Jul i Den Gamle Musikby: Musikkollektivet med mavebælte, lækkert hår og rå funk, der endte med at føde Danmarks største popstjerne.

Foto: Preben Sködt

Elevatordrengene! En flok glade gymnasie og friskole kammerater, der fik sat et stort ’F’ i FUNK og samtidig sat funk på det danske landkort. De satte kurs mod landets spillesteder, festede starten af 80’erne i bund og endte med at danne grundlaget for Thomas Helmigs solokarriere.

Grundlæggeren og bassisten Jesper Mardahl, har vi sat stævne med en stak billeder fra dengang, hvor der blev festet igennem, spillet på nogle af byens mest legendariske spillesteder, og hvor mødet med showbizz var i skikkelse af Jacob Haugaard, der havde sin tissemand mellem balderne.

Af Carsten Holm

– ’Åh ja! Det var en støttekoncert, for en meget legendarisk pladeforretning, der lå i Mejlgade og hed ’Fi Fi Dong’, som var ved at gå på røven! Det var ’Kücker’, der havde pladeforretningen. Han hed vidst Kückelhahn eller noget i den retning, og vi blev inviteret med til at spille support for det der show!

Vi var i sådan en underlig højskole-instrumental-funky-fase – lad os bare kalde det det! Vi var uden sanger, Østergades Hotel lukkede i 1981, så det har været et sted i 1980.

Det var første gang jeg mødte Jacob Haugaard. Han var sådan en, man så i gadebilledet og de der historier med, at han lå i rendestenen nede i Skolegade… Det er faktisk rigtigt! Og jeg kan huske, at der på Østergades Hotel var omklædningsrum til bandsne under scenen. Der var en vindeltrappe fra sidescenen og ned til omklædningsrummet, hvor vi opholdte os.

Vi har været 18-19 år gamle, og Sofamania var allerede dengang et rimeligt garvet hold, og dengang var der jo ’crazyness’ på ydersiden af Jacob Haugaard. Og selvom han i den periode var rimelig påvirket, så var der også klare momenter af totalt fattethed, skal da lige siges. Men jeg tænkte dengang, at ’OK! Det er det her, showbizz går ud på’, for manden kommer simpelthen spritnøgen ned i det her omklædningsrum og har trukket pikken op imellem røvballerne, så han skal ligne en kvinde. Han siger ’Drenge, det er fandme hårdt det her’, og så går han på scenen i den mundering – og vi stod bare alle sammen måbende tilbage… ’What!?’.

Motown i Frederiksgade

– Uh ha! Det er ’på med pilen Palle’. Det ligner ’Motown’! (Spillested i Frederiksgade, 72)

– Vi synes vi skulle have noget, der lignede et sceneshow – eller i hvert fald noget design. Dengang var det sådan, at man selv havde sit eget PA-anlæg med, når man skulle ud og spille, og så havde vi noget stof, vi kunne hænge foran de store kasser, når vi havde sat dem op på scenen. Stoffet var sådan noget perforeret plastic af en art. Så havde vi noget med i papir, for at det ikke skal være løgn, og så blev det sat op med nåle, så det lignede en elevatorpil, der pegede ned – fordi vi jo trods alt hed Elevatordrengene. Man kan se, at det er gået op i den ene side til venstre. Et lidt hjemmegjort og forkølet forsøg…!

– Det ligner seriøst noget op fra Motown. Det er Thomas (Helmig) i front, Simon (Vesth Hansen) ude til venstre, Claes (Antonsen) bag trommerne, jeg selv, Niels (Hoppe), Knud-Erik (Nørgaard) kan man skimte lige bagved Uffe Isaksen ude til højre. Palle (Torp) er helt ude af billedet til højre.
Det her er ikke vores sidste koncert, for dér havde vi noget helt uforskammet grimt tøj på af en eller anden underlig årsag – så det her var været før. Nok et sted i 1984.

