”Jeg kan huske, da de spillede på Arena,
og jeg var lige ved at gå kold”

Lydtekniker og producer Anders Boll oplevede de sidste velmagtsdage i Feedback og har siden turneret jorden rundt med Efterklang. Men i virkeligheden passer livet på landevejen slet ikke til hans perfektionistiske temperament.

Af Christian Bjerggaard Jørgensen

Det er fredag eftermiddag, da Anders Boll tager imod i Lydhavnen. Studiet deler han med sin gode ven, master engineer Emil Thomsen, der som regel arbejder fra otte til fire. Selv er han der ofte på skævere tidspunkter.

Anders Boll er i gang med at fintune en powerfolk-komposition for en artist. Som det ofte foregår nu om dage, er guitaren programmeret ved hjælp af softwareplugins, fortæller han. Selvom teknikeren i ham elsker nørkleriet i gammeldags indspilninger, foregår det også digitalt, når han producerer sin egen musik.

”Jeg har alt i min computer nu; et symfoniorkester, trommesæt fra 60’erne, 70’erne og 80’erne, fem forskellige typer bas. Jeg er selv bassist, men i det jeg laver, indspiller jeg næsten ikke bas længere. Jeg programmerer. Det er en syret ting, men hvis man skal sælge et nummer, og sangeren beder om at få den én tone op, så er det virkeligt nemt, når det er programmeret i MIDI. I forhold til songwriting og tracks giver det god mening ikke at lave det for komplekst og indspille for meget. ”

Anders Boll er først og fremmest tekniker og producer men er de senere år begyndt at fokusere mere og mere på at skrive musik til publishing. Han deltog sidste år i den internationale sangskriver-camp Aarhus Calling for sangskrivere og producere.

”Jeg har aldrig været den, der skulle ud og stå på scenen,” som han siger.

Til gengæld indeholder cv’et et utal af roller bag de musikalske kulisser. Senest har han bl.a. siddet i producerstolen på Lowlys kritikerroste debutalbum ’Heba’ og produceret og arrangeret musikken til forestillingen ’Lyden af de skuldre vi står på’ sammen med Marie Højlund.

Et sindssygt miljø

Som mange andre i det lokale musikmiljø kan Anders Bolls musikalske rødder spores tilbage til Feedback Recording.

Som 17-årig flytter han i 1999 alene til Aarhus fra Mors, hvor han på trods af et pænt gennemsnit er blevet erklæret uegnet til gymnasiet, fordi han ikke egner sig til det stillesiddende lektieliv. Via Den Fri Ungdomsuddannelse ender han med at spille musik på Byhøjskolen, først på rockholdet og siden funkholdet, hvor han bl.a. lærer at spille slapbas af en vis Ida Nielsen (senere bassist for Prince).

Han drømmer egentlig om konservatoriet, men bliver undervejs mere interesseret i teknikken og finder ud af, at Feedback Recording tager praktikanter ind. Det lykkes ham at få en fod inden for studiet, hvor han kommer under vingerne på den lokale lydlegende Tom Andersen, hvis credits bl.a. tæller indspilningen af Afrika-sangen.

”Jeg startede i praktik derude i ’99. Jeg kan bare huske, hvor sindssygt et miljø der var, og hvor mange mennesker der kom. Hvis et band indspillede, var der måske fem i selve bandet, men så var der bare 30 ude og grille og hænge ud og lige indspille lidt og lave nyt musik i rummet ved siden af,” fortæller han.

I 1999 kører det stolte studie stadig på højtryk med skiftevis 10 timers indspilning efterfulgt af to timers ISS-rengøring og ’Chili John’ som lejlighedsvis rock-kok for musikere og hangarounds. Alt er dog ikke en fest for de unge praktikanter.

”Dengang blev praktikanter også bedt om at klippe hæk og slå græs, men da jeg fandt ud af, at jeg var en af de bedre til studiets nye computerprogrammer, gad jeg ikke det mere. Der boede endda en A&R-gut længere nede af vejen, hvis hæk vi også skulle klippe. Altså what the fuck? Jeg var nok en del af en ny generation, som så lidt anderledes på tingene. Men hvis græsset blev langt, skulle jeg nok slå det. Det skulle bare være af egen drift. Jeg og nogle af de andre unge som Magnus Vad fik ret hurtigt et stærkt tilhørsforhold til stedet og gik meget op i, at det var ordentligt. Det var nok også derfor, at vi fik lov at blive hængende.”

Feedback Recording bliver begyndelsen på et liv med lyd for Anders Boll, der efterfølgende er forbi livelydsfirmaet Ca-Pa, hvor han lærer Marie Højlund fra Tiger Tunes at kende. Et band han siden går freelance med som lydtekniker.

Et afgørende møde

Den 14. marts 2008 er Anders Boll lydmand for Lise Westzynthius til en dobbeltkoncert på Store Vega. Efterklang skal på scenen efter Westzynthius, og de bider mærke i lyden under den første koncert.

”Jeg kan huske, at vi var vildt imponerede, og han gjorde et vildt godt indtryk på os. Lidt senere på året stod vi nede i studiet og manglede en ny lydmand, og så spurgte vi ham. Det var bare den første, vi havde lyst til at spørge,” fortæller Rasmus Stolberg fra Efterklang.

