Jul i den gamle musikby – Jeg tror ikke, de følte sig truet af os, fordi Picnic ikke udgjorde nogen kommerciel faktor, som på nogen måde forhindrede deres pladesalg.

Jul i Den Gamle Musikby er lavet i samarbejde med Den Gamle By i Aarhus, der i 2013 interviewede Carsten Ortmann fra bandet Picnic i forbindelse med udstillingen Aarhus Rocks. Redigeret af Aarhus Echo.

Hvor og I hvilken sammenhæng fandt I sammen?

– Picnic fandtes. Jeg kom med i et eksisterende orkester. Det var nogle gamle Højbjergdrenge, J. P. Krogh, sanger og guitarist, Peter Fenger, bassist, og Jens Sørensen kaldet ”Jenner,” guitarist, som egentlig oprindelig var det. Og så Rasmus Lunding, som gik ud igen på et relativt tidligt tidspunkt. Og så kom Ivan (Hidalgo), som spiller trompet, med, og Enrico Andreis, som spillede trommer. Og de lavede i 85 den plade, der hedder ”Picnic Five”. Jeg kan huske, at min søster købte den, og jeg syntes, at det var noget af det mest mærkværdige, mystiske skrammel dybest set.

– Men så senere flyttede jeg ind til byen, og flyttede blandt andet sammen med Ivan, og da så trommeslageren Rico forlod orkestret, spurgte de, om jeg ville med. Og det ville jeg gerne. Og det har været i sensommeren, først på efteråret 86.

– Da jeg kom med i orkestret, havde de allerede lidt et kult-ry i Århus – sådan i punkkredse. De spillede på Monody-festival og på ungdomshuset i København og nogen af de der alternative steder.

– På et tidspunkt fik vi så at vide, at spillestedet Barbue i København ville give os en pris. Musikcaféen, som ligger i samme bygning, havde året tidligere uddelt ”Årets John,” som var en pris, der var opkaldt efter John Lennon, og den havde de så uddelt til sådan et mainstream rock orkester, og så havde Barbue, som var sådan det alternative sted, opfundet ”Årets Johnny,” som var opkaldt efter Johnny Rotten fra Sex Pistols, og den ville de så give til os. Bookeren på Barbue på det tidspunkt var Henrik Føhns, som tidligere lavede ”Harddisken” (DR P1 program). De gav os den her pris på 15.000 kroner for at være ”banedannende og vanebrydende.”

Og de penge var mere eller mindre øremærkede til at gå i studiet, så vi gik i studiet og indspillede den plade, der hedder ”Barking Up the Wrong Tree,” som kom i 1987 og fik fantastiske anmeldelser. Stort set over hele linjen for at være et mærkværdigt, avantgardistisk mix mellem rock og jazz og meget energisk og fremadskuende. Meget inspireret af den scene, der verserede i New York på det tidspunkt, som mange kaldte ”No Wave” – selvfølgelig en eller anden form for ordspil på New wave. Det her var så No Wave.

Hvad kan du så fortælle om videoen til nummeret Wildebeest fra ”Barking Up the Wrong Tree,”?

– Wildebeest. Det er afrikaans for en gnu.

– Det er Pablo Llambias, den tidligere forfatterskolerektor, som har instrueret, optaget og redigeret den. Den er optaget ude i mindemonumentet ude i Mindeparken. Der er nogle enkelte ting med nogle træer, hvor vi splatter lidt rundt. Den er i nogen grad inspireret af en gammel Beatles-video faktisk, hvor de laver noget tilsvarende med at dukke frem fra nogle træer.

– Vi havde nede i øvelokalet i Fryseren sådan en firkantet plade, som var sådan et kæmpe forstørrelsesglas, og den starter med, at JP holder det op foran ansigtet. Det ser helt vildt sjovt ud. Og så er der Ivan, trompetisten, som har lavet sådan nogle øjne af halve bordtennisbolde, som han ligesom tog på, og så så det sjovt ud.

– Jeg tror ikke, der sådan decideret er noget mål eller nogen egentlig historie i den video, andet end at vi fjoller rundt. På et tidspunkt mimer Ivan en dans fra den der kult-pornofil, der hedder Caligula. Det gør Ivan så på et tidspunkt.