Pressebillede og Alexandra, Nørregade i København

– Jamen det er også en klassiker. Det er oven i købet en kopi af et originalt pressebillede. Det sorte udtværede, der er til højre i billedet, det er et stempel. Dengang stemplede man pressebillederne bag på – så dér må der stå enten Aarhus Musikkontor eller Rock On, som var vores bookingbureau.

– Billedet er taget foran det spillested i København, der hed Alexandra i Nørregade. I dag er det vidst nok et eller andet ’bier-helvede’, men dengang var det et kæmpe spillested i en gammel biograf. Det her var i maj 1984 og det jeg kan huske fra dengang var, at der enten var øl-strejke eller avis-strejke – Danmark var i alle fald tørlagt, hvad enten det var med aviser eller med øl.

– Vi spillede derinde, og der var… 30 mennesker eller sådan noget, hvilket var ret usædvanligt, for når vi spillede i København, var der egentlig ret mange mennesker. Alexandra var dog sådan et sted, der aldrig rigtigt blev et ’sted’, men se… vores plakat hænger derover til venstre! Vi tog selvfølgelig billedet, fordi det var lidt sjovt, at der stod Elevatordrengene på den store tavle – helt Hollywood-agtigt.

Kæmpe konstellation før Thomas Helmig

– Det er så en konstellation, fra før Thomas (Helmig) kom med. Jeg ved ikke rigtig, hvad vi tænkte på, men i den periode spillede vi sådan mere hård funk, og havde TO trommeslagere med. Så på trommer havde vi Claes (Antonsen) og Torben Hoppe – der udover, at være Niels’ (Hoppe) lillebror også var kendt for at spille i bandet ’8000 C’.
– Det var så massivt. Vi var så mange mennesker i det band på det tidspunkt – en percussionist og hele to trommeslagere – Jesus Christ!

– Ham i midten med skægget er George Work III – en amerikaner der var med i en periode på 1 ½ år eller sådan noget. En fantastisk fyr, der virkelig havde noget på hjerte. Han var en poet, en beatpoet, en beatnik! Søn af en professor, en vestkyst-dude, og hvorfor fanden han var her. Det ved jeg ikke!

– Men på trods af at vi var ni drenge i den alder der, synes jeg ikke, at det var et problem, når vi skulle samles. Der var jo ikke skyggen af en mobiltelefon den gang, så man var sådan indrettet, at ’vi mødes på tirsdag kl. 19!’. Så var det en aftale!

Lækkert garn omkring 1980

– Ups! En meget tidlig periode, med lækkert garn og briller. Der er sådan en gammel grundkerne. Palle, Simon, Claes, Uffe og jeg. Gorm var en af mine venner fra Silkeborg, der flyttede ind i min lejlighed og blev guitarist i orkesteret.

– Karen Lis og Ulrik var meget ældre end os, og af en eller anden årsag spillede de med os. De var horn! Men det var noget med det der fra Aarhus Friskole. Palle og Simon kendte alle de der udefra friskolen – så de var vores lille ’connection’ til det friskolemiljø. Ulrik var lærer på friskolen og hans sønner er Bastian (musiker for blandt andre Gnags, Luke, mfl.) og Kristoffer Sjelberg (aka Stunn Gunn og musiker med Bikstok, Booty Cologne, Malk De Koijn, mfl.) – så vi spillede med ’far’!

– På billedet er vi omkring 1980, og det kunne faktisk godt være det hold dér, der var med til støttekoncerten for ’Fi Fi Dong’ pladeforretningen. Men jeg er ikke sikker.

