Månedens Frivillig Oktober: Emil, Studenterhuset

Månedens Frivillig, Studenterhus Aarhus
foto: Janus Priess, Studenterhus Aarhus

Vi hylder de frivillige! Uden dem ville de fleste spillesteder, koncerter og events rundt omkring aldrig kunne køre eller blive til noget. Der er frivillige overalt – i baren, bag scenen, på festivalerne, organisationerne – og på Aarhus Echo – blandt mange steder. Hver måned fortæller vi historien om det at være frivillig – som månedens frivillig!

Han flyttede til Aarhus fra Silkeborg og læser Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet. Når han skal høre sin favoritmusik, tager han ofte til København, for stoner-rockkoncerter kunne der godt være mere af i Aarhus. Til gengæld gør han selv noget ved, når han spiller guitar i stoner-grunge bandet Sonic Moon. Mød Månedens Frivillig i oktober, Emil Damgaard – Sjakbajs ved Studenterhuset Aarhus.

Hvor lang tid har du været frivillig? 

 Jeg har været frivillig i Studenterhus Aarhus i lige omkring to år.

Hvilke opgaver udfylder du?

 Jeg står for, sammen med alle de andre frivillige i gruppen, at booke koncerter og afvikle dem, og så er jeg også for nyligt blevet sjakbajs i kulturgruppen, dvs. teamleder og står derfor også for, at vores frivillige tager deres vagter, og for at alle frivillige har det godt. Og så skal vi også stå for nogle sociale arrangementer i vores gruppe, som det så er vores andens sjakbajs, og jeg der står for at arrangere.

Hvordan fik du tjansen?

Jeg fik jobbet som frivillig, igennem folk jeg kender, som var med i kulturgruppen og min kæreste, der også er frivillig. Det var både nogle fra mit studie, og nogle andre jeg kender, og da jeg hørte om det, tænkte jeg, ‘det lyder da fedt’.

Tjansen som sjakbajs fik jeg, fordi vores tidligere sjakbajser stoppede, da de blev færdige med deres studier, og så blev jeg spurgt, om jeg ikke havde lyst. Det er super fedt, og det er anderledes på den måde, at jeg skal være ham, der ved alt om, hvad der foregår, når det drejer sig om afvikling af arrangementer, og det giver jo et vist ansvar.

Hvorfor ville du være frivillig ved Studenterhus Aarhus?

Jeg hørte om det, igennem folk jeg kender, og grunden til, at jeg har valgt Studenterhuset, er, på grund af den frihed vi har til at lave arrangementer, og til selv at booke det vi gerne vil høre og se. Der er ikke særlig mange begrænsninger, så vi får lov til, at gøre det vi har lyst til.

Beskriv din bedste musikoplevelse.

En af de fedeste musikoplevelser jeg har haft, var da jeg så Them Crooked Vultures på Roskilde Festival i 2010. Det var bare et vanvittigt band. Det er en såkaldt supergruppe, som består af forsangeren fra Queens of the Stone Age, trommeslageren fra Nirvana og bassisten fra Led Zeppelin, der sammen har udgivet én plade, som er ret vanvittig. Den koncert på Roskilde Festival er den eneste gang, de har spillet i Danmark, og der er ikke rigtig noget, der har toppet den koncertoplevelse endnu.

Læs også: Månedens Frivillig september: Mille, Oppenheimer

Den bedste musikoplevelse jeg har haft heroppe i Studenterhuset var nok i februar, da én af de andre frivillige og mig havde booket en stoner-rock-koncert. Vi er to der går rigtig meget op i den genre, så vi besluttede os for at lave en aften dedikeret til stoner-rock. Det var en mega fed aften, vi fik lavet!

Hvad synes du om Aarhus musikliv?

 Jeg synes, at musiklivet i Aarhus er rigtig fedt, specielt upcoming-miljøet, hvor der er rigtig mange forskellige typer musik, og hvor der er rigtig mange gode kunstnere inden for et bredt spektrum af genrer.

Hvad kunne Aarhus bruge mere af?

 Vi kunne godt bruge noget mere stoner-rock. Jeg hopper på en bus til København stort set hver gang, der er sådan en koncert i Danmark, så det kunne være fedt, hvis der var flere af dem her i Aarhus.

Hvad betyder det for dig at være frivillig?

 Det betyder en masse for mig at være frivillig, både fordi jeg får lov til at lave nogle ting, jeg synes er fede, og som jeg synes, vi mangler her i Aarhus, og så fordi jeg lærer en hel masse. Der er selvfølgelig også det sociale aspekt ved at være frivillig, som jeg synes er mega fedt, og jeg vil gerne opfordre alle andre til også at blive frivillige.

Hvad er dit favoritband fra Aarhus?

 Jeg synes, at der er rigtig mange fede bands i Aarhus lige nu. Jeg har lige fået øje på et band, der hedder Narcosatánicos, som spiller støj-rock med saxofoner og hele svineriet. Dem synes jeg er mega fede. Ellers så jeg også et band nede i Mølleparken i festugen, der hedder (0). De spiller doom-metal, og det er helt sikkert nogen, jeg vil holde mere øje med.

Relaterede artikler