INTERVIEW POWERSOLO: Har det været en slags ‘Så fuck jer’?

Af Frederik

Udover at være et band, som på mange måder bevæger sig inden for sin helt egen genre, er PowerSolo også et band med en imponerende tourhistorik, som tæller over 1200 afholdte koncerter. Det er dog langt de færreste, som vi har fået mulighed for at opleve herhjemme. I 2018 stod bandet ved en skillevej, da The Atomic Child efter tyve år valgte at træde ud. Det kunne have været enden på to årtiers livsværk, men tilbageværende medlem og stifter Kim Kix tog en beslutning og lagde en plan. PowerSolo er stadig på landevejen, og de har skruet op, for folket skal vide, at de er tohundrede procent i live og live.

Du har spillet over tolvhundrede koncerter med PowerSolo – Jeg ved mange af dem har været i udlandet, men hvor mange er det egentligt?

Jamen, cirka halvfems procent har været i udlandet. Vi spillede mest i Danmark i forbindelse med, at vi i 2004 blev ugens uundgåelige på P3. Dengang var det noget specielt. Det var noget, man kunne ‘breake’ på, og det gjorde vi. Det var med singlen Juanito. Et spansk nummer med trompeter, du ved, og rigtig festlig.

– Den var på vores andet album, som var vores første udgivelse på Crunchy Frog, som vi har været signet ved siden. Jeg har hørt, at den egentlig først var blevet sorteret fra, men at der var nogle værter, som alligevel begyndte at spille den i deres program. Så var der en del folk, som skrev ind om, hvem fanden det var! Så kom vi i ‘A’ rotation, og blev til sidst ugens uundgåelige … Ja, og det gav altså en del koncerter i Danmark.

JUANITO – PowerSolo

Men der havde I allerede været aktive i en del år?

Indtil 2001 spillede jeg i ‘Godless Wicked Creeps’, som var et psychobillyband. Men allerede i 1996 var jeg begyndt at rode med PowerSolo, som en one-man-band ting. I 1998 kom min bror Bo (The Atomic Child) så med på trommer. Da ‘Godless’ stopper, står jeg med et valg, om hvorvidt jeg skal fortsætte med at lave musik. Jeg havde en maskinsnedkeruddannelse, som ellers var en fed uddannelse, og jeg havde også lige fået min første søn. Men ja, jeg skulle spille musik. Allerede dagen efter fødslen stod jeg faktisk på musikcafeen, for musikken skulle passes. Bo og jeg indspillede den første plade og tog af sted for at spille som duo. Vi satsede bare aldrig på Danmark.

Men hvorfor vælger man at starte i udlandet. Jeg forestiller mig, at det er mere besværligt på mange måder?

– Ja, men det var det bare ikke, for der var en scene, der ventede på os, og jeg havde allerede mange kontakter i udlandet fra min tid i ‘Godless’.

– Med ‘Godless’ spillede vi nemlig både i USA, EU, Skandinavien og England. Dengang vidste vi også godt, at hvis vi ville ud og have nogle oplevelser, var der ingenting at hente i Danmark. Også selv om der ellers var en undergrund, der ligesom kom ud af efterdønningerne af punken. På det tidspunkt var vi alle mulige forskellige grupper, der gik sammen. Punkere, rockabillies, psychobillies, skinheads, og hippier. Det var en vild undergrund, som bare ikke eksisterer mere. Men på trods af det så er den danske scene alligevel så lille.

Læs også: Picnic – jeg tror ikke, de følte sig truet af os, fordi Picnic ikke udgjorde nogen kommerciel faktor

– Så i slutningen af 1998 meldte Martin, som var trommeslager i ‘Godless’, og jeg os til et Dansk Musiker Forbund kursus, alene af den grund at vi vidste, der var internet. Det var vores indgang til USA, for de var nemlig meget længere fremme i forhold til internet derover. Så kunne vi sidde der og lave research og skrive mails. Vi startede på kurset i foråret, og så lå der en tour til USA med ‘Godless’ i efteråret.