Fra v til h.: Ulrik Sjelberg, Uffe Fink Isaksen, Jesper Mardahl, Karen-Lis Brinck Kristensen, Simon Vesth Hansen, Claes Antonsen, Palle Torp & Gorm Øland Kjærgaard

Sidste officielle pressebillede

– Det er så det sidste officielle pressebillede og plakat. Det er faktisk min storebror, Lars, der har taget det. Vi skal ligne nogle, der står og balancerer med et stort stykke glas, så vi lånte de der røde sparkedragter, vi havde på, fra RMF (Rytmisk Musikforening). De blev kaldt ’De Røde Djævle’ i byen, for hver gang der var en koncert eller et arrangement, var der en hær af de der røde kedeldragter. Man kan også se, at der står RMF på.

– Fra højre mod venstre er det Claes, og Thomas hænger helt dernede på trappestigen. Man kan ikke rigtig se ham! Så er der undertegnede, Simon, Uffe, Niels, Stig Boel og så Knud-Erik, der var trompetist og den sidst tilkomne i den sidste omgang. Palle er helt ude til venstre.

Altid fest

foto: Steen Tronsgaard

– Yes! Også sjovt. Samme konstellation som på pressebilledet fra før. Jeg kan fandme ikke lige se, hvor helvede det er henne! Men vi har spillet en koncert, og vi har svedt igennem, som du kan se.
Der var altid fest, for du skal regne med, at der jo ikke var nogle penge i det. En gang imellem kom man hjem med et eller andet, men som regel var det sådan, ’Du har en bar-regning’! Så der lå det i det, at vi skulle have det sjovt. ’Nåh – skal vi også have penge for det’, var holdningen lidt i starten. Det ville vi så godt senere, og der kom jo også lidt penge i det, så vi kunne betale det, vi nu engang skulle betale.

– Men der var fest, for vi var jo nogle unge nogle. Simon og Thomas var de yngste på omkring 19 år, på det her tidspunkt og de ældste 25 år. Claes, Thomas, Simon, Uffe og jeg selv var nok dem, der festede mest. Palle var ikke den store festabe på dén måde – men han var dog med og vores tre horn var måske også nogle, der tog det lidt mere roligt. Men vi andre var sådan ’Lad os få pakket det gear og lad os komme videre’! Især når vi var i København. Så crashede vi et eller andet sted – noget som jeg prøvede at sørge for, at vi kunne låne et eller andet sted. Vi kunne slet ikke forestille os at sove på et hotel.

– Der var noget det hed ’Den Jyske Ambassade’ på Fr.berg, som var kendt for at huse bands, der kom fra Aarhus og Jylland og nogle gange kunne man crashe derude. Der var et kollektiv og lå på noget der hedder Segelckesvej – det kan jeg huske, fordi ingen kunne sige det navn – og det skulle man sige til en taxachauffør i en eller anden tilstand, klokken meget sent.
Og så havde min gode ven, en mikro-lejlighed på Gråbrødre Torv, som vi også godt kunne låne en gang i mellem. Så dér har der ligget fem personer i en dobbeltseng og to med hovedet nede i et kokostæppe. Det var skide sjovt!

– Jeg tror det billede dér, er fra et eller andet sted i Aarhus, efter en koncert. Og vi har pæne mavebælter på. Vi var altid pæne, når vi spillede!

Fest i Brabrand

Foto: Jan Jul

– Det er OOA Fest i Brabrand – forsommeren 1985. Det er også et godt billede, og man må da sige, at der var meget god energi i det dér! Vi havde det jo fandme sjovt, ik! Men du skal også forestille dig, at det nogle gange lød helt ad helvede til, når man stod på sådan en scene dér. Det var bare en forstærker og et dårligt anlæg – og ikke andet end ’Skru op!’ eller ’Skru ned!’.

– Vi var otte-ni mand, uden fede in-ear-monitor eller noget som helst, for vi spillede fuldstændig, som vi lige havde stillet op i et øvelokale. Det skulle bare ud over scenekanten!

– Når du spillede på et sted som Motown, der var et af byens største steder, så skulle de altså have dit eget udstyr med. Lys og PA-anlæg, så det med overhovedet at indtænke monitor, så man kan høre sig selv og de andre på scenen. Dér var vi slet ikke.

