Månedens Frivillig Januar: Jannie, Voxhall

Vi hylder de frivillige! Uden dem ville de fleste spillesteder, koncerter og events rundt omkring aldrig kunne køre eller blive til noget. Der er frivillige overalt – i baren, bag scenen, på festivalerne, organisationerne – og på Aarhus Echo – blandt mange steder. Hver måned fortæller vi historien om det at være frivillig – som månedens frivillig!

Af Carsten Holm

I januar måned er Jannie Månedens Frivillige. Du har måske allerede hilst på hende, hvis du har været på spillestedet Voxhall, hvor hun står i garderoben og i baren. Før det arbejdede hun blandt andet i Stereo Studio, havde en vild fanoplevelse med det amerikanske rockband Black Rebel Motorcycle Club og vil ønske, at Aarhus vil kunne tiltrække flere indierock navne!

Hvordan fik du tjansen på VoxHall?

– Jeg har siden, jeg flyttede til Aarhus, været så priviligeret at kunne komme på gæstelisten på VoxHall gennem mit arbejde i Stereo Studio. Da de lukkede, måtte jeg gøre op med mig selv, hvor vigtigt det var for mig at hænge ud dernede hver og hveranden dag. Jeg er altid kommet der meget og kender en del, der har været frivillig dernede, så det var ikke svært at få foden indenfor.

Hvorfor ville du være frivillig ved VoxHall?

– Det er min forbindelse til musikken. Jeg er meget passioneret omkring musik, så det har været vigtigt for mig stadig at have en fod indenfor dette felt på den ene eller anden måde. Efter Stereo Studio er jeg i et job, der ikke har noget med musik at gøre, og derfor er VoxHall så ekstra vigtig for mig nu.

Beskriv din bedste musikoplevelse.

– Det er for svært et spørgsmål. Det kan jeg simpelthen ikke svare på. Der er så mange.

Læs også: Månedens Frivillig oktober – Emil, Studenterhuset

– Dog er jeg ikke i tvivl om, hvilken er min bedste på VoxHall; Black Rebel Motorcycle Club i november 2005. De havde lige udsendt Howl. Et album som jeg modsat mange værdsætter højt. Jeg fulgtes med en håndfuld kollegaer, som synes jeg var lige en tand for begejstret på alle måder den aften. Jeg stod forrest til koncerten og var i ekstase. Jeg endte backstage og fik signeret mine medbragte cd’er og fik fremstammet et par sammenhængende sætninger til dem. Jeg var meget starstruck. Generelt elsker jeg bands, der gerne møde deres fans efter koncerterne.

Hvad synes du om Aarhus musikliv?

– Jeg synes Aarhus har mange fede spillesteder med et meget bredt udvalg af genrer. NorthSide og SPOT er klare favoritter. Disse weekender summer hele byen af fest og farver. Samtidig synes jeg, at den aarhusianske heavyscene er interessant for tiden; med bands som Baest og Møl er Aarhus klart en del af eliten.

Hvad kunne Aarhus bruge mere af?

– Jeg sukker ofte over mange af koncerterne, der bliver afviklet i København. De får alle de gode indierock navne, som jeg ville ønske ville komme til Aarhus og spille i stedet. Jeg hader at gå glip af noget, hvis jeg ikke har mulighed for en tur derover.

Hvad betyder det for dig at være frivillig?

– Det at være frivillig på VoxHall betyder, at jeg kan tage til alle de koncerter, jeg vil. Jeg tager ned og ser bands og solister, jeg ellers ikke ville se og bliver ofte positivt overrasket. Oplevelser jeg aldrig ville få, hvis jeg ikke var en del af VoxHall.

– Oveni det er der jo fællesskabet med alle de andre frivillige, som jeg værdsætter højt. Her har jeg fået mange rigtig gode venner. På vagterne har vi det altid sjovt og fester gerne til den lyse morgen.

Hvad er dit favoritband fra Aarhus?

– Er det en kliché, at sige Kliché? (På ingen måde en kliché, at sige Kliché, – red).

Relaterede artikler