I weekenden er der Pære Punk 40 på Atlas. Det er en fejring af en berømt festival fra 1978 på Huset og en efterfølgende legendarisk opsamlings-LP fra 1979. Men hvordan var det at være en del af punkmiljøet i Aarhus i slut 70’erne? Det har Aarhus Echo spurgt Jacob Haugaard om. Han oplevede nemlig selv miljøet indefra, som medlem af punk orkestret Sofamania.

Af Andreas Kristiansen

 – Jeg er virkelig indbegrebet af, at dem, der har oplevet 70’erne,  ikke kan huske dem, griner Jacob Haugaard. Det virker som et fremragende udgangspunkt til et skrive en artikel om et ungdomsoprør, der havde sit højdepunkt for 40 år siden, og af den grund kræver, at man bygger artiklen på en velerhvervet hukommelse.

Samtidig er det svært at beskrive selve musikken, når en af Jacobs pointer er, at ingen fattede, at der var et kunstnerisk samtidsudtryk på daværende tidspunkt. Det er noget, der er blevet efterrationaliseret sidenhen. Det handlede dybest set om at drikke noget sprut, æde nogle piller og så gribe nogle instrumenter spille som gale.

Læs også: Fra Punkens vugge til off-SPOT og Cocktails, fra Østergades Hotel til Scandic

– Det var jo vi unges oprør mod Henning Stærk og Peter A. G.. Så kunne de kraftedeme komme med alle deres lorteakkorder. Det var en lukket kreds. Det var næsten adeligt at få et foretræde, mener Jacob.

Punk uden at vide det

Jacob vidste ikke så meget om punk. Han var stoppet med at høre musik i 72/73 ved Captain Beefheart og Frank Zappa, og han købte ikke længere plader.

– Vi var punk uden at vide det, pointerer Jacob Haugaard.

Sjælen i punken var at overskride grænser og føre sig frem, og det var også på den måde, at Jacob Haugaard fik skabt et netværk og i sidste ende skaffede en pladekontrakt til et endnu ikke eksisterende band Sofamania.

– Jeg fik dybest set skaffet alle de her forbindelser ved at gå nøgen rundt og spille tværfløjte og løbe nøgen efter pigegarden, forklarer Jacob.

Det var nærmest umuligt at skaffe en pladekontrakt på det her tidspunkt. Alligevel lykkedes det Jacob Haugaard. Sofamania blev et orkester ligesom Lost Kids, der blev dannet på en uge. Det blev dannet, fordi der var en amerikaner, der sagde, at han skulle have et orkester, for at indspille en plade.

– Det havde jeg sgu da slet ikke tænkt over, siger Jacob.

Sofamania var en realitet, og fra 1977 til 1980 nåede de at lave tre albums, hvoraf det ene dog aldrig nåede at blive udgivet. Stilforskellen mellem singlen ”Århus By Night” fra det første album og ”Mit hjem det har intet WC” er markant. Punken har meldt sin ankomst, da Sofamania udgiver sit andet selvbetitlede album i 1979. Bedøm selv.

Et af de steder, hvor punkorkestre spillede, var Østergades Hotel, og det husker Jacob særligt tilbage på.

– Det mest fantastiske ved Østergades, det var, når du gik ind. Så var der en lang gang med en dør henne for enden og en dør til venstre.  De 99% gik lige ud, og ind på Tordenskjold. Vi andre gik til venstre ind på Østergades Hotel. Det var alt sammen inde i samme bygning. Men der var fuldstændig vandtætte skodder. Vi var aldrig inde på Tordenskjold, fortæller Jacob.

Inde på Østergades Hotel spillede Sofamania til sessions med eksempelvis Slim, Gylle eller Little Big Man med Harley Flanagan. Punk var for Jacob antimusik. Det handlede mere om udtryk og følelser. Det gjorde det også for bizarhederne, der udspillede sig, når bandet Slim optrådte med blandt andet en kvindelig stripper:

– Når Kæppe havde kastet slim på folk, så kom hun ind med patterne hængende ud i sådan en læderpladedragt uden brysteholder i, hvor brysteholderne så hang ned med kæder imellem brystvorterne og med en hund, der var malet rød og hvid. Så sagde Kæppe altid ”Når er i så liderlige”, og så startede de bare, griner Jacob.

Savner engang imellem den rå tilgang

Netop det rå og kompromisløse kan Jacob stadig godt savne. På spørgsmålet om, hvad Jacob har taget med fra punken op til i dag, svarer han, at han har viderebragt mentaliteten med bare at gøre ting. Uden at analysere om det er en god idé. Noget går godt, andet mindre godt. Samtidig erkender han, at han måske godt kunne gøre det endnu mere, når det kommer til musikken.

– Jeg burde oftere bare udgive mine demoer, fordi de har den der energi.

Det var det samme, de gik efter i punken. Det var derfor, det bare handlede om at gribe et instrument og spille, og det er det, Jacob er blevet kendt på. Selv i Sofamania var han svær at kontrollere.

– Jeg blev som regel altid frataget et instrument, fordi jeg var for vild, forklarer Jacob.

Men det var samtidig det, der tændte en ild i ham. At punk var antimusik. Det handlede om følelser, og så kunne de voksne ellers komme og spille deres mange akkorder, der var dræbende kedelige. Punken var noget desperat. Det var det, der interesserede Jacob mere end detaljerne i musikken. Det samlede udtryk interesserede ham.

Punkens nederlag

Jacob Haugaard husker heldigvis langt bedre, end han gav udtryk for i starten, og som samtalen skrider frem, er der flere og flere statements, der kredser sig omkring nederlag.

I gruppen i Århus var der en frustration omkring, at de pædagogiske figurer, der var rundt om ungdommen på daværende tidspunkt, sagde, at der var en Mozart, Picasso og Bob Dylan i alle.

– Det var vi mange, der opdagede, at det var der slet ikke, forklarer Jacob.

Han var selv en af dem, der troede, han kunne blive en Bob Dylan, for som han siger, så kunne alle jo spille det der. Han oplevede skuffelsen af, at der kun kan være en af hver.

Samtidig satte de unge spørgsmålstegn ved, hvorfor man skulle arbejde?

Hvorfor var det nødvendigt. Kunne man ikke godt opnå rigdom alligevel? Der var en naiv tro på menneskeheden og med det kom nederlagene og vel også vreden.

– Det er jo bevist til fulde i dag, at dem, der gider at arbejde, er dem, der er rige. Og dem, der ikke gider, er fattige, konstaterer Jacob.

Samtidig levede Jacob efter statementet ”Lev stærkt, dø ung”.

– Jeg har sidenhen fundet ud af, at det er jo en åndssvag filosofi, hvis du så ikke dør, griner Jacob nok engang.

I punkmiljøet i Aarhus oplevede Jacob at være blandt unge, der alle gerne ville føre sig frem, udtrykke deres personlighed og samtidig gøre oprør mod hippietiden og hippiemusikken, der kun var ti år gammel. Det må have været svært at skabe et kunstnerisk samtidsudtryk i et oprør med så kort en horisont til det, de reagerede imod og med så mange egoer. Det må have været kaotisk.

– Jeg har aldrig fattet, hvorfor punken blev stor, og hvorfor folk i nogen sammenhænge satte det som værende kunst. For eksempel var der “De unge vilde” indenfor kunst. Jeg har aldrig opfattet det, de lavede som kunst. Jeg opfattede det som en måde at få opmærksomhed på og kvinder, konstaterer Jacob.

Sofamania blev opløst i 1980, hvorefter Jacob spillede i kultduoen Haugaard og Carlsen i nogle år.

Relaterede artikler