Månedens Frivillig marts: Sarah fra Train

Vi hylder de frivillige! Uden dem ville de fleste spillesteder, koncerter og events rundt omkring aldrig kunne køre eller blive til noget. Der er frivillige overalt – i baren, bag scenen, på festivalerne, organisationerne – og på Aarhus Echo – blandt mange steder. Hver måned fortæller vi historien om det at være frivillig – som månedens frivillig!

Af Carsten Holm

I marts måned er Sarah ‘Månedens Frivillig’. Hun arbejder på spillestedet Train, der indførte frivillighed i april sidste år. Her oplevede hun en koncert med Mac Miller, hendes første hip hop koncert, der slog benene væk under hende. Sarah drømmer om, at Aarhus kan få sin egen Royal Arena og bruger sine frivillige timer på Train, som en del af sin personlige udvikling. Der er al mulig god grund til, at månedens frivillig for februar er Sarah fra Train.

Hvor lang tid har du været frivillig?
– Jeg har været frivillig på Train siden april 2018, hvor det første hold frivillige startede. Det har været rigtig sjovt og spændende at være med i processen fra starten, og se holdet blive så stort som det er i dag – jeg tror vi er gået fra at være max 20 til en 60-70 stykker henover det første år.

Hvilke opgaver udfylder du?
– Som frivillig på Train er der tre forskellige “stationer”, man kan, og gerne skal kunne, arbejde på: baren, garderoben og service. Langt de fleste bliver oplært på alle stationer, så vi kan være omstillingsparate og flytte rundt på folk, alt efter hvor vi mest mangler dem – hvilket fungerer rigtig godt, når man skal have tusind mennesker igennem døren hurtigst muligt, eller der er kø i baren, og man mangler nogen til at hente flere øl i kælderen.

– Så overordnet handler det jo om, at vi er med til at sikre gæsten en god koncertoplevelse, og at alt kører som det skal sådan en aften – og at der bliver ryddet op så holdet til næste koncert kan komme ind til gode vilkår. Personligt er jeg rigtig glad for at stå i baren, hvor man også kan få det meste af koncerten med på opleveren.

Læs også: Månedens Frivillig Februar – Cecilie, Nordic Room 

– Så er der selvfølgelig også de uofficielle opgaver. Det står jo ikke skrevet nogle steder, at man møder folk med et smil, joker med dem, der bliver hængende i baren under koncerten eller husker at hygge og snakke med sine kollegaer, så man også selv har en sjov aften. Et frivillighold bliver jo først rigtig godt, hvis man kan se, at det er hver enkelts opgave at skyde god energi i projektet. Jo mere sammenhold og god energi der er på holdet, jo mere afspejler vi det også til gæsterne, og så har man med sikkerhed en god aften, hvor det sjældent faktisk føles som om, man er på arbejde.

Hvordan fik du tjansen?
– Jeg var som sagt en del af det første hold frivillige på Train nogensinde, og det blev jeg så simpelt som ved at se, at de søgte folk gennem et opslag på Facebook. Jeg tror, man skulle sende en mail ind og forklare lidt om, hvem man var. Jeg mindes, at jeg gik helt overbord med CV og anbefalinger, hvilket slet ikke var nødvendigt! Men Train søger altid flere frivillige, og er man glad for musik og fællesskab, stemningen til en koncert, så er det et ideelt sted at tilbringe et par aftener hver måned. Og så er det bare med at smide en mail afsted til vores frivillig-ansvarlige, der er rigtig søde, hjælpsomme og kan fortælle noget mere om det hele over en kop kaffe.

– Jeg har generelt erfaret gennem flere frivilligpositioner, at det aldrig skader at sende en mail afsted. Folk tror sjældent på det, når jeg siger, det er sådan jeg har fået forskellige jobs – men der er netop attituden omkring, at en mail da ikke kan være nok, der gør, at dem der faktisk sender en afsted kommer igennem til folk.

Hvorfor ville du være frivillig ved Train?
– Jeg havde været så heldig at få en frivillig praktikplads på GAFFA det semester, og der fandt jeg virkelig ud af, hvor meget musikken betød for mit eget liv såvel som andres.

