I Am Bones er tilbage og har aben med

INTERVIEW: Med kollektiv optur er et af 00’ernes hyldede danske rockbands klar til at smadre igennem på ny. Måske for sidste gang, måske ikke.

Af Christian Jørgensen

”Næste gang du siger det, så skrider jeg!!!… En, to, tre, fire!”

Der bliver lagt hårdt ud på I Am Bones nye single ’Obstacle Course’. Her finder man den klassiske blanding af melodi og smadder, som sikrede bandet fra Aarhus et navn i midt-00’erne. Inden de fire medlemmer blev trætte af hinanden.

Læs Også: Tre årtier med aarhusiansk indie

Efter 11 års albumtørke er den nu gendannede kvartet klar til at udsende EP’en ’Oaf’ via Crunchy Frog. Det bliver bandets første reelle udgivelse siden ’The Greater Good’ fra 2007, og det forlyder, at musikken er ”større, tungere og mere beskidt end nogensinde”. Det til trods for, at firkløveret i mellemtiden er blevet fædre med jobs og voksne liv.

Hvad er der sket siden sidst? Hvad skete der dengang? Og hvem er I Am Bones anno 2018? Aarhus Echo spurgte guitarist, sanger og sangskriver Johannes Gammelby (Strumm, Beta Satan og The Malpractice) og guitarist Filip Granlie, der svarede åbent og ærligt.

Aben eller mennesket

I begyndelsen af jeres nye single ’Obstacle Course’ råber en hidsig stemme – hvad handler det om?

Johannes: Jeg kan faktisk ikke helt huske det. Det var nok noget med, at en eller anden kritiserede Jeppe (trommeslager, red.) for noget i det foregående take; noget, han tilsyneladende var klar over, var et problem, og så flippede han ud. Det er en skæg måde at starte en udgivelse på efter så lang en pause. Vi fortsætter, hvor vi sluttede. Aben flytter med.

– Filip: Mennesket flytter med.

Hvorfor kommer der ny musik netop nu?

 – Johannes: Fordi vi havde lyst, og fordi jeg pludselig havde en stak sange, der var beslægtet med vores ting fra gamle dage. Og vi havde det så skægt til reunion-koncerterne, at, ja, det gav sig selv. Om vi har en plads i musiklandskabet nu, må tiden vise, det er jeg sådan set ligeglad med. For udefra ser det måske åndssvagt ud at udgive noget nyt, sådan, “har I ikke noget bedre at tage jer til?”, men indefra er det virkelig tilfredsstillende at få noget til at lykkes. At få sine ideer omsat til noget konkret og vellykket. Det er en dejlig følelse. Så, det er derfor!

– Filip: Lysten er helt afgørende, det er virkelig så simpelt. Tidligere blev vi viklet ind i alle mulige prædefinerede forventninger og ambitioner, som kom udefra, og som vi heller ikke selv kunne løsrive os fra. Som om man ikke kunne spille musik uden at have et mål, og det mål var nødvendigvis flere plader i større oplag, større koncerter, mere succes, music management, nytte, nytte. Alt det er fuldstændig forduftet. Og er det så bare en bitter efterrationalisering, når dét nu ikke lykkedes. Muligvis, men jeg tror ikke vores succes-ambition dengang var særlig dybfølt. Og jeg ved i hvert fald, at nu er det oprigtigt skægt og lystbetonet: Vi har hyggern på og larmer bedre end nogensinde. Hvad mere kan man ønske sig? Det har så taget nogle års fravær at komme frem dertil. Udmærket passiv lærdom.

 Slut-20’er-noia

I Am Bones begyndte som et soloprojekt for Johannes Gammelby i Aarhus et par år inde i det nye årtusind. Han udvidede siden besætningen med skiftende medlemmer, før bandet fandt sin endelige form som kvartet omkring 2006 med guitarist Filip Granlie, trommeslager Jeppe Lindgren og bassist Christian Winther. Inden da havde Johannes Gammelby udgivet to ep’er og debutalbummet ’Wrong Numbers are never busy’ i 2005, der bl.a. indeholder det smittende spydige hit ’Building Hospitals’.

