Jul i den gamle musikby: Shaka Loveless fortæller om sin tid i Aarhus

Foto: Morten Rygaard

Havde det ikke været for spillesteder som Stage og Chokoladefabrikken, havde jeg ikke siddet her i dag, fortæller Shaka Loveless. I et interview fra 2013 fortæller han også om vigtigheden af et godt netværk og om trangen til at genopfinde sig selv.

Artiklen er lavet i samarbejde med Den Gamle By, der interviewede Shaka Loveless i 2013. Redigeret af Aarhus Echo.

Shaka Loveless er født i Aarhus i 1984. I en alder af 11 får han besked på af sin far, den amerikanske bluessanger James Loveless, at han skal lære at spille et instrument. Shaka må selv bestemme hvilket. Han vælger guitaren.

Hvornår begyndte du at spille med andre?

– Det gik hurtigt. Da jeg var omkring 12 år, begyndte jeg at spille med Lasse og Peter Due, som også kom med i mit første band, Gypsies. Det er på mange måder stadig grundstammen i alt, hvad jeg laver. Vi spiller stadig sammen, og de er inde over mine plader.

– Jeg kan huske, at en af vores første koncerter var nede på Mølleskolen i Ry, hvor mig og Peter Due gik i skole. Vi skulle spille til en skolefest. Dengang lavede vi heavyrock. Vi drak os fulde inden, selv om vi selvfølgelig ikke måtte, eftersom vi gik i 7. klasse. Men vi var i højt humør og malede os også med ketchup, så der var blod over det hele. Det var legendarisk. Vi har haft mange legendariske koncerter i starten, hvor der ikke var styr på det.

Da du kom til Aarhus, var der så et eller andet miljø, hvor I øvede?

– Aarhus har altid været sideløbende med Silkeborg, (hvor han også har brugt meget tid, red.), og i virkeligheden synes jeg, at de to miljøer har hørt sammen for flere mennesker. Vi havde Lydpotten i Silkeborg, en øvelokaleforening, der er meget, meget vigtig for Silkeborg. Men i Aarhus øvede vi i nogle øvelokaler oppe ved Storcenter Nord, og hvor Spleen United øvede lige ved siden af. Og så har vi jo spillet sindssygt mange koncerter på en fantastisk lille bar, der hed Stage. Jeg husker det, som om vi spillede der hver weekend. Det har vi nok ikke gjort, men det føles sådan. Der spillede Vincent Van Go Go også ofte. De har jo på mange måder har været vores musikalske storebrødrene. Så det var en stor del af miljøet for os.

– Vi spillede også meget på Chokoladefabrikken. Der havde vi tit forskellige rappere med såsom Chris Nappion og Jay Spliff. USO har også været med på scenen. UFO har vi også lavet ting med. Så vi har faktisk været en del af et stort miljø der, som både var hiphop- og funk-agtigt.

Men var der også nogle af de ”gamle,” aarhusianske kunstnere, der hjalp jer?

– Det kom senere. Her man kan sige, at man kan tage negeren ud af Aarhus, men man kan ikke tage Aarhus ud af negeren. For noget af det første, der skete, da vi flyttede til København, det var, at vi hookede op med producerne Kristoffer Schelberg og Jeppe Saugmann (også kendt som Abdullah S., red.), som alle århusianere må kende. Det er nogle meget dygtige Aarhus-musikere, som har gået på Aarhus Friskole og været med på Malk de Koijn og Camille Jones og alt muligt. De var de første, som vi som Gypsies lavede noget med, da vi kom herover.

– De tog os ind i studiet og hjalp os med at lave det, der førte til, at vi faktisk blev signet. Men de gav os også hook-up’et til vores første store koncert herovre, som var at varme op for The Roots i Store Vega. Det var faktisk også vores første koncert i København. Det skete jo på grund af nogle ”storebrødre”, som hjalp os. Vi har brugt miljøet meget og gør det stadigvæk.

Så Aarhus-netværket lever videre i København?

– Aarhus-netværket lever videre, og så bliver det jo heldigvis udvidet med folk fra København, Skive og alle de andre vigtige byer.

– Efter jeg er blevet ældre, er endnu flere ringe blevet sluttet. For eksempel arbejdede Peter A.G. med Donkey Sound på hans sidste plade, og de lavede min første plade, så jeg er også begyndt at lære ham at kende. Og Mads Michelsen, der spillede trommer i Gnags, har jeg spillet med i andre sammenhænge.

– Ja, Friskolen har været rimeligt vigtig. Leif Falk (en af hovedkræfterne bag skolens musikalske linje, red) han skal have, skal han…

Hvorfor var det, du rykkede til København i 2004?

– Vi aftalte sammen i Gypsies at flytte til København for at komme tættere på pladeselskaberne. Der var ikke så mange i Aarhus, og vi ville gerne videre. Vi gik i gang med at spille på alle spillestederne, men på grund af blandt andet Kristoffer Schelberg og Abdullah S. gik det hurtigere end forventet, og efter et halvt år havde vi så en pladekontrakt.

Hvad har det betydet at have det Aarhus-netværk?

