Koncertlivet i Aarhus blomstrer atter op

24/09/2020 Af Lene Dalgaard Andersen og Nicholas Gerster Toft Simonsen

Foto: Rolf Meldgaard

Du kan trygt tage til koncert igen, hvis du bor i Aarhus. Det fortæller flere spillesteder, som Aarhus Echo talt med. Men på grund af corona er der nye retningslinjer, som påvirker spillestederne såvel som publikum.

En af reglerne er, at der skal være mindst to meters afstand mellem gæsterne. Det løser de fleste spillesteder ved at afholde siddende koncerter.

“Hvis man kommer som par eller gruppe, må man gerne sidde ved siden af hinanden. Men hvis man sidder ved siden af en fremmed, skal der være et tomt sæde imellem. Derudover er der øget krav til hygiejne, hvor alle kontaktflader sprittes af løbende,” siger Tom Fjederholt, Manager på VoxHall.

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer er det stadig tilladt at afholde stående koncerter. Men det kræver, at hver besøgende har fire kvadratmeter omkring sig under hele koncerten, og det er en svær opgave at udføre i praksis, påpeger flere af spillestederne.

 

Færre billetter presser økonomien

Antallet af billetter i salg er reduceret kraftigt, fordi spillestederne ikke har plads til lige så mange besøgende som normalt på grund af afstandskravet. Derfor er det afgørende for spillestedernes overlevelse, at folk har tillid, at det er sikkert at gå til koncert, selvom coronavirussen stadig spøger.

“Vores største udfordring er, at vi er begrænsede på vores kapacitet til at udnytte vores potentiale fuldt ud. Og det er ikke en situation, som kan fortsætte i det uendelige. Derfor er vi afhængige af, at folk hører de gode fortællinger om, at det at gå til koncert ikke betyder, at man får et langt sygdomsforløb med corona. Men de fortællinger kommer jo kun, ved at koncertlivet bliver synligt igen,” siger Tom Fjederholt.

Der er meget få koncerter, som kan løbe rundt med det reducerede billetsalg. Og det kan få fatale konsekvenser, særligt for de mindre spillesteder. Det fortæller Jeppe Berg, leder af Tape.

“Når man er et forholdsvist nyt spillested som os, er det en enorm presset situation, at vi ikke ved, hvordan vi skal betale de faste udgifter. Så hvis der ikke kommer støtteordninger, risikerer vi at skulle dreje nøglen om. I foråret var vi heldige at få mange omkostninger dækket af staten og andre ekstraordinære hjælpepakker fra Aarhus Kommune og Salling Fonden. Det er sådan noget, der skal til for, at man kan holde hånden under spillestederne, “ siger Jeppe Berg.

 

Danske kunstnere i fokus

Selvom den nuværende situation bringer mange udfordringer med sig, er der også en lysere side af corona-medaljen. Den strammere økonomi gør, at spillestederne er nødt til at gentænke deres bookingstrategi og fokusere mere på danske og lokale navne.

“Når vi booker, tænker vi over, at vi entrerer med noget, der kan give fuldt hus, så budgettet kan løbe rundt. Derfor har vi ikke så mange udenlandske navne på programmet. Det giver os mulighed for at dykke ned i de musikalske lag, vi har i Danmark, og det kan være meget sundt,” siger Jeppe Berg.

Udover flere danske musikere på programmet, vælger flere spillesteder at undgå at booke koncerter, der lægger op til dans og fest. Til gengæld er der plads til at dykke ned i genrer, som passer til et siddende publikum.

“Vi tager generelt ikke højde for den ændret setup i vores bookinger til efteråret, da vi anskuer det sådan at et ændret setup giver en ny sanselig oplevelse til musikken, men nogle artister ønsker at flytte deres koncerter til vi igen kan have mange stående besøgende. Det kan blandt andet være artister som tager udgangspunkt i rockmusikken eller dansemusik” siger Jeppe Berg.

Også spillestedet Radar har haft god succes med at afholde koncerter, der er tilpasset de udfordringer, som følger med corona. De har valgt at placere scenen i midten af salen, så publikum sidder i en hestesko, for at give en mere intim koncertoplevelse.

“Vi har altid været meget omstillingsparate, og det er vi også i den her sammenhæng. At holde koncerter for et mindre publikum, er ikke nyt for os, så vi er allerede gearet til det. Vi har faktisk holdt koncerter både i juli og august, og her i efteråret kører vi på med to-tre koncerter hver uge,” siger Steffan Møller, kommunikationsmedarbejder på Radar.

O