LOWLY. Tre år i streg på SPOT – dette skal de høre i år.

10. – 12. maj ringer SPOT festival, traditionen tro, foråret og sommeren ind på den danske musikscene.
Erfarende og mindre prøvede artister træder op på byens scener og viser deres talent frem for publikum. En stor del af SPOT’s besøgende er repræsentanter fra den danske og udenlandske musikbranche. De personer, der med en kontrakt i hånden kan gøre drømme til virkelighed for festivalens bands.

Af Carsten Holm

Et godt stykke over 100 forskellige artister optræder på SPOT. For at gøre udvælgelsen af navne en anelse overskuelig, har vi sat nogle lokale bands til at vælge deres favoritter ud.

Aarhusianske Lowly har optrådt på SPOT tre år i træk. For to år siden landede de en pladekontrakt med musikselskabet Bella Union lige efter en af deres koncerter. Faktisk tweetede selskabets direktør, Simon Raymonde, under koncerten: ’Lowly! I er velkomne til Bella Union familien, hvornår det skal være’!

Læs Også: Velvet Volume anbefaler navne til SPOT

I år gæster medlemmerne fra Lowly festivalen i civil, mens de gør sig klar til deres første USA-turne. Kvintetten har et bankende hjerte for den alternative og indieprægede del af musiklivet – og dette er, hvad de skal tjekke ud:

ZAAR. Tre musikere, der opløser forsanger/band-forholdet og uhierarkisk væver sig ind i hinandens beats, arpeggioer og delay-landskaber. Dybt originale beats og synthstrofer. Sara Flindt, der leder projektet har et helt pedalboard til sin stemme. Der er mødepligt, især hvis man har noget med Portishead og Elizabeth Frazer.

Katrine Stochholm spiller fredag den 11. maj klokken 15.30 foto: Margrete Yasmin

Katrine Stochholm. Katrines dansksprogede sange er helt enestående. Vilde tekster og produktioner der ikke lyder som noget andet. Live tager bandet sangene til nye højder med højintense trommer og utæmmet korsang. Der er mødepligt, også hvis man kunne lide The Knife og selvfølgelig Under Byen.

Ida Wenøe
Ida Wenøe spiller den 12. maj klokken 16.15 på Bora Bora

Ida Wenøe. Ida mestrer simpelthen den klassiske sang til perfektion. Altid helt skrøbeligt format, sang og guitar og bare intens inderlighed. En no-brainer, især hvis man har et svagt punkt for Joni Mitchell og tidlig Leonard Cohen.

Læs Også: SPOT-direktør: Vi drømmer om en stærk musikby

Hvad har det betydet for jer, at spille på SPOT festival?

– SPOT har betydet rigtig meget for os. Vi spillede en af vores allerførste rigtige koncerter på festivalen. Året efter indgik vi vores samarbejde med pladeselskabet Bella Union i forbindelse med vores koncert i Lille Sal. Senere fik vi lov at lukke Store Sal lørdag aften, hvilket var en kæmpe oplevelse. Festivalen har desuden været et godt incitament til at afprøve nogle nye ting, bl.a. har vi spillet sammen med et klassisk kor, haft tegnsprogstolke på scenen og samarbejdet med lyskunstneren Jakob Kvist.

Relaterede artikler