Den er i et heftigt klippetempo for tiden, men der er måske også, fordi det skal kolportere noget af den der energi, I stod for?

– Ja, den der energi. Jeg tror, det er bevidst, at den er klippet hektisk, og der er mange af optagelserne, der er speedet, og så er der også et element af flyttefilm i den, for på et tidspunkt er der filmet oppefra, hvor vi ligger ligesom på stenene nede i det der monument og flytter så rundt.

Er der sammenhæng med sangens tekst?

– Den er på engelsk. En beskrivelse af noget savanne og nogle dyr, der vælter rundt…A lot of bush, a lot of flies, too. Wildebeest…

– En masse bush og en masse fluer, og det er varmt, og man bliver tørstig. Der er mig bekendt ikke nogen store hverken politiske eller romantiske eller andre former for budskab i den. Den er sådan et stemningsbillede. Muligvis, hvis man skal tage de meget analytiske briller på, kan den godt være en beskrivelse af en naturtilstand, kaos, men alligevel med en orden. Der findes orden i kaos eller kaos i orden.

Men den er rimeligt repræsentativ for jeres værk? ”Barking Up the Wrong Tree” var vel sådan højdepunktet?

– Det var det kunstneriske gennembrud. Da fik vi for alvor opmærksomhed, og da begyndte der også at komme rigtigt mange mennesker til koncerterne. Så lavede vi jo – jeg var med på tre plader efter det, som også blev rigtigt flot modtaget, og som øgede publikum til koncerterne. ”Reverse Ahead” i 1992, ”Lemming Nation” i 95, og i mellemtiden havde vi – det var noget der kom i kølvandet på turen til Sovjetunionen – et samarbejde med den nu desværre hedengangne DJ, Kjeld Tolstrup, som også var med på den der tur, og som vi havde et rigtigt fint samarbejde med i lang tid. Han lavede nogle remix af et nummer, som vi havde indspillet i studiet, og det udkom på sådan en EP med det originale nummer og tre remix, som Kjeld havde lavet.

Læs også: Next Stop – Meat King

– Den blev udgivet i samarbejde med Per Skjødt, som havde City X pladeforretningen. Han og Kjeld lavede et pladeselskab, som udgav den her, og jeg tror faktisk, at det blev deres eneste udgivelse. Men det var sådan en maxi-single.

Nu nævner du så den, der hedder ”Lemming Nation.” Det tyder jo også på, at der i hver i hvert fald på et tidspunkt kommer en eller anden form for stillingtagen i teksterne. Det var ikke rent volapyk det hele?

– Ja, det er rigtigt. Der begyndte at være lidt stillingtagen. Altid sådan lidt sjovt, mærkeligt pakket ind. Men sådan er det gerne. Det blev aldrig sådan til paroler, men det er rigtigt, der begyndte at være en eller anden form for spirende bevidsthed om, hvad det var for en verden, vi befandt os i, og et behov for at udtrykke noget om den.

– ”Lemming Nation” var også den første – og mig bekendt – eneste plade, hvor vi faktisk trykte teksterne i coveret. Godt nok på en måde, så de var fuldstændigt umulige at læse, men vi gjorde det. Altså bare alle teksterne i en lang strøm uden mellemrum mellem ordene eller sætningerne. Det hele bare i en lang køre, men de står der. Ha.

Du sagde, at I også var kult i punkkredse, men I var vel ikke punk, eller?

– Altså der var jo en punkenergi, særligt i det første der, så blev det efterhånden lidt mere trimmet, og så blev det mere… Det var stadig meget energisk, og der var sådan en fandenivoldskhed og en punkenergi – sådan en ”fuck regler”-agtig… Det var midt i 80’erne, og det var på det tidspunkt, hvor hele den der Århus-scene for alvor peakede med Gnags og Helmig og tv-2 og sådan noget, og der var sådan noget ekstremt overproduceret lyd over det hele. Der var sådan en særlig lyd, som var omkring Genlyd-studiet og hele den der popscene, som vi på en eller anden måde meget kom til at være i opposition til.

