I hjemmestudiet bestemmer man selv. Hvorfor er det værd at bygge sit eget musikstudie?

Af Sune Nordby

Han sidder bag en computerskærm og hopper med benene. Dagens sidste kontorarbejde på spillestedet HeadQuarters skal ordnes. Ole Løhde er en travl mand.

Med hastige klik og et hurtigt kig ind i baren bliver 38-årige Ole Løhde så småt klar til at tage afsted. Han fører an forbi banegården og hen til Rosenkrantzgade, hvor han åbner kælderdøren til et byhus. Han ejer huset, som er inddelt i to lejligheder, sammen med sin søster. Det er et misundelsesværdigt hjem, indrømmer han.

 

– Der er ingen tvivl om, at det er fantastisk at kunne gå direkte ned i studiet. Det er et privilegie. Især i midten af Aarhus.

 

Misundelsen indtræffer for alvor, idet Ole åbner døren baggården, hvor vi finder hans bud på et hjemmestudie.

Han kalder den lille bygning HQ Studio eller HQ Rec Studio. Navnet ligger endnu ikke fast, men faciliteterne er i orden. Studiet er udstyret med digitalt trommesæt, diverse elguitarer, basguitarer, slagtøj, keyboard og sangmikrofoner. Fuldt udstyret og direkte tilsluttet en computer. En øver kan blive til en indspilningssession med et øjebliks varsel.

– Ofte, når vi har øvet, har vi sagt: ‘Det her lyder sgu meget godt. Skal vi ikke tracke det?

‘Vi’ henfører i dette tilfælde til Ole selv og Kristoffer Veirum, som under navnet Still the Man har været flittige brugere af studiet siden 2017.

Ro i hovedet, larm i højtalerne

Som dimittend fra Det Danske Musicalakademi i Fredericia årgang 2005 kan Ole Løhde efterhånden sige, at musikken har været en del af hans liv i ‘mange’ år. Derfor var det naturligt at omgive sig med instrumenter og udstyr til indspilning, fra han først flyttede ind på Rosenkrantzgade. Ligesom andre lavede han sin egen vocal booth, hvor der nu var plads i lejligheden. Instrumenter og forstærkere fik lov til at frarøve kvadratmeter fra lejligheden.

Stedet var base for venner og særligt bandkammerater – Ole bemærker, at ‘alt’ foregik i hjemmet i Rosenkrantzgade, som fik tilnavnet Headquarters. Det går an for en tid, men efterhånden som årene gik måtte Ole indstille sig på en travlere hverdag.

Læs også: Når musikken trænger sig på

I februar 2011 blev Ole Løhde forretningsmand. Han var med til at stifte baren og spillestedet HeadQuarters – opkaldt efter lejligheden på Rosenkrantzgade – som han stadig er medejer af i dag. Selvstændigt arbejde er en udfordring i sig selv. Tilføj en forretning i underholdnings- og serveringsbranchen, og du vil få dig en stærk cocktail, som efterlader få dyrebare timer til afslapning.

 

– Det, at musikken og jeg’et flyder sammen, kan være fint nok. Men når det eneste, du har at sætte dig ved, er en trommestol, så er det lidt op ad bakke, når man vil slappe af, fortæller Ole om de gamle dage.

 

Derfor besluttede han i 2013 sig for at flytte det musikalske arbejde ud af lejligheden.

– Der strejfede sig en tanke om, at jeg godt kunne tænke mig en stue. Og det at gå fra et arbejde og komme hjem til et andet arbejde, fordi det at være musiker er lige så meget et arbejde for mig, gjorde, at arbejdet og jeg’et flød sammen. Så jeg havde brug for et tredje sted.

I løbet af de tidlige år som virksomhedsejer, lærte Ole sine behov at kende. Behovet for en hverdag med varierede opgaver blev rigeligt opfyldt af erhvervsarbejdet. Men behovet for at lave musik var i konflikt med behovet for fritid.

– Jeg har med årene fundet ud af, at min hjerne har en hvis kapacitet. Jeg bliver nødt til at prøve at koble fra, og det kan være ved at se en dum serie. Det involverer i hvert fald sofaen en del. Jeg elsker at lave musik, jeg elsker at spille musik Og det kan på sin måde være afslappende, men det er stadig et slags arbejde for mig, forklarer han.

Han sammenligner studiet med et hobbyrum eller et værksted.

– Denne her hule er mit værksted. Selvfølgelig slapper man af, når man går ud i værkstedet og arbejder på noget. Det er bare ikke den samme afslapning, som når man smider sig på sofaen. Der skal være balance mellem de ting.

Ligesom privatlivet er fysisk adskilt fra arbejde og musik, beskriver Ole forskellige rum i hovedet, hvor henholdsvis stuen, studiet og HeadQuarters har hver deres plads.

– Der er ikke et af rummene, der er bedre end de andre. Men da min lejlighed var en blanding af to forskellige rum, blev min hjerne forvirret. Lige nu har jeg to virksomheder, der hver ligger fem minutter, fra hvor jeg bor. Og studiet nede i baggården. Det passer mig rigtig fint. Jeg tror simpelthen ikke, jeg kan andet mere, bemærker han med et grin.

Et studie med råderet

Man kunne spørge sig selv, om det er tiden og arbejdet værd at bygge et studie. Hvorfor ikke bare leje studietid?

– Et. Det var muligt. Min søster og jeg brugte ikke rigtig gården til så meget. Så vi blev enige om, at vi godt kunne bygge studiet hernede. Jeg kunne selvfølgelig godt leje mig ind et sted. Men studiet er for mig også en form for hjem, svarer Ole.

Derudover er det ikke nødvendigvis billigere at leje sig ind i et studie, fortæller han.

– Længe før hjemmestudier blev en ting, måtte jeg altid sige: ‘Vi har ikke råd til at gå i studie. Så hvorfor laver vi det ikke bare selv?’ Jeg har løbende fundet måder til at indspille trommer og så videre. Der er mange ting, der skal til, før en studieoptagelse kan komme i kassen.

Således har Ole Løhde brugt adskillige år på at anskaffe instrumenter og udstyr, der gør det muligt at producere musik i høj kvalitet. Desuden bestemmer han selv, hvornår og hvordan studiet må bruges.

– Det er bare rart at have noget jeg kender. Jeg ved, hvad det kan bruges til, og hvordan man må bruge det. Jeg skal ikke spørge om lov til noget. Når nogen kommer herind, så er det mit hjem. Jeg har råderet, og der er ingen begrænsninger, siger han.

HQ Studio eller HQ Rec Studio kan selvfølgelig ikke konkurrere med Muscle Shoals eller andre berømte studier, hvor man kunne drømme om at indspille et hit. Rummet er omkring 14 kvadratmeter, eller som Ole fortæller; “Stort nok til at seks musikere kan øve uden at falde over hinanden”. Og så længe der er plads til god musik, er Ole Løhde tilfreds.

– Rummet er et værelse. Det er et sted, der betyder noget for os. Vi har også haft et par publikummer, som siger, at det er hyggeligt. Det er her jeg hygger med mine venner og spiller musik og har det fantastisk.

Relaterede artikler