– At have et stærkt udgangspunkt betyder, at man kan være mere åben og mere rolig i sit møde med andre, og det er kendetegnende for alle os, der kommer fra Aarhus, synes jeg. Vi har en ro på og ved, at vi er elskede – og vi kan også elske os selv. Så er det meget nemt at arbejde med andre.

– Vi flyttede ikke fra Aarhus, fordi vi ikke kunne lide Aarhus. Vi flyttede, fordi vi gerne ville leve at spille musik. Det kan man godt i Aarhus, men det er sgu op ad bakke. Og det er derfor vigtigt – landspolitisk og lokalpolitisk – at Aarhus husker på, at i forhold til talentmasse er det stadig måske hovedstaden for musik.

– Det er i hvert fald en vigtig by, og man må ikke lade de her spillesteder dø. Jeg ville ikke have siddet her, hvis det ikke havde været for steder som Stage og Chokoladefabrikken. Og hvis der ikke havde været øvelokaler. Hvis jeg havde siddet her, ville det have været fordi, jeg var flyttet til København meget tidligere. Der er så mange dygtige folk i Aarhus, og det nytter ikke noget, at det hele kommer fra København. Det er bare svært som enkeltperson at gøre noget ved det, når alle institutionerne bliver flyttet herover.

Pressefoto.

Men du mener stadig, at det er en talenthovedstad?

– Det er i hvert fald en vigtig by. Men det er Skive, Silkeborg og København også. Der er brug for alle byerne, hvis vi som musikland skal blive ved med at blive bedre, og måske også begynde at gøre lidt mere internationalt, end vi måske har gjort i lang tid. Så er det vigtigt, at hele landet er med, og at der bliver udviklet talent forskellige steder. Aarhus har været vigtig og er vigtig. Og det må virkelig ikke dø.

Hvis du skal se tilbage på din karriere, hvad har så været det vigtigste eller vildeste indtil nu?

– På det helt personlige plan betød det meget for mig at spille Skanderborg Festival sidste år (i 2012, red), fordi det var på Bøgescenerne. Der var fyldt med mennesker. Det var dejligt vejr under hele koncerten, lige indtil vi spillede ”Tomgang.” Så åbnede sluserne sig, og så stod det ned i stænger, men folk blev alligevel. Det var meget smukt og betød meget for mig.

– Udlandskoncerterne har også været store. Både med Gypsies, men også da vi spillede for Outlandish og med Are We Brothers, som kom ud af Gypsies. Jeg har altid godt kunnet lide at være i udlandet. Jeg har været en del i LA som sangskriver. Det er en fed måde at rejse på.

– Da ”Tomgang” kom ud, var det også superfedt. Det var meningen, at det skulle være en lille viral ting, og så pludselig et par måneder efter snakkede vi med alle pladeselskaberne.

Det sagde gutterne fra Nephew også: at den der følelse, når man begynder at få medvind, den kan man aldrig genopleve.

– Jo ved du hvad? Det kan man godt. Det er jo to forskellige måder at leve sit liv på inden for musik. Den ene hedder smertens vej. Det er Nephews vej – hvor man har et band, som man satser på hele tiden, og man bliver sammen i tykt og tyndt. Det er super sejt. Og så er det nemlig rigtigt, at så kan man kun opleve opturen en gang.

– Men så er der jo så nogen som mig, som tager den ”nemme” løsning. Vi er nogle drenge, som alting er centreret omkring. Måske efterhånden en 20-30 stykker. Og hvis man er i gang med et projekt, som ikke giver positiv energi, så stopper vi projektet og laver noget nyt. Men det er også fordi vi er afhængige af at starte ting op. Det er især helt tydeligt nu, hvor jeg er blevet et alment kendt navn. Jeg har brug for snart at lave noget nyt, hvor jeg igen skal spille mig op foran ikke så mange mennesker.

– Nu er jeg også ramlet ind i et popsegment, som jeg ikke havde regnet med, da jeg var yngre. Det er jeg glad for, fordi det gør, at jeg kan leve af musikken. Men der er helt klart også nogle ting, som jeg ikke forstår. Derfor vil jeg gerne lave noget igen, hvor jeg er i et band og bare kan få optur over, hvis noget af ens musik bliver spillet i radioen.

Så man skal tvinge sig selv til at flytte sig?

– Ja, det bliver jeg i hvert fald nødt til. Det er de to forskellige typer – smertens vej og den nemme vej. Nej, nem er den selvfølgelig ikke. Men man bliver jo også lidt afhængig af at sætte sig selv i nye situationer.

Kan du huske sådan første gang, at nogen hørte dig og sagde, at det der kunne godt blive til noget?

– Jeg er vokset op med den støtte. Dels var min far og hans venner meget støttende, men også min mor og hendes fire søstre har været vigtige. Jeg havde fem mostre og var det første barn i deres flok, så jeg er blevet opfostret med troen på, at det ikke kan gå galt, så længe det er mig, der gør det.

Så jeg har haft nogle rigtigt inspirerende folk omkring mig. Og så har jeg hurtigt lært, at det ikke handler om, hvor meget man sælger, eller hvor mange, der kommer til ens koncerter. Du har valgt, at det er det her, du er. Og jeg var lige så meget musiker, da jeg arbejdede fuldtid i en vuggestue. Mindst lige så meget, som jeg er nu. Det var der nogle gode folk, der sagde til mig.