– Vi syntes, at de løb med for meget af opmærksomheden, vi syntes, at det var totalt intetsigende og ordinært! Og da tror jeg da, at meget af vores energi og oppositionelle fandenivoldskhed den gik på det der: Nu skal vi lave noget andet, som har noget internationalt udsyn, og som bryder med de der vante 4/4-systemer, som alt bare kører i.

– Hvor vi lavede rytmiske skift og masser af skæve taktarter – nogle som vi ikke engang selv kunne tælle, men som vi bare kunne høre, og så også polyrytmiske systemer, hvor de der forskellige takter spillede sig ind og ud af hinanden og viklede sig rundt om osv. Så det var sådan et ret kompliceret udtryk, men hele tiden med den der meget hektiske og – med fare for at gentage mig selv – fandenivoldske energi. Og oppositionelle attitude – sådan: De skal kraftedeme ikke komme her med deres popmaskine. Vi kan noget andet, vi vil noget andet.

Lavede I noget andet ved siden af, eller var i full time på det projekt i de år der?

– Jeg og Rasmus Lunding, som i Picnic spillede bas og guitar, havde også et orkester, der hed Hunk Ai sammen med Morten og Katrine Lervig – søskendepar. Og en saxofonist, der hedder Henrik Jespersen. Det var sådan noget lidt mere hippie-jazzet, men også sådan noget alternativt, måske lidt mere efter britisk model, hvor Picnic måske var lidt mere efter en amerikansk model, hivs man skal dele det op på den måde. Men også nogle af de samme alternative tendenser, som fandtes på det tidspunkt. Vi knyttede os meget til et engelsk pladeselskab, der hed Recommended Records, forklarer Carsten Ortmann og tilføjer,

– Flere af os var også med i Fullface Storband, som var et big band, jeg havde taget initiativ til sammen med en af vores venner, Michael Støvring, som er kunstmaler. Musikere fra mange århusianske sammenhænge; Funk Connection, Hunk Ai, jazzmiljøet, heavy- folk, virkeligt mange – jeg tror vi var nogle-og-tyve musikere i dét. Og så skal vi bestemt heller ikke glemme Vanviddets Husarer, som også var Picnic-folk sammen med musikalske venner, bl.a. Kæv Gliemann (producer) og Lars Mondrup, som havde spillet med Mek Pek.

Så I professionaliserede jer ved at bruge al jeres tid på at spille?

– Ja, men folk havde jobs. Vi kunne jo ikke leve af det. Folk havde forskellige jobs – jeg arbejdede i en pladeforretning, og jeg arbejdede på Husets Musikteater, men vi var i musikmiljøet hele tiden.

Hvor øvede I?

– Vi øvede der, hvor vi sådan set stadigvæk øver, nu med andre orkestre, nede i Jægergårdsgade bag ved det gamle Århus Filmværksted nede i det, der hedder ”Fryseren,” som er jo nogle gamle store frysebokse, som ligger dernede, og som førhen selvfølgelig var knyttet til slagteriet, som jo stadig ligger der og fungerer.

Læs også: Jul i den gamle musikby – Michael Learns to Rock vandt konkurrence, da bandet var fem måneder gammelt

– Man kan sagtens komme derned og møde lugten af køer og blod og død og høre køer, der står og brøler på vej ind mod en eller anden mekanisme, der saver hovedet af, eller hvad den nu gør…

Var I en del af et miljø dernede, eller holdt I jer for jer selv?

– De andre bands, jeg spillede i, øvede andre steder, og de andre spillede også i andre bands, så ja – det var vi jo. Fryseren er også befolket af fritids-bluesorkestre, som skolelærere af forskellige aldersgrupper og beskaffenhed har kørende, og også forskellige varianter af professionalisme. Nogle er bare hyggeorkestre, hvor de skal ned og fyre den lidt af, fordi det er fedt. Andre har også ambitioner om at komme ud og spille.

– Men der var da bands dernede – Shirtsville havde sin gang dernede i en periode, og det var nogle folk, som jeg også var associeret med, jeg spillede også i Shirtsville i en periode.