– Alt det med at tage af sted var jo også styret af en lyst til at komme ud og se noget nyt og få oplevelser. Det er jo den vildeste måde at rejse på. Nogen gange kunne man også få penge ud af det. Møde mennesker, arbejde med mennesker og så endda også være dem, som folk glædede sig til at se. Midtpunktet for festen.

– Så ja, tilbage til PowerSolo. Jeg havde altså en masse kontakter i for eksempel Frankrig, Tyskland og Spanien fra psychobilly scenen. Selv om man måske ikke lige kan høre det med det blotte øre, så har PowerSolo altid haft rødder i psychobilly scenen. Så det var oplagt at gribe knoglen og ringe rundt for at få venner og bekendte til at sætte koncerter op.

– Det var jo bare Bo og mig, så vi rejste rundt i en Volvo 242. Sådan en gammel brun todørs Volvo læsset med trommer, en Marshall combo og proviant. Vi startede med at tage af sted i cirka ti dages tid og spille omkring syv koncerter. Sådan en tour kunne gå gennem Tyskland, ned til Paris og et smut forbi nogle venner i Rotterdam. De dage, vi ikke havde planlagte shows, kendte vi måske nogen eller mødte nogen, som lod os spille spontane cafejobs og lignende.

– Dengang med ‘Godless’ var grænserne stadig oppe i Europa, og vi rendte rundt med lommerne fyldt med forskellige valuta. Men da vi startede med PowerSolo, var det allerede blevet lettere. Man blev kun tjekket lidt ved grænserne, så det var bare med at tage afsted. Vi ville noget med det her musik. Noget andet end alt det musik, der var omkring os. Vi kunne ikke udstå det musik, der blev lavet på det tidspunkt, og heller ikke den aarhusianske musikscene, hvor alle skulle være venner og danne kliker. Jeg havde ikke noget tilhørsforhold til det, og ville ikke være en del af det.

Har du andet tilhørsforhold end til Danmark?

– Det er lidt mærkeligt, for jeg har altid følt, at jeg ikke er fuldt integreret i Danmark. Jeg er født og opvokset i Tunesien, og har haft nogle rigtig vigtige år der. Nogle af mine ældste venner er også derfra. Da jeg som ung kom til Randers, sagde det mig intet. Det, folk snakkede om. Det hele handlede om at drikke bajer og score damer. Det var ikke, fordi det var ukendt for mig, du ved, men jeg synes hele kulturen var uinteressant. Så dem jeg hang ud med var iranere og irakere.

Ana Bhebak

‘Ana Bhebak fra Bo-Peep-albummet er Kim’s hyldest til Tunesien. Tuneserne tog godt imod det, og PowerSolo blev i 2018 inviteret til at spille i Tunis’

– Ja, og det var dem, jeg snakkede med, indtil jeg mødte Erik fra Hjørring med sort eyeliner og strithår. Det er muligvis ham, som er den mest direkte årsag til, at jeg valgte at spille musik. Han spillede simpelthen noget musik og introducerede mig for nogle mennesker, som blæste mig helt bagover.

 Og han var med i ‘Godless Wicked Creeps’?

Nej, nej, han var bare en af de andre, som sad for sig selv i hjørnet. En tynd starut som mig. Han hvilede virkelig i sig selv. Super provokerende og super skarp …  Men det var det med tilhørsforhold! Mit tilhørsforhold til Aarhus er også efterhånden … Altså, jeg vil sige, at Aarhus måske er vokset fra mig. Jeg synes, at der er sket så mange forkerte ting. Der er så mange af de gode steder, som bliver revet ned og fyldt op af finansverdenen.

 Er det så en slags ‘så fuck jer’ ting, at du vælger at turnere så meget i udlandet? Altså, har du valgt Danmark fra?

