Jysk arrigskab invaderer helvede i København

Copenhell

Danmarks største metalfestival – Copenhell, – løber af stablen på Refshaleøen for niende gang. Festivalen den 20.-23. juni har været stødt stigende gennem sin levetid fra cirka 8.000 festivalgæster i 2010 til op mod 23.000 metalglade heavyhoveder, der er klar til at få deres fix af alskens metal. I år har festivalen fundet plads til fire aarhusianske band på programmet.

Af Kasper Behrendt

Igennem tiden har Copenhell præsenteret store navne som Black Sabbath, Judas Priest, Scorpions, Slayer, Marilyn Manson, Megadeth, Alice in Chains, King Diamond, Deftones med flere, og i år er ingen undtagelse med navne som Ozzy Osbourne, Ghost, Avenged Sevenfold, Alice in Chains, Helloween og Nightwish blandt de store navne. Festivalen eksperimenterer også i form af bookinger af navne såsom Zeal & Ardor (en blanding af hovedsageligt black metal og blues) samt Igorrr (et sammensurium af smadder til skæve takter på kryds of tværs der er svært at sætte genre på).

Copenhell kræser også for publikum, når det gælder om seværdigheder på festivalpladsen. Der er smadreland, hvor man kan slå på biler, rom og cigarbar, vikingeområde med varme bade, Tutten Bodega med metalquiz i i den store “ulvehal”, signing sessions med mere.

I år præsenterer festivalen fire aarhusianske bands:

Smertegrænsens Toldere:

Smertegrænsens Toldere huseres af tidligere medlemmer fra blandt andet Cola Freaks, Hatesphere og The Kandidate. Stilen er hurtig og aggressiv hardcore punk. Bandet udgav deres selvbetitlede 7-tommer den 8. december 2015 med syv numre på cirka otte minutter og senest en split med UxDxS.

Når Smertegrænsens Toldere står på Pandæmonium-scenen, bliver det en del af en tretrinsraket. Konceptet er, at bandet sammen med UxDxS og Nyt Liv indtager Pandæmoniums scene og spiller lige i røven af hinanden med tre intense energiudladninger.

Bandet er kendt for deres korte koncerter, der varer alt fra cirka 12 til 25 minutter, så der er noget i vente, når de tre bands går på scenen.

Smertegrænsens Toldere optræder på Pandæmonium-scenen torsdag klokken 13:30.

LIVLØS, Copenhell
LIVLØS

Livløs:

Livløs spiller fandenivoldsk melodisk death metal med et energiniveau, der er til at mærke ud over scenekanten. Bandet drager inspiration fra den svenske og amerikanske dødsmetal-scene. Bandets første udgivelse så dagens lys i form af en deres debut-EP i 2016, hvilket har sat bandet på metallandkortet.

Livløs har gjort sig særdeles godt bemærket på de danske scener med intense shows og festival-optrædener på UHØRT Festival og Aalborg Metal Festival samt support-tjanser for bands såsom Hatesphere og Blood Red Throne. Bandet er i øjeblikket i gang med at promoveringen af deres debutalbum Into Beyond, der udkom i februar 2018, et album med temaer om tab, sorg, fiasko og fortvivlelse.

Læs Også: LIVLØS

Livløs optræder på Hades-scenen lørdag klokken 13:00.

AARHUS ECHO har fanget bandet og udspurgt dem mere ind til, hvordan det er at være Livløs:

Hvordan føles det at skulle spille på Copenhell 2018 – Danmarks største metalfestival?

– Generelt føles det selvfølgelig åndssvagt fedt og bekræftende som band at få den enestående mulighed. Især efter kun så kort tid på bagen med kun vores første fuldlængde netop udgivet. En gang imellem kan den følelse dog godt blive overskygget af nervøsitet, og at man kan næsten ikke fatte, at man skal stille sig ud og (potentielt set) se flere tusinde metalhungrende tilskuere i øjnene med sin egen musik og sit eget show.

Hvordan modtog I beskeden om, at den var god nok, og at I samtidig skulle spille på Hades-scenen?