Mooner på Motown

Foto: Preben Sködt

– Også en klassiker. Dér er vi på Motown og det må være et af de sidste show, hvor George er med – ham der sidder dér med skægget. Billedet er taget i en pause under et job og grunden til, at vi ser ud som vi ser ud, er fordi vores daværende booker, der hed Per Isaksen, og som var storebror til Uffe, synes simpelthen, vi var så røv kedelige. Han stod ved siden af fotografen, og han vendte sig om og ’moonede’. Den gode fotograf, Preben Sködt, han fangede det øjeblik, hvor vores booker står og viser røv!

– Jeg kan ikke huske, hvorfor der var sådan noget ’Kiosk-værk’ derinde, men kan se, det er sådan en art omklædningsrum, med knagerne ude til venstre side. Så fik de omklædningsrum ovenpå på et tidspunkt. Det var der i hvert fald, da vi spillede på Motown sidst.

“Ritto-brevet”

– Ja tak! Det er jo sådan, man gør det. Det er klassisk det der! Det er oven i købet Ritto selv, der har skrevet det (Michael Ritto – pladeselskabschef, der blandt andet har stået bag udgivelser med Kim Larsen, C.V. Jørgensen, Lars H.U.G., Kliché, Laid Back, Michael Learns To Rock, mfl).
Efterfølgende tog vi til København og mødtes med Nick Voss (producer for bla D.A.D., Dizzy Mizz Lizzy, Velvet Volume, mfl.). Han sagde ’Prøv nu lige at hør her drenge. Altså Thomas (Helmig) er lige blevet signet mand! Så jeg skal sgu da ikke signe et band, hvor forsangeren lige er signet!’, og vi var sådan lidt ’Jamen, det finder vi da ud af’.

– Thomas var ganske vidst ikke med, lige på det her tidspunkt, hvor vi får brevet.

– Men vi gjorde det sådan, nogle gange, hvor vi tog til København med en taske fyldt med demobånd og bankede på dørene.

– Det dér – det er da en klassiker! Det vil jeg meget gerne have en kopi af!

– Jeg kan se, at adressen er Skelmosevej 10 i Valby. Dér nåede jeg så rent faktisk selv at arbejde i 1 ½ år – præcis ni år senere end dette brev, hvor jeg bliver ansat som A&R mand, med Michael Ritto som chef – det var faktisk ham der ansatte mig.

Forskellige priser i Øst- og Vestdanmark var helt normalt

– Det var vores booker, Per, der har udformet det. På det her tidspunkt var vi hos Aarhus Musikkontor. Dér var vi, det meste af tiden – selvom vi lige nåede at komme til John Rossing på Rock On (i København) i den sidste periode.

– Dengang skulle vi bare sælges – så hvordan gør du det?! Man kan diskutere om det var fedt, det Per skrev, men vi synes jo det var pisse sjovt. Vi prøvede at gøre op med hvordan man skrev om sig selv den gang.

– Du kan se, at det starter med, at beskrive hvad det er vi gør. ’Konsekvent rå-funk’. ’Vi kommer fra det inderste Aarhus’ – bum. Vi spiller ikke alt det der, for dengang skulle alt hedde alle mulige mærkelige ting, så slut med det – det gør vi ikke! Vi trykker den af og står for et show der ’flytter fødderne – spørg din nabo!’ – bum!

– Og vi koster kassen – 9000 kr! Det var altså mange penge dengang, og jeg ved ikke om vi nogensinde fik 9000 kr for et job!

– Dengang havde alle bookingbureauer nogle priser, der opererede med øst og vest for Storebælt. Så når du var en artist, der kom vest fra, var du dyrere når du spillede i øst – og omvendt. Det var helt normalt.