Nej! Nej, er du tosset mand! Nej, jeg ville ønske, at jeg kunne spille meget mere i Danmark. Jeg ville ønske, at der var mange flere steder, der havde plads til sådan nogen som os, og mange flere bands som spillede musik, som gjorde, vi kunne spille samme aften. Flere spillesteder der ikke kun jager unge bands, hvis største ambition er at stå på SPOT eller Roskilde. Og så måske noget mere loyalitet for de gamle hårdtarbejdende bands. Anderz Nielsen fra Gearbox Agency, en fantastisk mand. Han har haft alle de bedste alternative bands igennem sit bookingbureau. Jeg har arbejdet sammen med ham i 15 år. Han har skrevet til Roskilde hvert år, siden vi spillede der i 2004. Det er alligevel nogle år.

– Jeg har også selv skrevet sådan et brev til dem, du ved – ‘Hej Roskilde. Vi kommer og åbner Orange Scene, det bliver en fest, vi vælter det hele, og vi skal nok betale for de ting, som bliver bøjet’. Men der er ingen humor der. De har ikke engang rykket med øjenbrynet. Altså, jeg vil sindssygt gerne spille på Roskilde, for jeg ved det bliver en fest, men Roskilde er stadig bare et show.

Skanderborg har været mere loyale. De har støttet os, også selv om omtalen af os har fundet et andet leje end i 2004. Vi griner ofte af, at vi var the shit i 2004. Men det er mere behageligt for os i det her leje, hvor vi kan få lov til at være et hårdtarbejdende band.

Din bror Bo, The Atomic Child, valgte officielt at forlade bandet for omkring et år siden. Hvordan er det at turnere uden ham?

– Jamen, det er sjovt – og ikke så sjovt – og fantastisk. Det er lige som før.

– Da Bo stoppede, var det hele ved at falde sammen. Jeg tænkte, hvad skal jeg gøre uden min bror. Ham kan jeg umuligt undvære, og det kan jeg på en måde stadig ikke … Men det kan jeg så alligevel godt, for jeg tog en beslutning. Jeg vidste det otte måneder, før det blev meldt ud, så jeg kunne nå at lave en plan. Så da vi kom til det punkt, hvor vi skulle offentligøre, at Bo forlader bandet, kunne jeg også sige ‘Og her er en ny plade, og så laver vi en masse koncerter med de nye folk om bord’.

– Men det har taget et år med konstant turnéren at få det hele banket ordentligt sammen og få det til at lyde, som det skal. Folk kommer også stadig op, efter vores shows og siger noget hen ad, at det først var lidt mærkeligt uden Bo, men at det samtidig virker fedt med den nye mand (Peasoup). Så stikker de ham hånden og byder ham velkommen i “familien”. Forstået sådan at de gamle fans føler sig som en del af PowerSolo familien, så de byder de nye medlemmer i gruppen velkommen. En smuk gestus synes jeg. Så har jeg alligevel også haft 22 musikere, 4 nationaliteter og begge køn med i PowerSolo gennem årene, så forandring er heller ikke helt fremmed.

– Jeg kunne aldrig helt afvise Bo, men hvis han stod i døren nu og sagde, at han gerne med igen, så ville det være svært, for nu har jeg jo lagt en helt ny plan.

– Fem sekunder efter Bo sagde, han ville træde ud, tænkte jeg på Anders Pedersen. Han er erfaren og har spillet og turneret med Giant Sand, men derfra og så til at spille downstroke Chuck Barry-inspireret guitar, er der lang vej. Jeg vidste godt, det ville gå, for han er en person, der arbejder hårdt. Han er et godt indrettet menneske. Ordentlig og grundig og han ville ikke give op. Det har været hårdt arbejde at få tingene til at virke, og jeg har takket både Anders og Mike for deres slid. For det har ikke været pisken, de har fået, det har været en kæp.