– Vores booker Morten har, sammen med os, været på hårdt arbejde med målsætningen om, at vores debutudgivelse og efterfølgende forårsturné med Billy Boy in Poison (samt meget andet) skulle sigte mod at spille på Copenhell 2018. Da bands så langsomt begyndte at blive offentliggjort, sad vi derfor i 2 stive måneder og ventede ekstra spændt og forventningsfulde på, at han kom med glædelige nyheder, hvilket jo heldigvis endte med at være tilfældet. Aftenen inden havde Franz modtaget en kryptisk sms fra Jacob Bredahl, som kender Jeppe Nissen godt, om at ”store ting er på vej…”, så vi havde en lille anelse, før selve meldingen kom fra Morten. Og selvsagt blev der knappet mange gulddamer op i øveren den aften.

– Vi havde alle, inkl. Morten, regnet med at skulle spille Pandæmonium op tidligt lørdag, men pludselig offentliggjorde Copenhell deres spilleplan og så kunne vi ikke tro vores egne øjne. Selveste Hades og så klokken 13 lige før at Jakob Stegelmann svinger violinen, hvilket lige pludselig betød mulighed for et væsentligt større publikum samt større scene at skulle håndtere. Derfor har den, i den korte tid vi har vidst det, fået fuld skrue på scenografien, og vi agter at slagte alle kommentarer om, at ”Det er en alt for stor scene til dem…”!

Hvordan har jeres personlige rejse været hertil som band fra da I begyndte tilbage i 2014? Hvordan startede det hele?

– Bandet har haft en del navne fra dets spæde start, så lad os tage den fra LIVLØS’ start, som fik sit afsæt i Børglumkollegiets kælder i 2014. Her kunne man øve gratis, og som tiden gik, kom vi til at skrive nogle numre, som vi følte godt kunne klare sig på en EP. Herfra blev alle meget seriøse omkring bandet i kraft af overvejende positive anmeldelser og flere bookinger af liveshows. Alle i bandet begyndte at få det lille håb for, at den drøm, som så mange bands sidder med om at komme ud i verden, lige pludselig ikke var helt åndssvag, og faktisk noget der kunne lade sig gøre med hårdt arbejde – Hårdt arbejde har været dogmet i Livløs lige siden! Vi har primært kørt hele showet DIY, indtil vi fik Morten på som booker for godt et år siden, og selv herefter er alt andet end størstedelen af booking stadig gør-det-selv. Det ligger vi en stor ære i, og især når man så oplever, hvor stor en payoff det med tiden har avlet. Vi er blevet et navn indenfor dansk metal og har set lyset for enden af undergrundens mørke tunnel.

 I udgav tidligere på året jeres debutalbum Into Beyond efter jeres første EP. Hvordan har processens forløb været med fuldlængden fra starten indtil det færdige produkt?

– EP’en gav tilløb til en masse liveshows og dermed også en masse forventninger fra fans/metalmiljøet såvel som os selv. Vi var fast besluttet på, at der skulle smides en fuldlængde snart, da EP’en havde sneget sig op på knap 1,5 års levetid. Desuden var vi godt i gang med at lave nye numre, som flere gange var blevet spillet live, så materialet var jo egentligt også på vej. Det var dog først fra den konkrete beslutning om at indspille en fuldlængde, at vi blev mere bevidste om, hvilken retning projektet skulle tage. Vi ville vise, at vi var blevet bedre rent teknisk, men også konceptuelt. Ikke at det er blevet et konceptalbum, men vi ville have en helstøbt og dynamisk plade med en rød tråd og ikke bare en samling sange der bare er hevet ud af røven. Musikalsk tog vi udgangspunkt i nye inspirationer i form af gamle metalfundamenter som fx At the Gates og Carcass, men ville bibeholde det fremadrettede og eksperimenterende i mere moderne metal som fx Mastodon, Gojira, Sylosis og Cattle Decapitation. Derfor faldt valget også på Jacob Bredahl til produktion og mix af pladen, da vi følte, at han forstod vores hensigt og, som man kan høre, sørgede for et dejligt beskidt og groft udtryk, hvor alle instrumenter stadig slår hårdt og præcist igennem.

Er der nogle særlige temaer der går igen igennem albummet?

