gøre noget anderledes, er fedt, fortæller Pede B.

Ofte byder en koncert på nogle faste rammer. Der er en scene hvorpå artisten befinder sig, og publikum er som regel placeret lige foran, hvorfra de kan se sceneshowet udfolde sig. Men til Danmarks Grimmeste Privatfest skulle Pede B, sammen med DJ Noize og Aarhus Jazz Orchestra udfordre rammerne for, hvordan en koncert skal eller bør være. Det bar koncerten præg af; under koncerten hvor Pede B sammen med Aarhus Jazz Orchestra bevægede sig rundt på gulvet på Atlas.

Læs også: Fresh-arrangør – Jeg kommer aldrig til at tage entré

– Det er skægt at bryde afstanden mellem publikum og artist. Det bliver ikke så piedestal agtigt, og man føler i højere grad, at man er med til en fest, fortæller Pede B.

Publikum var ikke blot med som tilskuere, men blev medskabere af koncerten på Atlas. Pede B inviterede nemlig publikum til at byde ind med ord, hvorudfra Pede B lavede en freestyle rap.

Hiphop i andre kontekster end hiphop

Pede B har tidligere kastet sig ud i at rappe i andre kontekster end på hiphop scenen. Han har været gæstesolist på TV2’s tour i både 2015 og i 2017. På touren havde TV2 ligeledes tre blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra med, så Pede B stiftede allerede bekendtskab med orkestret der. Pede B synes, at det var fedt at blande genrer, og var hurtigt med på idéen om at skabe en koncert med Aarhus Jazz Orchestra, da Pede B’s booker, Thomas Lassen fra Skandinavian, foreslog det.

For Pede B er det vigtigt at fordybe sig i sin musik. Musik er ikke noget, han bare laver og sender ud, men noget, som Pede B bruger rigtig lang tid på. Der sker noget magisk, når et nummer, som Pede B har siddet rigtig meget med, bliver fusioneret med Aarhus Jazz Orchestras lyd. Numrene fik pustet nyt liv i sig, hvilket var en fed oplevelse, fortæller Pede B:

– Det er sejt, fordi det giver en anderledes energi. Det er vildt sjovt at opleve den musik, man selv har lavet i sit hjemmestudie, blive opført af så mange mennesker. Ens nummer får et helt nyt liv.

Pede B er aktuel med ny plade

Koncerten fandt sted torsdag den 6. september på Atlas i Aarhus. Som deltagende var der en helt særlig bonus. Pede B’s plade ‘Over Askeskyen 3’ havde releas dagen efter. Men ikke nok med en særlig koncert i specielle omgivelser, så havde publikum den fordel at kunne købe den nye plade under koncerten, dagen før den officielle pladerelease den 7. september.

– Koncerten markerede, at min nye plade, ‘Over Askeskyen 3’ udkom dagen efter. Det er en fed måde at kickstarte en pladerelease på. Pladen fik lov til at præmiere på en helt ny måde, fortæller Pede B.

Pede B er ikke færdig med at bryde grænserne og normer. Det at tage chancer og gøre noget anderledes er dét, som er fedt. Selv om koncertoplevelsen på Atlas nu har lagt sig, er der udsigt til flere nytænkende og udfordrende initiativer i fremtiden.

Relaterede artikler