Fra venstre Kim Kix, Mike Sullivan & Anders Pedersen

– Mike har spillet med mig i mange år, men når der kommer en ny fyr ind på guitar, så starter det hele ligesom forfra. Så jeg har sagt til dem – ‘Jeg skal nok styre showet – I koncentrerer jer bare om jeres’. Det kan godt lyde diktatorisk, men showet skal fungere. De skal vide præcis, hvad deres funktion er, og når vi står på scenen, så bærer vi våben. Så bliver der råbt, hvis tingene ikke foregår, som de skal.

Hvordan skal det forstås – råber du af dem på scenen?

– Altså, jeg står ikke og råber af dem, når nummeret er slut, men midt i nummeret ja. Jeg fortæller dem, hvis der er noget, de glemmer, eller noget som de skal gøre anderledes, og det kan publikum også følge med i. Hvis det er noget større, så bliver det taget op efter showet. Ellers, hvis det er nødvendigt, bliver det morgenen efter.

Kan man godt tage en alvorlig snak, når man er på en længere udlandstur, eller er det bedre at vente. Man skal jo alligevel sidde længe i en bus og være uvenner, hvis det ender der.

Tingene skal fungere, og man skal kunne vende sådan nogle ting, også selv om man er langt væk hjemmefra. Men det er nogle gode gutter, hårdhudede, og så er de bare godt selskab.

Godt selskab er vel også vigtigt, når man skal turnere så meget, som I gør?

Det betyder sindssygt meget mand! At man kan tage afsted og vide, man skal være sammen med nogle voksne, empatiske, hårdtarbejdende gutter, der ikke tuder. De er venlige og udadvendte … De er verdensmænd, det er det, de er. De har rejst rigtig meget. Jeg har rejst rigtig meget. Og det betyder altså noget for, hvem du er som person.

Når man tager på udlandstur første gang, er det for de fleste bands nok en kæmpe oplevelse. Men når du tager af sted, hvad er det så for en følelse, du tager afsted med efter så mange år?

Der er rigtig meget erfaring, som spiller ind. Nu har jeg gjort det i så mange år, at jeg også når at opleve spillesteder åbne og lukke ned. Også de legendariske. Hele den der ‘har du nået at spillet der?’, der kan jeg sige, ‘ja, det har jeg’.

– Jeg ser bydele forandre sig og politiske omstændigheder have betydning for, hvor man kan spille, eller om man overhovedet kan spille. Jeg tager af sted, og følger med i, hvad der sker rundt omkring.

– Da vi kom hjem fra Italien i december, sad jeg og tænkte; der gik sgu et år. Hvor startede vi? Det var Hamborg, og så sluttede vi i Italien. Så kan man prøve at finde ud af, hvad der er sket imellem det, og man tænker, hold kæft, hvor er der sket meget mand! Hvor sker der meget, og hvor er der udsigt til meget! Det bliver bare aldrig kedeligt.

– Der kan godt være nogle turnéer, hvor vejret er gråt, koldt og kedeligt, og man kan mærke, at nu er der satme også halsbetændelse på vej. Så er det smertestillende de sidste fem koncerter. Det kan tære på psyken og fysikken. Så det er vigtigt at huske, hvad det hele handler om, og det er for mit vedkommende stadig at have det sjovt. At minde sig selv om, at man har skabt noget selv, sammen med nogen og med hjælp fra nogen. Noget, som tillader, at man rejser rundt og tjener sine egne penge. Jeg går på værtshus en mandag, hvis det er det, jeg vil. Jeg tager på ferie, mens andre står på deres job. Man skal selvfølgelig også være væk fra familien i lange perioder. Men så kan jeg også være hjemme hos dem i lige så lange perioder, når jeg så er hjemme.

Ja, hvordan har tour-livet ændret sig, siden du fik familie?