– Lyrisk har teksterne taget meget udgangspunkt i vores bassists, Sørens, store tab af sin lillebror, hvem vi andre også kendte i mere eller mindre grad. Teksterne omhandler derfor overvejende tab, sorg, fortvivlelse, vrede, irrationalitet, men få sange står også mere for sig selv i andre temaer som nattelivet og menneskets skyggesider.

Hvad er jeres fremtidsplaner som band? Har I nogle fastlagte planer i den nærmeste tid?

– Lige nu ligger alt fokus på Copenhell 2018, men planen er fortsat at komme ud og spille så meget som muligt for at promovere vores stadig nye debutalbum. Der bliver i skrivende stund booket flere shows i efteråret, og så byder foråret 2019 allerede på dejligt spændende sager. I de kommende sommermåneder efter afsluttede eksaminer m.m. bliver der sat skarpt fokus på, at skrive 2. fuldlængde, som vi allerede hver især har brygget på mange riffs, koncepter og generelt idéer til! Det kunne være fedt at udgive noget igen allerede indenfor 2019, men erfaringer med ’Into Beyond’ taler måske/måske ikke for, at vi kan tillade os at bruge endnu mere tid på forberedelse i alle henseender. Vi kan dog ikke love, at folk ikke får hørt nyt materiale inden da!

Bersærk ligger med nummeret "dæmring" musik til 2016-aftermovien på COPENHELL

Bersærk:

Siden udgivelsen af EP’en Trældom i 2013 har Bersærk spillet koncerter over det ganske land. De har blandt andet delt scene med amerikanske EyeHateGod og Red Fang, spillet support for danske Helhorse og var i 2014 udvalgt til BlastBeasts The New Shit Showcase i Pumpehuset.

Sideløbende har de arbejdet på albummet Mulm, der er deres første fuldlængde-udgivelse. Albummet udkom den 29. oktober 2015. Sidenhen har Bersærk udgivet deres anden fuldlængde Jernbyrd den 20. marts i år,

Bersærk optræder på Pandæmonium-scenen fredag klokken 21:15.

AARHUS ECHO har fanget bandet og udspurgt dem mere ind til, hvordan det er at være Bersærk:

Hvordan føles det at slulle spille på COPENHELL 2018 – Danmarks største metalfestival?

– Det føles fuldstændig forrygende, det er virkelig en fed festival, med et ekstremt dedikeret publikum. Vi glæder os meget til at betræde Pandæmonium igen, da det er en rigtig fed scene at spile på, og tidspunktet kan vi bestemt heller ikke klage over. Vi har det fantastisk som band lige nu, og glæder os helt vildt til at stå på scenen sammen den 22 juni.

 Hvordan modtog I beskeden om at den var god nok? 

– Vores booker modtog den endelige bekræftelse lige omkring Copenhell Cruise sidste år. Vi fik mundkurv på til efter Cruiset, men den var da fed at have med i baghovedet. Sidste gang kom vi med som et af de sidste bands, og denne gang, blev vi annonceret som et af de første, og det er da et klap på skulderen, man som band sætter pris på.

Hvad er jeres oplevelse fra da I sidst optrådte på festivalen?

– Ingen af os havde på det tidspunkt været på Copenhell før, så vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente. Det skulle vise sig at være en af de helt store på opleveren. Vi spillede kun en halv time, der forsvandt med lynets hast. Men alligevel står følelsen fortsat lysende klar i vores erindring.

Hvordan har jeres personlige rejse været hertil som band fra da I begyndte tilbage i 2012? Hvordan startede det hele?

– Over en periode på ca et halv års tid, fra efteråret 2011 havde Casper og jeg ( Lars ) snakket frem og tilbage om at lave et nyt rockband, bare for sjov og for hyggens skyld. Og så, i foråret 2012 indspillede vi 2 demoer ( Lugten af frygt og Vi tager lyset tilbage ). Det fungerede så godt at vi blev til et band, og spillede vores første koncert på dommedag den 21/12 2012på Trøjborg beboerhus i Århus, sammen med Woebegone Obscured og Katla.