– Der var sådan lidt konkurrence ikke mindst mellem os og de der sådan lidt mere new wave agtige bands, Corps Diplomatique, Funerals og nogle af de orkestre… Folk, som vi i øvrigt var gode venner med og er blevet endnu bedre venner med, efterhånden som vi er blevet ældre og mere rolige. Men der var lidt sådan noget konkurrence-løb. Never Cry Woolf hang vi lidt ud med.

– Meget af det foregik egentlig omkring Husets Musikteater, hvor vi mødte hinanden og gik til de samme koncerter og sådan… Det var scenen for den type musik. Og så gik vi i byen på Blitz og Vestergade og drak os fulde sammen med de andre der også. Vi sås og vidste, hvem hinanden var, og så havde vi sådan lidt en konkurrence kørende om, hvem der var det fedeste band.

Var der nogen, der hjalp jer? Studiefolk eller ældre musikere, som sagde nu skal I komme her?

– ROSA har altid været en enorm hjælp. Jeg skal ikke kunne sige, hvor meget de har hjulpet de andre, Funerals og Corps Diplomatique. Men Picnic var jo, fordi vi var sådan lidt anmelderdarlings, og vi var alternative, og vi havde fra tidligt en eller anden form for international bevågenhed, fordi vi kunne noget andet end det, man normalt var vant til at høre fra Århus. Og det betød, at ROSA også var interesseret i at spille os ud på nogle af de der lidt internationale fora, de deltog i.

– Det var jo dengang, SPOT ikke var blevet lanceret endnu. Jeg tror, vi spillede på et par af de allerførste SPOT-festivaller. Men alt det, som er meget systematiseret i dag både omkring SPOT og omkring Music Export Denmark – altså MXD, som også ligger under ROSA – de der ting var meget i deres vorden på det tidspunkt. Men vi modtog utroligt meget hjælp og støtte, og Statens Musikråd gav os penge til turnéstøtte og til indspilninger.

– Ældre musikere – vi havde sådan lidt et samarbejde med et københavnsk orkester, der her Cockpit Music, hvor forfatteren T. S. Høeg spillede saxofon, og en janitshar, der hedder Peter Ole Jørgensen, kaldte sig Pierre Olive Jürgens eller P. O. Jürgens. Og så en guitarist…

– Dem spillede vi nogle dobbeltkoncerter med både i Århus og København og var venner med – og er det stadigvæk.

Men det lyder ikke som om, at Århus havde så meget med det at gøre. Kunne det være opstået hvor som helst?

– Jeg tror, det havde det med Århus at gøre, at der var en musikenergi og en bevågenhed og en stemning i den der periode, som gav noget. Man kan sige, at havde det været i dag, så er den stemning mere national, da er det mere, at der sker noget i Danmark i de her år og har gjort det i 10 år. Og man ser orkestre, som samarbejder på kryds og tværs og også mellem byer. Man ser Nik og Jay på scenen sammen med Marie Key. Man ser Marie Key samarbejde med Nephew. Man ser Simon Kvam og Peter Sommer arbejde sammen. Man ser Steen Jørgensen fra Sort Sol være på scenen sammen med Veto. Altså alle mulige krydsreferencer – LOC på scenen sammen med Nephew. Enormt mange superfede måder, som folk inspirerer hinanden på og samarbejder på. Selvfølgelig er der også en eller anden form for konkurrence, fordi de alle sammen gerne vil sælge flere plader, og det ville være nemmere, hvis de andre ikke var der på en eller anden måde.

– Men der er bare en national stemning i tiden, oplever jeg, som var mere lokal i Århus på det tidspunkt der i 80’erne, for der skete simpelt hen nogle ting også omkring Feedback. Selv om vi ikke havde nogen særlig berøring med Gnags eller Helmig. Jeg kendte Thomas fra skolen, jeg havde gået i fokeskole og kort i gymnasiet med ham, og vi mødtes engang imellem i byen: Hej hvordan går det og sådan noget, men vi havde intet med hinanden at gøre musikalsk på det tidspunkt.

Men du nævnte også, at de var der som noget, I ligesom var i opposition til, så det kan jo også have været den mur, I spillede jeres bold op ad.

– Ja, det kan være en mur på godt og ondt. Det kan være meget godt at have en mur at spille op ad og være i opposition til, men man kan også løbe panden imod den, ikke?