Jeg har et ansvar nu. Jeg har nogle børn, som jeg skal kunne opdrage, og jeg skal jo gøre det ordentligt. Nu er de ældste også blevet gamle nok til, at de begynder at opdage, hvad det egentlig er, jeg laver, og det er de stolte af. Det er måske også det, jeg går og laver, som har været med til at inspirere dem til at gøre noget selv. Min ældste søn kører på BMX og kan sindssyge tricks, min datter synger og har virkelig den der indre ro, og min yngste på fire spiller trommer og guitar, fordi han har hørt ‘babba’ musik … ha ha ha. Det er det, han kalder PowerSolo… Det er ‘babba’ musik. Så selv om jeg kan have hovedet oppe i røven og være meget af sted, ser det ud til, at jeg alligevel kan give noget videre. Det er jeg virkelig glad for at opleve.

Er der noget ved tour-livet, du ikke gider mere?

– Altså, jeg vil ikke sove i en bus, så vi sover på hoteller. Det med at skulle køre i mange timer, det er ikke noget problem. Det er ikke sikkert, man gider, når man sætter sig ind i bussen, men samtidig så er det også bare fritid, hvor man kan sidde og tænke, høre musik og kigge. Selv om vi er mange i bussen, så giver vi hinanden plads til at være der, hvor vi er. Det, jeg kunne blive træt af, det er at slæbe. Jeg har slæbt så vanvittig mange tons igennem årene. Det vil jeg gerne slippe for, men samtidig er det også en god måde at holde fødderne på jorden. Det er fandme vigtigt.

Så du får stadig optur af at tage på tur?

– Ja, for helvede. Det gør jeg. Jeg er ikke bange eller nervøs for at spille, men jeg kan stadig godt have sommerfugle i maven. Så tænker jeg da også ‘halvtreds om to år’, og så står jeg der i bar mave og rød pelsjakke og skal ned og rive i publikum. Men det er jo det fedeste.

Hvad tager du med hjem fra en udlandstur?

– Møder med folk, indtryk, meget landskaber, steder, rum … Et stop på en solbeskinnet plads i Italien og en formiddagskaffe. En kold fugtig stengang i en kælder i Frankrig, hvor et af bandmedlemmerne er faldet og har fået en forstærker ned over knæet. Billeder af publikum, som sætter sig fast i hovedet. Så kan man huske sådan et eller andet fjæs der. De gamle fans man efterhånden har kendt længe, og som er gået hen og blevet venner på distancen.

– Man mødes, når man mødes. Jeg mødte en fyr her på den sidste tur til Tyskland. Jürgen. En gammel psychobilly jeg ikke har set i 25 år. En gut som gjorde indtryk på mig som knægt. Sikke et fucking møde mand! Så står han der. Det er helt vildt, og så kan vi stadig snakke om det at være psychobilly. Det er som at have brødre og søstre derude, og der er også ofte psychobilly folk som dukker op i Frankrig og Spanien. Så snakker vi om gamle dage.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af POWERSOLO (Official) (@atomicpowerkix) den

Inden vi slutter. I skal til USA om ikke så længe. Hvad er planen?

– Ja, jeg har nok været med PowerSolo derovre cirka ti gange efterhånden. Denne gang skal vi være der en måned, hvor koncerterne skal supporte Bo-Peep albummet, som udkommer på Dirty Water Records, og EP’en ‘Transfixing Motherfucker’ på Slovenly Recordings. Det er Atomic Music Group, som har stået for at booke, så det bliver fedt. Vi har 25 koncerter i et ryk ned af vestkysten og slutter på South By Southwest.

– Så til oktober tager vi østkysten og sydøst. Vi kommer til at køre nogle kilometer. Folk har gerne villet have os derover de sidste par år, så det giver god mening, og det er noget, jeg ser frem til.

– Der er mange gode venner derovre, som jeg også glæder mig til at se igen, og så kan jeg bare godt lide at rejse der. Deres spillesteder er som andre steder, men deres bar er altid bedre end i Europa. Man skal så godt nok gøre noget mere for at få noget ordentlig at spise. Der er også noget ved det der med at tænke, man kører på de ruter, hvor alle de store også har kørt. Der er den der vilde vibe, og så er musikken i PowerSolo jo også inspireret af landet.

PowerSolo’s Facebook

Relaterede artikler