– Siden dengang har vi har vi forsøgt at holde fast i at gøre det på vores egne præmisser, holdt fast i, at nok er det “arbejde”, men det skal blive ved med at være sjovt. Samtidigt vil vi kontinuerligt udvikle os som musikere, men det kan være lidt af en balancegang mellem lysten og trangen til at forny os, og så det at være tro mod Bersærks univers og lyd. Vi har fået os en loyal fanskare, der vokser dag for dag, og det giver os stor glæde, men også en ydmyghed overfor den betydning vi har fået for andre mennesker. Vi spiller ikke længere kun musik for os selv, men også for folket.

Igennem tiden har der været nogle udskiftninger i bandet. Nogle naturlige, andre nødvendige. Men kernen i Bersærk, har hele tiden bestået. Hvordan bemandingen i fremtiden vil komme til at se ud, må tiden vise. Men faktum er, at vi gør det, der føles rigtigt, og ikke nødvendigvis altid det “man” siger, vi skal.

I udgav den 20. marts jeres andet album Jernbyrd efter debuten Mulm i 2015. Hvordan har processens forløb været med den nye fuldlængde fra starten indtil det færdige produkt?

– Den sidste tekst til albummet blev skrevet i studiet, hvor vokalen skulle indspilles, så processen kan nok beskrives som en smule presset af og til. Men sådan er den slags. I musikkens verden er der ikke altid et facit lige foran en, og derfor er man nødt til at kunne trives med det kaos og stress, en indspilningsprocess også kan generere. Vi udgiver ikke noget, vi ikke kan stå inde for, så Bersærks bagkatalog er langt større, end offentligheden kender til. Noget kasseres for altid, mens andet pludseligt kan dukke op og give mening.

Er der nogle særlige temaer der går igen igennem albummet?

– Vi fortsætter vores “opråb” til folket og appelerer til, at man tager ansvar for sit liv, sit land og sit eftermæle. Det kommer ganske godt til udtryk igennem symbolikken fra den nordiske mytologi. Men ellers synes vi bedst om at temaer og meninger dannes hos lytteren selv, da det, øret hører, altid vil være farvet af den, man er, og de erfaringer man har gjort sig.

Hvad er jeres fremtidsplaner som band? Har I nogle fastlagde planer i den nærmeste tid?

– Vi skal en tur på Grim Fest til august og give koncert. Herefter starter vi efteråret ud som Hovednavn på MetalDanmarks Branchefest d. 15/9. De koncerter følges af nogle få koncerter i Dk, forhåbentligt et smut til udlandet, og så påtænker vi en tur i studiet, med et endnu ikke offentliggjort projekt.

møl, Copenhell
møl

Møl:

Møl blev for få dage siden sluttet til Copenhells program, efter at Skindred var nødsaget til at aflyse deres optræden.

Møl udgav den 13. april deres debutalbum Jord udgivet på Holy Roar Records som er blevet modtaget varmhjertet i ind- og udland med flotte udtalelser fra blandt andet The Independent UK, Distorted Sound Magazine, Kill Your Stereo, Daniel P. Carter (BBC Radio1 Rock Show), Metal Hammer og Ghost Cult Magazine samt spaltedækning blandt andet i Alternative Press, Stereogum, Kerrang! og Metal Hammer.

Møl er desuden offentliggjort på de anerkendte engelske festivaler ArcTanGent i august og Damnation Festival i november.

Læs også: Møl

Møl optræder på Pandæmonium-scenen torsdag nat klokken 00:00.

AARHUS ECHO har fanget bandet og udspurgt dem mere ind til, hvordan det er at være Møl:

Hvordan føles det at skulle spille på Copenhell 2018 – Danmarks største metalfestival?

– Det er vi ret stolte over og selvfølgelig utrolig glade for. Det er noget, vi alle har gået og drømt om og håbet på ville ske på et tidspunkt. At det så endelig lykkedes er en fantastisk fornemmelse, og vi kniber os nok lige i armen, inden vi går på scenen.

I er netop blevet sat på festivalens program som afløser for Skindred. Hvordan modtog I beskeden om at I kunne spille på Copenhell med så kort varsel?