– Jeg mødte Johannes første gang til I Am Bones’ debutkoncert på Musikcafeen engang i 2004, hvor jeg samme aften debuterede med et andet band, som vi kaldte Dog Feelings. Jeg var begejstret og bejlede senere på aftenen til Johannes og mente, der var plads til en ekstra guitarist. Lidt over to år senere kom jeg med som bandets sidst ankomne i huj og hast før en Tysklands-tur, fortæller Filip Granlie.

Det blev begyndelsen på en hektisk periode for de fire bandkammerater. De spillede koncerter i massevis og udgav ’The Greater Good’ i 2007 på hedengangne Morningside Records, inden det kørte helt skævt i 2009, hvor de fire bandkammerater med Filip Granlies ord ”hang hinanden langt ud af halsen.” I Am Bones blev skrinlagt, og Johannes Gammelby kastede sig i stedet over The Malpractice.

Rundt omkring på nettet kan man læse, at I ’hadede’ hinanden… Hvad skal man lægge I det?

– Johannes: Aj, vi var bare så udbrændte efter The Greater Good-tiden. Vi spillede mange koncerter, men opbruddet handlede vist om, at vi alle fik den der slut-20’er-noia. Hvad skal jeg med mit liv? Den uro blev nok uhensigtsmæssigt koblet op på bandet, hvorfor det måtte lukkes ned, så alle kunne få fundet de ben, de skulle stå på i livet. Og det har vi nu, lykkeligvis. Jeg tænker af og til over, at det er skægt at vores musik nu er mere bister og hidsig end før, på trods af, at vi kollektivt har fået mere opperen på. Måske opturen tillader, at man kan forfølge sine impulser i højere grad.

I Am Bones
Foto: Martin Voola

Social dissonans

– Filip: Vi kørte det helt i sænk dengang, vi hang hinanden langt ud af halsen. Jeg hørte stort set kun om de andre på anden- og tredjehånd i årene derefter. Men det var alligevel aldrig rigtig afsluttet. Ikke sådan, vi har unfinished business, nærmere uforløst. Vi var vel ikke færdige. For nylig tænkte jeg, hvorfor bruger jeg tid på det her, og det slog mig: Det er en stor forløsning at blive opslugt af lyden og rase ud musikalsk, men det væsentligste er nok, at der er meget få sammenhænge, jeg har det så bundløst skægt, som i den konstellation vi fire udgør. Og hvad har det med had at gøre? Det er ikke had, men der er en social dissonans inde bagved, som tiltrækker mig.

Det var en besked fra Johannes Gammelby til de øvrige medlemmer, der for et par år siden fik bolden til at rulle igen. Under en oprydning af sin harddisk fandt han en masse gamle skitser og band-ting og besluttede sig for at høre de øvrige, om de skulle mødes over en bid mad.

I mellemtiden havde de fire medlemmer alle haft travlt med at få børn, finde jobs og flytte til København, hvor de alle bor i dag på nær Christian Winther. Ikke desto mindre hyggede de sig gevaldigt, og sammenkomsten resulterede i en lille håndfuld reunion-koncerter og singlen ’Gyps’.

Læs Også: Pop Revo og den aarhusianske indie-revolution

De nye sange til ’Oaf’ opstod, da Johannes Gammelby trængte til luftforandring under arbejdet med den kommende The Malpractice-plade. I stedet for at sige nej til sine ideer, prøvede han at sige ja, og på ingen tid blev det til en håndfuld I Am Bones-sange, som han sendte til de andre. Efter en øver tog de i studiet og optog pladen på to dage. Dengang som nu, er det Johannes Gammelby, der skriver sangene, mens de øvrige bandmedlemmer ”kritiserer, kommer med stikpiller og hjælper med at arrangere og lande tingene.”