– Så jeg begyndte at opsøge alverdens muligheder for at komme tættere på livet af branchen, som jo handler rigtig meget om at skabe et godt netværk. Så kan jeg også huske, at jeg stadig var en meget akavet og indadvendt type, hvilket jeg var meget bevidst om og gerne ville arbejde på. Derfor så jeg positionen hos Train som en perfekt mulighed for at komme ud og møde mennesker og blive mere komfortabel i sociale situationer samtidig med, at det karrieremæssigt gav mening. En tese jeg fik ret i, da jeg meget hurtigt har følt mig hjemme og selvsikker i omgivelserne på Train. Jeg har et mødt et hav af spændende, hjælpsomme og gode mennesker, der blandt andet har hjulpet mig videre ud i flere jobs og øget mit netværk.

Beskriv din bedste musikoplevelse.
– Der har været rigtig mange store oplevelser. Den der dukker først op i mine tanker er Mac Miller koncerten på Train i 2017. Det var min første hip-hop koncert nogensinde, og jeg var slet ikke klar på, hvor meget det ville ramme mig. Når jeg tænker over, hvordan en god koncert skal være, hvordan det skal føles; så er det den, jeg tænker på. Ikke engang fordi det objektivt set måske har været den bedste koncert, men på grund af den betydning den har fået for mit eget syn på musik og koncerter siden. Autenticiteten, nærheden, og energien nåede et helt nyt niveau for mig den dag, også særligt fordi rammerne på Train gjorde, at man kom helt tæt på et verdensnavn indenfor musik.

Hvad synes du om Aarhus musikliv?
– Jeg synes det er sindssygt inspirerende. Jeg skal gerne indrømme, at jeg er kommet lidt sent ind på livet af det, og stadig har lang vej, særligt fordi jeg ikke selv spiller musik. Men Århus har bare så sindssygt meget at byde på som udøvende såvel som forbruger af musikken. Der er en entusiasme for at skabe musik og oplevelser, der skaber et virkelig fantastisk miljø på gadeplan og gennemsyrer langt de fleste mennesker, man møder – fra Sydhavnen til SPOT Festival. Og så har jeg endnu til gode at møde mennesker, jeg ikke kunne lide, der har med musik og Aarhus at gøre. Jeg tror “smilets by” stemningen, og glæden ved musik fungerer i et kredsløb, der gør Århus til den glade og oplevelsesrige by, jeg ihvertfald ser den som.

Hvad kunne aarhus bruge mere af?
– Jeg synes, at Aarhus mangler et stort spillested, der er bygget til live musik. Et Royal Arena – som i øvrigt udtales [råyAL arÆna], hvis man var i tvivl eller ikke er jyde – i Aarhus, hvor lyden spiller, og vi ville kunne tiltrække flere udenlandske navne til udenfor festivalsæsonen. Så kunne jeg også slippe for turen til Herning – ikke at Jyske Bank Boxen ikke gør det godt som spillested, men jeg skal personligt gerne frabede mig et visit til Herning.

Hvad betyder det for dig at være frivillig?
– Det har først og fremmest betydet sindssygt meget for min personlige udvikling, hvor end ringe og kliché det lyder. Men jeg tror, det er en enormt vigtig ting at have med omkring at være frivillig – at når man møder nye mennesker på den måde, så udvikler man sig også selv. Særligt fordi stemningen på Train er, som den er – afslappet, glad og med fokus på at have det sjovt selvom man tager sit arbejde seriøst. Det betyder også, at man er en del af et musikalsk fællesskab i byen. Og Train er et virkelig stort organ i det aarhusianske musikliv, som jeg har rigtig meget glæde ud af hver dag, at vide jeg er en del af. Yderligere siger det jo også noget om, hvor mange ildsjæle vi ligger inde med i byen, at vi kan holde så mange ting kørende på frivillig arbejdskraft. Det synes jeg virkelig, der er schwung i og er noget byen kan være stolt af.

Hvad er dit favoritband fra Aarhus?
– Når man begynder at blive mere bekendt med musikbranchen, og man har udgangspunkt netop i Aarhus, så bliver det et rigtig svært spørgsmål. Der er så meget talent bosat i den her by, og jeg er sikker på, at jeg ikke kender til det halve af det endnu. Derfor har jeg også mange favoritter indenfor meget forskellige genrer. MONTI er dog helt klart en personlig favorit, og noget jeg ofte sætter på derhjemme. Sebastian Monti’s vokal minder mig om en Aarhusiansk Mac Miller, specielt på et nummer som “Let It Flow”, og så er energien til deres koncerter fuldstændig ude af den her verden. Det er virkelig musik af høj kvalitet i mine ører. Og så er det et band, der har stærke rødder i byen og virkelig er til stede her.

Relaterede artikler