– På en ufed måde, og det, syntes jeg egentlig også, skete engang imellem. Jeg tror, der var mange – det har jeg siden talt med Mads Michelsen fra Gnags om – der havde respekt for det, vi lavede, men også syntes, vi var nogle vildbasse-hash-hoveder og syntes, vi var irriterende. Men jeg tror, der var mange musikere, som havde respekt for det og syntes, at de der gutter, de prøver noget af. Og jeg tror ikke, de følte sig truet af os, fordi vi udgjorde ikke nogen kommerciel faktor, som på nogen måde forhindrede deres pladesalg.

Picnic er jo stadig noget, som man taler om, og som folk kan huske, men hvorfor blev det ikke til mere?

– Det er sgu et godt spørgsmål. Men et eller andet sted tror jeg måske også, at tiden var imod os. Jeg har somme tider prøvet at gætte på, hvad der ville være sket, hvis vi havde spillet i dag. Jeg tror, at mange af de ting, vi gjorde, er meget mere almindelige at gøre i dag rent musikalsk. Der er mange flere, som eksperimenterer med beskidte og polyrytmiske og rodede udtryk, som ikke nødvendigvis følger den pop-skabelon, som var den fremherskende på det tidspunkt.

– Og så tror jeg dybest set, at det var en musikalsk form, et musikalsk udtryk som især på det tidspunkt ikke havde kommerciel gennemslagskraft. Masser af kunstnerisk anerkendelse, men aldrig den der: Hold da kæft – nu sælger vi mange plader!

Men I var jo lige ude at snuse til udlandet også med den der ROSA-ting…

– Vi spillede rigtigt meget i udlandet – Tyskland, Frankrig, Belgien, Schweiz, Spanien, Jugoslavien sågar, før det gik fuldstændigt amok dernede. Og så var vi jo med på den der Frontløber-tur over Sverige og Finland til Sovjetunionen der i ’89. Den der parallel-tur til Next Stop.

Var det på den tur, at jeres største koncert blev spillet?

– Nej, det tror jeg ikke. Da spillede vi da nogle relativt store koncerter, men det var jo på sådan nogle klubber og sådan noget i Moskva og Leningrad, som det hed dengang, det nuværende Skt. Petersborg.

– Hvad er den største, vi har spillet??? Ja, vi har jo spillet et par gange på Roskilde, og det var da ret stort, synes jeg. Og så har vi da også spillet nogle store koncerter i Århus blandt andet i Ridehuset i forbindelse med SPOT. Nogle af de første SPOT-festivaller. Og så har vi haft fantastiske koncerter på Huset og Loppen i København og Stengade. Vi spillede en del koncerter i København.

Blev gruppen så opløst, eller hvad skete der? Spiller I stadig?

– Nej, nu er det desværre uigenkaldeligt slut. I 97 forlod jeg og Ivan, trompetisten, orkestret. Han lidt senere end jeg, fordi der var en teaterforestilling, som vi var blevet hyret til at lave musik til i København, som hed Rageland. Den tog Ivan med, og så forlod han orkestret lige efter det.

– Så kom der nogle andre med. Der kom selvfølgelig en ny trommeslager med, da jeg gik ud, og da Ivan gik ud, kom der en fyr, som spillede lidt keyboard og trompet. Der var lidt udskiftning. Og de lavede en plade i kølvandet på den der teaterforestilling. Det er den, der hedder ”Gladiator a Go-Go,”, hvor der er numre fra den teaterforestilling og nogle andre numre. Så lavede de en liveplade og en sidste studieplade, jeg kan ikke huske hvornår, som hed ”Maximum Misery Tour”, som aldrig rigtigt lettede. Der var ikke rigtigt nogen, der interesserede sig for den på det tidspunkt, og energien var ligesom feset ud af orkestret.

– Og så gik det stille og roligt i opløsning efter det. Det var omkring 2003-4, at ”Maximum Misery Tour” blev udgivet. Og det må være slutåret for Picnic. (Red. 2006)

Men nu er der så småt ved at være gang i nye orkestre med nogle af de samme folk, som er genopstået. Som har rejst sig. Efterhånden nogle ældre herrer, ja.