Anders Boll bor på det tidspunkt i pladeselskabet Genlyds gamle lokaler i Viby, hvorfra han arbejder som tilkaldevagt i det økonomisk skrantende Feedback og laver koncerter i weekenderne. Mødet med Efterklang bliver begyndelsen på et årelangt samarbejde og ikke mindst tæt venskab.

”Efterklang er jo familie for mig. Bl.a. fordi vi turnerede så sindssygt meget. Alle mine skavanker og dårlige sider kender de også, fordi vi har været så tætte,” siger Anders Boll.

Det bliver til hundredevis af koncerter og indspilninger over det meste af verden med bandet, der beskriver Anders Boll som en ekstremt dygtig og dedikeret lydtekniker, som nok kan være gnaven, men aldrig på en måde som smitter af på stemningen.

”Anders er ekstremt generøs med sin energi og sit engagement. Han kan også være en total gnavpot og brokkemås, men du ved ligesom bare, at han aldrig stopper, før tingene virker. Han vil aldrig tage en friaften,” siger Rasmus Stolberg og fortsætter:

”Der er fuld dedikation, og det er en fantastisk viden at have, når man arbejder med nogen og står på scenen. Man ved jo ikke selv, hvordan det lyder ude i salen. Men hvis du har fuldstændig tillid til, at den mand, du har siddende derude, vil få det til at lyde så godt, som han overhovedet kan, uanset hvad der sker, og hvilke forhold han bliver sat til at arbejde i, så giver det en fantastisk tryghed og ro, som gør, at man kan spille meget bedre.”

Enhver lydteknikers drøm

Ofte er forholdene dog exceptionelt gode med Efterklang, der spiller en lang række koncerter i samarbejde med symfoniorkestre på venues som Royal Albert Hall og Sidney-Operaen. Mens et team tager sig af det praktiske setup, sidder Anders Boll bag pulten med masser af tid til at nørde rumklang, niveauer og detaljer på de mange lydspor, der sendes op til ham; meget lig situationen i et studie.

”Det var sindssygt fedt. Jeg kommer aldrig til at lave sådan noget igen og så mange gange. Det tager jo lang tid og mange år som tekniker, før man får mulighed for at sidde og styre sådan noget. Og så tror jeg, det var godt også at være producer, for det er meget produktion. Der er mange, der kører med presets, men det har jeg aldrig gjort. Jeg har altid været meget mere flydende og gået efter mit humør,” smågriner han.

Hvornår er du tilfreds med dit job?

”Det var også derfor, jeg stoppede som livetekniker. Jeg er 100 procent perfektionistisk. Jeg hadede festivaler så meget, for der har man bare lydprøve med et lille PA-anlæg nede ved mixeren.”

”Jeg kan huske, de spillede på Arena, og jeg var lige ved at gå kold. Det var så vildt vigtigt et job, Roskilde på Arena-scenen, og jeg syntes bare, alt lød ad helvede til. Så stod der to jeg kendte ved siden af, som var helt oppe og køre over lyden bagefter, og jeg havde bare en helt anden opfattelse af hele koncerten, for min hjerne kørte på 400 procent, og derefter var jeg sådan lidt; ’det behøver du ikke byde dig selv længere’”.

”Man har ansvaret for, at hele det der lort bare spiller, når de går i gang. Det var ekstremt stressende for mig at være livetekniker. Jeg var nærmest aldrig tilfreds. Jo med symfoniorkestrene, for der havde jeg to dages lydprøve og virkelig ro til at få styr på alt,” siger han og trækker på smilebåndet.

Den sidste tekniker i Aarhus

Anders Boll laver stadig lyd for vennerne fra Efterklang, når de spiller i byen, men kvittede tourlivet i 2014 og er i dag en del af lydkollektivet Lydhavnen, som han var med til at starte, da Feedback lukkede i 2011.

Ud over sine egne kompositioner fokuserer han i dag på indspilning og mixing af plader. Sidste år endte han ved en mindre tilfældighed med at stå for begge dele på Lowlys roste debut ’Heba’.

”De havde hyret en engelsk producer, som skulle indspille og mixe det, men så aflyste han og så var jeg nok tilfældigvis den eneste tekniker i Aarhus på det tidspunkt,” lyder det spøgende.

Da Aabyroad-studiet allerede var booket, blev indspilningsprocessen skudt i gang med det samme. Det tog tre-fire uger. Efterhånden som processen skred frem endte bandet med at spørge, om ikke Anders Boll også ville mixe albummet.

Er du glad for resultatet?

”Ja, nu kan jeg lytte til det igen. Jeg synes, det er fedt. Til sidst syntes jeg bare, at alt lød ringe.”

Er det ofte sådan?

”Ja ja, er du vanvittig. Hele tiden. Man kender alt i det. Det sværeste ved at producere er at holde friskheden. Så det øver jeg mig også meget på; det med at starte med et nyt track hver dag. Hvis man kan nå at få det bakset færdig på to dage, så har man stadig helt friske ører på det. Jeg har så mange gange arbejdet på et nummer over lang tid, åbnet det igen, indspillet lidt. Så er der måske gået halvandet år, og så finder man tilfældigvis et mix fra den første uge og indser, at det er sådan, det skal være.”

Relaterede artikler