– Jamen, vores manager, Mirza Radonjica-Bang, fra Prime Collective ringede til os i vores fælles Facebook-tråd. Han spurgte os, om vi kom på Copenhell i år, og om vi ikke skulle mødes kl. 24, torsdag, ved Pandæmonium. Uden at fatte hvad han hentydede til, sagde vi, at vi ikke kom på Copenhell i år. Endelig sagde han så, at han havde et tilbud til os om at komme på et afbud. Det var vi hurtige til at takke ja til.

Hvordan har jeres personlige rejse været hertil som band fra da I begyndte? Hvordan startede det hele?

– Vi startede som et langdistance projekt i 2011 mellem Nicolai Busse Hansen, som på det tidspunkt boede i England, og Ken Lund Klejs, som tidligere havde spillet i band sammen. De ville rigtig gerne blive ved med sammen at lave musik, der havde metal og shoegaze som inspirationskilder. Det blev til nogen demoer, men det var først i 2013, da Nicolai flyttede tilbage til Danmark, at bandet begyndte at tage form, da det nu var muligt at mødes fysisk og øve. Sidenhen fik vi Frederik Lippert med os, som startede på bas og derefter rykkede over på guitar. Vi gik efterfølgende igennem et par forskellige lineups, inden vi i 2016 fik Kim Song Sternkopf og Holger Rumph Frost med os fast. Det har været en lang, men rigtig, rigtig, sjov rejse med mange udfordringer men også store oplevelser.

I udgav tidligere på året jeres debutalbum Jord. Hvordan har processens forløb været med fuldlængden fra starten indtil det færdige produkt?

– De første demoer til Jord lå vel færdige i 2016, og jeg mener, at det har været med numre som Penumbra, Bruma, og Ligament. Lige før sommeren 2017 lå den sidste demo klar, som vel har været Virga. Vi gik derefter i studiet hos Christian Alex Petersen i Grapehouse Studios, som skulle stå for at lave optagelserne. Til at mixe og masterere havde vi valgt Chris Kreutzfeld. Vi havde igennem Tak Rock! fået tildelt noget studietid, men det var begrænset til 7 dage. Så der var rigtig meget pres på, og vi måtte arbejde meget intenst og fokuseret, så vi kunne blive færdige til tiden. Det lykkedes ikke helt, og vi var derefter meget heldige, at Chris godt ville lade os optage bas og vokal hos ham.

– I samarbejde med vores manager, Mirza, så besluttede vi os for, at det ville være strategisk godt at holde lidt på albummet, så vi havde mulighed for at finde mulige samarbejdspartnere. Det fandt vi i Holy Roar Records, som vi i forvejen kendte til, og som også kendte os rent musikalsk. De ville gerne have albummet. Så vi underskrev en kontrakt med dem og gik derefter i samarbejde med dem i gang med at udarbejde en PR-plan og arbejde på at få bookingbureau på. Det sidstnævnte fik vi med Avocado Booking, et stort tysk bookingbureau.

Er der nogle særlige temaer, der går igen igennem albummet?

– Ja, det er der. Et par af de vigtigste temaer er at affinde sig med tingenes og tilværelsens forgængelighed såvel som forandring. Mange mennesker håber på, at deres minde lever længere end vores egen livstid. Det er vi også selv skyldige i. Det flytter vores fokus fra nuet. Kims lyrik er i høj grad baseret på personlige oplevelser.

I har netop spillet fire koncerter rundt omkring i England. Hvem spillede I med og hvordan forløb touren? Var det en god oplevelse?

– Det var rigtig fedt! Vi spillede med vores labelmates fra Svalbard, som netop også har udgivet nyt album. Vi spillede også sammen med en række andre engelske bands. Blandt andet et ved navn Underdark, som virkelig blæste os omkuld. Touren i sig selv forløb rigtig godt, selvom det var hårdt, varmt og fugtigt. Der blev taget rigtig godt imod os.

Hvad er jeres fremtidsplaner som band? Har I nogle fastlagde planer i den nærmeste tid?

– Der sker rigtig mange ting inde bag tæppet, som vi forhåbentlig snart kan løfte sløret for.

Relaterede artikler