Jul I den gamle musikby: Michael Learns to Rock vandt stor musikkonkurrence, da bandet var fem måneder gammelt.

Jul-i-den-gamle-musikby-MLTR

Michael Learns to Rock vandt i 1988 Århus Stiftstidendes konkurrence: ”Vi har scenen – Har I musikken”. Det gjorde de blot fem måneder efter, bandet var grundlagt, og navnet blev opfundet, fordi den demo, de sendte ind til konkurrencen, skulle have et navn.

Jul i Den Gamle Musikby er lavet i samarbejde med den gamle by, der i 2014 blandt andet lavede status med Michael Learns to Rock. Redigeret af Aarhus Echo

De havde fart på i 1988. De unge mænd i læderjakke, jeans og lidt højt hår. Michael Learns to Rock blev dannet det år på Marselisborg Gymnasium. Efter tre måneder havde de vundet en konkurrence, der hed ”Dansk Rock Grand Prix”, og efter fem måneder havde de vundet ”Vi har Scenen, Har i Musikken”. Til den konkurrence, skulle de indsende en demo, og det var her forsanger og keyboardspiller Jascha Richter fandt på bandnavnet:

– Det var noget jeg opfandt på stedet, havde jeg nær sagt, siger Jascha.

Navnet lå meget i tiden med bands som ”Frankie Goes to Hollywood” og ”Johnny Hates Jazz”, forklarer trommeslager Kåre Wanscher, men helt lavpraktisk var det pinedød nødvendigt med et bandnavn.

– Vi skulle lave et stykke papir, som vi kunne putte omkring kassettebåndet… De skulle jo vide, hvad vi hed. Der skulle jo også være et telefonnummer, og så tegnede jeg en guitar, kan jeg huske, siger Jascha.

Alle kendte alle

Det var ikke en hvilken som helst konkurrence, Michael Learns to Rock ansøgte om at være med i. ”Vi har Scenen, Har i Musikken” blev en vigtig lokal musikbegivenhed, der senere blandt andet er blevet vundet af Tina Dickow og Her Personal Pain med sangerinden Dicte i front.

Så det var en konkurrence, der også gav en vis bevågenhed.

Når det er sagt, følte Michael Learns to Rock, at det var nemt at komme frem i Aarhus på det tidspunkt som band generelt:

– Jeg var lidt overrasket over, hvor nemt det var at få noget opmærksomhed. Jeg gik ned til en radio i Aarhus med vores demobånd, og de begyndte at spille det med det samme. Hvis man skulle spille, så kunne man bare sende nogle billeder ind til Aarhus Onsdag med en lille skrivelse. Så kom man i med garanti, siger Jascha.

Kåre følger op og mener også, det havde noget med hele stemningen at gøre.

– Der var en stemning der i Århus i 80’erne, som var skidegod for musikere. Man kunne lave et band, og så kunne man tage ud og spille hver weekend, og rundt i studierne og øvelokalerne var der bare hele tiden enormt meget gang i den og enormt meget liv.

I løbet af årene i Aarhus øvede Michael Learns to Rock op og ned af bandet Picnic i ”Fryseren” i Jægergårdsgade, ovenpå V58 og ved Storcenter Nord. Så der lærte de en hel del bands at kende. Og som de siger, så var der 1000 bands i byen. Der var bands alle vegne, og de kendte hinanden.

De lidt ældre som eksempelvis Gnags lærte Michael Learns to Rock også at kende. Det står i skærende kontrast til den oplevelse Thera Hoiejmans fra Cut ”N” Move havde omkring musikerkulturen i Aarhus. Bands kendte hinanden, men dance-scenen var meget adskilt fra resten.

Læs også: Jul i den gamle musikby – Cut ’N’ Move sanger blev headhuntet på gaden. Nogle måneder efter landede bandet på hitlisterne med et kæmpehit!

Kom op på de scener de havde drømt om.

Det gik godt. Michael Learns to Rock fik lynhurtigt lov til at spille på spillesteder, som de havde drømt om at spille på. Det var steder som Fronthuset i Mejlgade og V58.

Det blev helt naturligt for bandet, at de efter gymnasiet bare spillede og dyrkede musikken.

– Vi følte alle, at vi blev båret frem, fordi vi startede der i marts 88 og tilmeldte os så på det der demobånd, vi lige havde lavet. Vi var sprit nye, og så vandt vi konkurrencen, siger guitarist Mikkel Lentz.

Blev signet af Medley Records, og blev det der ”Hovski snovski band med det københavnske pladeselskab”

Michael Learns to Rock fik hurtigt endnu mere vind i sejlene, da de mødte Jens Peter Andersen (JP) fra Skanderborg Festivalen. Han skaffede dem en del jobs i Jylland og var stærkt medvirkende til, at de endte med at signe med københavnske Medley Records.

Men turbokarrieren for Michael Learns to Rock fik dem også kørt ud på et sidespor i det aarhusianske musikmiljø:

-Vi kom fuldstændig skævt ind og blev frosset ud, griner Jascha, og Mikkel følger op.

– Vi adskilte os rent musikalsk fra, at trenden dengang var new age, new wave eller hvad det hed a la The Cure og Depeche Mode.

– Ja og vi spillede bare popmusik. Det var ikke noget, man gjorde. Det var nærmest et skældsord, fortsætter Kåre inden Mikkel afslutter

– Der er ingen tvivl om, at der var respekt, for den vind vi havde i sejlene. Men der var meget lidt respekt rent musikalsk.

For Mikkel udmøntede det sig blandt andet i at folk, der vidste, hvordan han spillede guitar, kom hen og sagde ”Spil nu noget rigtig guitar”. Men Michael Learns to Rock mente det seriøst, når de dedikerede sig til pop-land og stillede sig op i ”Melodi Grand Prix-outfit” i kontrast til det høje hår, læbestiften, de spidse sko og det sorte tøj.

Det asiatiske eventyr startede med en fejlslagent USA-signing.

Via Medley Records fik Michael Learns to Rock kontakt til et amerikansk pladeselskab, som udgav bandet uden den helt store succes i USA. Til gengæld sendte pladeselskabet et compilation kassettebånd rundt om i verden med 30-40 sange fra selskabets bagkatalog.

Det endte i Indonesien, hvor en pladeselskabsmand lagde særligt mærke til ”The Actor”, der lå placeret omkring nummer 25 på kassettebåndet. Da han tog den med til en lokal radiostation i Jakarta, udviklede det sig for Michael Learns to Rock, for lytterne blev ved med at bede om at høre den igen.

– Den spreder sig til alle de andre radioer i Indonesien og videre til Singapore og Malaysia. Pludselig blev ”The Actor” spillet i store dele af Sydøstasien, uden vi anede noget som helst om det, fortæller Kåre.

Derfra fortsatte successen i Asien. Den dag i dag spiller Michael Learns to Rock stadig mange koncerter i Asien og bliver til stadighed overrasket over, at nye steder vil have bandet forbi at spille.

Men når man har prøvet at stå foran kæmpe store publikum på 25.000 mennesker, er der så overhovedet noget, der kan gøre en nervøs mere?

Det er der, at spille i Aarhus!

-Der er simpelthen en hvis ærefrygt. Man vil enormt gerne respekteres af den by, man kommer fra, også fordi vi synes, vi har meget at leve op til. Vi startede rigtig godt ud med de der talentkonkurrencer, og så fløj vi lidt fra reden. Det betyder meget i Aarhus, hvis man får en god koncert, og folk de klapper og kommer op og stå, mener Mikkel og slutter,

– Det er en ekstra fjer i hatten.

Relaterede artikler