Lyt med, når LISERSTILLE indspiller deres næste album

LISERSTILLE.
Lyden til LISERSTILLES' Youtube-kanal optages i et binauralt hoved.

Rockorkestret LISERSTILLE forener i denne uge albumindspilning og kunstudstilling. Det sker i Mejlgade, hvor bandet over seks dage skaber et nyt album og inviterer nysgerrige sjæle til at følge med i processen. Du kan følge udviklingen online eller i et særligt rum skabt til lejligheden.

Af Mads Degn Gregersen

– Det er terrifying at skulle lave et album på denne måde, men jeg er sikker på, at det bliver fedt.

Sådan beskriver Martin Byrial, sanger og pianist i bandet LISERSTILLE, forventningerne til bandets kommende udgivelse, mens han gestikulerer med en sammenrullet ledning.

Omkring ham er resten af LISERSTILLE i gang med at trække metervis af kabler rundt i lokalet. Nok til at forbinde 16 forskellige højtalere placeret forskellige steder i rummet. Tilsammen skal højtalerne danne det, der kaldes et acousmonium. Det er et slags instrument, som man spiller på ved at styre, hvilke højtalere der afspiller hvad og hvor højt.

Gennem et hul i en fransk dør er der endnu et bundt af ledninger, der er udspændt i fjerde sals højde over husets baggård og forbinder lokalet med et musikstudie i nabobygningen. Fra dette studie skal LISERSTILLE over de næste seks dage skabe et lydværk, og undervejs kan offentligheden følge med i processen. Som live-stream på Youtube, eller ved at gå ind i rummet med højtalerne, hvor du i realtid hører, hvad der bliver skabt i studiet. Som en slags udstilling af lyd. Senere bliver værket udgivet som gruppens syvende album.

LISERSTILLE.
Mandag til lørdag i denne uge forvandler LISERSTILLE albumindspilning til kunstudstilling. Fra venstre: Tue Schmidt Rasmussen, Jon Gotlev, Asbjørn Helboe og Martin Byrial.

For bandet er målet med projektet trefoldigt: Dels har de længe ønsket at lave et værk til acousmonium. Desuden synes de, at det er et spændende benspænd kun at have seks dage til at udtænke og indspille. Samtidig mener de, at det kan være lærerigt for offentligheden at se, hvordan musik bliver til.

– Vi vil gerne vise, at det på mange måder er som et almindeligt arbejde at lave musik. Vi møder op om morgenen, arbejder hen ad dagen og bruger enormt meget tid på at raffinere. I denne forbindelse er der dog det paradoks, at vi kun bruger seks dage på at lave værket. Det er ikke sådan, vi typisk laver albums, siger Martin Byrial.

Det er første gang i tre år, at bandet igen spiller sammen. Derfor bliver det et andet slags værk, end gruppens fans er vante til.

– Vi har aftalt at være fordomsfrie og ikke forberede noget som helst. We build it as we fly. Det bliver spændende, især fordi vi har lavet vidt forskellige ting siden sidst. Jeg har lyttet meget til klassisk musik, mens Jon (trommeslager, red.) for eksempel har været i et industrial punk-band. Derfor skal vi finde hinanden igen musikalsk, siger Martin Byrial.

– Måske bliver det dårligt, men jeg tør godt love, at det ikke bliver forfærdeligt. Vi er ikke amatører, og vi ved, hvordan vi får en melodi til at fungere. Det bliver stensikkert mere ambient end normalt, fordi vi er nødt til at arbejde som fire komponister med hver vores synthesizer i stedet for som et rockband.

LISERSTILLE.
Screendump fra LISERSTILLES Youtube-feed.

Et binauralt hoved

Det er rigtignok også et synthesizertema, der dagen efter ved middagstid ruller ud af højtalerne i lokalet. Rummet er badet i rødt lys, og det før kaotiske virvar af ledninger er nu indfanget og samlet i bundter. I midten af rummet står et flamingo-hoved, der er forbundet til en mixerpult. I hovedet er optageudstyr. Herfra optages lyden, der bruges til Youtube-streamingen. Det kaldes binaural optagelse og giver en 360-graders rumopfattelse – som hvis man var der selv.

På søndag skiftes hovedet ud med et rigtigt publikum. Her fremfører bandet det nyskabte værk på acousmoniumet, hvor de live-mixer lydsporerne i de forskellige højtalere. En slags koncert, hvor gruppen ikke spiller på instrumenter men på selve rummet.

– Det glæder jeg mig meget til. Når vi kommer så langt, er vi blevet helt intime og fortrolige med lydene og stemmerne. Så kan vi ligesom forme det, siger Martin Byrial.

Bagefter bliver værket som sagt udgivet som bandets syvende album. Måske tager de det også med på turné.

– Det smarte er, at man bare kan rejse rundt med en computer med lydfilerne på. Men først skal vi se, hvordan det lander. Deadlines er fra himlen, siger Matin Byrial.

Følg livestreamingen på bandets Youtube-kanal eller kig ind på adressen Mejlgade 53, hvor der er åbent hver dag til lørdag. Læs mere HER.

Relaterede artikler