– Filip: Det har i grunden været meget uproblematisk og relativt effektivt, men jeg har også været utålmodig undervejs. Det er et år siden, vi indspillede. Nu er jeg utålmodig efter at komme ud og spille.

Tilbage til arnestedet

Under tilblivelsen af ’Oaf’ vendte de fire bandkammerater tilbage til Aarhus for at indspille i Jacob Bredahls Dead Rat Studio.

– Johannes: Først og fremmest er Jacob og Jacobs studie ude på Klamsagervej alt man som smadder-baseret orkester kan håbe på. Masser af know-how og forstærkere og sejt gear og fine forhold. Og, så skulle jeg indspille Malpractice-pladen ugen efter samme sted, af samme grunde, så der var lidt stordriftsfordele. Og, så var det måske også lidt som morderen der tager tilbage til gerningsstedet og lurer efter ugerningen, tilbage til arnestedet. Hjem til Aarhus.

Hvordan er de nye sange sammenlignet med det gamle materiale?

– Johannes: Obstacle Course er ret imødekommende i forhold til resten. Det nye er samlet set tungere, større og mere beskidt end nogensinde. Og mere… gennemarbejdet på en eller anden måde. Der er en ro i det, som ikke var der i gamle dage, selvom det er lavet meget hurtigt. Jeg tror, vi kender os selv bedre end før. Alle har fået børn og arbejde og koner og voksenliv. Det har givet ro på, tror jeg. Så kan vi tillade os at dykke ned i vores historie og bagage og trække det nødvendige frem. Jeg synes også, vi spiller bedre end nogensinde.

– Filip: Man kan måske sige, at vi tidligere lod vores respektive indre hysteri gå ud over hinanden, og vi brugte alle vores kræfter på overhovedet at komme til at øve. I dag er det mere mellow og oppern imellem os. Til gengæld kan vi fokusere på at spille.

Foto: Mikkel Elbech

Sidste omgang?

I en artikel på TIDAL fra 2016 blev I kaldt et af de bedste danske bands i 00’erne. Der er gået en del år – hvordan ser I, i dag, selv tilbage på tiden og musikken I udgav i 00’erne?

– Filip: Jeg var ikke med på ’Wrong numbers are never busy’, så jeg kan roligt sige, at den er en af de bedste danske plader i de sidste mange år. The Greater Good genhørte jeg også for nylig med mine børn. De kunne lide den, og det kunne jeg også, mere end jeg troede, og jeg fik umådelig meget lyst til at spille.

– Johannes: Helt ærligt, så synes jeg det var en svær tid, dengang. Jeg var usikker på mange ting, selvom vi havde ok vind i sejlene. Jeg ville hele tiden mere. Jeg var tit frustreret, bekymret, skuffet og irriteret. Men jeg lyttede til The Greater Good en dag i bussen for nylig, for første gang i mange år, nu her da den var kommet online, og jeg syntes og synes sateme, det holder. Det er nogle knivskarpe sange, skrevet og spillet af unge mennesker med noget, der ligner en vision. Det er jeg meget stolt af. Ærgerligt, jeg ikke nød det dengang, men sådan er det bare. Nu har vi chancen for at nyde det med denne EP, så det gør jeg. Jeg synes, det er helt genial musik, og jeg er glad for Crunchy vil udgive det, og stolt af, at folk tilsyneladende gider høre det. Vi spiller koncerter i Aarhus, Odense og København til efteråret. Måske de sidste nogensinde, eller måske de første af flere. Jeg har allerede en stribe nye sange, det kunne være skægt at få optaget i hvert fald.

I Am Bones bagkatalog blev i 2017 lagt ud til streaming via Crunchy Frog. EP’en ’Oaf’ lander senere på året og følges op med koncerter i Aarhus, Odense og København.

Relaterede artikler