Det slutter i november 1985

Elevatordrengenes historie er fyldt med oplevelser, der deles med mange mennesker og mange forskellige bandmedlemmer.

Thomas Helmig kom, som en ung fyr, med som sanger i bandet. På det tidspunkt, er han allerede i gang med at arrangere sin første demoindspilning, og finder hurtigt sammen med Claes Antonsen, der bliver en form for kapelmester. Palle Torp og Claes spillede på daværende tidspunkt også med de andre hårde drenge på scenen i Aarhus, Per Møller, Per Frost og ikke mindst Henning Stærk Band.

Claes Antonsen fik lokket en række musikere, fra de øvrige projekter, med på Thomas’ demo – den demo, der ender med at Thomas Helmig får sin pladekontrakt.

I det hele taget, var der begyndt at være en del udfordringer, fordi nogle af de andre medlemmer spillede en del med andre musikere, der var mere etablerede – og Elevatordrengene måtte sætte vikarer ind, fordi nogle af medlemmerne var ude at spille andre jobs.

Medlemmerne i Elevatordrengene tænkte sit, nu hvor den unge Thomas lige var kommet med i bandet – og så begyndte han at lave begyndelsen til enden på bandet. Som Jesper Mardahl husker det, var det en svær og sårbar tid.

– Der er ingen gamle sår. Men dengang troede vi altså meget på det her projekt, Elevatordrengene. Det skal man gøre som et band, tro på projektet. Selvfølgelig skal man det. Man skal jo være Verdensmester! Og så fik Thomas lige pludselig en pladekontrakt! ’Nå!’. Det var jo alt det vi andre havde arbejdet på og drømt om, men som vi aldrig fik. Så kunne vi godt fornemme, hvor det var, at det bar henad.

Samtidig fik Jesper et job på pladeselskabet Genlyd, som netop havde skrevet kontrakt med Thomas. Jespers arbejde består blandt andet i at lave pressearbejdet på den første Thomas Helmig plade. Og så kommer en meget overraskende melding.

– Thomas nægter at spille live med sin første plade, fordi han stadig er med os i Elevatordrengene. Han synes heller ikke, at han har repertoire nok på baggrund af én plade. Så det der sker er, at Thomas’ plade kommer i marts måned 1985 og Elevatordrengene spillede helt frem til november 1985 – men vi spiller ingen Thomas Helmig numre fra hans debutplade.

Den uundgåelige snak kom op. Hvorfor tager Thomas Helmig ikke bare Elevatordrengene med som sit band på den næste Thomas Helmig plade? Spørgsmålet hang som tyk røg i lokalet igennem lang tid, alt i mens flere af medlemmerne kunne se skillevejen nærme sig ude i horisonten. Blandt andet Jesper, der var kommet godt i gang på pladeselskabet Genlyd.

Pladeselskabet ville mene, at Jesper burde fortsætte hos dem. Han var god til sit job. De havde brug for ham – og han havde brug for en fastere indkomst. Derudover synes pladeselskabet, at det ville være et mærkeligt signal at sende, hvis én af deres ansatte også spillede i band med en ny profileret kunstner.

– Jeg vælger pladeselskabet, så jeg står af bandet. Hornene står også af – de skal ikke med i det nye band. På det tidspunkt kommer ’SP’ (Henrik Schou Poulsen) med hos Thomas. Som jeg husker det, er det meget kort tid efter, at Elevatordrengene er færdige med vores sidste job på Motown, at Thomas Helmig Brothers går i studiet for at arbejde med Thomas’ anden plade.

Få måneder efter, starter Thomas Helmig og bandet ’Brothers’ deres store Danmarks turne – marts 1986. Der blev de hurtigt popstjerner. Thomas’ første album blev pænt modtaget af pressen, anerkendt af musikerne men solgte ikke så meget, som den måske havde potentiale til. Det gjorde ”2” til gengæld, men der var det allerede for længst forbi med Elevatordrengene, og resten er historie.